Bogklub #3: Fiskerne af Hans Kirk

Hans Kirk Fiskerne AnmeldelseFiskerne af Hans Kirk udgivet i 1978 (original udgivelse 1928) på forlaget Gyldendal.
4 stars

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire – de danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet. Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteratur-interesserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden.

Bogklubbens læsning i juni er foregået i Hans Kirks klassiker, Fiskerne. Det er en bog, jeg er stødt på mange gange på biblioteket, men af en eller anden grund har jeg altid følt mig lidt intimideret af dens evige tilstedeværelse i enhver dansklærers repertoire. Ikke desto mindre tog jeg udfordringen op, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

Fiskerne er en fantastisk kollektivroman, som omhandler en lille gruppe mennesker, der føler sig tvunget til at udvandre fra Vestjyllands barske natur og ind mod Limfjorden, hvor kampen for at få daglig fangst og mad på bordet er knap så hård. Vesterhavsfiskerne lader sig lede af Guds vilje i livet såvel som i fiskeriet, og med troen fast forankret i Indre Mission er det en hård, straffende og streng Gud, som de dagligt bekender deres synder til. Men selv om naturen er blidere og hverdagen en smule nemmere, kæmper gruppen med at forstå det syndige samfund, som missionen har ledt dem til. Byens pastor er grundtvigianer med et positivt og inkluderende livssyn, og menigheden er vant til dans på kroen, diskussioner af darwinisme og syndsforladelse – noget, som fiskerne og deres familier ser som falsk kristendom og syndig levevis. De ser det som deres pligt, prøvelse og mission at udbrede den sande lære, og med fiskeren Thomas Jensen som frontfigur går de flere gange i rette med pastoren og hans retning mod den evige fortabelse. Pastoren affejer Thomas’ indsigelser, men indvilger i at lade pastor Thomsen fra fiskernes gamle sogn komme til gæsteprædiken. Det bliver et vækkelsesmøde uden lige, og missionen forankres yderligere i lokalsamfundet gennem omvendelsen af stadigt flere lokale i trange kår.

Pastor Thomsen rømmede sig som en hest, der hrimmer. Efter hans skøn var der gode udsigter for Herrens sag.
Men I må være surdejen, sagde han. Det gælder om, at der er nogen, som både kan gå forrest og holde igen. I skal blive ved og blive ved og huske på, at det er dråben, som huler stenen.
Han gav dem gode, kloge råd, mens de andagtsfulde og åndeløse hørte efter. Det var en Herrens time. Udenfor var det ved at blive mørkt, men ingen tænkte på at tænde lyset.

Hans Kirk Fiskerne Anmeldelse

Og således fortsætter man med at læse om fiskernes kamp for at frelse byen. Deres religiøsitet fungerer i særlig høj grad som social kontrol – alle holder alle til ilden, og der er hele tiden nogens ulykke eller fortjeneste, som bliver brugt som eksempler på Guds vrede og nåde. Sammenholdet og medfølelsen blandt den lille gruppe fiskere er imponerende, men selv om hjælpen altid er at finde hos naboen, når ulykken rammer, hersker dobbeltmoralen og skadefryden bag lukkede døre; især fiskerkonen Tea udtrykker gang på gang forargelse over de andre fiskerfamiliers synder og held på havet, mens hun hævder sig på deres bekostning – noget, som koster hende dyrt i sidste ende. De kæmper alle sammen med at prioritere kærligheden til Gud langt over kærligheden til et andet menneske, og det resulterer i indestængte følelser, ukontrollerbare drifter og menneskelig fortabelse.
Den tragiske skæbne for Laust Sand og hans steddatter Adolfine er indbegrebet af selvundertrykkelsens destruktive kræfter og den religiøse skams magt – de giver efter for deres drifter og for kærligheden, men fordømmer sig selv til den evige fortabelse og opgiver livet, fordi de ikke kan leve med skammen og skylden over for deres Gud og næste – deres skæbner forsegles, fordi gudfrygtigheden for fiskerne altid vil komme før næstekærligheden.

