“Æsops Fabler”

aesop3
Aesop’s Fables udgivet i 2013 (oprindeligt skrevet mellem 620 og 560 F.Kr.), udgivet i Wordsworth Classics serien.
3/5 Stjerner

Æsops fabler har haft stor indflydelse på litteratur, kultur og dagligdagens talemåder. Selvom man måske ikke har hørt om Æsop, har langt de fleste hørt om eller læst forskellige variationer af en eller flere af hans fabler. Hvem har ikke hørt bemærkningen om de sure rønnebær, det at pynte sig med lånte fjer, eller at en fugl i hånden er bedre en ti på taget? Disse velkendte vendinger er alle moraler fra Æsops hånd, som på fascinerende vis har fundet vej igennem tusindvis af år og ind i vores hverdagssprog. Endvidere blev jeg overrasket og fornøjet over at opdage, at velkendte fortællinger, som jeg har læst i barndomsværelset med forsimplet tekst og farverige billeder såsom “Drengen, der råbte ulv”, “Skildpadden og Haren” og “Løven og Musen” har deres oprindelse fra Æsops pen.

A lioness and a vixen were talking together about their young, as mothers will, and saying how healthy and wellgrown they were, and what beautiful coats they had, and how they were the image of their parents. “My litter of cubs is a joy to se,” said the fox; and then she added, rather maliciously, “But I notice you never have more than one.” “No,” said the lioness grimly, “but that one’s a lion.”

Quality, not quantity.

Fablerne, som er korte har et enkelt formål – at videregive en morale. I “Drengen der råbte ulv”, hvis oprindelige titel er “Hyrdedrengen og Ulven” er moralen, at man ikke kan stole på en løgners ord, selv når denne åbenlyst fortæller sandheden. I “Skildpadden og Haren” er moralen, at slow and steady wins the race, eller den kendte vending om, at hovmod står for fald. Endvidere er de alle som én små litterære perler, som efterlader læseren med lidt sund fornuft, om man vil.

aesop1

Moralerne står skarpt i hukommelsen, fordi de serveres med en god portion humor og viser hverdagssituationer og mennesketyper forklædt som ulve, haner, egetræer, frøer, gamle koner og så videre. Jeg har nydt at læse en enkelt fabel eller to, når jeg har passeret den lille bog, der har haft sin faste plads i vindueskarmen, og det har virkelig gavnet min læseoplevelse. For selvom fablerne er herlige, er der en del tematikker og præmisser, som går igen flere gange; såfremt samlingen læses over en enkelt eftermiddag vil jeg vove den påstand, at fablerne bliver svære, hvis ikke umulige at skelne fra hinanden.
Alt i alt var fabellæsningen en spøjs, men også en vigtig læseoplevelse for mig. Jeg har længe gerne villet læse dem, da flere litterære temaer, velkendte ordsprog og fortrolige metaforer alle har deres ophav netop hos Æsop. Desuden vækkede en del af moralerne genklang i mit eget liv og er gode påmindelser om, at man ikke skal skue hunden på hårene, at krage søger mage, at nød lærer nøgen kvinde at spinde og min egen favorit –  kvalitet fremfor kvantitet.

aesop2

Anmeldereksemplar: “Døde Mænd” af Mette Glargaard

Døde MændDøde Mænd af Mette Glargaard udgivet i 2015 på forlaget Grenen. Anmeldereksemplar.

1star

Mød Marie – en kold, kynisk, kalkulerende og kapitalstærk kvinde, som jager en helt særlig slags storvildt, nemlig mænd. Marie har haft en grusom opvækst med en sadistisk far og en underdanig mor, som indeholder forfærdelige oplevelser og en skelsættende beslutning: Marie besluttersig for at slå sin far ihjel. Dette drab bliver starten på en morderisk løbebane, hvor hun målrettet går efter at lokke misogyne og manipulerende mænd ind i et forhold, hvorefter hun ender deres liv, når de mindst venter det.

Livet som seriemorder passer Marie udemærket, og derfor bliver hun slået ud af kurs den dag hun møder kvinden Lotte. Lotte er alt det, som Marie ikke er – hun er klodset, umiddelbar, bærer følelserne uden på tøjet og har mangler selvværdet til at gå fra kæresten og selvtilliden til at være alene. Marie drages til og fascineres af Lotte, og de to modsætningsfyldte kvinder udvikler hurtigt et tæt venskab.

