Bøtten #3: “20,000 Leagues Under the Sea” af Jules Verne

Jules Verne

20,000 Leagues Under the Sea af Jules Verne, udgivet 2010 af Harper Press (original udgivelse: Vingt mille lieues sous les mers 1870)

Læst 08 marts – 21 marts 2014

3/5 Stjerner

Den tredje udtrækning fra bøtten blev Jules Vernes undervandseventyr, som jeg længe har villet læse. Jeg købte denne udgave i den elskede Waterstones på Piccadilly sidst jeg var i London i november. Turen var kort, men god i selskab med min dejlige mor, som medgav mig tid og fordybelse mellem Waterstones’ betryggende reoler og dybe lænestole. Med mor solidt plantet i en sofa med “The Making of Pride and Prejudice – the Miniseries” i skødet, kunne jeg med god samvittighed og barnlig iver snuse rundt. På vej til kassen med et flere gange gennemsorteret og prioriteret udvalg, skimmede jeg hen over tilbudsbordet mens jeg stod i kø. Dér lå den, den sidste af sin slags, med et stilrent cover og en pris, som jeg ikke kunne modstå.
20000leagues
Historien er velkendt for de fleste; den franske marinebiolog og professor Monsieur Aronnax er på vej hjem til Frankrig – mens han i New York venter på, at skibet til Frankrig gøres klar, bliver han opmærksom på et andet skibs klargørelse, nemlig Abraham Lincoln, som  skal påbegynde en maritim jagt på et frygtindgydende søuhyre med et drabeligt horn set af adskillige skibe, og som senest har sunket passagerskibet Scotia. Da Aronnax’s tilstedeværelse i New York opdages af flådeministeren Hobson, inviteres han straks ombord på Abraham Lincoln – og som den videnskabsmand han er, kan han ikke sige nej.
“Three seconds before the arrival of J.B. Hobson’s letter I had no more idea of pursuing the unicorn than of attempting the North-West Passage. Three seconds after having read the secretary’s letter I had made up my mind that ridding the world of this monster was my veritable vocation and the single aim of my life.”

Og således starter Aronnax’s fantastiske eventyr på og i havet med sin tro følgesvend Conseil og den handlekraftige og udfarende canadiske harpunjæger Ned Land.  Da skibet endelig møder det sagnomspundne søuhyre, lider Lincoln samme skæbne som Scotia, og skibbrudne Aronnax, Conseil og Land skyller i sidste øjeblik op på ryggen af monsteret – et søuhyre som viser sig at være intet andet end en undervandsbåd. De tre eventyrer bringes inden for i fartøjet og præsenteres for Kaptajn Nemo, som informerer dem om, at de aldrig igen skal træde på land; de er nu totalt underlagt kaptajnens vilje.

Resten af bogen og verdensomsejlingen er en decideret rejsebeskrivelse af undervandsbåden Nautilus’s færden gennem de syv verdenshave; fra pol til pol, gennem det røde hav og hemmelige underjordiske passager følger læseren Aronnax’s dagbogsoptegnelser over hans og følgesvendenes utrolige oplevelser, som fylder deres dage. Flere gange foretages der eksursioner på havets bund i dertilindrettede dragter, udflugter som afgiver oplevelser, farver og livsformer, som selv Aronnax’s beskrivelsesmani kommer til kort i at skildre.

“And now, how could I retrace the impression made upon me by that walk under the sea? Words are powerless to describe such marvels. When the brush itself is powerless to depict the particular effects of the liquid element, how can the pen reproduce them?”

Netop denne beskrivelsesmani gjorde læsningen af Vernes værk ambivalent for mig. På den ene side stråler entusiasmen og variationen ud fra siderne, når Aronnax og Conseil kategoriserer deres observationer, og disse er uden tvivl med til at give baggrundstæppet for fortællingen smukke nuancer. På den anden side bliver det enerverende at læse side op og side ned om hundredevis af forskellige fiskearter og -underarter, som almindelige mennesker ikke har en chance for at forestille sig eller forstå. Dog bliver de ofte lange beskrivelsespassager afløst af observationer af den mystiske Kaptajn Nemo samt Aronnax’s bevidste gengivelser af ubevidst morsomme kommentarer fra og samtaler mellem Conseil og Land, hvilket fik læsningen til at flyde langt mere end i havbeskrivelserne.

“Conseil: If that is the case, this dugong may well be the last of its race, and perhaps it would be better to spare it, in the interest of science.
Ned Land: Perhaps it will be better to hunt it, in the interest of the kitchen.”

20000leagues2Gennem læsningen af Vernes værk forstår man så udemærket, at han er blevet udnævnt en af til science fiction genrens grundlæggere. Med hans beskrivelser af mekanikken og elektriciteten bag Kaptajn Nemos Nautilus suppleret med geniale påfund som våben, belysning af havbunden og manøvreringen af undervandsbåden gennem tryk var han uden tvivl forud for sin tid, og hans tidskrævende og dybdegående forskning i alt fra undervandsfauna til barometertryk er intet mindre end imponerende om end knap så banebrydende og interessant i en nutidig læsning. Med denne læsning i rygsækken er jeg dog sikker på at fremtidige fantastiske læsninger får lidt mere fylde, lidt mere baggrund og lidt mere betydning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.