Nu spørger jeg Dem: kender De Deres ansvar? Ejer de menneskelighed?
Æ gør, hvad æ kan for at blive den kvit, sagde fiskeren.
Hvad gør De? spurgte præsten.
Vi ser vist helt forskelligt på den ting, som på så mange andre. Æ mener, at det menneskelige er den onde natur, som vi har fået med arvesynden.
Ser De da slet ikke noget værdifuldt i mennesket?
Nej, æ ved for vist, at det gode, der er i os, skylder vi nåden. Og selv om der er noget godt i de uomvendte, hvad skal det så hjælpe? Det bliver borte i den syndige natur. Æ tror, at Jesus selv har sagt sin mening, dengang han fortalte, at der var mere glæde i himlen over een synder, som omvendte sig, end over ti retfærdige, som ikke har omvendelse behov.
Ordene kom rolige og velbetænkte, men pastor Brinks ansigt fortrak sig, og han rejste sig.

Romanens største drivkraft er uden tvivl Hans Kirks utroligt realistiske og gribende karakterportrætter. Han tager ikke sarkasmen og latterliggørelsens nemme vej, men folder hver karakter ud uden at dømme eller spænde ben. Selv om romanen er tæt på 100 år gammel, er det tidsløse skildringer af mennesketyper, som vækker genklang. Især, og må jeg tilføje desværre, er romanens store ramme højaktuel i disse dage: en lille gruppe fremmede med en anden tro og kultur tvinges ud på en rejse for at finde bedre kår for deres familier og mødes af et helt andet livssyn. Det bliver hurtigt og nemt at fordømme og udvise intolerance fra begge sider i stedet for at gå i dialog og prøve at forstå. Fiskerne ser sig selv som oplyste og tolerante mennesker, og ligeså gør byboerne. Men formodninger og en manglende ydmyghed til at sætte sig i den andens sted hindrer integrationen og skaber splid, som deler samfundet op i ‘os’ og ‘dem’.

Fiskerne var et fantastisk læseeventyr. Tempoet var langsomt, men jeg opdagede det ikke. Jeg var dybt fascineret af deres uforbeholdne tro og imponeret over deres sammenhold og udholdenhed. Det er endnu en bog, som jeg er virkelig glad for at have læst. Tom Kristensen roste romanen i sin anmeldelse i Politiken, og siden fik Fiskerne fart på – der er blevet solgt mere end 400.000 eksemplarer, hvilket gør Hans Kirks ambitiøse debutroman til den mest solgte danske bog nogensinde og er stadig i dag enormt relevant.

Kerteminde Fjord

 

 

Bøtten #9: A Thousand Nights af E. K. Johnston

A Thousand Nights Anmeldelse A Thousand Nights af E.K. Johnston udgivet i 2015 på forlaget Macmillan.

3/5 Stjerner

Når støvskyerne danser hen over ørkenen er det tegn på, at Lo-Melkhiin er på vej med sine mænd for at tage sig endnu en hustru. Han vælger altid en ny hustru fra en ny region inden for byen. Og hun dør altid.

A Thousand Nights tager udgangspunkt i rammefortællingen om Scheherazade, som hver nat fortæller sin mand og hersker en historie, som lader hende leve endnu en dag i 1001 nætter. I Johnstons version er den mandlige hovedperson Lo-Melkhiin, som er hersker over et stort ørkenområde. Dem, som har kendt ham længe ved, at han engang var en empatisk og godhjertet mand, men de ved ikke hvordan og hvorfor det ændrede sig. Det eneste de ved er, at han en dag red alene for langt ud i ørkenen, og da han kom tilbage, var han en anden – en ubarmhjertig, kold, dæmonisk hersker, som dog stadig har formået at holde freden i sit herskerrige.
Den kvindelige hovedperson er en syttenårig pige, som på intet tidspunkt bliver kaldt ved sit navn. En dag ser hun Lo-Melkhiin og hans følge på vej mod den landsby, hun bor i, og med et ved hun, at han vil vælge hendes smukke halvsøster som sin næste hustru, sit næste offer. For at redde sin søster klæder pigen sig i en smuk brudedragt for at få hans opmærksomhed og blive valgt i stedet. Og hendes plan lykkedes.

Landsbyboerne og søsteren er udemærket klar over, at pigen har dømt sig selv til døden. Søsteren lover at lave et alter til hende, så hun efter sin død bliver en smallgod – en ånd fra et afdødt familiemedlem, som våger over og hjælper de levende. Derefter bliver hun ført bort, og den magiske fortælling begynder. Fordi søsteren beder foran alteret, og resten af landsbyens beboere sender gode tanker til hende, begynder hun at se en kobberfarvet ild danse fra sine arme, da Lo-Melkhiin griber fat i hende og forsøger at dræne hendes livsenergi, som han har gjort med alle de foregående. Men det virker ikke, og hun føler ingen frygt. Han spørger ind til hendes familie og livet i ørkenen, og hun væver den ene kobberfarvede fortælling efter den anden om sin familie, sine forfædre, ørkenlivet og gamle sagn.