De talte mindre og mindre sammen, og hjemmet blev et tyst og koldt mausoleum over et forhold, som aldrig skulle have udviklet sig udover kyssestadiet. Men hun havde været så forblændet af at han lod til at ville hende. Det var som et magisk tryllemiddel og fuldstændig uimodståeligt for hende at føle sig eftertragtet. Den følelse havde hun kørt længe på, og selv da den forsvandt, blev hun hos ham, i håbet om at den ville dukke op igen, hvis bare hun elskede ham nok.

Lotte slipper ud af en uholdbar situation med sin ekskæreste og møder manden Lars, som får alle Maries alarmklokker at ringe; manden er et pragteksemplar på den type mand, som Marie har for vane at nedlægge. Men grundet sit nyfundne venskab holder Marie sig på sidelinjen – det er dog hurtigt tydeligt, at Lotte er fanget i et dysfunktionelt og voldeligt forhold, som hun ikke kan slippe ud af – for trygheden i det velkendte, men ulykkelige er alligevel at foretrække fremfor det nye, men usikre. Marie beslutter sig for at skride ind, og Lottes kæreste kan pludselig ikke vide sig sikker ret meget længere…

Døde MændDa forfatteren, Mette Glargaard, skrev til mig og tilbød mig et anmeldereksemplar af debutromanen ‘Døde Mænd’ takkede jeg ja efter at have læst lidt om baggrunden for romanens tilblivelse, som jeg fandt utroligt interessant. Romanen udspringer nemlig af en terapeutisk skriveøvelse, som Mette lavede efter at have afbrudt kontakten til sin narcissistiske far. Skriveøvelsen, som gik ud på at skrive mordet på forælderen, udviklede sig til romanen, og mange af episoderne i ‘Døde Mænd’ emmer af realisme og selvoplevede situationer.

Selvom præmissen virkede rigtig spændende, original og tillokkende må jeg desværre sige, at jeg var skuffet efter endt læsning. Jeg havde glædet mig til at læse om en kvindelig seriemorder, fordi det er en præmis, som jeg endnu ikke er stødt på andre steder i min læsning.  Selv når jeg bærer over med, at ‘Døde Mænd’ er en debutroman, så fungerede den simpelthen ikke. Præmissen var som sagt rigtig god, men redigeringen er så mangelfuld, at jeg slet ikke kunne komme ind i en læserytme eller holde af karaktererne – de blev for karikerede, prosaen var for staccato og forceret og den manglende konsekvens i tegnsætning koblet med en del sproglige fejl fik min indre grammatik-elsker til at stejle mange gange. Bogen ville alt for meget på alt for få sider, hvilket resulterer i flade karakterer og en overrumplende mængde steder, som man som læser ikke når at forholde sig til, før handlingen skubber én videre. Der er rigtig mange muligheder i både plottet og prosaen, men de når aldrig at kæmpe sig op til overfladen med så mange om buddet. Fordi min læseoplevelse blev så påvirket af den manglende redigering og konsekvens, kan jeg ikke give bogen mere end en enkelt stjerne. Det, som jeg havde håbet på ville blive en afslappende litterær læseoplevelse hen over en eftermiddag endte med at blive en stædig kamp for at nå til det sidste punktum. Jeg er sikker på, at bogen ville have fået op til tre stjerner, såfremt en redaktør havde taget bogen under kærlig behandling og hjulpet forfatteren med en omgang ‘kill your darlings’, som kræver blod, sved og tårer, men til slut gør en kæmpemæssig forskel for bogen.



			

Bøtten #8 – “The Gargoyle” af Andrew Davidson

Gargoyle
The Gargoyle af Andrew Davidson udgivet i 2009 (original udgivelse 2008) på forlaget Canongate Books.
Læst 29. december 2014 – 19. juli 2015

4 stars

Fra første side er der fart på. Hovedpersonen, som er en mandlig pornostjerne kører galt med whisky og kokain i blodet ud over en bjergskrænt – bilen bryder i brand, og han sidder fanget i flammehavet, hvor han bliver fortæret af flammerne. Få minutters uopmærksomhed resulterer i et voldsomt og altoverskyggende tab; han mister sit job, sine ejendele, sit selvbillede, sin hud og næsten sin forstand. I stedet vinder han et smertehelvede uden lige, og hans skarpe og tilstedeværende sind er fanget i en krop, som kan ingenting og hvis fortsatte eksistens hænger i en tynd tråd. Hovedpersonen, hvis navn aldrig røbes, vågner efter sin traumatiske oplevelse op på en intensiv brandsårsafdeling efter at have ligget i koma i næsten to måneder, og læseren møder for første gang hans rå sarkastiske humor, som snor sig som en slange igennem hele narrativet – den giver nogle kærkomne pauser i de ellers brutale beskrivelser af den smerte, frustration og meningsløshed, som et brandoffer gennemgår efter så stort et traume; lægerne kommer med jævne mellemrum og fjerner den døde hud, skærer i den nye uden bedøvelse grundet hævelse og påsætter hud fra kadavere for at holde ham i live.

