Anmeldereksemplar: “Anden Person Ental” af Daniel Dencik

Daniel Dencik Anden Person Ental anmeldelse Gyldendal Stinchen.dk

Anden Person Ental af Daniel Dencik, udgivet 2014 (original udgivelse 2014) – anmeldereksemplar fra Gyldendal

Læst 5 marts – 7 marts, 2014

4stars

Jeg var så heldig at vinde lodtrækningen om at anmelde Daniel Denciks “Anden Person Ental”, som Gyldendal annoncerede gennem sin facebook. En lodtrækning, hvor jeg smed et lod i puljen og glemte alt om det – jeg vinder alligevel aldrig sådanne lodtrækninger og konkurrencer. Med undtagelse af denne gang. “Tillykke, du har vundet!” stod der i en mail en måneds tid senere, og Denciks bog landede i min postkasse.
Når man står med bogen i hånden, er det ikke meget man kan udlede om dens indhold. Parateksten er minimal og handler mere om forfatterens andre udgivelser, og bagsiden tegner nogle så overordnede linjer op, at det næsten virker overflødigt. Først efter jeg havde læst romanen, forstod jeg hvorfor. Romanens handling er umulig at ridse op i korte præcise sætninger – situationen, som hovedpersonen Alexander befinder sig i, er uforståelig og forfærdelig – og så er der selvfølgelig også hele autofiktionselementet, som jeg dog ikke har tænk mig at komme ind på. Dencik har nemlig ligeså meget skrevet romanen for at råbe op om den behandling, som han har stået og stadig står model til fra det svenske retssystem og sin ekskone. Situationen som beskrives i romanen er hjerteskærende og sørgelig på grænsen til det absurde, og nærmest umulig at beskrive for en udenforstående.
Ikke desto mindre vil jeg gøre et forsøg. Hovedpersonen Alexander lever et godt liv som rejseguide og -arrangør i sit eget firma. Med eksotiske destinationer og eksklusive rejsemål indtager han i hverdagen rollen som globetrotter, mens han hveranden weekend gearer helt ned og er nærværende i den familieejede svenske skærgård med sine tvillinger på seks år. Fyldt med barnlige sprogperler, impulsivitet og kærlighed er disse weekender for Alexander en måde at lade op på, før den igen står på en tur ud i det blå.

“Mens vi kørte gennem en tunnel, tabte hun mandarinen på gulvet.
– Alting sker samtidig, far.
– Ja, sagde jeg, det kaldes kvantefysik.
Begge børn sad stille og smagte på ordet. Så fortalte min søn med mandarin i munden om nattens drøm, hvori han blev skubbet ned i et hul af sin søster.
– Hvorfor skubbede du mig ned i hullet? spurgte han.
– Jeg skubbede dig ikke ned i hullet.
– Men det drømte jeg.
– Undskyld.
– Mange tak.”

En dag på vej til Sverige får han en sms fra tvillingernes mor, hans eks, at hans samvær skal udsættes. Og således starter Alexanders rædselsrejse. Han anklages for at have udøvet vold mod sine børn, fratages besøgsret og efterlades fuldstændig handlingslammet gennem et protokolfikseret system blottet for empati, forståelse og hensyn. Romanen følger Alexander gennem et helt år, en måned før den skæbnesvangre sms tikker ind i februar og til december samme år. Vi følger Alexanders nedstigning i et levende mareridt, hvor det svenske retssystem især fremstår som ulv i fåreklæder, og Alexanders frustration står skarpt tegnet på bogens sider.

“Jeg har aldrig før gået to uger uden at se mine børn. Efter ti dage begynder meningen med mit liv at forsvinde.”

Han hvirvles længere og længere ind i en grotesk og ufremkommelig skov af systemer og forholdsregler, som ingen af de implicerede kan gennemskue, men som flere svenske fædre åbenbart havner i, hvilket ses gennem hans advokats dystre og resignerede prognoser.

“- Velkommen til dit livs mareridt, siger advokaten.
– Hvorfor siger du det?
– Det er krig. Du er alt for venlig. Fædre bliver systematisk kørt ud på et sidespor her i landet.”