There were stories, and there were stories. No single tale that I could draw from would save my sister from a short and cruel marriage, but I had pieces aplenty. I held them in my hands like so many grains of sand, and they slipped away from me, running through my fingers, even as I tried to gather more. But I knew sand. I had been born to it and learned to walk on it… I knew that I had only to hold it for long enough, to find the right fire, and the sand would harden into glass — into something I could use.

Anmeldelse-a-thousand-nigths

Hun fortæller ikke for at leve endnu en dag, men i trods. Hun trodser hans forsøg på at indgyde frygt i hende og bibeholder derigennem sin kvndelighed, sin integritet og sine værdier. Lidt efter lidt begynder hendes historier at få magt – de forudsiger fremtiden, og kobberilden gør forestillede objekter fysiske. Pigen fornemmer det store ansvar en sådan magi fører med sig og begynder at overveje, om hun alene kan ændre den skæbne, som Lo-Melkhiin har bestemt for så mange uskyldige piger før og efter hende.

Always, it seemed, men would overlook unpleasant things for the sake of those that went well. The statues’ eyes for the melodious sounds of the fountain. The deaths of their daughters for the bounty of their trade.
There was great beauty in this qasr, but there was also great ugliness and fear. I would not be like those men who turned their eyes from one to see the other. I would remember what those things cost.

Denne bog var en udsøgt fornøjelse at læse. Plottet er simpelt og genkendeligt, men fortalt med så smukke ord og fantastiske fortællinger, at jeg forsvandt væk i et persisk eventyr. Alle pigens historier har en dybere mening og er fulde af livsvisdom. De er især vidne om et stærkt kvindeligt fællesskab, som trives og blomstrer under et patriarkalsk styre. Ingen af kvinderne er navngivne, og det giver en ekstra dimension til kvindesolidariteten, som strækker sig fra ørkenens telte til Lo-Melkhiins qasrs badestuer, fra tidligere tiders kvinder til fremtidens budbringere, fra den laveste tjenestepige til dronningen. Deres magt og påvirkningskraft er så meget større, fordi den ligger skjult bag navnløse skikkelser og tilslørede ansigter.

It began slowly. One moving spark in a sky full of fixed lights, spiraling blue and gold, and then doused by the blackness of the sky. Not all of us saw it, it burned so quickly, but soon there were plenty of lights to marvel at.

Den her bog var lige det, jeg manglede, så jeg jublede, da jeg foldede sedlen fra bøtten ud og læste titlen. Jeg indrømmer helt og holdent, at jeg købte den udelukkende på grund af udseendet – sjældent har jeg set så smukt og gennemført et cover. Fortællingens magi kan fornemmes allerede ved første øjekast.
Jeg åbnede den en regnvåd eftermiddag og vendte sidste side ved sengelampens skær langt efter min sengetid. Den var fortryllende i sit sprog og smuk i sine beskrivelser, men heller ikke mere end det. Den var hurtigt læst og lige så hurtigt glemt – og jeg følte en smule skuffelse og frustration over, at alle de mange magiske og farverige tråde blev så hurtigt bundet af til slut. Men den var en kærkommen let og luftig læseoplevelse, som gav mig et dejligt pusterum efter et par tunge og alvorlige bøger.

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse bøtten

Byen Brænder af Garth Risk Hallberg

Byen Brænder Anmeldelse
Byen Brænder af Garth Risk Hallberg udgivet i 2016(original udgivelse 2015) på forlaget Lindhardt og Ringhof.

4 stars

Byen Brænder blev en bog, som jeg tog mig lang tid til at læse. Jeg startede på læseprøven i december og fortsatte i romanen i januar. Månederne gik, og siderne blev langsomt vendt, indtil der ikke var flere tilbage i slutningen af maj. Jeg stod tilbage med ubesvarede spørgsmål, et trist farvel til de så velkendte karakterer og en rejse til New York rigere.

