Dewey’s 24 Hour Readathon #5

readathon 2016

Normalt starter mit readathon længe før selve dagen. Jeg tænker over, hvilke bøger jeg vil læse, vælger nogle til, nogle fra, fortryder og får pludselig inspiration. Dernæst går dagene op til med at få mærket efter, hvilken slags aftensmad, snacks, drikkelse og sted føles aller mest rigtigt. Og endelig når jeg dagen, hvor jeg tripper og utålmodigt venter på, at uret viser 14:00. Sådan er det ikke denne gang.

Denne gang kom læsedøgnet bag på mig. Jeg kom i tanke om det i går under samtale med Rikke, og her til morgen var tanken igen fløjet langt bort. Min hverdag er for tiden fyldt med arbejde, overvejelser, stress og bekymringer, så det med at huske går ikke så godt – især når det er noget, der omhandler mig selv.

Kl. 15:04 Men – for der er et men. Selv om læsedøgnet officielt netop er gået ind i sin anden time, og jeg først har nu fået sat mig til rette med min læsestak og en kop te, så vil jeg stadig deltage – for en læsestund uden forpligtelser er virkelig noget, jeg trænger til. Jeg starter ud med The Whispering Muse af Sjón, som jeg længe gerne har villet dykke ned i. Jeg håber, at I alle er godt i gang med jeres første bog, og at I nyder denne velkomne læsepause i hverdagens travlhed <3

Kl. 19:01 Pludselig fik tiden fart på. Jeg har været færdig med Sjóns smukke lille bog i nogle timer, men jeg har ikke kunnet få hans fortryllende ord ud af hovedet. Så mange smukke observationer, så mange kære gensyn med græske guder og helte, alt sammen serveret på et gyngende skib med en farverig besætning. Mens aftensmaden varmede i ovnen ville denne sætning ikke undslippe mig: “When your gaze is so abstracted that you seem to see beyond field and forest, you are in fact staring at what stands closest to you; yourself.” Han skriver så smukt og formår at sætte de helt rigtige ord på  ellers ubeskrivelige sjælstilstande. Hvor er jeg glad for at have læst denne bog.

Readathon 2016

Kl. 20:15 Maden er blevet spist, hunden luftet godt igennem, og jeg har kaffe i min kop. Vinden rusker, og regndråberne i Argos pels glimter i stearinlysets skær. Jeg putter mig i min læsestol med kæreste og hund i sigte og dykker ned i den længeventede fortælling om en hemmelig have.

Kl. 22:49 Vanens magt er svær at overkomme. Min krop skriger på søvn, som den er vant til at få fra kl. 21, så jeg har indgået et kompromis – læsning i sengen. Jeg er dog samtidig realistisk og ved, at jeg nok ikke får vendt ret mange flere sider i Burnetts klassiker om Mary og hendes vej igennem livet; chancen for, at jeg i morgen tidlig vågner med bogen liggende åben ved siden af  mig er stor (og fordelen er naturligvis, at jeg allerede fra sengen kan læse videre). Men ikke desto mindre håber jeg på, at jeg kan klemme en smule mere læsning ind, inden jeg kapitulerer og finder drømmeland. Rigtig god læsning til alle jer natteravne <3

Readathon 2016

Kl. 05:34 En kold snude mod min arm vækker mig, og tanken om en dampende varm kop kaffe får mig op og i tøjet.  Jeg kan læse mig frem til, at flere af jer andre læsere har fortsat natten igennem – imponerende! Jeg har netop lukket hunden ud i den alt for kolde have, mens jeg kan høre kaffebønnerne blive kværnet i det fjerne. Verden er stille og havens konturer er svære at genkende i mørket. Det er pudsigt, hvor meget omgivelserne ændrer sig afhængigt af, hvad der bliver oplyst. Tæerne begynder for alvor at blive kolde i det våde græs, og jeg tripper lige så stille inden for igen. Jeg lister op ad trappen for at finde lidt frugt og kaffekop frem, ivrig efter at fortsætte rejsen sammen med Mary. Jeg er træt og håber, at kaffen kan trylle søvnlængslen væk.