Det er umuligt som læser at sætte sig i Alexander/Daniels sted. Ydermere er jeg endnu ikke forælder, endnu mindre er jeg mand, og alligevel rammer bogen helt derinde, hvor det gør rigtig ondt. Hans fortælling er sønderrivende, og bogen har tydeligvis brændt hul i forfatteren – den har haft et autonomt behov for at blive skrevet.
Fremmedgørelsen som Alexander omsluttes af påvirkede mig også i høj grad, ikke kun gennem narrativet, men også grundet Denciks opstilling af selve teksten. Hver gang der optræder ekstern kommunikation eller præsenteres andre skrivelser end Denciks egen, bliver disse højrestillet, mens Alexanders beretning er venstrestillet. Endvidere skrives navnene på diverse svenske instanser i kursiv, som igen medvirker til, at de bliver forstyrrende elementer i brødteksten, nøjagtigt som de i deres funktioner forstyrrer balancen for alle implicerede – en balance, som synes uendelig svær at genoprette.Daniel Dencik Anden Person Ental anmeldelse Gyldendal Stinchen.dk

Denciks manifest/nødråb/kærlighedserklæring/roman er et unikum, og et forbandet godt skrevet et af slagsen. Romanen er et nødvendigt indspark i den samfundsmæssige debat, ligemeget hvor forfatterens egne oplevelser slipper op og Alexander-aliasets begynder. Det autofiktive er ikke det vigtige element her – det er tværtimod den altopslugende sorg og de for altid mærkede liv, som må lide under et systems forsigtighed og apati. Alexanders historie er uforløst, for ligesom i mange andre tilfælde trækkes tiden ud, fordi protokollerne skal overholdes. Tid er noget af det mest værdifulde vi mennesker har, især når det handler om de små af slagsen – børnene og de minder der skabes, som de senere bygger deres tilværelse på.

“Jeg tager sporvognen tilbage mod byen. Jeg forstår at jeg ikke kommer til at se mine børn i flere år, ikke før de bliver store nok til at de kan ændre måden at tænke på, ikke før de er blevet fri fra det de nu er spundet ind i.”

Jeg sad med en klump i halsen og et hul i hjertet, efter jeg vendte den sidste side – og man kan ikke andet end at stille sig i Alexanders/Daniels og tvillingernes hjørne og håbe, at de klarer sig på trods af systemet, og at en fælles hverdag kan genopnås. Denciks værk slutter selvfølgeligt meget åbent, og man kan som læser kun nære ærefrygt for Alexanders/Daniels udholdenhed, og at han endnu ikke er bukket under for hverken formaliteterne eller den totale afmagt og kvælende apati, som truer med at omslutte ham og hans før så livsglade børn.Daniel Dencik Anden Person Ental anmeldelse Gyldendal Stinchen.dk

“To the Lighthouse” af Virginia Woolf

To the lighthouse Virginia Woolf

To the Lighthouse af Virginia Woolf, udgivet 2008 (original udgivelse 1927)

Læst 25 februar – 2 marts, 2014

4stars

Virginia Woolf har indtil for nylig været et utroligt intimiderende forfatterskab for mig. Flere gange i løbet af min bachelor på engelskstudiet krydsede vores veje gennem hendes klassiker The Waves som jeg hver gang måtte opgive frustreret, for blot stædigt at begynde forfra, læse den og ikke forstå et eneste ord. Jeg følte, at hun konstant skulle være på tværs i sin skrivestil – hvorfor i alverden kunne hun ikke bare skrive efter en ganske almindelig plotstruktur? løsenet Hun fik efterhånden status i min læseerfaring som bogreolens uopnåelige bjergtinde, en tinde jeg (på det tidspunkt) slet ikke var udrustet til at bestige. Men så kom kandidatundervisningen på litteraturvidenskab, og med sig havde den en vidunderlig underviser, som havde knækket Virginias kode. Jeg fik en klump i maven og koldsveden var ikke langt væk, da jeg på pensumlisten øjnede Woolf og hendes bølger. “Åh nej,” tænkte jeg, “endnu en gang skal jeg sidde i et fyldt lokale og skjule, at jeg ikke har forstået ét eneste ord af romanen. Åh nej.” Men det viste sig, at min ængstelse var grundløs.
Gennem underviserens kyndige vejledning og opmuntring åbnede der sig et helt nyt univers for mig, og den forfatter jeg før gruede, blev nu til et nyt og spændende eventyr, som førte mig til helt nye overvejelser og som gav mig læseoplevelser, jeg altid vil bære med mig i rygsækken.
Derfor blev jeg positivt overrasket over at se Virginia Woolfs To the Lighthouse på dette semesters pensumliste, og igen er jeg ikke blevet skuffet.

