Bøtten #7 – “The Waste Land” af T.S. Eliot

Bøtten-Waste-Land

The Waste Land, Prufrock and Other Poems af T.S. Eliot udgivet i 1988 (original udgivelse 1922) på forlaget Dover Publications.

Læst fra 29. juli til 01. august 2014

4stars

På SDU’s engelskstudie er litteraturundervisningen delt op i perioder: engelsk litteratur fra ca. 1350 til 1776, engelsk og amerikansk litteratur fra 1776 til 1922 og engelsk og amerikansk litteratur fra 1922 til i dag. Den første periodeopdeling er logisk nok – ved Amerikas uafhængighedserklæring i 1776 etablerede kontinentet sig som helhed, og en overflod af kultur og æstetik voksede frem og stod ofte i skarp kontrast til den engelske – britiske og kolonialistiske – litteratur, musik og kunst. Den anden periodeopdeling har dog ikke nogen historisk katalysator. 1922 – et år i mellemkrigstiden, et år hvor det britiske imperium spændte verdensbredt og hvor teknologiske fremskridt havde fart på – men intet skelsættende skete på en historisk og politisk skala. 1922’s magi og paradigmeskifte skyldtes udelukkende to – to – litterære udgivelser. I februar i Paris 1922 udkom James Joyces kanoniske værk Ulysses, som gik hen og blev en af modernismens grundsten. Den anden udgivelse udkom i november i en avis og var 434 linjer lang – T. S. Eliots digt, The Waste Land. Waste-Land-2Digtets tematik er skræmmende simpel; Eliot beskriver sin omverdens kultur i kølvandet på Første Verdenkrig – en kultur, der for ham er et nedbrudt og sygeligt ødeland, som ikke står til at redde. Måden, hvorpå Eliot giver udtryk for sin frustration og sin ærgelse over kulturens snarlige undergang, er gennem brugen af svimlende mange allusioner til forskellige religioner, diverse litterære værker og samtidens problematikker fordelt ud på fem afsnit og koblet med skiftende fortællere, skiftende toner og skift i tid.

What are the roots that clutch, what branches grow
Out of this stony rubbish? Son of man,
You cannot say, or guess, for you know only
A heap of broken images, where the sun beats,
And the dead tree gives no shelter, the cricket no relief,
And the dry stone no sound of water. Only
There is shadow under this red rock,
(Come in under the shadow of this red rock),
And I will show you something different from either
Your shadow at morning striding behind you
Or your shadow at evening rising to meet you;
I will show you fear in a handful of dust.

 Frisch weht der Wind
Der Heimat zu,
Mein Irisch Kind,
Wo weilest du?

“You gave me hyacinths first a year ago;
“They called me the hyacinth girl.”
–Yet when we came back, late, from the Hyacinth garden,
Your arms full, and your hair wet, I could not
Speak, and my eyes failed, I was neither
Living nor dead, and I knew nothing,
Looking into the heart of light, the silence.
Oed’ und leer das Meer.


Digtet er enormt og spænder bredt. Lige som man har læst sig varm på den profetiske apokalyptiske tone, bryder Eliot med forventningerne ved at introducere en ny fortællers barndomsminder, som har en lammende effekt på den profetiske fortæller. Disse skift sker igennem hele digtet, og som læser er det nemt at fare vild mellem fortællernes insisterende stemmer og maniske behov for at få fortalt deres historie. Hver gang de forsøger at finde et lyttende publikum bliver de mødt af stilhed, død og ødeland. Skiftene i sprog er yderligere med til at forvirre læsningen, og man mærker straks følelsen af at være fremmed og alene i en kosmopolitisk menneskemængde – og allusionen til den bibelske fortælling om Babelstårnet er tydelig.Waste-Land-1

 I sat upon the shore
Fishing, with the arid plain behind me
Shall I at least set my lands in order?
London Bridge is falling down falling down falling down
Poi s’ascose nel foco che gli affina
Quando fiam uti chelidon—O swallow swallow
Le Prince d’Aquitaine à la tour abolie
These fragments I have shored against my ruins
Why then Ile fit you. Hieronymo’s mad againe.
Datta. Dayadhvam. Damyata.
Shantih shantih shantih

Når et digt på 17 sider har et appendix der spænder over det dobbelte antal sider ved man, at man har givet sig selv en udfordring. Hvert et ord er nøje udvalgt, hver en scene trækker på en kulturhistorisk tematik. Sprogene er mange, stemmerne endnu flere.
Det er langt fra første gang jeg læste digtet, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af at have læst noget helt andet end jeg huskede. Eliots sprog er smukt, hårdt, kynisk, manisk og til tider uforståeligt, men alligevel.. Alligevel fuldstændig genialt. Ved at læse 17 sider kom jeg verden rundt på et par dage. Ved at læse 17 sider blev jeg bevæget, provokeret, modløs, forvirret og lattermild. Ved at læse 17 sider gav jeg mig selv en eminent litterær oplevelse.

EliotWaste-LandHar du mod på at læse de 17 sider? Så klik her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.