There I lay, wearing dead people as an armor against death.

Midt i al denne koncentrerede elendighed, som fremprovokerer et stærkt ønske om at tage sit eget liv dukker en sælsom besøgende pludselig op på hans stue. Hendes navn er Marianne Engels, hun er en psykiatrisk patient på sygehuset, og ved deres første møde proklamerer hun, at de er skabt for hinanden, at de har levet mange liv, og at deres kærlighed starte i 1400tallets Tyskland. Selvom han ser hendes fremstilling af verden og hendes skråsikre fremstilling af deres fælles fortid som en gennemarbejdet vrangforestilling lader han hendes besøg fortsætte, mest af alt fordi de er en kærkommen pause fra hans smertefulde og brutale virkelighed. Hun fortæller ham historier om en kærlighed, der kan overvinde alt, om japanske glaspustere, oversættelse af tekster bag klostrets mure og hærgede lejesoldater, som får hans reconvalescens til at blive udholdelig.

I could endure a thousand surgeries, and I’d still be a blister of a human being. There is no cure for what I am … a spent, struck match … an unbeloved monster.

Gargoyle

Andrew Davidson har med The Gargoyle begået en imponerende debut. Narrativet bærer præg af en enorm mængde research af alt lige fra brandofre over gargoiler, stenhuggeri, middelalderlige klostre og Dantes Inferno til pornofilm. Selvom jeg var et halvt år om at læse bogen, fordi livet, forlagspraktik, specialeskrivning og oversættelse tog min tid, var jeg tilbage i hans univers, så snart jeg startede på et nyt kapitel. Det var umådeligt forfriskende at læse en atypisk fortælling om en så stærkt brændende kærlighed mellem to mennesker, som igen og igen bliver stillet over for udfordringer og forhindringer, både i deres nutid og deres fortid. Selvom jeg tog på en rejse igennem helvede sammen med hovedpersonen var det en udsøgt fornøjelse takket være det smukke sprog, som bogen er skrevet i – sarkasmen flyder, personerne er troværdige, og alle tråde samles til sidst i en storslået sproglig mosaik, som efterlod mig uden ord og åndeløs. The Gargoyle er den slags bog, jeg ville ønske, at jeg kunne skrive. En bog, der er nytænkende, innovativ, overraskende og uforudsigelig, og som jeg absolut vil anbefale til enhver, der kan lide kærlighed og eventyr.

You are mine, I am yours; you may be sure of this. You’ve been locked inside my heart, the key has been thrown away; within it, you must always stay.

Tekst, gargoyle

Gargoyle

Bøttebillede

“Ethan Frome” af Edith Wharton

Ethan Frome

Ethan Frome af Edit Wharton udgivet i 2005 (original udgivelse 1911) på forlaget Penguin.
Læst 25. april, 20154 stars

Ethan Frome bor på sit husmandssted i det barske og kolde New England i byen Starkfield, Massachusetts sammen med sin kone Zenobia, også kaldet Zeena. Ethan holdes fast i sin fra-hånden-til-munden-tilværelse med at sælge tømmer og holde husmandsstedet oven vande, som besværliggøres af Zenobias hypokondriske natur. Grundet Zeenas svagelige natur bor hendes kusine Mattie hos dem som ung pige i huset, og hendes livlige sind og store kontrast til Zeena fortryller hurtigt Ethan, som føler sig fanget i et fornuftsægteskab og har måttet acceptere de bånd, han finder sig holdt nede af.

“There was in him a slumbering spark of sociability which the long Starkfield winters had not yet extinguished. By nature grave and inarticulate, he admired recklessness and gaiety in others and was warmed to the marrow by friendly human intercourse.”

Ethan bliver håbløst forelsket i Mattie. Som Zeenas modsætning er Mattie køn, munter og snakkesalig, hvor Zeena tilfører en ulykkelig og jammerlig stilhed. Zeena mistænker dog, at noget er på færde mellem de to og begynder at holde mere øje med Ethan og Mattie – og  hendes jalousi og vrede bobler op til overfladen. Ethan er splittet og ved ikke, hvad han skal gøre; båndene, som binder ham, føles strammere og strammere.  Han er helt igennem ulykkelig sammen med Zeena. Hele hendes tilværelse handler om den næste nye lidelse eller dårligdom, og Ethan har ikke pengene til at finansiere de mere og mere søgte behandlinger, hun tror hun har brug for. Samtidig kan han heller ikke bære tanken om, at hun vil sende Mattie væk.

