Anmeldereksemplar: “Døde Mænd” af Mette Glargaard

Døde MændDøde Mænd af Mette Glargaard udgivet i 2015 på forlaget Grenen. Anmeldereksemplar.

1star

Mød Marie – en kold, kynisk, kalkulerende og kapitalstærk kvinde, som jager en helt særlig slags storvildt, nemlig mænd. Marie har haft en grusom opvækst med en sadistisk far og en underdanig mor, som indeholder forfærdelige oplevelser og en skelsættende beslutning: Marie besluttersig for at slå sin far ihjel. Dette drab bliver starten på en morderisk løbebane, hvor hun målrettet går efter at lokke misogyne og manipulerende mænd ind i et forhold, hvorefter hun ender deres liv, når de mindst venter det.

Livet som seriemorder passer Marie udemærket, og derfor bliver hun slået ud af kurs den dag hun møder kvinden Lotte. Lotte er alt det, som Marie ikke er – hun er klodset, umiddelbar, bærer følelserne uden på tøjet og har mangler selvværdet til at gå fra kæresten og selvtilliden til at være alene. Marie drages til og fascineres af Lotte, og de to modsætningsfyldte kvinder udvikler hurtigt et tæt venskab.

De talte mindre og mindre sammen, og hjemmet blev et tyst og koldt mausoleum over et forhold, som aldrig skulle have udviklet sig udover kyssestadiet. Men hun havde været så forblændet af at han lod til at ville hende. Det var som et magisk tryllemiddel og fuldstændig uimodståeligt for hende at føle sig eftertragtet. Den følelse havde hun kørt længe på, og selv da den forsvandt, blev hun hos ham, i håbet om at den ville dukke op igen, hvis bare hun elskede ham nok.

Lotte slipper ud af en uholdbar situation med sin ekskæreste og møder manden Lars, som får alle Maries alarmklokker at ringe; manden er et pragteksemplar på den type mand, som Marie har for vane at nedlægge. Men grundet sit nyfundne venskab holder Marie sig på sidelinjen – det er dog hurtigt tydeligt, at Lotte er fanget i et dysfunktionelt og voldeligt forhold, som hun ikke kan slippe ud af – for trygheden i det velkendte, men ulykkelige er alligevel at foretrække fremfor det nye, men usikre. Marie beslutter sig for at skride ind, og Lottes kæreste kan pludselig ikke vide sig sikker ret meget længere…

Døde MændDa forfatteren, Mette Glargaard, skrev til mig og tilbød mig et anmeldereksemplar af debutromanen ‘Døde Mænd’ takkede jeg ja efter at have læst lidt om baggrunden for romanens tilblivelse, som jeg fandt utroligt interessant. Romanen udspringer nemlig af en terapeutisk skriveøvelse, som Mette lavede efter at have afbrudt kontakten til sin narcissistiske far. Skriveøvelsen, som gik ud på at skrive mordet på forælderen, udviklede sig til romanen, og mange af episoderne i ‘Døde Mænd’ emmer af realisme og selvoplevede situationer.

Selvom præmissen virkede rigtig spændende, original og tillokkende må jeg desværre sige, at jeg var skuffet efter endt læsning. Jeg havde glædet mig til at læse om en kvindelig seriemorder, fordi det er en præmis, som jeg endnu ikke er stødt på andre steder i min læsning.  Selv når jeg bærer over med, at ‘Døde Mænd’ er en debutroman, så fungerede den simpelthen ikke. Præmissen var som sagt rigtig god, men redigeringen er så mangelfuld, at jeg slet ikke kunne komme ind i en læserytme eller holde af karaktererne – de blev for karikerede, prosaen var for staccato og forceret og den manglende konsekvens i tegnsætning koblet med en del sproglige fejl fik min indre grammatik-elsker til at stejle mange gange. Bogen ville alt for meget på alt for få sider, hvilket resulterer i flade karakterer og en overrumplende mængde steder, som man som læser ikke når at forholde sig til, før handlingen skubber én videre. Der er rigtig mange muligheder i både plottet og prosaen, men de når aldrig at kæmpe sig op til overfladen med så mange om buddet. Fordi min læseoplevelse blev så påvirket af den manglende redigering og konsekvens, kan jeg ikke give bogen mere end en enkelt stjerne. Det, som jeg havde håbet på ville blive en afslappende litterær læseoplevelse hen over en eftermiddag endte med at blive en stædig kamp for at nå til det sidste punktum. Jeg er sikker på, at bogen ville have fået op til tre stjerner, såfremt en redaktør havde taget bogen under kærlig behandling og hjulpet forfatteren med en omgang ‘kill your darlings’, som kræver blod, sved og tårer, men til slut gør en kæmpemæssig forskel for bogen.



			

Bøtten #2: “Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd” af Rachel Joyce

Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd (oversat fra engelsk efter “The Unlikely Pilgrimage of Harold Fry”) af Rachel Joyce.

Udgivet i 2012, læst 17-19 februar, 2014.

