Bogklub #3: Fiskerne af Hans Kirk

Hans Kirk Fiskerne AnmeldelseFiskerne af Hans Kirk udgivet i 1978 (original udgivelse 1928) på forlaget Gyldendal.
4 stars

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire – de danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet. Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteratur-interesserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden.

Bogklubbens læsning i juni er foregået i Hans Kirks klassiker, Fiskerne. Det er en bog, jeg er stødt på mange gange på biblioteket, men af en eller anden grund har jeg altid følt mig lidt intimideret af dens evige tilstedeværelse i enhver dansklærers repertoire. Ikke desto mindre tog jeg udfordringen op, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

Fiskerne er en fantastisk kollektivroman, som omhandler en lille gruppe mennesker, der føler sig tvunget til at udvandre fra Vestjyllands barske natur og ind mod Limfjorden, hvor kampen for at få daglig fangst og mad på bordet er knap så hård. Vesterhavsfiskerne lader sig lede af Guds vilje i livet såvel som i fiskeriet, og med troen fast forankret i Indre Mission er det en hård, straffende og streng Gud, som de dagligt bekender deres synder til. Men selv om naturen er blidere og hverdagen en smule nemmere, kæmper gruppen med at forstå det syndige samfund, som missionen har ledt dem til. Byens pastor er grundtvigianer med et positivt og inkluderende livssyn, og menigheden er vant til dans på kroen, diskussioner af darwinisme og syndsforladelse – noget, som fiskerne og deres familier ser som falsk kristendom og syndig levevis. De ser det som deres pligt, prøvelse og mission at udbrede den sande lære, og med fiskeren Thomas Jensen som frontfigur går de flere gange i rette med pastoren og hans retning mod den evige fortabelse. Pastoren affejer Thomas’ indsigelser, men indvilger i at lade pastor Thomsen fra fiskernes gamle sogn komme til gæsteprædiken. Det bliver et vækkelsesmøde uden lige, og missionen forankres yderligere i lokalsamfundet gennem omvendelsen af stadigt flere lokale i trange kår.

Pastor Thomsen rømmede sig som en hest, der hrimmer. Efter hans skøn var der gode udsigter for Herrens sag.
Men I må være surdejen, sagde han. Det gælder om, at der er nogen, som både kan gå forrest og holde igen. I skal blive ved og blive ved og huske på, at det er dråben, som huler stenen.
Han gav dem gode, kloge råd, mens de andagtsfulde og åndeløse hørte efter. Det var en Herrens time. Udenfor var det ved at blive mørkt, men ingen tænkte på at tænde lyset.

Hans Kirk Fiskerne Anmeldelse

Og således fortsætter man med at læse om fiskernes kamp for at frelse byen. Deres religiøsitet fungerer i særlig høj grad som social kontrol – alle holder alle til ilden, og der er hele tiden nogens ulykke eller fortjeneste, som bliver brugt som eksempler på Guds vrede og nåde. Sammenholdet og medfølelsen blandt den lille gruppe fiskere er imponerende, men selv om hjælpen altid er at finde hos naboen, når ulykken rammer, hersker dobbeltmoralen og skadefryden bag lukkede døre; især fiskerkonen Tea udtrykker gang på gang forargelse over de andre fiskerfamiliers synder og held på havet, mens hun hævder sig på deres bekostning – noget, som koster hende dyrt i sidste ende. De kæmper alle sammen med at prioritere kærligheden til Gud langt over kærligheden til et andet menneske, og det resulterer i indestængte følelser, ukontrollerbare drifter og menneskelig fortabelse.
Den tragiske skæbne for Laust Sand og hans steddatter Adolfine er indbegrebet af selvundertrykkelsens destruktive kræfter og den religiøse skams magt – de giver efter for deres drifter og for kærligheden, men fordømmer sig selv til den evige fortabelse og opgiver livet, fordi de ikke kan leve med skammen og skylden over for deres Gud og næste – deres skæbner forsegles, fordi gudfrygtigheden for fiskerne altid vil komme før næstekærligheden.