“She had taken everything else from him, and now she meant to take the one thing that made up for it all.”

Ethan Frome er en stærk historie om svage mennesker. Hovedpersonen bliver holdt nede, først af sine forældre, så sin ejendom, sin fattigdom og sit ægteskab, der hverken indeholder kærlighed eller sympati. Hans kone må se sig slået af sit sinds talrige manipulationer; hendes indbildte sygdomme og den identitet de giver hende i så lille en landsby lader hende indimellem glemme sit barske, kærlighedsløse og fortrøstningsløse liv og giver hendes hverdag en forkvaklet form for mening. Og endelig er der kusinen Mattie Silver, som bor hos dem for at hjælpe med Zeena og huset, og som ikke har andre steder at tage hen. Interessant nok er de tre karakterer både fastlåste og beslægtede: Zeena beskrives som Ethans kusine, mens Mattie er Zeenas kusine. Derigennem bliver Zeena både i bogstavelig og overført betydning den forenende faktor mellem dem alle samt den, som skiller Ethan og Mattie ad.

Frome

Så forbudt en kærlighed som Ethans følelser for Mattie er dømt til at mislykkes, og Ethan tager en drastisk beslutning, som får forfærdelige konsekvenser – og med sin fejltagelse skader han sine omgivelser og efterlader følelsesmæssige og fysiske ar. Zeena bliver tvunget ind i rollen som omsorgsgivende hjælper, mens Mattie bliver reduceret til endnu en bånd, som binder Ethan til husmandsstedet samt ruinerer ham økonomisk, intellektuelt og følelsesmæssigt.

“They had never before avowed their inclination so openly, and Ethan, for a moment, had the illusion that he was a free man, wooing the girl he meant to marry. He looked at her hair and longed to touch it again, and to tell her that is smelt of the woods; but he had never learned to say such things.”

Så smuk, så sørgelig – Wharton viser sig endnu engang at være en sand ordsmed, som formår at fortælle historien gennem de små detaljer, delte blikke og utopiske dagdrømme. Min læseoplevelse var meget ambivalent; sproget var så flydende og smukt, naturbeskrivelserne så livagtige, at jeg forventede at mærke sneen falde på mine kinder – men samtidig har Ethan, Zenobia og Mattie efterladt mig i en tilstand af dyb melankoli og tristhed. De er en barsk påmindelse om, at man ikke altid får, hvad man ønsker, eller hvad man fortjener.Frome

Dewey’s 24 Hour Read-a-thon #3

Dewie-3,-april-2015

I dag er en helt særlig dag for mig, både fordi den inviterer læsere over hele verden til at samles om deres kærlighed til historien, men også fordi denne dag markerer min tilbagevenden til min ældste kærlighed, som jeg har været foruden lidt for længe: læsningen. I dag er  nemlig dagen for det verdensomspændende læse-event Dewey’s Read-a-Thon, som jeg vil deltage i for tredje gang. Og jeg glæder mig.

 

I løbet af de næste 24 timer vil dette indlæg blive længere og længere, fyldt med opdateringer om min læsning, stemningsbilleder og læseovervejelser. 

Kl. 12:51 – Bogstakken er blevet udvalgt, hyggetøjet fundet frem og kalenderen er ryddet frem til i morgen kl. 14:00. Jeg har tænkt og tænkt og er kommet frem til, at jeg vil færdiglæse den søde, lette Anna og det Franske Kys , som jeg i følge Mofibo mangler 32% i. Dernæst har jeg fyldt bogstakken med korte bøger med meget forskellige udtryk:
– Beaumarchais’ komedie Barberen fra Sevilla på 91 sider,
– Fay Weldons skarpe og provokerende roman the Heart of the Country på 199 sider,
– Edith Whartons intense, men korte roman om Ethan Frome på 117 sider,
– En tankeeksperimenterende og smukt skrevet overvejelse fra Julian Barnes om Flaubert’s Parrot på 229 sider,
– Sjóns tryllebindende fortælling the Whispering Muse på 141 sider,
– Og sidst, men absolut ikke mindst, Roald Dahls velkendte, skægge og lette klassiker om Charlie and the Chocolate Factory på 168 sider.

Således vil jeg forsøge at holde mig vågen hele døgnet og læse i alt 945 sider på papir og de resterende 32% om den kære Anna. Nu skal tiden bare gå.

Læstestakken

14:03 – Kaffen damper i koppen, og efter en lille virtuel fejring af læsedøgnets start sætter jeg mig til rette med computeren på skødet og Annas eventyr på skærmen.