Kl. 09:23 Sidste side er vendt, og jeg er en yndig læseoplevelse rigere. Fortællingen om den lille glemte pige, der blomstrer i lyset af venskab og medfølelse. Det er et smukt budskab , som jeg er glad for at have læst. Og her slutter mit læsedøgn. En dag med tætte venner i Tivoli venter, og jeg glæder mig. Tak for et fantastisk læsedøgn allesammen!

“The Prince of Mist” af Carlos Ruiz Zafón

Zafon the Prince of Mist Review The Prince of Mist (original titel: El Principe de la Niebla) af Carlos Ruiz Zafón, udgivet i 2010 (original udgivelse 1986) på forlaget Orion.

4 stars

Året er 1943, og verdenskrigen hærger Europa. Urmageren Maximillian Carver gør det eneste han kan for at skærme sin familie mod krigens ødelæggelse og relokerer dem alle til en lille kystby, hvor han har købt et lille forladt hus et stenkast fra havet. Bag huset finder bogens hovedperson, Max, en tilgroet og glemt have gemt bag et højt metalgitter, der krones af en sekskantet stjerne. Inden for gitterets afgrænsning finder han en samling statuer i sten, som afbilder forskellige cirkuskarakterer. Statuerne står ved første øjekast tilfældigt, indtil han kommer lidt på afstand – ved nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at også de tilsammen former en sekskantet stjerne.

Men der er mange andre steder for Max at gå på opdagelse, og havens sælsomme statuer bliver glemt, mens familien lige så stille finder sig til rette i den lille by. Men da Max’ søster Alicia fortæller ham om sine mystiske drømme, hvor en indhegnet have og en statue af en klovn forekommer, bliver han brat mindet om dem glemte have endnu en gang. Så begynder mærkelige ting at ske, som gør Max og hans søster ængstelige, og de begynder sammen med deres nyfundne ven, den lokale dreng Roland, at afdække historien om det skibsvrag, som sank under en voldsom storm mange år tidligere, og som nu ligger under havets overflade. Stormen var så voldsom, at alle ombord omkom på nær én, nemlig Rolands bedstefar. I taknemlighed over sin egen overlevelse bygge Rolands bedstefar efter forliset et fyrtårn, som han bemander dagligt for at afværge, at en lignende ulykke skal ske igen. Men skibsvraget er omgærdet af hemmeligheder, den glemte haves statuer ser lidt for livagtige ud, og børnene må snart indse, at der er mere på færde end bare mystiske drømme og skibsulykker.

prince-of-mist-anmeldelse-review-2

Det, som ramte mig fra jeg læste første side var Zafóns fantastiske skrivestil. Ved et enkelt pennestrøg formår han at slukke for omverdenen omkring mig og transportere mig til et forladt hus i en lille sydlansk landsby. Jeg har elsket hans ord siden jeg læste The Shadow of the Wind første gang for snart elleve år siden, og jeg har glædet mig til gensynet lige siden jeg fik The Prince of Mist  i fødselsdagsgave af kære Rikke til min fødselsdag sidste år. Selv om det er Zafóns første værk og det naturligvis ikke har haft fordelen ved en mere modnet forfatter, synes jeg allerede her, at sprogperlerne skinner klart. Den er velskrevet og detaljeret i sine beskrivelser, hvor han klart er stærkest, hvorimod karaktererne falder en smule til kort – men det gjorde egentlig ikke det helt store, fordi The Prince of Mist i langt højere grad spiller på stemningen, mystikken, forvirringen og uforudsigeligheden end det er karaktererne, det handler om.  De er ikke ret karakteriserede, og selv om de bestemt er til stede og driver plottet frem, husker man dem ikke – jeg måtte flere gange stoppe op et kort øjeblik for lige at finde kendetegn frem i mit sind, når en karakter sprang et par kapitler over. Det gjorde det en smule svært for mig helt at have empati med Max, Alicia og Roland – selv om jeg blevet revet fuldstændig med af plottet og de skarpe sving, som det foretog undervejs og følte, at jeg var med i robåden og hjalp til med at afdække de uhyggelige statuer i haven. Derfor følte jeg også efter endt læsning, at bogens 200 sider passede helt perfekt til Zafóns fortælling; havde den været kortere, havde fortællingen tabt sin eminente mystik, og havde den været længere, var karakterernes endimensionalitet blevet utroværdig og måske endda irriterende.

prince-of-mist-anmeldelse-review-3

prince-of-mist-anmeldelse-review

Bogklub #3: Fiskerne af Hans Kirk

Hans Kirk Fiskerne AnmeldelseFiskerne af Hans Kirk udgivet i 1978 (original udgivelse 1928) på forlaget Gyldendal.
4 stars

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire – de danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet. Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteratur-interesserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden.

