Bøtten #5: “Don Quixote” af Miguel de Cervantes Saavedra

Don Quixote

Don Quixote (Original titel: El ingenioso hidalgo don Quijote de la Mancha)  af Miguel de Cervantes Saavedra, udgivet 1997 af Wordsworth Editions Ltd (original udgivelse: 1605)

Læst 11 juni – 18 juni 2014

2stars

Vi kender det alle sammen. Nogle gange påvirkes man så meget af sin læsning, at man næsten desperat hungrer efter at blive en del af den. Hvem har ikke næret et skjult håb om at modtage et optagelsesbrev fra Hogwarts, at møde prinsen på den hvide hest eller at blive samlet op af en opdagelsesrejsende på vej mod eventyr? Sådanne drømme har fyldt meget i mine tanker i løbet af mine mange læseeventyr, og derfor kunne jeg fra første sætning forholde mig til Don Quixotes udgangspunkt – hovedpersonen i denne store og tunge klassiker hæver dog sine litterære fantasier til et næsten uhørt niveau. Romanen følger denne ældre spansk adelsmand, som læser en ufattelig mængde ridderromaner, og en dag beslutter han sig for selv at blive ridder. Enhver ridder har brug for en væbners selskab på en ridderfærd, og bonden Sancho bliver hvervet; således starter ridderen Don Quixote de la Manchas  maniske  jagt på riddereventyr styret af vrangforestillinger.

“In fine, he gave himself up so wholly to the reading of romances, that a-nights he would pore on until it was day, and a-days he would read on until it was night; and thus, by sleeping little and reading much, the moisture of his brain was exhausted to that degree, that at last he lost the use of his reason.”

Don QuixoteRidderens sindssyge er hele tiden til stede i romanen. Mødet med en simpel bondepige bliver til mødet med den skønjomfru i hvis navn han skal kæmpe, vindmøller bliver til kæmper der skal besejres, og flokke af får bliver i hans optik til angribende hære. Romanens andre karakterer prøver forgæves at få ridderen til at se genstandene for det de er, men fejler gang på gang; Don Quixote slår deres indtrængende påpegninger af hans sindssyge hen og fortsætter sin ridderfærd med at befri alle de, for ham, pinte skæbner, som han møder på sin vej.

“The goatherd […] whispered to the barber who sat next to him: “Pray , sir,” said he, “who is this man that talks so extravagantly? For I protest I never saw so strange a figure in all my life.” “Whom can you imagine it should be,” replied the barber, “but the famous Don Quixote de la Mancha, the establisher of justice, the avenger of injuries, the protector of damsels, the terror of giants, and the invincible gainer of battles.””

Læsningen af Cervantes’ ikoniske værk viste sig at være noget af en mundfuld for mig. Den har beboet min reol i evigheder, fordi netop denne roman altid nævnes og skamroses så snart snakken falder på klassikere. Cervantes og hans karakterer har inspireret snesevis af forfattere, hvoriblandt William Faulkner, Laurence Sterne, Tobias Smollett, Daniel Defoe og Tennessee Williams kan findes – og det er kun fra den engelske litteratur. Det er heller ikke svært at se hvorfor Cervantes’ værk har en litteraturhistorisk vigtighed; brugen af ironi, metafiktion, intertekstualitet og perspektivskift gør værket banebrydende for sin tid – men jeg må med skam erkende, at den aldrig rigtig fangede mig. Falde-på-halen komedie har ingen humoristisk værdi for mig, og flere gange i løbet af læsningen krummede jeg tæer over de gentagende ydmygelser, som Don Quixote uvidende udsættes for.
De uendeligt mange gentagelser var nok det, som havde størst påvirkning på min læsning, samt gentagelsernes tilføjelse af sidetal. Min udgave af romanen fylder hele 768 sider – sider, som dog var hurtige at læse, eftersom der sjældent var nogle overraskelser i plotlinjen, og jeg ikke interesserede mig særligt for henvisningerne og forklaringerne bagerst i bogen. Når jeg sammenligner med eksempelvis Dumas’ Greven af Monte Cristo og Eliots Middlemarch, som begge ligger i samme tunge ende hvad angår sidetal, kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Jeg sidder ikke tilbage med en lyst til at vide mere, at genlæse, og ej heller kan jeg, uden en stor portion koncentration, fremkalde yndlingsscener og dramatiske samtaler. Dog skal ret være ret; Cervantes har været inspirationskilde for rigtig mange forfattere, og jeg håber derfor, at min erfaring med Don Quixote og Sancho Panza giver min fremtidige læseeventyr en ekstra dimenson. Som Cervantes’ ungkarl siger i et af Don quixotes mange eventyr:

There is no book so bad, but something good may be found in it.”

Don QuixoteDon Quixote

4 thoughts on “Bøtten #5: “Don Quixote” af Miguel de Cervantes Saavedra

  1. Jeg er også ved at gnave mig vej gennem Don Quixotes mange skøre eventyr. Det er et intimiderende værk at gå i gang med. Heldigvis synes jeg ikke den er svær at læse, men det er bare mange mange sider at skulle igennem. Jeg glæder mig til at krydse den af på min liste over klassikere jeg bare skal læse 🙂

    1. Ja, der var virkelig også en skøn tilfredsstillelse i at kunne klikke ‘read’ på Goodreads efter kampen mod sidetallene 😀 På trods af sprogets umiddelbarhed vækker den slags sidetal altid en lille smule ærefrygt, synes jeg 😛

  2. Skøn anmeldelse, trods at bogen ikke faldt i din smag – du har nemlig ret, selv når bøgerne ikke er helt vildt gode er det aldrig spildt, for som du siger, måske udvider den alligevel din læsehorisont lidt 🙂

    1. Mange tak! Jeg håber det virkelig! Jeg synes i hvert fald, at jeg er stødt på en del henvisninger til værket – både i andre værker og som eksempel i litterære teorier. Og så er det måske min måde at være lidt voksen og fornuftig på, selvom jeg flere gange blev pigefornærmet og frustreret over manglen på et overordnet plot 😛

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.