Dewey’s 24 Hour Readathon #5

readathon 2016

Normalt starter mit readathon længe før selve dagen. Jeg tænker over, hvilke bøger jeg vil læse, vælger nogle til, nogle fra, fortryder og får pludselig inspiration. Dernæst går dagene op til med at få mærket efter, hvilken slags aftensmad, snacks, drikkelse og sted føles aller mest rigtigt. Og endelig når jeg dagen, hvor jeg tripper og utålmodigt venter på, at uret viser 14:00. Sådan er det ikke denne gang.

Denne gang kom læsedøgnet bag på mig. Jeg kom i tanke om det i går under samtale med Rikke, og her til morgen var tanken igen fløjet langt bort. Min hverdag er for tiden fyldt med arbejde, overvejelser, stress og bekymringer, så det med at huske går ikke så godt – især når det er noget, der omhandler mig selv.

Kl. 15:04 Men – for der er et men. Selv om læsedøgnet officielt netop er gået ind i sin anden time, og jeg først har nu fået sat mig til rette med min læsestak og en kop te, så vil jeg stadig deltage – for en læsestund uden forpligtelser er virkelig noget, jeg trænger til. Jeg starter ud med The Whispering Muse af Sjón, som jeg længe gerne har villet dykke ned i. Jeg håber, at I alle er godt i gang med jeres første bog, og at I nyder denne velkomne læsepause i hverdagens travlhed <3

Kl. 19:01 Pludselig fik tiden fart på. Jeg har været færdig med Sjóns smukke lille bog i nogle timer, men jeg har ikke kunnet få hans fortryllende ord ud af hovedet. Så mange smukke observationer, så mange kære gensyn med græske guder og helte, alt sammen serveret på et gyngende skib med en farverig besætning. Mens aftensmaden varmede i ovnen ville denne sætning ikke undslippe mig: “When your gaze is so abstracted that you seem to see beyond field and forest, you are in fact staring at what stands closest to you; yourself.” Han skriver så smukt og formår at sætte de helt rigtige ord på  ellers ubeskrivelige sjælstilstande. Hvor er jeg glad for at have læst denne bog.

Readathon 2016

Kl. 20:15 Maden er blevet spist, hunden luftet godt igennem, og jeg har kaffe i min kop. Vinden rusker, og regndråberne i Argos pels glimter i stearinlysets skær. Jeg putter mig i min læsestol med kæreste og hund i sigte og dykker ned i den længeventede fortælling om en hemmelig have.

Kl. 22:49 Vanens magt er svær at overkomme. Min krop skriger på søvn, som den er vant til at få fra kl. 21, så jeg har indgået et kompromis – læsning i sengen. Jeg er dog samtidig realistisk og ved, at jeg nok ikke får vendt ret mange flere sider i Burnetts klassiker om Mary og hendes vej igennem livet; chancen for, at jeg i morgen tidlig vågner med bogen liggende åben ved siden af  mig er stor (og fordelen er naturligvis, at jeg allerede fra sengen kan læse videre). Men ikke desto mindre håber jeg på, at jeg kan klemme en smule mere læsning ind, inden jeg kapitulerer og finder drømmeland. Rigtig god læsning til alle jer natteravne <3

Readathon 2016

Kl. 05:34 En kold snude mod min arm vækker mig, og tanken om en dampende varm kop kaffe får mig op og i tøjet.  Jeg kan læse mig frem til, at flere af jer andre læsere har fortsat natten igennem – imponerende! Jeg har netop lukket hunden ud i den alt for kolde have, mens jeg kan høre kaffebønnerne blive kværnet i det fjerne. Verden er stille og havens konturer er svære at genkende i mørket. Det er pudsigt, hvor meget omgivelserne ændrer sig afhængigt af, hvad der bliver oplyst. Tæerne begynder for alvor at blive kolde i det våde græs, og jeg tripper lige så stille inden for igen. Jeg lister op ad trappen for at finde lidt frugt og kaffekop frem, ivrig efter at fortsætte rejsen sammen med Mary. Jeg er træt og håber, at kaffen kan trylle søvnlængslen væk.

Kl. 09:23 Sidste side er vendt, og jeg er en yndig læseoplevelse rigere. Fortællingen om den lille glemte pige, der blomstrer i lyset af venskab og medfølelse. Det er et smukt budskab , som jeg er glad for at have læst. Og her slutter mit læsedøgn. En dag med tætte venner i Tivoli venter, og jeg glæder mig. Tak for et fantastisk læsedøgn allesammen!

27 thoughts on “Dewey’s 24 Hour Readathon #5

  1. Åh, herligt du også er her, yndlingsstinchen <3 Jeg er spændt på at høre om Sjón – ham har jeg aldrig læst. Til gengæld har jeg læst "The Secret Garden", og den skal du glæde dig til. Nøj, den er skøn!

        1. Gør det – jeg har to af hans bøger. Du låner bare :* The Whispering Muse var virkelig fortryllende og smuk – en mystisk skibsrejse krydret med græske sagn, der fletter sig ind og ud af hinanden. What’s not to like? 😀

          1. Græske sagn? Ambitiøst! Det kan godt være, vi skal lave en byttehandel der ;D

            God tur ind i den hemmelige have. Glæder mig til at høre, hvad du synes!

          2. Ambitiøst, men stadig sådan overfladisk – man kan sagtens følge med uden at kunne huske hele Jasons rejse efter det gyldne skind. Heldigvis 😛 Indtil videre kan jeg rigtig godt lide plottet og egentlig også karaktererne, men skrivestilen er lidt for.. Hmm.. Kedelig? Det er nok børnebogstonen jeg kan fornemme, men stadig. Stop explaining everything, I get it :’D

          3. Hahahah! Ja, det er sgu lidt et børnebogshandicap. Men for a reason, kan man sige! Man skal bare være i humør til det :’p
            Du skal også læse ‘A Little Princess’ af Burnett en dag. Den er virkelig fin. Og næsten bedre (?) end havehistorien.

            Jeg håber, du sover godt, fine’stine <3

          4. Uh, den vil jeg da helt sikkert lige skrive mig bag øret – for jeg kan egentlig godt lide hendes fortællerstemme. Du er en guldgrube af anbefalinger :*

    1. Åh Rikke, hvor er du sød <3 Jeg kan også mærke, at det her er den helt rigtige måde at tilbringe min lørdag på. Hvor har jeg savnet at læse 😀 Jeg starter på The Secret Garden nu - glæder mig!

    1. Tusind tak! Jeg er typen som hurtigt bliver melankolsk på denne årstid, når mørket kommer tidligere dag for dag. Så stearinlys og indendørs hygge hjælper gevaldigt :’D

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.