Bogklubbens læsning i juni er foregået i Hans Kirks klassiker, Fiskerne. Det er en bog, jeg er stødt på mange gange på biblioteket, men af en eller anden grund har jeg altid følt mig lidt intimideret af dens evige tilstedeværelse i enhver dansklærers repertoire. Ikke desto mindre tog jeg udfordringen op, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

Fiskerne er en fantastisk kollektivroman, som omhandler en lille gruppe mennesker, der føler sig tvunget til at udvandre fra Vestjyllands barske natur og ind mod Limfjorden, hvor kampen for at få daglig fangst og mad på bordet er knap så hård. Vesterhavsfiskerne lader sig lede af Guds vilje i livet såvel som i fiskeriet, og med troen fast forankret i Indre Mission er det en hård, straffende og streng Gud, som de dagligt bekender deres synder til. Men selv om naturen er blidere og hverdagen en smule nemmere, kæmper gruppen med at forstå det syndige samfund, som missionen har ledt dem til. Byens pastor er grundtvigianer med et positivt og inkluderende livssyn, og menigheden er vant til dans på kroen, diskussioner af darwinisme og syndsforladelse – noget, som fiskerne og deres familier ser som falsk kristendom og syndig levevis. De ser det som deres pligt, prøvelse og mission at udbrede den sande lære, og med fiskeren Thomas Jensen som frontfigur går de flere gange i rette med pastoren og hans retning mod den evige fortabelse. Pastoren affejer Thomas’ indsigelser, men indvilger i at lade pastor Thomsen fra fiskernes gamle sogn komme til gæsteprædiken. Det bliver et vækkelsesmøde uden lige, og missionen forankres yderligere i lokalsamfundet gennem omvendelsen af stadigt flere lokale i trange kår.

Pastor Thomsen rømmede sig som en hest, der hrimmer. Efter hans skøn var der gode udsigter for Herrens sag.
Men I må være surdejen, sagde han. Det gælder om, at der er nogen, som både kan gå forrest og holde igen. I skal blive ved og blive ved og huske på, at det er dråben, som huler stenen.
Han gav dem gode, kloge råd, mens de andagtsfulde og åndeløse hørte efter. Det var en Herrens time. Udenfor var det ved at blive mørkt, men ingen tænkte på at tænde lyset.

Hans Kirk Fiskerne Anmeldelse

Og således fortsætter man med at læse om fiskernes kamp for at frelse byen. Deres religiøsitet fungerer i særlig høj grad som social kontrol – alle holder alle til ilden, og der er hele tiden nogens ulykke eller fortjeneste, som bliver brugt som eksempler på Guds vrede og nåde. Sammenholdet og medfølelsen blandt den lille gruppe fiskere er imponerende, men selv om hjælpen altid er at finde hos naboen, når ulykken rammer, hersker dobbeltmoralen og skadefryden bag lukkede døre; især fiskerkonen Tea udtrykker gang på gang forargelse over de andre fiskerfamiliers synder og held på havet, mens hun hævder sig på deres bekostning – noget, som koster hende dyrt i sidste ende. De kæmper alle sammen med at prioritere kærligheden til Gud langt over kærligheden til et andet menneske, og det resulterer i indestængte følelser, ukontrollerbare drifter og menneskelig fortabelse.
Den tragiske skæbne for Laust Sand og hans steddatter Adolfine er indbegrebet af selvundertrykkelsens destruktive kræfter og den religiøse skams magt – de giver efter for deres drifter og for kærligheden, men fordømmer sig selv til den evige fortabelse og opgiver livet, fordi de ikke kan leve med skammen og skylden over for deres Gud og næste – deres skæbner forsegles, fordi gudfrygtigheden for fiskerne altid vil komme før næstekærligheden.