Nu spørger jeg Dem: kender De Deres ansvar? Ejer de menneskelighed?
Æ gør, hvad æ kan for at blive den kvit, sagde fiskeren.
Hvad gør De? spurgte præsten.
Vi ser vist helt forskelligt på den ting, som på så mange andre. Æ mener, at det menneskelige er den onde natur, som vi har fået med arvesynden.
Ser De da slet ikke noget værdifuldt i mennesket?
Nej, æ ved for vist, at det gode, der er i os, skylder vi nåden. Og selv om der er noget godt i de uomvendte, hvad skal det så hjælpe? Det bliver borte i den syndige natur. Æ tror, at Jesus selv har sagt sin mening, dengang han fortalte, at der var mere glæde i himlen over een synder, som omvendte sig, end over ti retfærdige, som ikke har omvendelse behov.
Ordene kom rolige og velbetænkte, men pastor Brinks ansigt fortrak sig, og han rejste sig.

Romanens største drivkraft er uden tvivl Hans Kirks utroligt realistiske og gribende karakterportrætter. Han tager ikke sarkasmen og latterliggørelsens nemme vej, men folder hver karakter ud uden at dømme eller spænde ben. Selv om romanen er tæt på 100 år gammel, er det tidsløse skildringer af mennesketyper, som vækker genklang. Især, og må jeg tilføje desværre, er romanens store ramme højaktuel i disse dage: en lille gruppe fremmede med en anden tro og kultur tvinges ud på en rejse for at finde bedre kår for deres familier og mødes af et helt andet livssyn. Det bliver hurtigt og nemt at fordømme og udvise intolerance fra begge sider i stedet for at gå i dialog og prøve at forstå. Fiskerne ser sig selv som oplyste og tolerante mennesker, og ligeså gør byboerne. Men formodninger og en manglende ydmyghed til at sætte sig i den andens sted hindrer integrationen og skaber splid, som deler samfundet op i ‘os’ og ‘dem’.

Fiskerne var et fantastisk læseeventyr. Tempoet var langsomt, men jeg opdagede det ikke. Jeg var dybt fascineret af deres uforbeholdne tro og imponeret over deres sammenhold og udholdenhed. Det er endnu en bog, som jeg er virkelig glad for at have læst. Tom Kristensen roste romanen i sin anmeldelse i Politiken, og siden fik Fiskerne fart på – der er blevet solgt mere end 400.000 eksemplarer, hvilket gør Hans Kirks ambitiøse debutroman til den mest solgte danske bog nogensinde og er stadig i dag enormt relevant.

Kerteminde Fjord

 

 

4 thoughts on “Bogklub #3: Fiskerne af Hans Kirk

  1. Rigtig fin anmeldelse og hvor er det lækkert at se at andre også stadig læser den bog! Jeg læste den første gang i hvad der må have været 9. klasse, og den gjorde indtryk. Jeg har sidenhen erhvervet mig hele to eksemplarer af den og jeg genlæser den stadig til tider.

    1. Åh, hvor skønt! Jeg ville ønske, at jeg havde læst den tidligere. Og det er helt sikkert en bog, som jeg skal genlæse på et tidspunkt og helt sikkert også eje 😀

  2. Har altid følt mig intimideret af Hans Kirks roman Fiskerne, netop af samme årsag som dig, men måske det snart er ved at være på tide at konfrontere frygten og undersøge om det virkelig er en så støvet og kedelig som jeg har forestillet mig, Din anmeldelse har ihvertfald fået mig på lidt andre tanker omkring romanen.

    1. Jeg har haft det på nøjagtig samme måde – hver gang jeg stødte på den, skyndte jeg mig videre. Men hvis man kan komme ned i det rigtige tempo, er den helt igennem fantastisk at læse, synes jeg. Og så elsker jeg bøger, som gør mig klogere, og dét gjorde Kirks beretning i hvert fald 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.