Byen Brænder af Garth Risk Hallberg

Byen Brænder Anmeldelse
Byen Brænder af Garth Risk Hallberg udgivet i 2016(original udgivelse 2015) på forlaget Lindhardt og Ringhof.

4 stars

Byen Brænder blev en bog, som jeg tog mig lang tid til at læse. Jeg startede på læseprøven i december og fortsatte i romanen i januar. Månederne gik, og siderne blev langsomt vendt, indtil der ikke var flere tilbage i slutningen af maj. Jeg stod tilbage med ubesvarede spørgsmål, et trist farvel til de så velkendte karakterer og en rejse til New York rigere.

Bogens plot er så kompliceret, så vævet ind i sig selv, at alle forsøg på at rumme det i et resumé har fejlet mig – der er ligeså mange vinkler på plottet, som der er karakterer. Der er punk-gruppen, som har en mission om at stå imod kapitalismen på voldsomste vis; der er rigmandsfamilien, som kæmper for at holde familiefirmaet oven vande, mens korruptionsanklager, forklædte dæmoner og usagte konflikter hvirvler omkring dem; der er den nedslidte, ærlige og utrættelige betjent på kanten af pension; der er flere par elskere, som glider fra hinanden og bliver fremmed mens verden omkring dem ufortrødent fortsætter; der er pigen, som som bliver fundet i parkens sne omgivet af sit eget blod; der er den frustrerede og intetvidende far, som kæmper for at bibeholde sit hverv i en by, som har glemt ham; der er de rebelske og fortabte sønner, som driver omkring med vreden som eneste brændstof. Alle disse karakterer har Hallberg formået at væve sammen, og han gør det fantastisk. Som regel er der klare favoritter og de mere tålte karakterer, som deler læsningen op i hurtige kapitler og langsom pligtlæsning – men i Byen Brænder var jeg underholdt på hver eneste side, med hver eneste karakter. Jeg kunne aldrig forudsige handlingen, og jeg blev gang på gang overrasket og snydt af karakterernes beslutninger, plottets udfoldelse og de ufatteligt mange indbyrdes forhold.
Byen Brænder Anmeldelse

Det er en smuk og melankolsk fortælling om en by i forandring – og en brøkdel af de mennesker, som faciliterer den forandring. Den fortæller en historie om mennesker og hvordan vi lever og dør, elsker og fejler. Hallberg har to akser, som plottet udfolder sig omkring: en skudepisode nytårsaften og det meget omtalte blackout, som lægger New York hen i mørke den 13. juli 1977. Det er et modigt træk at bruge den faktuelle begivenhed som delanker for hele historien, men Hallberg gør det med bravour. Jeg ledte febrilsk sammen med Jenny og Mercer, jeg var ængstelig, bange og vred sammen med Will og Kate, og jeg frygtede hvert et trappetrin, Pulaski kæmpede sig op ad.

Store bøger er svære at anmelde for mig. Handlingen kan stå nok så klart for mig, og jeg har som regel også et væld af meninger og betragtninger efter endt læsning – men jeg har endnu ikke fundet opskriften på, hvordan jeg kan koge så mange sider, i dette tilfælde 1042, ned til en enkelt eller to og stadig videregive overordnede plotstrukturer, stemninger og sprog samtidig med, at jeg yder bog, plot og forfatter retfærdighed.
Det tætteste jeg kan komme på at beskrive Byen Brænder er ved at bruge dens egne billeder: Hallberg skriver et sted i sin imponerende debut-roman om fyrværkeri, at det er en eksplosion af lys og farver fra én eneste lille krudtpatron. Det er det billede, som bliver ved med at dukke op for mit indre blik, når jeg prøver at beskrive romanen. Jeg ser den som farverige karakterer, begivenheder der lyser himlen op og falmer et øjeblik efter for at give plads til nye og blomstrende beskrivelser i alle regnbuens farver. Alle disse farver og lysglimt danner et kalejdoskop af handling centreret om to små punkter i historien: skuddene i parken og blackoutet i ’77. Der er langt imellem så storslåede bøger, og Byen Brænder er hver en side værd.
Byen Brænder Anmeldelse

Byen Brænder Anmeldelse

6 thoughts on “Byen Brænder af Garth Risk Hallberg

    1. Det er den virkelig også for mig. Og den er nem at gå til, fordi den er delt op i sektioner, som man egentlig godt kan læse hver for sig. Så jeg kørte ikke træt i den, som jeg nogengange oplever det med murstensbøger xD

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.