Nu spørger jeg Dem: kender De Deres ansvar? Ejer de menneskelighed?
Æ gør, hvad æ kan for at blive den kvit, sagde fiskeren.
Hvad gør De? spurgte præsten.
Vi ser vist helt forskelligt på den ting, som på så mange andre. Æ mener, at det menneskelige er den onde natur, som vi har fået med arvesynden.
Ser De da slet ikke noget værdifuldt i mennesket?
Nej, æ ved for vist, at det gode, der er i os, skylder vi nåden. Og selv om der er noget godt i de uomvendte, hvad skal det så hjælpe? Det bliver borte i den syndige natur. Æ tror, at Jesus selv har sagt sin mening, dengang han fortalte, at der var mere glæde i himlen over een synder, som omvendte sig, end over ti retfærdige, som ikke har omvendelse behov.
Ordene kom rolige og velbetænkte, men pastor Brinks ansigt fortrak sig, og han rejste sig.

Romanens største drivkraft er uden tvivl Hans Kirks utroligt realistiske og gribende karakterportrætter. Han tager ikke sarkasmen og latterliggørelsens nemme vej, men folder hver karakter ud uden at dømme eller spænde ben. Selv om romanen er tæt på 100 år gammel, er det tidsløse skildringer af mennesketyper, som vækker genklang. Især, og må jeg tilføje desværre, er romanens store ramme højaktuel i disse dage: en lille gruppe fremmede med en anden tro og kultur tvinges ud på en rejse for at finde bedre kår for deres familier og mødes af et helt andet livssyn. Det bliver hurtigt og nemt at fordømme og udvise intolerance fra begge sider i stedet for at gå i dialog og prøve at forstå. Fiskerne ser sig selv som oplyste og tolerante mennesker, og ligeså gør byboerne. Men formodninger og en manglende ydmyghed til at sætte sig i den andens sted hindrer integrationen og skaber splid, som deler samfundet op i ‘os’ og ‘dem’.

Fiskerne var et fantastisk læseeventyr. Tempoet var langsomt, men jeg opdagede det ikke. Jeg var dybt fascineret af deres uforbeholdne tro og imponeret over deres sammenhold og udholdenhed. Det er endnu en bog, som jeg er virkelig glad for at have læst. Tom Kristensen roste romanen i sin anmeldelse i Politiken, og siden fik Fiskerne fart på – der er blevet solgt mere end 400.000 eksemplarer, hvilket gør Hans Kirks ambitiøse debutroman til den mest solgte danske bog nogensinde og er stadig i dag enormt relevant.

Kerteminde Fjord

 

 

Bøtten #9: A Thousand Nights af E. K. Johnston

A Thousand Nights Anmeldelse A Thousand Nights af E.K. Johnston udgivet i 2015 på forlaget Macmillan.

3/5 Stjerner

Når støvskyerne danser hen over ørkenen er det tegn på, at Lo-Melkhiin er på vej med sine mænd for at tage sig endnu en hustru. Han vælger altid en ny hustru fra en ny region inden for byen. Og hun dør altid.

A Thousand Nights tager udgangspunkt i rammefortællingen om Scheherazade, som hver nat fortæller sin mand og hersker en historie, som lader hende leve endnu en dag i 1001 nætter. I Johnstons version er den mandlige hovedperson Lo-Melkhiin, som er hersker over et stort ørkenområde. Dem, som har kendt ham længe ved, at han engang var en empatisk og godhjertet mand, men de ved ikke hvordan og hvorfor det ændrede sig. Det eneste de ved er, at han en dag red alene for langt ud i ørkenen, og da han kom tilbage, var han en anden – en ubarmhjertig, kold, dæmonisk hersker, som dog stadig har formået at holde freden i sit herskerrige.
Den kvindelige hovedperson er en syttenårig pige, som på intet tidspunkt bliver kaldt ved sit navn. En dag ser hun Lo-Melkhiin og hans følge på vej mod den landsby, hun bor i, og med et ved hun, at han vil vælge hendes smukke halvsøster som sin næste hustru, sit næste offer. For at redde sin søster klæder pigen sig i en smuk brudedragt for at få hans opmærksomhed og blive valgt i stedet. Og hendes plan lykkedes.

