Bøtten #6: Lemony Snicket

Lemony Snicket

Den Onde Greve  og Slangeværelset (Originale titler: The Bad Beginning og The Reptile Room) af Lemony Snicket (Daniel Handler) udgivet i 2004 af forlaget Sesam (original udgivelse: 1999)

Læst 15 juli – 18 juli 2014

4stars/3/5 Stjerner

De har stået på reolen i evigheder; selvom fingerspidserne har danset hen over bogryggene mere end én gang, er de altid endt med at blive forbigået. Det rådede bøtten heldigvis bod på, da jeg trak Lemony Snicket-sedlen og læste de to første bøger i serien om Grev Olaf og Baudelaire-børnene, nemlig Den Onde Greve og Slangeværelset.

Serien går under titlen A Series of Unfortunate Events, og det må man sige, at forfatteren lever op til. De tre søskende, den ældste og opfindsomme Violet, den belæste Klaus og den bideglade lillesøster Sunny bliver præsenteret for livets skyggesider i en meget tidlig alder. Deres barndomshjem brænder ned til grunden i en forfærdelig ulykke, og børnene mister alt – hjem, ejendele og forældre. Familiens advokat, Hr. Poe, opsporer en værge til børnene, Grev Olaf, som fra første færd har en ubehagelig og udspekuleret udstråling i uhumske rammer.

“Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Baudelaire-børnenes første indtryk af Grev Olaf og hans hus var helt forkert, sådan som det første indtryk som regel er. Men deres opfattelse – at Grev Olaf var en rædselsfuld person, og at hans hus var en deprimerende svinesti – var fuldstændig rigtig.”

Kapitel femGrev Olaf viser sig, forventeligt nok, at være en forfærdelig mand. Han behandler børnene værre end skidt, kræver opvartning døgnet rundt og stiller urimelige krav til børnenes kunnen. Heldigvis kanaliserer børnene deres frustrationer, sorger og harme over en opfindsom og kreativ tankegang, som hjælper dem til at komme igennem en ellers sort og trist hverdag. Efterhånden som fortællingen udfoldes, får børnene et indblik i hvor udspekuleret Grev Olaf rent faktisk er; han vil have fingrene i børnenes arvede formue, koste hvad det vil – hans ondskabfuldhed kender ingen grænser, og han tyer til bedrag, løgn og endda mord for at få fingrene i arven. Selv de få lyspunkter i børnenes ellers så triste hverdag formår han at forpurre – den venlige dommer Strauss og Montgomery Montgomery sætter han ud af spil, mens han bedrager advokaten Poe op til flere gange.

“Dommer Strauss’ ansigt lyste op. “Ih ja,” sagde hun. “Jeg har altid godt kunnet tænke mig at optræde på en scene, lige siden jeg var en lille pige. Og nu har Grev Olaf givet mig mulighed for at opfylde mit livs store drøm. Er I ikke henrykte over at skulle medvirke i et teaterstykke?” “Det er vi vel,” sagde Violet. “Selvfølgelig er I det,” sagde Dommer Strauss med stjerner i øjnene og Sunny ved hånden. “Hun er teatertosset,” sagde Klaus. “Vi får hende aldrig til at tro på, at Grev Olaf  er ude på noget.”

Det er dog ikke børnenes uheldigheder og pinsler, der er det eneste atypiske ved disse børnebøger – fortællerstemmen er også meget speciel og overraskende; ligeså grå og forfærdelig børnenes skæbne er, ligeså ivrig og insisterende er fortælleren. Der opfordres til forsigtighed ved videre læsning inden noget særdeles ubehageligt overgår børnene, ligesom der forklares ord og vendinger for at sikre læserens forståelse af situationen, og ofte er forklaringerne skrevet i en humoristisk og let tone, som i den grad er med til at understrege absurditeten i Baudelaire-børnenes skæbne. Selv inden påbegyndt læsning er man ikke i tvivl om, at denne fortælling ikke er en lykkelig én af slagsen – faktisk opfordrer Lemony Snicket allerede på bøgernes bagsider læseren til ikke at læse.

“Hvis du tror, at dette her er en ganske almindelig, morsom bog, er jeg bange for, du tager fejl. […] Det er min tunge pligt at nedskrive disse ubehagelige hændelser, men der er intet, der forhindrer dig i at stille denne bog tilbage på hylden og finde noget andet at læse.”

HilsenPå trods af Grev Olafs forfærdelige og udspekulerede gerninger, på trods af de dystre scener i bogen, og selvom jeg mere end én gang blev en smule chokeret over plottets drejning, var jeg fuldstændig vild med de to første bøger i den så kendte serie. Især fortællerstemmen var en fornøjelse at læse, da den var en forfriskende modernisering af den så velkendte stil man læser hos både Dickens og Balzac.

“Der er noget, der alt for ofte forekommer i historien om Baudelaire-børnene, og som også forekommer lige nu. Det kaldes tragisk ironi. For at sige det enkelt, så er det tragisk ironi, når en person kommer med en uskyldig bemærkning, og den, der hører den, ved noget, som får bemærkningen til at få en anden – og som regel ubehagelig – mening. Hvis du for eksempel sad på en restaurant og sagde: “Jeg glæder mig sådan til den kalvesteg, jeg har bestilt,” og der så var andre i restauranten, der vidste, at kalvestegen var forgiftet, og at du ville falde død om i samme øjeblik, du tog en bid af den, så ville det være tragisk ironi. Tragisk ironi er noget frygteligt noget, det betyder næsten altid noget slemt, og jeg er ked af, at det er nødt til at være med i denne her historie, men Violet, Klaus og Sunny var så uheldige her i livet, at det kun var et spørgsmål om tid, før den tragiske ironi måtte dukke op.”

Bøgerne var hurtigt læst, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har eller kan opstøve resten af serien. De bliver skrevet på listen over bibliotekslån, så jeg kan følge med i Baudelarie-børnenes skæbne, selvom udsigterne for deres videre færd ikke ligefem virker lovende. Det var forfriskende med en så anderledes, dyster og til tider nærmest uhyggelig børnebogslæsning, og jeg er ked af, at jeg først stifter bekendtskab med Lemony Snicket så sent. Ikke desto mindre var de skønt afbræk i en travl og stresset hverdag, og jeg ser frem til et senere gensyn.

Begge bøger

2 thoughts on “Bøtten #6: Lemony Snicket

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.