Bogklub #1: Hærværk af Tom Kristensen

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse
Hærværk af Tom Kristensen udgivet i 1977 (original udgivelse 1930) på forlaget Gyldendal.
3/5 Stjerner

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire. Takket være mine studier har jeg efterhånden læst forfattere fra alle verdenshjørner og alle tidsperioder, men jeg har været blind over for de værker, som jeg føler, at jeg burde være startet med. De danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet, hvilket efterhånden er ved at være noget tid siden (10 år, men det siger vi ikke til nogen). Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteraturinteresserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden. Og der bliver lagt hårdt ud med udfordringer; den første bog i rækken er nemlig klassikeren Hærværk af Tom Kristensen.

Ole Jastrau, litteraturanmelder på avisen Dagbladet, har udadtil det perfekte liv. Han er gift med Johanne, sammen har de sønnen Oluf, de bor i en herskabslejlighed på Vesterbro, og alt er, som det bør være, indtil fortiden ringer på døren i form af Jastraus tidligere ven Sanders og dennes kompagnon Steffensen, en lidende digter. De inviterer sig selv indenfor og beder om asyl fra ordensmagten som erklærede kommunister. Stemningen vender med det samme i det lille borgerlige hjem, og der går ikke længe, før de ubudne gæster klandrer Jastrau for hans småborgerlighed og tirrende reciterer hans egne kommunistiske digte fra ungdommen.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Selv om Jastrau prøver at benægte det, rammer Sanders og Steffensen et ømt punkt. For Jastrau er ikke lykkelig. Det begynder at gå op for ham, at han er gået så meget på kompromis for at passe ind i samfundet, at han har forrådt sin digtekunst, sit politiske ståsted og sig selv. Denne snigende erkendelse bliver Jastraus endelige. Sanders og Steffensen bliver katalysatorer for en hengemt selvlede, som bryder ud i lys lue, og Jastrau begynder systematisk at udøve hærværk på sit liv, sit ry og sin krop uden at skænke konsekvenserne en tanke.

“Ah, nu gik solen ned,” pustede Jastrau og satte sig ved et af de nærmeste borde.
“Hvad skal vi have?” spurgte Steffensen groft.
“Fred, fred!” sukkede Jastrau. “Nu skal vi synke dybere og dybere ned. Her er det altid aften, og så er luften fortættet af grammofon. Man får ikke tid til at føle, at der er noget, der hedder tomhed. Nu skal vi – ganske stille – ganske langsomt – gå i hundene.”

Og at gå i hundene, dét gør han. Jastrau opsiger sin stilling på avisen, lader Johanne tage sønnen med sig og flytte ud, og så begynder et målrettet og destruktivt styrt mod afgrunden i selskab med Steffensen, alkohol, digte og frygten for kønssygdomme, alt imens han brænder alle tænkelige broer og giver afkald på alt, der har med værdighed at gøre.Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Da jeg så, at Tom Kristensens navn stod på bogklubbens læseliste, blev jeg både spændt og en smule ængstelig. Vi læste et uddrag fra Hærværk i gymnasiet, ligesom stort set alle andre, og det eneste jeg kunne huske fra den oplevelse var en følelse af frustration. Og jeg kan godt forstå, at mit yngre jeg blev frustreret over at læse et uddrag fra en bog med så langsommeligt et tempo og så ubehagelige beskrivelser af en mands selvdestruktion. Men ikke desto mindre synes jeg i dag, at bogen er et pragteksemplar, når det kommer til poetisk sprogbrug i romanform. For selv om jeg ikke bryder mig synderligt om nogen af karaktererne og absolut ikke har skyggen af medlidenhed med nogen af dem, så kan jeg ikke komme udenom, at Tom Kristensens sprog blæste mig omkuld og tog vejret fra mig op til flere gange. Hans evne til at beskrive København og Vesterbro er så levende, at jeg fik trang til at hoppe på det første tog mod hovedstaden med bogen under armen og læse mens jeg gik op af Istedgade, rundede Enghave Plads og slog et smut forbi den katolske kirke; på trods af tidsforskellen på små hundrede år, står det København han beskriver stadig lige så smukt og vibrerende for mig nu, som det må have gjort for ham dengang.

“Du,” brummede han, da Jastrau kom ud fra butikken igen. “Istedgade er nu en dejlig gade.”
“Hvorfor det?”
“Fordi den er lang.”
Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnende blik. Og han måtte selv stirre ned af den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.

Hærværk er på ingen måder en rar bog at læse. Selv om plottet er næsten kedeligt i sin enkelthed – en mand opsøges af fortiden, og fortiden puster hans korthus af kompromiser og samfundsforventninger ned omkring ham – så er bogen et af de mest komplicerede værker, jeg længe har læst. Tom Kristensens beskrivelse af en alkoholiseret og opgivende mand er uhyggelig skarp, og Jastraus indre dæmoner kan på ingen måde være opfundne. Indsigten ind i psyken hos en mand, der balancerer på afgrunden er brutalt ærlig og gør næsten ondt i sin udlevering af Jastrau.
Selv om også denne bog for mig ryger i kategorien “Jeg er glad for, at jeg har læst den, men jeg brød mig egentlig ikke rigtig om den” og den til tider var svær at komme igennem, har den efterladt et stort indtryk på mig. Jeg glæder mig til at stifte yderligere bekendtskab med den danske litteraturskat og ikke mindst at forsøge mig med mere fra Tom Kristensens pen, når jeg har sundet mig efter mødet med Ole Jastrau.

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst maa forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

 

6 thoughts on “Bogklub #1: Hærværk af Tom Kristensen

    1. Tusind tak for de rosende ord 😀 Det føles virkelig godt at bruge hovedet lidt mere i min læsning igen, nu hvor jeg ikke længere er under uddannelse. Det er nok sammenholdet og diskussionerne af værker, som jeg savner allermest fra uni-tiden.

  1. Vi læste Hærværk i folkeskolen og lige som med mange andre af de bøger vi læste dengang, så føler jeg nu at jeg slet ikke var klar eller moden nok til at forstå romaner af den slags. For jeg har i hvert fald udviklet en stærk aversion mod den. Hvilket er lidt synd og jeg er sikker på at jeg vil kunne sætte større pris på den, for ikke at tale om at forstå den meget bedre nu hvor jeg er ældre.

    1. Lige præcis. En af medlemmerne i læsekredsen er under uddannelse til dansklærer, og han var også helt paf over, at Hærværk er blevet brugt så meget i undervisningen. Vi blev alle sammen hurtigt enige om, at det er alt for komplekst et værk til at læse uddrag og forstå noget som helst af det, og endvidere er forståelsen for det Jastrau går igennem virkelig svær at finde for en teenager. Den burde udelukkende bruges som eksempel på modernistisk sprogbrug og intet andet, efter min mening..

  2. God ide at sætte fokus på det danske litt. Jeg er også tilbøjelig til at kun gå efter de store engelske/amerikanske/etc klassikere, og man glemmer næsten helt der også er produceret meget godt herhjemme (altså udover HCA). Jeg kender ikke selv Tom Kristensen, men lyder som om jeg burde 🙂

    1. Ja, nemlig! Måske er det det der med ikke at kunne se skoven for bare træer? xD I hvert fald har jeg enorme huller i min viden om dansk litteratur – jeg håber, at den her læsekreds kan hjælpe mig med at få fyldt nogle af dem ud 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.