Landsbyboerne og søsteren er udemærket klar over, at pigen har dømt sig selv til døden. Søsteren lover at lave et alter til hende, så hun efter sin død bliver en smallgod – en ånd fra et afdødt familiemedlem, som våger over og hjælper de levende. Derefter bliver hun ført bort, og den magiske fortælling begynder. Fordi søsteren beder foran alteret, og resten af landsbyens beboere sender gode tanker til hende, begynder hun at se en kobberfarvet ild danse fra sine arme, da Lo-Melkhiin griber fat i hende og forsøger at dræne hendes livsenergi, som han har gjort med alle de foregående. Men det virker ikke, og hun føler ingen frygt. Han spørger ind til hendes familie og livet i ørkenen, og hun væver den ene kobberfarvede fortælling efter den anden om sin familie, sine forfædre, ørkenlivet og gamle sagn.

There were stories, and there were stories. No single tale that I could draw from would save my sister from a short and cruel marriage, but I had pieces aplenty. I held them in my hands like so many grains of sand, and they slipped away from me, running through my fingers, even as I tried to gather more. But I knew sand. I had been born to it and learned to walk on it… I knew that I had only to hold it for long enough, to find the right fire, and the sand would harden into glass — into something I could use.

Anmeldelse-a-thousand-nigths

Hun fortæller ikke for at leve endnu en dag, men i trods. Hun trodser hans forsøg på at indgyde frygt i hende og bibeholder derigennem sin kvndelighed, sin integritet og sine værdier. Lidt efter lidt begynder hendes historier at få magt – de forudsiger fremtiden, og kobberilden gør forestillede objekter fysiske. Pigen fornemmer det store ansvar en sådan magi fører med sig og begynder at overveje, om hun alene kan ændre den skæbne, som Lo-Melkhiin har bestemt for så mange uskyldige piger før og efter hende.

Always, it seemed, men would overlook unpleasant things for the sake of those that went well. The statues’ eyes for the melodious sounds of the fountain. The deaths of their daughters for the bounty of their trade.
There was great beauty in this qasr, but there was also great ugliness and fear. I would not be like those men who turned their eyes from one to see the other. I would remember what those things cost.

Denne bog var en udsøgt fornøjelse at læse. Plottet er simpelt og genkendeligt, men fortalt med så smukke ord og fantastiske fortællinger, at jeg forsvandt væk i et persisk eventyr. Alle pigens historier har en dybere mening og er fulde af livsvisdom. De er især vidne om et stærkt kvindeligt fællesskab, som trives og blomstrer under et patriarkalsk styre. Ingen af kvinderne er navngivne, og det giver en ekstra dimension til kvindesolidariteten, som strækker sig fra ørkenens telte til Lo-Melkhiins qasrs badestuer, fra tidligere tiders kvinder til fremtidens budbringere, fra den laveste tjenestepige til dronningen. Deres magt og påvirkningskraft er så meget større, fordi den ligger skjult bag navnløse skikkelser og tilslørede ansigter.

It began slowly. One moving spark in a sky full of fixed lights, spiraling blue and gold, and then doused by the blackness of the sky. Not all of us saw it, it burned so quickly, but soon there were plenty of lights to marvel at.

Den her bog var lige det, jeg manglede, så jeg jublede, da jeg foldede sedlen fra bøtten ud og læste titlen. Jeg indrømmer helt og holdent, at jeg købte den udelukkende på grund af udseendet – sjældent har jeg set så smukt og gennemført et cover. Fortællingens magi kan fornemmes allerede ved første øjekast.
Jeg åbnede den en regnvåd eftermiddag og vendte sidste side ved sengelampens skær langt efter min sengetid. Den var fortryllende i sit sprog og smuk i sine beskrivelser, men heller ikke mere end det. Den var hurtigt læst og lige så hurtigt glemt – og jeg følte en smule skuffelse og frustration over, at alle de mange magiske og farverige tråde blev så hurtigt bundet af til slut. Men den var en kærkommen let og luftig læseoplevelse, som gav mig et dejligt pusterum efter et par tunge og alvorlige bøger.