To the Lighthouse er en kort roman i tre dele, nærmest tre betragtninger. Rammen for værket i alle delene er familien Ramsays sommerhus, mens det tidslige aspekt er vidt forskelligt; i første del, The Window, betragter man familien Ramsay og deres forskellige besøgende netop som gennem et vindue for en eftermiddag, der går over i en aften; i anden del, Time Passes, ser man husets forfald over en periode på ti år, og endelig er der tredje del, The Lighthouse, som spænder over endnu et kort tidsforløb.
Ved romanens start dukker ægteparret Ramay op på siderne gennem dialog og udefrakommende betragtninger. De har otte børn, som de har med i deres sommerhus, et ophold som krydres med en bred vifte af besøgende. Mrs Ramsay er usædvanligt smuk og eftertragtet og er fyldt med mdfølelse, indlevelse og forståelse, som kommer til udtryk gennem hendes grænseløse tålmodighed, kreative opfindsomhed og evne til at mægle mellem de besøgende. Dog er hendes behov for kontrol og forudsigelighed stort, og ligeså er hendes behov for anerkendelse. Hun er forgudet af sine børn, mens deres forhold til deres far er meget anstrengt, koldt og fremmed. Disse personlighedstræk gør, at hun bliver omdrejningspunktet for sommerhusets logerende, og hendes karisma og rummelighed ligger som en svag aura gennem hele romanen. Hendes mand er langt fra ligeså nem at gennemskue, og hans tilstedeværelse fylder ikke lige så meget som Mrs. Ramsays. Han fremstilles som urtolig intelligent og vellæst, en tænker i tiden, og han elsker sin kone meget højt. Samtidig er han dog også brysk og afvisende over for sine børn, han er kompromisløs i sine sandfærdige udtalelser, og hans mangel på social forståelse skaber ofte en trykket stemning og ladet tavshed. Derved lader Woolf ægteparret indtage en klassisk fordeling; den følende og intuitive kvinde over for den tænkende, faktuelle mand. På trods af deres meget åbenlyse forskelligheder, er det tydeligt gennem deres interaktioner, at de stadig er meget forelskede, og at de har en helt grundlæggende og fundamental forståelse for og binding til hinanden:

Getting up, she stood at the window with the reddish-brown stocking in her hands, partly to turn away from him, partly because she did not mind looking now, with him watching, at the Lighthouse. For she knew that he had turned his head as she turned; he was watching her. She knew that he was thinking, You are more beautiful than ever. And she felt herself very beautiful. Will you not tell me just for once that you love me? He was thinking that for he was roused, what with Minta and his book, and its being the end of the day and their having quarrelled about going to the Lighthouse. But she could not do it; she could not say it. Then, knowing that he was watching her, instead of saying anything she turned holding her stocking, and looked at im. And as she looked at him she began to smile,for though she had not said a word, he knew, of course he knew, that she loved him .He could not deny it. And smiling se looked out of the window and said (thinking to herself, Nothing on earth can equal this happiness) –
“Yes, you were right. It’s going to be wet tomorrow.” She had not said it, but he knew it. And she looked at him smiling. For she had triumphed again.