15:29 – Så nåede jeg til vejs ende og læste om Anna og Étienne. Bogen var skøn, let og luftig og var en perfekt start på læsningen, synes jeg. Endvidere gjorde det mig så glad at læse om Paris, og jeg mindedes min egen tur derned, som også var fyldt med byvandringer og oplevelser. Nu skal der tankes op igen; kaffen er drukket, og slikskålen bærer præg af den sidste halvanden times læsning. Og så skal jeg have besluttet mig for, hvilket læseeventyr, der skal påbegyndes.Anna Dewey

Kl. 16:15 – med frisk kaffe på kanden og lidt mad i maven har jeg fået tændt lys for at bekæmpe den tiltagende gråhed uden for vinduerne. Striktrøjen er fundet frem sammen med et par tæpper, og nu sætter jeg mig til rette i sofaen med Edith Whartons Ethan Frome, som jeg har hørt så mange gode ting om.

Kl. 18:49 – Sidste side er vendt, og Whartons fortælling er bragt til ende. Siderne emmede af længsel, frustration, lidenskab og harme, og de få sider havde en stor indvirkning på mig. Den har efterladt mig melankolsk og eftertænksom; visheden om, at man i sin umiddelbarhed låser sig selv fast i en situation, som kun gør tilværelsen mere og mere ulykkelig er noget, som jeg meget nemt kan genkende. Derfor holder jeg et lille afbræk, får indtaget noget aftensmad og ser mig om efter en bog, som kan lette stemningen lidt.Ethan Frome

Kl. 19:35 – Maden er spist, og jeg har sundet mig nok ovenpå min sidste læsning til at gå i gang igen. Jeg kan mærke, at jeg har brug for noget let, noget sjovt, spøjst og trygt, så jeg er gået i gang med Roald Dahls skægge fortælling om Charlie og den gyldne billet.

Kl. 22:24 – Så fik jeg vendt sidste side om Charlies eventyr. Fortællingen var skæg, og endnu en gang ville jeg ønske, at jeg havde stiftet bekendtskab med Roald Dahls fantasifulde historier som barn; den ligefremme børnelogik, ordspillene og Oompa Loompaernes herlige sange ville jeg have elsket at høre som godnathistorie. Læsningen trak gevaldigt ud på grund af festlig larm fra både opgang og fortov, så inden jeg kaster mig over endnu en bog, vil jeg gå en kort tur og nyde den friske aftenluft.

Kl. 00:16 – en gåtur og et langt varmt bad senere sidder jeg atter klar i lænestolen klar til en ny bog. Efter Roald Dahls skægge historie har jeg udvalgt mig noget ganske andet; der er masser af spydighed, provokation, humor og skarpsindighed i Fay Weldons beretning om husmoren Natalie i the Heart of the Country, og jeg ser frem til at komme i gang. Slikskålen står klar, og kaffen er nybrygget. Nu skal der læses.

Kl. 03:57 – Mine øjne er tunge, og mit humør har lidt under naboernes kritisable opførsel. I de sidste fire timer har jeg kun fået læst sølle hundrede sider, så jeg giver op og kravler ind under dynen i nogle timer i håb om, at larmen forsvinder og humøret stiger.

Kl. 12:14 – Hold op, hvor var søvnen tiltrængt. Jeg ville sådan ønske, at jeg var i stand til at holde mig vågen hele læsedøgnet, men kroppen sagde nej, og øjnene lukkede sig. Efter en dejlig morgenmad i fantastisk selskab og endnu en spandfuld kaffe er jeg mere end klar til at komme i mål med min læsning, og jeg håber at kunne færdiggøre Weldons roman inden kl. 14:00.Weldon breakfast

 

Kl. 13:58 – Sidste side i Weldons roman er vendt, og dermed sluttede mit læsedøgn. Jeg har i alt fået læst 484 sider i papirform samt 32% af Anna og det Franske Kys på Mofibo. I betragtning af, at jeg også fik tiltusket mig nattesøvn, er jeg nogenlunde tilfreds. Til næste readathon vil jeg dog forberede mig noget bedre og sove så længe, jeg overhovedet kan, samt tilføje en lydbog eller to til læsedøgnet. Jeg er dybt imponeret over de andre deltageres læsehastigheder, dedikation og evne til at holde sig vågen så længe, og jeg har i sandhed nydt at følge med i læsningen ude i blogland. Det gør mig næsten lidt trist, at dette event kun afholdes to gange årligt og glæder mig allerede til oktober. Jeg siger tak for denne gang og vender næsen mod den ventende bunke korrekturlæsning.

Hvordan forløb dit læsedøgn?