Bogens plot er så kompliceret, så vævet ind i sig selv, at alle forsøg på at rumme det i et resumé har fejlet mig – der er ligeså mange vinkler på plottet, som der er karakterer. Der er punk-gruppen, som har en mission om at stå imod kapitalismen på voldsomste vis; der er rigmandsfamilien, som kæmper for at holde familiefirmaet oven vande, mens korruptionsanklager, forklædte dæmoner og usagte konflikter hvirvler omkring dem; der er den nedslidte, ærlige og utrættelige betjent på kanten af pension; der er flere par elskere, som glider fra hinanden og bliver fremmed mens verden omkring dem ufortrødent fortsætter; der er pigen, som som bliver fundet i parkens sne omgivet af sit eget blod; der er den frustrerede og intetvidende far, som kæmper for at bibeholde sit hverv i en by, som har glemt ham; der er de rebelske og fortabte sønner, som driver omkring med vreden som eneste brændstof. Alle disse karakterer har Hallberg formået at væve sammen, og han gør det fantastisk. Som regel er der klare favoritter og de mere tålte karakterer, som deler læsningen op i hurtige kapitler og langsom pligtlæsning – men i Byen Brænder var jeg underholdt på hver eneste side, med hver eneste karakter. Jeg kunne aldrig forudsige handlingen, og jeg blev gang på gang overrasket og snydt af karakterernes beslutninger, plottets udfoldelse og de ufatteligt mange indbyrdes forhold.
Byen Brænder Anmeldelse

Det er en smuk og melankolsk fortælling om en by i forandring – og en brøkdel af de mennesker, som faciliterer den forandring. Den fortæller en historie om mennesker og hvordan vi lever og dør, elsker og fejler. Hallberg har to akser, som plottet udfolder sig omkring: en skudepisode nytårsaften og det meget omtalte blackout, som lægger New York hen i mørke den 13. juli 1977. Det er et modigt træk at bruge den faktuelle begivenhed som delanker for hele historien, men Hallberg gør det med bravour. Jeg ledte febrilsk sammen med Jenny og Mercer, jeg var ængstelig, bange og vred sammen med Will og Kate, og jeg frygtede hvert et trappetrin, Pulaski kæmpede sig op ad.

Store bøger er svære at anmelde for mig. Handlingen kan stå nok så klart for mig, og jeg har som regel også et væld af meninger og betragtninger efter endt læsning – men jeg har endnu ikke fundet opskriften på, hvordan jeg kan koge så mange sider, i dette tilfælde 1042, ned til en enkelt eller to og stadig videregive overordnede plotstrukturer, stemninger og sprog samtidig med, at jeg yder bog, plot og forfatter retfærdighed.
Det tætteste jeg kan komme på at beskrive Byen Brænder er ved at bruge dens egne billeder: Hallberg skriver et sted i sin imponerende debut-roman om fyrværkeri, at det er en eksplosion af lys og farver fra én eneste lille krudtpatron. Det er det billede, som bliver ved med at dukke op for mit indre blik, når jeg prøver at beskrive romanen. Jeg ser den som farverige karakterer, begivenheder der lyser himlen op og falmer et øjeblik efter for at give plads til nye og blomstrende beskrivelser i alle regnbuens farver. Alle disse farver og lysglimt danner et kalejdoskop af handling centreret om to små punkter i historien: skuddene i parken og blackoutet i ’77. Der er langt imellem så storslåede bøger, og Byen Brænder er hver en side værd.
Byen Brænder Anmeldelse

Byen Brænder Anmeldelse

Bogklub #1: Hærværk af Tom Kristensen

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse
Hærværk af Tom Kristensen udgivet i 1977 (original udgivelse 1930) på forlaget Gyldendal.
3/5 Stjerner

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire. Takket være mine studier har jeg efterhånden læst forfattere fra alle verdenshjørner og alle tidsperioder, men jeg har været blind over for de værker, som jeg føler, at jeg burde være startet med. De danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet, hvilket efterhånden er ved at være noget tid siden (10 år, men det siger vi ikke til nogen). Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteraturinteresserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden. Og der bliver lagt hårdt ud med udfordringer; den første bog i rækken er nemlig klassikeren Hærværk af Tom Kristensen.

