“To the Lighthouse” af Virginia Woolf

To the lighthouse Virginia Woolf

To the Lighthouse af Virginia Woolf, udgivet 2008 (original udgivelse 1927)

Læst 25 februar – 2 marts, 2014

4stars

Virginia Woolf har indtil for nylig været et utroligt intimiderende forfatterskab for mig. Flere gange i løbet af min bachelor på engelskstudiet krydsede vores veje gennem hendes klassiker The Waves som jeg hver gang måtte opgive frustreret, for blot stædigt at begynde forfra, læse den og ikke forstå et eneste ord. Jeg følte, at hun konstant skulle være på tværs i sin skrivestil – hvorfor i alverden kunne hun ikke bare skrive efter en ganske almindelig plotstruktur? løsenet Hun fik efterhånden status i min læseerfaring som bogreolens uopnåelige bjergtinde, en tinde jeg (på det tidspunkt) slet ikke var udrustet til at bestige. Men så kom kandidatundervisningen på litteraturvidenskab, og med sig havde den en vidunderlig underviser, som havde knækket Virginias kode. Jeg fik en klump i maven og koldsveden var ikke langt væk, da jeg på pensumlisten øjnede Woolf og hendes bølger. “Åh nej,” tænkte jeg, “endnu en gang skal jeg sidde i et fyldt lokale og skjule, at jeg ikke har forstået ét eneste ord af romanen. Åh nej.” Men det viste sig, at min ængstelse var grundløs.
Gennem underviserens kyndige vejledning og opmuntring åbnede der sig et helt nyt univers for mig, og den forfatter jeg før gruede, blev nu til et nyt og spændende eventyr, som førte mig til helt nye overvejelser og som gav mig læseoplevelser, jeg altid vil bære med mig i rygsækken.
Derfor blev jeg positivt overrasket over at se Virginia Woolfs To the Lighthouse på dette semesters pensumliste, og igen er jeg ikke blevet skuffet.

To the Lighthouse er en kort roman i tre dele, nærmest tre betragtninger. Rammen for værket i alle delene er familien Ramsays sommerhus, mens det tidslige aspekt er vidt forskelligt; i første del, The Window, betragter man familien Ramsay og deres forskellige besøgende netop som gennem et vindue for en eftermiddag, der går over i en aften; i anden del, Time Passes, ser man husets forfald over en periode på ti år, og endelig er der tredje del, The Lighthouse, som spænder over endnu et kort tidsforløb.
Ved romanens start dukker ægteparret Ramay op på siderne gennem dialog og udefrakommende betragtninger. De har otte børn, som de har med i deres sommerhus, et ophold som krydres med en bred vifte af besøgende. Mrs Ramsay er usædvanligt smuk og eftertragtet og er fyldt med mdfølelse, indlevelse og forståelse, som kommer til udtryk gennem hendes grænseløse tålmodighed, kreative opfindsomhed og evne til at mægle mellem de besøgende. Dog er hendes behov for kontrol og forudsigelighed stort, og ligeså er hendes behov for anerkendelse. Hun er forgudet af sine børn, mens deres forhold til deres far er meget anstrengt, koldt og fremmed. Disse personlighedstræk gør, at hun bliver omdrejningspunktet for sommerhusets logerende, og hendes karisma og rummelighed ligger som en svag aura gennem hele romanen. Hendes mand er langt fra ligeså nem at gennemskue, og hans tilstedeværelse fylder ikke lige så meget som Mrs. Ramsays. Han fremstilles som urtolig intelligent og vellæst, en tænker i tiden, og han elsker sin kone meget højt. Samtidig er han dog også brysk og afvisende over for sine børn, han er kompromisløs i sine sandfærdige udtalelser, og hans mangel på social forståelse skaber ofte en trykket stemning og ladet tavshed. Derved lader Woolf ægteparret indtage en klassisk fordeling; den følende og intuitive kvinde over for den tænkende, faktuelle mand. På trods af deres meget åbenlyse forskelligheder, er det tydeligt gennem deres interaktioner, at de stadig er meget forelskede, og at de har en helt grundlæggende og fundamental forståelse for og binding til hinanden:

Getting up, she stood at the window with the reddish-brown stocking in her hands, partly to turn away from him, partly because she did not mind looking now, with him watching, at the Lighthouse. For she knew that he had turned his head as she turned; he was watching her. She knew that he was thinking, You are more beautiful than ever. And she felt herself very beautiful. Will you not tell me just for once that you love me? He was thinking that for he was roused, what with Minta and his book, and its being the end of the day and their having quarrelled about going to the Lighthouse. But she could not do it; she could not say it. Then, knowing that he was watching her, instead of saying anything she turned holding her stocking, and looked at im. And as she looked at him she began to smile,for though she had not said a word, he knew, of course he knew, that she loved him .He could not deny it. And smiling se looked out of the window and said (thinking to herself, Nothing on earth can equal this happiness) –
“Yes, you were right. It’s going to be wet tomorrow.” She had not said it, but he knew it. And she looked at him smiling. For she had triumphed again.

Udover ægteparret består Woolfs karakterpalette af deres otte børn samt forskellige venskaber: den usikre malerinde Lily Briscoe, den socialt fumlende og arrogante Tansley, Mr. Carmichael, som virker til at hvile i sig selv, samt et ungt par, der bliver forlovet. Alle karaktererne er på forskellige veje gennem livet, som alle fører tilfældigt gennem sommerhuset. Beskrivelserne er få, og Woolf lader mere karakterernes liv tage deres egne drejninger, end hun manipulerer dem – det er tydeligt gennem læsningen, at karaktererne og plottet ikke er det vigtige for hende.To the lighthouse Virginia Woolf anmeldelse stinchen.dk

Anden del af bogen, Time Passes, er en fantastisk beskrivelse af forfald. Huset forbliver ubeboet i ti år, og Woolf lader tingene i huset træde frem på smukkeste vis. Det, som har provokeret mange af hendes læsere gennem tiden, er det faktum, at hun i dette afsnit uden narrativ og plotmæssig betydning lader flere af sine karakterer dø, inklusiv den mest prominente, Mrs. Ramsay – og at hun gør det gennem bibemærkninger i parenteser:

[Mr Ramsay stumbling along a passage stretched his arms out one dark morning, but Mrs Ramsay having died rather suddenly the night before he stretched his arms out. They remained empty.]

Tredje del, The Lighthouse, tager fanen op fra første del, blot disse ti år senere – turen ud til fyret, som tidligere blev negeret, bliver nu indfriet. Det er en fantastisk smuk bog, og Woolfs sprog tvinger læseren til at sætte tempoet gevaldigt ned for at få alle detaljer med. Ikke at det gør noget – tværtimod. Det er meget sjældent, at jeg oplever at kunne være så helt og fuldent optaget af et værk, ikke på grund af spændingskurver og plottwists, men udelukkende gennem sproget og beskrivelserne. Det er tydeligt for enhver læser, at plotlinjen ikke har været relevant for Woolf – denne bog er i høj grad et sprogeksperiment, en forfinelsesøvelse i sansebeskrivelser, og den er fuldstændig gennemført. Den subtile og alligevel allestedsnærværende måde hvorpå Woolf fletter påvirkningerne af første verdenskrig ind i sproget i anden del af romanen er fantastisk, og hun beskriver derigennem det ubeskrivelige. Hun er skarp og præcis, og hver en sætning fører læseren videre, omend det er videre gennem værket eller videre gennem livet. Hendes forfatterskab har sat sig uvægerligt fast i mit læsehjerte, og To the Lighthouse er en roman, som jeg vil genlæse løbende for at genopdage alle de livsfilosofiske guldkorn, som den gemmer på.

“She felt… how life, from being made up of little separate incidents which one lived one by one, became curled and whole like a wave which bore one up with it and threw one down with it, there, with a dash on the beach. ”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.