Bøtten #4: “Rosen og Stjernen” af Elisabet Holst

Rosenogstjernen

Rosen og Stjernen af Elisabet Holst, udgivet 2007 af Bonnier Forlagene A/S (original udgivelse: 2007)

Læst 25 marts – 03 april 2014

1star

Bøttens fjerde udfordring blev Elisabeth Holsts historiske debutroman “Rosen og Stjernen”. Romanen følger adelskvinden Karen Gyldenstjerne og hendes liv omkranset af kongefamilien og den højere adel fra hendes barndom til død med alle de udfordringer, som livet bringer hende – fra børn, ægteskab og elskere til intriger, hoflivserfaringer og tab.
Karen bliver født ind i en senere stor søskendeflok på godset Ivernæs på Fyn. Hun sendes hjemmefra som 15-årig, en sen alder efter datidens normer, for at gå til hånde for og opdrages af adelskvinden Birgitte Gøye, en hård og krævende, men retfærdig kvinde med ben i næsen og sine meningers mod. I Gøyes hus bliver Karens personlighed, interesser og passioner formet gennem bibellæsninger, strikse regler og urtemedicinens mange facetter.
Birgitte Gøyes hus besøges jævnligt af kongen og hans følge, hvorigennem Karen møder den noget ældre Holger Rosenkrantz, der er en af kongens mest skattede rådgivere og personlig ven. Holger giftes hun senere til og herigennem bliver hun medlem af inderkredsen, som holder magten og indflydelsen hos Frederik II i 1500-tallets Danmark.
Karen og Holger lever et liv fyldt med lykke og kærlighed, indtil Holger dør efter ti års ægteskab – Karen lider stort under tabet og sorgen er dyb. Hun kanaliserer sin sorg over i produktivitet og begynder at opkøbe land, pleje hendes efterhånden store formue og får igangsat byggeri af herregårde til hende og Holgers to sønner, samt en gennemgribende renovation af et kloster, som står i Holgers navn. Som lært hos Birgitte Gøye styrer Karen sin husholdning og forretninger med hård, men retfærdig hånd, og derigennem vinder hun bøndernes respekt og kærlighed. Endvidere får hun gennem årene opbygget et ry for at ære egnens kloge kone, og folk står i kø uden for hendes lysthus, der bugner af urter og destillater – selv adelige sender bud efter hendes kyndige råd.
Idyllen varer dog ikke ved, da kirkens øgede indflydelse og heksejagt viser sit ansigt i det danske land. Grundet Karens promiskuøse liv og hendes urte-ekspertise anklages hun for at være primus motor bag en sammensværgelse af hekse, hvis eneste formål har været at drive adelskvinden Anne til vanvid efter fødslen af dennes søn. Karen får dog gennem snilde, venskaber og familie slået smederænkerne i deres eget spil og går fri.
rosenogstjernen2Denne bog tog mig lang tid at læse. Virkelig lang tid. Elisabeth Holst har haft enormt store ambitioner da hun skrev denne bog – hun har drysset med benævnelser af historiske figurer, gjort læseren opmærksom på samtidens normer og skikke og sætter geografiske holdepunkter op gennem hele romanen, og hendes beskrivelse af Karen er enormt farvet – forfatterens beundring springer læseren i øjnene side for side. Endvidere har Holst spækket romanen med klichéer –  præsterne er snæversynede, kyniske og ondskabsfulde, adelsmændene er mere interesserede i at forføre skønjomfruer, drikke øl og ødsle deres penge bort end at varetage deres ansvarsområder, men Karen  var i min optik den absolut største. Hun er smuk, rødhåret, rider vildt på sin hest i mandesadel, hader håndarbejde, er interesseret i det hedenske verdensbillede, og har drømme af en synsk natur. Hendes far vægrer sig ved hendes atypiske udseende, og områdets præst reagerer så voldsomt på hendes udseende, at bogens mest dominerende tema og konflikt optrappes og afsløres allerede i Karens barndomsår.