Ole Jastrau, litteraturanmelder på avisen Dagbladet, har udadtil det perfekte liv. Han er gift med Johanne, sammen har de sønnen Oluf, de bor i en herskabslejlighed på Vesterbro, og alt er, som det bør være, indtil fortiden ringer på døren i form af Jastraus tidligere ven Sanders og dennes kompagnon Steffensen, en lidende digter. De inviterer sig selv indenfor og beder om asyl fra ordensmagten som erklærede kommunister. Stemningen vender med det samme i det lille borgerlige hjem, og der går ikke længe, før de ubudne gæster klandrer Jastrau for hans småborgerlighed og tirrende reciterer hans egne kommunistiske digte fra ungdommen.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Selv om Jastrau prøver at benægte det, rammer Sanders og Steffensen et ømt punkt. For Jastrau er ikke lykkelig. Det begynder at gå op for ham, at han er gået så meget på kompromis for at passe ind i samfundet, at han har forrådt sin digtekunst, sit politiske ståsted og sig selv. Denne snigende erkendelse bliver Jastraus endelige. Sanders og Steffensen bliver katalysatorer for en hengemt selvlede, som bryder ud i lys lue, og Jastrau begynder systematisk at udøve hærværk på sit liv, sit ry og sin krop uden at skænke konsekvenserne en tanke.

“Ah, nu gik solen ned,” pustede Jastrau og satte sig ved et af de nærmeste borde.
“Hvad skal vi have?” spurgte Steffensen groft.
“Fred, fred!” sukkede Jastrau. “Nu skal vi synke dybere og dybere ned. Her er det altid aften, og så er luften fortættet af grammofon. Man får ikke tid til at føle, at der er noget, der hedder tomhed. Nu skal vi – ganske stille – ganske langsomt – gå i hundene.”

Og at gå i hundene, dét gør han. Jastrau opsiger sin stilling på avisen, lader Johanne tage sønnen med sig og flytte ud, og så begynder et målrettet og destruktivt styrt mod afgrunden i selskab med Steffensen, alkohol, digte og frygten for kønssygdomme, alt imens han brænder alle tænkelige broer og giver afkald på alt, der har med værdighed at gøre.Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Da jeg så, at Tom Kristensens navn stod på bogklubbens læseliste, blev jeg både spændt og en smule ængstelig. Vi læste et uddrag fra Hærværk i gymnasiet, ligesom stort set alle andre, og det eneste jeg kunne huske fra den oplevelse var en følelse af frustration. Og jeg kan godt forstå, at mit yngre jeg blev frustreret over at læse et uddrag fra en bog med så langsommeligt et tempo og så ubehagelige beskrivelser af en mands selvdestruktion. Men ikke desto mindre synes jeg i dag, at bogen er et pragteksemplar, når det kommer til poetisk sprogbrug i romanform. For selv om jeg ikke bryder mig synderligt om nogen af karaktererne og absolut ikke har skyggen af medlidenhed med nogen af dem, så kan jeg ikke komme udenom, at Tom Kristensens sprog blæste mig omkuld og tog vejret fra mig op til flere gange. Hans evne til at beskrive København og Vesterbro er så levende, at jeg fik trang til at hoppe på det første tog mod hovedstaden med bogen under armen og læse mens jeg gik op af Istedgade, rundede Enghave Plads og slog et smut forbi den katolske kirke; på trods af tidsforskellen på små hundrede år, står det København han beskriver stadig lige så smukt og vibrerende for mig nu, som det må have gjort for ham dengang.

“Du,” brummede han, da Jastrau kom ud fra butikken igen. “Istedgade er nu en dejlig gade.”
“Hvorfor det?”
“Fordi den er lang.”
Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnende blik. Og han måtte selv stirre ned af den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.

Hærværk er på ingen måder en rar bog at læse. Selv om plottet er næsten kedeligt i sin enkelthed – en mand opsøges af fortiden, og fortiden puster hans korthus af kompromiser og samfundsforventninger ned omkring ham – så er bogen et af de mest komplicerede værker, jeg længe har læst. Tom Kristensens beskrivelse af en alkoholiseret og opgivende mand er uhyggelig skarp, og Jastraus indre dæmoner kan på ingen måde være opfundne. Indsigten ind i psyken hos en mand, der balancerer på afgrunden er brutalt ærlig og gør næsten ondt i sin udlevering af Jastrau.
Selv om også denne bog for mig ryger i kategorien “Jeg er glad for, at jeg har læst den, men jeg brød mig egentlig ikke rigtig om den” og den til tider var svær at komme igennem, har den efterladt et stort indtryk på mig. Jeg glæder mig til at stifte yderligere bekendtskab med den danske litteraturskat og ikke mindst at forsøge mig med mere fra Tom Kristensens pen, når jeg har sundet mig efter mødet med Ole Jastrau.

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst maa forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

 

“Pinocchio” af Carlo Collodi

Pinocchio udgivet i 2013 (oprindeligt 1882), udgivet i Wordsworth Classics serien.