4stars

Harolds pilgrimsfærd tog mig med storm. At se Harolds liv udfolde sig og genoplives gennem hvert et skridt han tog, ramte sympatiens strenge i mig. Denne bog handler om alt og intet. Den handler om kærlighed, sygdom, forspildte chancer, nærvær, konsumerisme, sorg og venskab. Alle disse problematikker har dog én ting til fælles, nemlig Harold. Harold er en pensioneret bryggeriarbejder, som, når læseren præsenteres for ham, er patentholderen på den engelske forstadsbeboer helt ned til undergardinerne i vinduerne. Hans kone, Maureen, er ligeså fikseret på at opretholde en facade af perfektion i deres lille hjem, som et klart forsvar for ikke at kunne håndtere hende og Harolds efterhånden kærlighedsløse og kolde ægteskab. Harold og Maureen fremstilles altså som det der par de fleste kender, med deres faste rutiner så indgroede, at ure kan sættes efter dem.
Men pludselig en dag får Harold et brev. Brevet er fra en gammel kollega, Queenie, som gerne vil sige tak og farvel, inden hun dør af den kræft, som har overtaget hendes krop. Harold skriver et kort svar tilbage og går ud for at poste det med det samme. Men postkassen dukker alt for tidligt op, så han går videre til den næste. Og den næste. Og den næste.

“Det lignede ikke Harold at tage en hurtig beslutning. Det vidste han. Siden han var gået på pension, tog den ene dag den anden, uden at noget var forandret. Ikke andet end at han var blevet rundere om livet og havde tabt mere af sit hår. Han sov dårligt om natten, og indimellem sov han slet ikke. Men da han hurtigere end forventet igen stod foran en postkasse, tøvede han endnu en gang. Han havde indledt noget, og han vidste ikke hvad det var, men nu hvor han var i gang, var han ikke parat til at afslutte det.”

Harolds første møde med en fremmed er en ung pige, som arbejder på en tank – uden at vide det, sætter hun Harolds pilgrimsrejse i gang med kommentaren: “Hvis man tror stærkt på noget, så kan alting ske”.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Det er netop absurditeten i Harolds pilgrimsrejse, der gør læseoplevelsen så dragende – Harold er den sidste person, man kunne forestille sig som pilgrim. Gennem hans rejse op gennem England møder han et væld af farverige, skæve og sympatiske karakterer, som alle har deres at kæmpe med. Harold selv får gennem sin nærmest meditative gang foretaget en gennemgribende selvgenopdagelse og katarsis af både krop, sjæl og fortid, og hans rejse bliver hurtigt et livsbekræftende holdepunkt for mange andre udover Queenie.

“Inde i byen havde Harolds strøm af tanker været indstillet. Nu hvor han var tilbage i det åbne landskab, bevægede tankerne sig igen uhindret mellem tider og steder, og billederne vældede frem. Ved at gå satte han den fortid fri, som han havde brugt de sidste tyve år på at holde tilbage, og nu sludrede og legede den i hans tanker med sin helt egen vilde energi. Nu målte han ikke længere afstande i kilometer. Han målte dem i erindring.”

Joyces rene og enkle skrivestil bidrager til den gode historie. Hendes paralleller af det tænkte og det sagte skaber en dybde, som man som læser ikke kan undgå at blive påvirket af, og som sætter tankerne i gang – man får øjnene op for muligheden for, at de ord, som betyder allermest, er dem, som aldrig bliver sagt. Endvidere har hun formået at opstille et forholdsvis bredt persongalleri i form af de forskellige karakterer, som Harold møder, men holdt dem i kort snor; højst to kapitler per karakter, og deres karakteristik koges ofte ned til “herren med det sølvgrå hår” eller “den meget berømte skuespiller”. Samtidig har hun indflettet ensomhed, a fortryde anger og soning ind gennem hele romanen, som ikke desto mindre giver plads til et par grin gennem de til tider absurde og dog fuldstændig rammende beskrivelser af stereotyper.

Jeg nød virkelig at læse om Harolds vandring. Eftersom læsningen af romanen var et tilfælde grundet bøtten, havde jeg ingen forventninger eller bevæggrunde inden min læsning begyndte, og derfor ramte den mig mere, især fordi der er så mange niveauer i bogen, at man ikke kan undgå at kunne relatere til et par eller tre. Romanen og Harolds betingelsesløse næstekærlighed var et skønt frisk pust, og hans fremmaning af håb og glæde hos andre rørte mig.
Derfor giver jeg “Harold Frys usandsynlige pilgrimsvandring 4 ud af 5 stjerner, fordi den overraskede mig positivt, omend en smule forudsigeligt. Desuden var der nogle rent sprogtekniske brølere, som var enerverende – stave- og slåfejl hører ikke hjemme i en udgivelse. På trods af disse gener, rørte historien og budskabet mig dog stadig, og det er en bog, som vil blive hos mig længe, og som jeg sagtens kunne finde på at genlæse, når jeg engang er færdig med bøtten. Nogen gange har man brug for at blive mindet om livets små, enkle og samtidig altomfavnende egenskaber, samt hvor langt en smule næstekærlighed og tro på sine medmennesker kan føre.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk