Bøtten #2: “Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd” af Rachel Joyce

Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd (oversat fra engelsk efter “The Unlikely Pilgrimage of Harold Fry”) af Rachel Joyce.

Udgivet i 2012, læst 17-19 februar, 2014.

4stars

Harolds pilgrimsfærd tog mig med storm. At se Harolds liv udfolde sig og genoplives gennem hvert et skridt han tog, ramte sympatiens strenge i mig. Denne bog handler om alt og intet. Den handler om kærlighed, sygdom, forspildte chancer, nærvær, konsumerisme, sorg og venskab. Alle disse problematikker har dog én ting til fælles, nemlig Harold. Harold er en pensioneret bryggeriarbejder, som, når læseren præsenteres for ham, er patentholderen på den engelske forstadsbeboer helt ned til undergardinerne i vinduerne. Hans kone, Maureen, er ligeså fikseret på at opretholde en facade af perfektion i deres lille hjem, som et klart forsvar for ikke at kunne håndtere hende og Harolds efterhånden kærlighedsløse og kolde ægteskab. Harold og Maureen fremstilles altså som det der par de fleste kender, med deres faste rutiner så indgroede, at ure kan sættes efter dem.
Men pludselig en dag får Harold et brev. Brevet er fra en gammel kollega, Queenie, som gerne vil sige tak og farvel, inden hun dør af den kræft, som har overtaget hendes krop. Harold skriver et kort svar tilbage og går ud for at poste det med det samme. Men postkassen dukker alt for tidligt op, så han går videre til den næste. Og den næste. Og den næste.

“Det lignede ikke Harold at tage en hurtig beslutning. Det vidste han. Siden han var gået på pension, tog den ene dag den anden, uden at noget var forandret. Ikke andet end at han var blevet rundere om livet og havde tabt mere af sit hår. Han sov dårligt om natten, og indimellem sov han slet ikke. Men da han hurtigere end forventet igen stod foran en postkasse, tøvede han endnu en gang. Han havde indledt noget, og han vidste ikke hvad det var, men nu hvor han var i gang, var han ikke parat til at afslutte det.”

Harolds første møde med en fremmed er en ung pige, som arbejder på en tank – uden at vide det, sætter hun Harolds pilgrimsrejse i gang med kommentaren: “Hvis man tror stærkt på noget, så kan alting ske”.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Det er netop absurditeten i Harolds pilgrimsrejse, der gør læseoplevelsen så dragende – Harold er den sidste person, man kunne forestille sig som pilgrim. Gennem hans rejse op gennem England møder han et væld af farverige, skæve og sympatiske karakterer, som alle har deres at kæmpe med. Harold selv får gennem sin nærmest meditative gang foretaget en gennemgribende selvgenopdagelse og katarsis af både krop, sjæl og fortid, og hans rejse bliver hurtigt et livsbekræftende holdepunkt for mange andre udover Queenie.

“Inde i byen havde Harolds strøm af tanker været indstillet. Nu hvor han var tilbage i det åbne landskab, bevægede tankerne sig igen uhindret mellem tider og steder, og billederne vældede frem. Ved at gå satte han den fortid fri, som han havde brugt de sidste tyve år på at holde tilbage, og nu sludrede og legede den i hans tanker med sin helt egen vilde energi. Nu målte han ikke længere afstande i kilometer. Han målte dem i erindring.”

Joyces rene og enkle skrivestil bidrager til den gode historie. Hendes paralleller af det tænkte og det sagte skaber en dybde, som man som læser ikke kan undgå at blive påvirket af, og som sætter tankerne i gang – man får øjnene op for muligheden for, at de ord, som betyder allermest, er dem, som aldrig bliver sagt. Endvidere har hun formået at opstille et forholdsvis bredt persongalleri i form af de forskellige karakterer, som Harold møder, men holdt dem i kort snor; højst to kapitler per karakter, og deres karakteristik koges ofte ned til “herren med det sølvgrå hår” eller “den meget berømte skuespiller”. Samtidig har hun indflettet ensomhed, a fortryde anger og soning ind gennem hele romanen, som ikke desto mindre giver plads til et par grin gennem de til tider absurde og dog fuldstændig rammende beskrivelser af stereotyper.

Jeg nød virkelig at læse om Harolds vandring. Eftersom læsningen af romanen var et tilfælde grundet bøtten, havde jeg ingen forventninger eller bevæggrunde inden min læsning begyndte, og derfor ramte den mig mere, især fordi der er så mange niveauer i bogen, at man ikke kan undgå at kunne relatere til et par eller tre. Romanen og Harolds betingelsesløse næstekærlighed var et skønt frisk pust, og hans fremmaning af håb og glæde hos andre rørte mig.
Derfor giver jeg “Harold Frys usandsynlige pilgrimsvandring 4 ud af 5 stjerner, fordi den overraskede mig positivt, omend en smule forudsigeligt. Desuden var der nogle rent sprogtekniske brølere, som var enerverende – stave- og slåfejl hører ikke hjemme i en udgivelse. På trods af disse gener, rørte historien og budskabet mig dog stadig, og det er en bog, som vil blive hos mig længe, og som jeg sagtens kunne finde på at genlæse, når jeg engang er færdig med bøtten. Nogen gange har man brug for at blive mindet om livets små, enkle og samtidig altomfavnende egenskaber, samt hvor langt en smule næstekærlighed og tro på sine medmennesker kan føre.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

2 thoughts on “Bøtten #2: “Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd” af Rachel Joyce

  1. Det er fantastisk, du har oprettet en blog, søde Stine. Det kunne jeg meget hurtigt blive afhængig af 🙂

    Og åh. Denne bog virker virkelig finurlig, sød og tankevækkende, og din anmeldelse frister mig umådeligt meget til snart at samle den op. Faktisk tror jeg, den er på tilbud i Bog&Idé lige for tiden, og det kunne meget vel være, jeg skulle lægge vejen forbi. Den lyder som skøn læsning!

    .. Og hvor fin er overskriften på 2. billede ikke lige? Det er jo elskeligt!

    1. Åh, hvor er du sød Rikke. Tusind tak for din ros, den er guld værd 😀
      Jeg kan virkelig kun anbefale Harold Fry, den er så hjertevarm, umiddelbar og fyldt med næstekærlighed – det er sådan en bog man sluger i én omgang, og som genopretter ens tro på menneskeheden.
      Jeg var også helt solgt, da jeg nåede til syvende kapitel! Fantastisk overskrift, og den karikerede beskrivelse Joyce giver af karaktererne i netop det kapitel fik mig til at grine højt – mere end én gang. At det var fordi jeg kunne genkende lidt af min egen Austen-mani, dét skal vi ikke snakke højt om! 😛

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.