3/5 Stjerner
Pinocchio er en klassisk fortælling og meget langt fra den sukkerdryssede version fra Disney, som de fleste kender så godt. Carlo Collodis fortælling fra 1882 book fortæller historien om Geppetto, en ældre snedker, som finder et stykke træ der forekommer ham perfekt til hans næste projekt;en dukke af træ. Men så snart han begynder at arbejde sker der noget ganske magisk – træstykket begynder at tale. Da Gepetto får lagt sidste hånd på sit værk, viser dukken sig at være uartig, flabet og i stand til både at gå, løbe og spise med samme ivrighed som enhver anden lille dreng. Gepetto døber ham Pinochhio og opdrager ham som sin søn. Men Pinocchio er ikke et lydigt barn – han lyver, og hver gang han lyver, bliver hans næse længere. Gepetto går på mange kompromiser for sin søn, men Pinocchio har så svært ved at være et godt barn. Han bliver nemt vildledt af andre og vælter fra den ene katastrofale hændelse til den næste. Hver eneste af dukkens dårlige beslutninger sårer Gepetto og og resulterer i frygtelige konsekvenser for Pinocchio. I løbet af fortællingen oplever han at få brændt sine fødder af, han kommer tæt på sultedøden, han bliver overfaldet, bliver smidt i fængsel og den berømte konsekvens, som vi kender fra filmen: han bliver forvandlet til et æsel for at blive solgt.

The little donkey Pinocchio made his appearance in the middle of the circus. He was decked out for the occasion. He had a new bridle of polished leather with brass buckles and studs, and two white camelias in his ears. His mane was divided and curled, and each curl was tied with bows of coloured ribbon. He was, in fact, a little donkey to fall in love with!

Pinocchio-Anmeldelse-Review-2

For hver dårlig beslutning han træffer, bliver straffen han skal gennemgå mere og mere hård. I starten af fortællingen sælger han sine skolebøger, som Gepetto har måttet ofre sin vinterjakke for at købe, for at kunne se dukketeater. Hans hjælpere, Fårekyllingen og den Blå Fe prøver at få ham til at forstå, at han aldrig vil få sit højeste ønske opfyldt – at blive en rigtig dreng – medmindre han for alvor og for altid ændrer sin opførsel til det bedre. Sidst i fortællingen hopper han i havet uden at tænke på faren ved sin handling for at redde Gepetto fra et gigantisk rovfisk. Hans gradvise forvandling fra flabet egoist til hengiven søn betaler sig; Pinocchios ønske går i opfyldelse, og han vågner til en ny virkelighed, hvor han er en vaskeægte dreng.

Pinocchio-Anmeldelse-Review-3

 

In return for your good heart, I forgive you all your past misdeeds. Children who love their parents, and help them when they are sick and poor, are worthy of praise and love, even if they are not models of obedience and good behavior. Be good in future, and you will be happy.

Collodis fortælling om trædukken, der blev til en dreng, er tydeligvis ikke skrevet med børneunderholdning i tankerne. Den er skrevet mere som en skræmmehistorie for at afrette og tæmme barnlige og hensynsløse impulser. Den er voldsomt moralsk og gentager gennem hele fortællingen hvor vigtigt det er at arbejde hårdt, tage ansvar for sine handlinger og at fortælle sandheden. Denne moralske undertone er indimellem så voldsom, at den overdøver resten af historien – Pinocchios straffe for ikke at opføre sig ordentligt er til tider grusomme og bliver til ubehagelig læsning. Det smittede af på mit humør, og jeg endte med at sidde og længes efter at vende den sidste side. Selv om jeg vidste, at fortællingen havde sin alder lidt imod sig, blev jeg alligevel skuffet over, hvor hensynsløs en karakter Pinocchio er. Jeg brød mig slet ikke om ham – heller ikke, selv om han endte med at lære af sin opførsel og rette op på det kaos, han fik skabt. Pinocchio er for mig endt i den kategori, der hedder “Jeg er glad for, at jeg har læst den, men jeg brød mig egentlig ikke rigtig om den.” Jeg kan sagtens sætte pris på bogens litterære værdi både som et historisk indblik i 1800-tallets opfattelse af børn og opdragelse samt dens uundgåelige rolle i populærkulturen, men det er ikke en bog, jeg har lyst til at genlæse.

 

Pinocchio-Anmeldelse-Review-4