Udover ægteparret består Woolfs karakterpalette af deres otte børn samt forskellige venskaber: den usikre malerinde Lily Briscoe, den socialt fumlende og arrogante Tansley, Mr. Carmichael, som virker til at hvile i sig selv, samt et ungt par, der bliver forlovet. Alle karaktererne er på forskellige veje gennem livet, som alle fører tilfældigt gennem sommerhuset. Beskrivelserne er få, og Woolf lader mere karakterernes liv tage deres egne drejninger, end hun manipulerer dem – det er tydeligt gennem læsningen, at karaktererne og plottet ikke er det vigtige for hende.To the lighthouse Virginia Woolf anmeldelse stinchen.dk

Anden del af bogen, Time Passes, er en fantastisk beskrivelse af forfald. Huset forbliver ubeboet i ti år, og Woolf lader tingene i huset træde frem på smukkeste vis. Det, som har provokeret mange af hendes læsere gennem tiden, er det faktum, at hun i dette afsnit uden narrativ og plotmæssig betydning lader flere af sine karakterer dø, inklusiv den mest prominente, Mrs. Ramsay – og at hun gør det gennem bibemærkninger i parenteser:

[Mr Ramsay stumbling along a passage stretched his arms out one dark morning, but Mrs Ramsay having died rather suddenly the night before he stretched his arms out. They remained empty.]

Tredje del, The Lighthouse, tager fanen op fra første del, blot disse ti år senere – turen ud til fyret, som tidligere blev negeret, bliver nu indfriet. Det er en fantastisk smuk bog, og Woolfs sprog tvinger læseren til at sætte tempoet gevaldigt ned for at få alle detaljer med. Ikke at det gør noget – tværtimod. Det er meget sjældent, at jeg oplever at kunne være så helt og fuldent optaget af et værk, ikke på grund af spændingskurver og plottwists, men udelukkende gennem sproget og beskrivelserne. Det er tydeligt for enhver læser, at plotlinjen ikke har været relevant for Woolf – denne bog er i høj grad et sprogeksperiment, en forfinelsesøvelse i sansebeskrivelser, og den er fuldstændig gennemført. Den subtile og alligevel allestedsnærværende måde hvorpå Woolf fletter påvirkningerne af første verdenskrig ind i sproget i anden del af romanen er fantastisk, og hun beskriver derigennem det ubeskrivelige. Hun er skarp og præcis, og hver en sætning fører læseren videre, omend det er videre gennem værket eller videre gennem livet. Hendes forfatterskab har sat sig uvægerligt fast i mit læsehjerte, og To the Lighthouse er en roman, som jeg vil genlæse løbende for at genopdage alle de livsfilosofiske guldkorn, som den gemmer på.

“She felt… how life, from being made up of little separate incidents which one lived one by one, became curled and whole like a wave which bore one up with it and threw one down with it, there, with a dash on the beach. ”

Bøtten #2: “Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd” af Rachel Joyce

Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd (oversat fra engelsk efter “The Unlikely Pilgrimage of Harold Fry”) af Rachel Joyce.

Udgivet i 2012, læst 17-19 februar, 2014.

4stars

Harolds pilgrimsfærd tog mig med storm. At se Harolds liv udfolde sig og genoplives gennem hvert et skridt han tog, ramte sympatiens strenge i mig. Denne bog handler om alt og intet. Den handler om kærlighed, sygdom, forspildte chancer, nærvær, konsumerisme, sorg og venskab. Alle disse problematikker har dog én ting til fælles, nemlig Harold. Harold er en pensioneret bryggeriarbejder, som, når læseren præsenteres for ham, er patentholderen på den engelske forstadsbeboer helt ned til undergardinerne i vinduerne. Hans kone, Maureen, er ligeså fikseret på at opretholde en facade af perfektion i deres lille hjem, som et klart forsvar for ikke at kunne håndtere hende og Harolds efterhånden kærlighedsløse og kolde ægteskab. Harold og Maureen fremstilles altså som det der par de fleste kender, med deres faste rutiner så indgroede, at ure kan sættes efter dem.
Men pludselig en dag får Harold et brev. Brevet er fra en gammel kollega, Queenie, som gerne vil sige tak og farvel, inden hun dør af den kræft, som har overtaget hendes krop. Harold skriver et kort svar tilbage og går ud for at poste det med det samme. Men postkassen dukker alt for tidligt op, så han går videre til den næste. Og den næste. Og den næste.