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse bøtten

Byen Brænder af Garth Risk Hallberg

Byen Brænder Anmeldelse
Byen Brænder af Garth Risk Hallberg udgivet i 2016(original udgivelse 2015) på forlaget Lindhardt og Ringhof.

4 stars

Byen Brænder blev en bog, som jeg tog mig lang tid til at læse. Jeg startede på læseprøven i december og fortsatte i romanen i januar. Månederne gik, og siderne blev langsomt vendt, indtil der ikke var flere tilbage i slutningen af maj. Jeg stod tilbage med ubesvarede spørgsmål, et trist farvel til de så velkendte karakterer og en rejse til New York rigere.

Bogens plot er så kompliceret, så vævet ind i sig selv, at alle forsøg på at rumme det i et resumé har fejlet mig – der er ligeså mange vinkler på plottet, som der er karakterer. Der er punk-gruppen, som har en mission om at stå imod kapitalismen på voldsomste vis; der er rigmandsfamilien, som kæmper for at holde familiefirmaet oven vande, mens korruptionsanklager, forklædte dæmoner og usagte konflikter hvirvler omkring dem; der er den nedslidte, ærlige og utrættelige betjent på kanten af pension; der er flere par elskere, som glider fra hinanden og bliver fremmed mens verden omkring dem ufortrødent fortsætter; der er pigen, som som bliver fundet i parkens sne omgivet af sit eget blod; der er den frustrerede og intetvidende far, som kæmper for at bibeholde sit hverv i en by, som har glemt ham; der er de rebelske og fortabte sønner, som driver omkring med vreden som eneste brændstof. Alle disse karakterer har Hallberg formået at væve sammen, og han gør det fantastisk. Som regel er der klare favoritter og de mere tålte karakterer, som deler læsningen op i hurtige kapitler og langsom pligtlæsning – men i Byen Brænder var jeg underholdt på hver eneste side, med hver eneste karakter. Jeg kunne aldrig forudsige handlingen, og jeg blev gang på gang overrasket og snydt af karakterernes beslutninger, plottets udfoldelse og de ufatteligt mange indbyrdes forhold.
Byen Brænder Anmeldelse

Det er en smuk og melankolsk fortælling om en by i forandring – og en brøkdel af de mennesker, som faciliterer den forandring. Den fortæller en historie om mennesker og hvordan vi lever og dør, elsker og fejler. Hallberg har to akser, som plottet udfolder sig omkring: en skudepisode nytårsaften og det meget omtalte blackout, som lægger New York hen i mørke den 13. juli 1977. Det er et modigt træk at bruge den faktuelle begivenhed som delanker for hele historien, men Hallberg gør det med bravour. Jeg ledte febrilsk sammen med Jenny og Mercer, jeg var ængstelig, bange og vred sammen med Will og Kate, og jeg frygtede hvert et trappetrin, Pulaski kæmpede sig op ad.

Store bøger er svære at anmelde for mig. Handlingen kan stå nok så klart for mig, og jeg har som regel også et væld af meninger og betragtninger efter endt læsning – men jeg har endnu ikke fundet opskriften på, hvordan jeg kan koge så mange sider, i dette tilfælde 1042, ned til en enkelt eller to og stadig videregive overordnede plotstrukturer, stemninger og sprog samtidig med, at jeg yder bog, plot og forfatter retfærdighed.
Det tætteste jeg kan komme på at beskrive Byen Brænder er ved at bruge dens egne billeder: Hallberg skriver et sted i sin imponerende debut-roman om fyrværkeri, at det er en eksplosion af lys og farver fra én eneste lille krudtpatron. Det er det billede, som bliver ved med at dukke op for mit indre blik, når jeg prøver at beskrive romanen. Jeg ser den som farverige karakterer, begivenheder der lyser himlen op og falmer et øjeblik efter for at give plads til nye og blomstrende beskrivelser i alle regnbuens farver. Alle disse farver og lysglimt danner et kalejdoskop af handling centreret om to små punkter i historien: skuddene i parken og blackoutet i ’77. Der er langt imellem så storslåede bøger, og Byen Brænder er hver en side værd.
Byen Brænder Anmeldelse

Byen Brænder Anmeldelse