“Han så ned på barnet. Hun havde sin mors smalle, højst svungne bryn, men hun havde hans røde hår og lyse blå øjne. Det vil sige, de var nu noget mørkere og havde ikke helt samme farve, det ene var snæsten grønt. Undertiden bemærkede man det knap nok, men i visse situationer sås det alt for tydeligt. Som nu, hvor morgensolen stod hende lige i ansigtet. Det gav hende et mærkeligt vildt udtryk. Han brød sig ikke om det.”

“Og han så misbilligende på Karens røde hår der stak frem under huen eller, når hun tog den af i legen, brusede om hendes hoved. Og så de øjne, et grønt og et blåt. Var det ikke et tydeligt tegn på at noget ikke var som det skulle være?
En dag kunne han ikke beherske sig, men vendte sig pludselig fra sin skrivepult g brølede idet børnene løb gennem stuen: “Så tag dog den hue på. Og løb ikke rundt som en…, som en…!”
Børnene stoppede op og så forskrækkede på ham. Hans stemme var gået helt op i diskanten.”

Holsts agtelse for sin heltinde går igennem hele romanen og er højst sandsynligt også grunden til, at fortællingen ikke hænger ret godt sammen. Holst har villet vise og fortælle mest muligt på kortest tid, og for mig at se kan en historisk roman om et helt livsforløb ikke fortælles på knap 400 sider. Havde forfatteren dog bare valgt at satse det hele og gjort romanen mindst dobbelt så lang, tror jeg faktisk, at Karens liv og levned ville være kommet meget mere til sin ret. For romanen virker afstumpet og forkortet med spring fra en person til den næste, lange forklarende og næsten refererende bisætninger om Karens bekendte, og drømmebeskrivelser, der aldrig rigtig bliver forklaret og sjældent bliver inkluderet i selve narrativet.
Endvidere forekom sproget mig klodset med halve løsninger og flade, endimensionelle karakterer og beskrivelser, som med lidt snilde og ordakrobatik sagtens ville kunne opnå den tryllebindende effekt, som Holst sigter efter:

“Højt oppe over hende, på en afsats der førte ind til det øvre stokværk, stod en kvinde ubevægelig og så ned. Det måtte være Birgitte Gøye selv. Karen måtte rundt om en udbygning i muren for at nå hen til foden af trappen som førte derop.
Hun tog de første trin og skævede atter op. Øverst, for enden af trappen, stod fru Birgitte endnu ubevægelig. Solen stod i dette øjeblik lige bag hende, og hendes skikkelse aftegnede sig helt sort og – forekom det Karen – umådelig høj mod lyset. Hun måtte være højere end almindelige mennesker.”

Man kan nemt tyde, hvilken stemning Holst prøver at fremmane, men sproget er simpelthen for mundant, sætningerne klodsede, digressionerne omhandlende beskrivelser aldeles unødvendige – kort sagt virker hendes skrivestil irriterende, og den frustrerede mig så meget i min læsning, at jeg aldrig rigtig kunne fokusere på narrativet. Den eneste positive overraskelse for mig var Holsts inklusion af gamle danske viser og digte, som fungerede enormt godt både som stemningsskabende elementer, men også som historiske vinduer til en svunden tid.
rosenogstjernen3Dog vil jeg stadig påstå, at denne roman enten skulle have været enten dobbelt eller halvt så lang som den endte med at være. Ved læsning af en succesfuldt gennemredigeret roman, aner læseren ikke, at der har været en redaktør ind over for at udføre ofte gennemgribende redigeringsarbejde. Denne roman kunne dog godt bruge endnu en tur i ringen med en hårdtslående og skarp redaktør – i så fald ville det blive en fængslende fortælling om en af fortidens skyggesider i form af hekseprocesserne i Danmark og en stærk historisk foregangskvinde, som Holst må siges ikke at opnå i denne omgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.