“Det lignede ikke Harold at tage en hurtig beslutning. Det vidste han. Siden han var gået på pension, tog den ene dag den anden, uden at noget var forandret. Ikke andet end at han var blevet rundere om livet og havde tabt mere af sit hår. Han sov dårligt om natten, og indimellem sov han slet ikke. Men da han hurtigere end forventet igen stod foran en postkasse, tøvede han endnu en gang. Han havde indledt noget, og han vidste ikke hvad det var, men nu hvor han var i gang, var han ikke parat til at afslutte det.”

Harolds første møde med en fremmed er en ung pige, som arbejder på en tank – uden at vide det, sætter hun Harolds pilgrimsrejse i gang med kommentaren: “Hvis man tror stærkt på noget, så kan alting ske”.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Det er netop absurditeten i Harolds pilgrimsrejse, der gør læseoplevelsen så dragende – Harold er den sidste person, man kunne forestille sig som pilgrim. Gennem hans rejse op gennem England møder han et væld af farverige, skæve og sympatiske karakterer, som alle har deres at kæmpe med. Harold selv får gennem sin nærmest meditative gang foretaget en gennemgribende selvgenopdagelse og katarsis af både krop, sjæl og fortid, og hans rejse bliver hurtigt et livsbekræftende holdepunkt for mange andre udover Queenie.

“Inde i byen havde Harolds strøm af tanker været indstillet. Nu hvor han var tilbage i det åbne landskab, bevægede tankerne sig igen uhindret mellem tider og steder, og billederne vældede frem. Ved at gå satte han den fortid fri, som han havde brugt de sidste tyve år på at holde tilbage, og nu sludrede og legede den i hans tanker med sin helt egen vilde energi. Nu målte han ikke længere afstande i kilometer. Han målte dem i erindring.”

Joyces rene og enkle skrivestil bidrager til den gode historie. Hendes paralleller af det tænkte og det sagte skaber en dybde, som man som læser ikke kan undgå at blive påvirket af, og som sætter tankerne i gang – man får øjnene op for muligheden for, at de ord, som betyder allermest, er dem, som aldrig bliver sagt. Endvidere har hun formået at opstille et forholdsvis bredt persongalleri i form af de forskellige karakterer, som Harold møder, men holdt dem i kort snor; højst to kapitler per karakter, og deres karakteristik koges ofte ned til “herren med det sølvgrå hår” eller “den meget berømte skuespiller”. Samtidig har hun indflettet ensomhed, a fortryde anger og soning ind gennem hele romanen, som ikke desto mindre giver plads til et par grin gennem de til tider absurde og dog fuldstændig rammende beskrivelser af stereotyper.

Jeg nød virkelig at læse om Harolds vandring. Eftersom læsningen af romanen var et tilfælde grundet bøtten, havde jeg ingen forventninger eller bevæggrunde inden min læsning begyndte, og derfor ramte den mig mere, især fordi der er så mange niveauer i bogen, at man ikke kan undgå at kunne relatere til et par eller tre. Romanen og Harolds betingelsesløse næstekærlighed var et skønt frisk pust, og hans fremmaning af håb og glæde hos andre rørte mig.
Derfor giver jeg “Harold Frys usandsynlige pilgrimsvandring 4 ud af 5 stjerner, fordi den overraskede mig positivt, omend en smule forudsigeligt. Desuden var der nogle rent sprogtekniske brølere, som var enerverende – stave- og slåfejl hører ikke hjemme i en udgivelse. På trods af disse gener, rørte historien og budskabet mig dog stadig, og det er en bog, som vil blive hos mig længe, og som jeg sagtens kunne finde på at genlæse, når jeg engang er færdig med bøtten. Nogen gange har man brug for at blive mindet om livets små, enkle og samtidig altomfavnende egenskaber, samt hvor langt en smule næstekærlighed og tro på sine medmennesker kan føre.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Bøtten #1: “Soldier of the Mist” af Gene Wolfe

Bøtten boganmeldelse bogblog soldier of the mist stinchen.dkSoldier of the Mist (Latro #1) af Gene Wolfe.

Udgivet i 1987 (org. udg. 1986) læst 9-16 februar, 2014.

3/5 Stjerner

 

Mit læselige nytårsforsæt er, som mange andre rundt omkring i blogland, at læse mere og købe mindre. Derfor bliver 2014 et år i bøttens tegn, og den første udtrukne bog blev “Soldier of the Mist” af Gene Wolfe, en forfatter jeg ikke før er stødt på. Købet af bogen var impulsivt – jeg så den stå sammenklemt mellem en masse andre, dækket af støv på den nederste hylde i et antikvariat, fik medlidenhed med den og tog den med hjem. Det skete for tre år siden. Heldigvis har bøtten gjort op for min boglige forglemmelse og har sikret, at mine fingre fandt den lap, som var dekoreret med Wolfes navn. Nu til bogen.

Protagonisten i Wolfes værk, en mand der går under kaldenavnet Latro i mangel på sit rigtige navn, lider også af en forglemmelse, omend en meget mere omfattende en af slagsen end min egen – Latro kan nemlig kun huske ting der er sket i løbet af én dag, minderne overlapper simpelthen de gamle løbende. Som læser får man fortalt allerede på den første side, at “although this book is fiction, it is based on actual events of 479 B.C.”, og derved forankrer Wolfe sit værk tidsligt på tærsklen for Romerrigets storhedstid.
Latro er involveret i Romerrigets ekspansioner og disses eftervirkninger igennem hans profession som kriger – dog har han, da han præsenteres i starten af romanen, pådraget sig et alvorligt sår på siden af hovedet. Han vågner op i et healertelt og kan intet huske fra sit voksne liv, ej heller hvordan, hvornår eller af hvem han er blevet såret. Hans rigtige navn, hvilken side i slaget han har svoret troskab til og hvem han har kæmpet side om side med er væk for ham.
Healeren som behandler hans sår opfordrer Latro til at nedskrive sine oplevelser, nærmest en slags dagbog, og således begynder bogen – hvert kapitel er Latros egen opfattelse af begivenhederne med lidt eller ingen refleksion, og altid med en konstant understrøm af vigtighed og hast, grundet hans altid nærværende angst for at glemme.
Mangel på langtidshukommelse er dog ikke den eneste bivirkning fra såret. Som titlen på bogen også insinuerer, er Latro med ét blevet tågens soldat – tågen er en figurativ beskrivelse for det slør, som i dette univers eksisterer mellem den sekulære verden og gudernes verden. Derved ser Latro nu hver og ét af de mange mytiske elementer, der omgiver ham, det være sig guder og gudinder, ånder, de dødes sjæle eller virkningen af de ofringer, der løbende finder sted gennem hans fortælling. Sammen med Io, en hengivende og dedikeret ung pige, som giver sig selv til Latro som slave, åndemaneren Eurykles, diverse profeter, handelsmænd og andre krigere, påbegynder Latro på sin rejse gennem Romerrigets Europa, hvis mål er at genvinde sine minder gennem udførelse vaf forskellige opgaver han stilles af guderne.Bøtten boganmeldelse soldier of the mist stinchen.dk

Latros fortælling fungerede som et velkomment afbræk fra stringent strukturerede plot, snørklede og omfattende persongallerier og skift i fortæller. Da Latros erindringer er nærmest ikke-eksisterende, var bogen nem at gå til og plottet let at følge, og Latros naivitet og mangel på refleksion over karakterer og hændelser havde en forfriskende fordomsfri påvirkning på mig som læser. Hans fortælling mindede mig kontinuerligt og naturligvis om Odysséen, men samtidig også om novellen, som senere blev til film, “Memento Mori” skrevet af Jonathan Nolan i 2001. Jeg synes Latros fortælling havde flere originale ideer, som gav læsningen en friskhed, god underholdingsværdi og inkorporerede et tiltrængt element af uforudsigelighed og lunefuldhed grundet min evne til som læser at koble begivenheder sammen, som Latro ikke opnår grundet sin skade.
På trods af disse rosende ord, var der dog også enkelte, men betydningsfulde forhindringer, som gjorde en gnidningsfri læsning af romanen svær. Jeg måtte kontinuerligt slå op i bogens appendix grundet Wolfes behov for at drysse navne ud over siderne, græske og latinske definitioner og geografiske områder, som jeg ikke kender til. Omtrent halvvejs holdt jeg op med at slå op, eftersom de begreber jeg var i tvivl om som oftest slet ikke stod i appendixet, og den beslutning hjalp en smule. Yderligere er det ikke nødvendigt for en vellykket læseoplevelse for mig, at jeg udførligt får beskrevet fordele og ulemper ved diverse skjold-typer i kamp, når dette ingen betydning har for plottet, og Latro slet ikke ender med at bruge skjolet på nær i to sætninger. Heldigvis synes jeg, at Wolfes beskrivelse af gudernes domæne bag tågen gjorde op for den til tider lidt anstrengende krigsjargon, og derfor giver jeg bogen tre ud af fem stjerner, dels for dens sjove og skæve struktur, dels for et velkomment gensyn med de altid fantastiske myter fra den græske mytologi. Læsningen af Wolfes værk var uden tvivl en udfordrende og spændende start på mit læseprojekt.Bøtten boganmeldelse soldier of the mist stinchen.dk

Nytårsforsæt i bøtteform

Bogligt nytårsforsæt i bøtteform

Bogligt nytårsforsæt i bøtteform

Med kærlighed til bøger kommer naturligvis bogkøb – nye såvel som gamle, genbrugsguld og sprøde nyheder, tilbud og foræringer – fælderne er mange. Selvom jeg læser ganske meget, har jeg altid haft et støt voksende antal ulæste bøger i reolen, i gemmerne, under sengen, balancerende på sofaen og gemt i tasken. Mine læsevaner er for tiden kun præget af én ting – studiet. Den pludselige impuls til at åbne, snuse og nærlæse den nyindkøbte bog i tasken må vige for læsningen af skønlitterære værker med deadlines.

Når der endelig er lidtluftilæsebudgettet, melder min næste hurdle sig: Hvilken bog skalvære den næste? Hvadharjeglyst til at læse, og vigtigere, hvilken bog harlyst til at blivelæst? Den med flestårpåudgivelsesbagen, eller den, som står og råber med sine skarpefarveri den anden ende af reolen? Og hvad med dem, som liggerbagerstireolengrundetpladsmangel, føler de sig glemt?

Bogligt nytårsforsæt i bøtteform

Kort sagt er det lidt af en gordisk knude jeg hver gang ender med at binde for mig selv, når jeg skal vælge et nyt værk, en proces, som kan tage timer.
Da jeg fremlagde mit dilemma for mine søde medstuderende, kom svaret straks: “Hvis du ikke har noget imod tilfældig læsning, kunne du jo lave en to-be-read-jar?” Og der var svaret. Såre simpelt, og alligevel svaret på mine trængsler. Som sagt, så gjort. Oveni tilfredsheden ved at udøve boglig og læselig retfærdighed til mine ventende rejser i siderne, blev min indre liste-mani også tilfredsstillet.

Så langt, så godt. 156 bøger, langt de fleste endnu ulæst, samt et par genlæsninger hist og her. Det var en del flere, end jeg troede. For at gøre det lidt mere appellerende til synssansen gik jeg i gemmerne og fandt dejlige friske farver i papirbunken samt gel-penne til at lave sarte pennestrøg.

Sidst, men ikke mindst: opbevaringen. Hvilket hjem ville passe bedst til mine små sedler? Efter en grundig gennemroden i både kælderrum og køkkenskabe, fandt jeg en glaskrukke, som passede perfekt til. Hermed det endelige resultat:
Bogligt nytårsforsæt i bøtteform
Bogligt nytårsforsæt i bøtteform