Dewey’s 24 Hour Readathon #5

readathon 2016

Normalt starter mit readathon længe før selve dagen. Jeg tænker over, hvilke bøger jeg vil læse, vælger nogle til, nogle fra, fortryder og får pludselig inspiration. Dernæst går dagene op til med at få mærket efter, hvilken slags aftensmad, snacks, drikkelse og sted føles aller mest rigtigt. Og endelig når jeg dagen, hvor jeg tripper og utålmodigt venter på, at uret viser 14:00. Sådan er det ikke denne gang.

Denne gang kom læsedøgnet bag på mig. Jeg kom i tanke om det i går under samtale med Rikke, og her til morgen var tanken igen fløjet langt bort. Min hverdag er for tiden fyldt med arbejde, overvejelser, stress og bekymringer, så det med at huske går ikke så godt – især når det er noget, der omhandler mig selv.

Kl. 15:04 Men – for der er et men. Selv om læsedøgnet officielt netop er gået ind i sin anden time, og jeg først har nu fået sat mig til rette med min læsestak og en kop te, så vil jeg stadig deltage – for en læsestund uden forpligtelser er virkelig noget, jeg trænger til. Jeg starter ud med The Whispering Muse af Sjón, som jeg længe gerne har villet dykke ned i. Jeg håber, at I alle er godt i gang med jeres første bog, og at I nyder denne velkomne læsepause i hverdagens travlhed <3

Kl. 19:01 Pludselig fik tiden fart på. Jeg har været færdig med Sjóns smukke lille bog i nogle timer, men jeg har ikke kunnet få hans fortryllende ord ud af hovedet. Så mange smukke observationer, så mange kære gensyn med græske guder og helte, alt sammen serveret på et gyngende skib med en farverig besætning. Mens aftensmaden varmede i ovnen ville denne sætning ikke undslippe mig: “When your gaze is so abstracted that you seem to see beyond field and forest, you are in fact staring at what stands closest to you; yourself.” Han skriver så smukt og formår at sætte de helt rigtige ord på  ellers ubeskrivelige sjælstilstande. Hvor er jeg glad for at have læst denne bog.

Readathon 2016

Kl. 20:15 Maden er blevet spist, hunden luftet godt igennem, og jeg har kaffe i min kop. Vinden rusker, og regndråberne i Argos pels glimter i stearinlysets skær. Jeg putter mig i min læsestol med kæreste og hund i sigte og dykker ned i den længeventede fortælling om en hemmelig have.

Kl. 22:49 Vanens magt er svær at overkomme. Min krop skriger på søvn, som den er vant til at få fra kl. 21, så jeg har indgået et kompromis – læsning i sengen. Jeg er dog samtidig realistisk og ved, at jeg nok ikke får vendt ret mange flere sider i Burnetts klassiker om Mary og hendes vej igennem livet; chancen for, at jeg i morgen tidlig vågner med bogen liggende åben ved siden af  mig er stor (og fordelen er naturligvis, at jeg allerede fra sengen kan læse videre). Men ikke desto mindre håber jeg på, at jeg kan klemme en smule mere læsning ind, inden jeg kapitulerer og finder drømmeland. Rigtig god læsning til alle jer natteravne <3

Readathon 2016

Kl. 05:34 En kold snude mod min arm vækker mig, og tanken om en dampende varm kop kaffe får mig op og i tøjet.  Jeg kan læse mig frem til, at flere af jer andre læsere har fortsat natten igennem – imponerende! Jeg har netop lukket hunden ud i den alt for kolde have, mens jeg kan høre kaffebønnerne blive kværnet i det fjerne. Verden er stille og havens konturer er svære at genkende i mørket. Det er pudsigt, hvor meget omgivelserne ændrer sig afhængigt af, hvad der bliver oplyst. Tæerne begynder for alvor at blive kolde i det våde græs, og jeg tripper lige så stille inden for igen. Jeg lister op ad trappen for at finde lidt frugt og kaffekop frem, ivrig efter at fortsætte rejsen sammen med Mary. Jeg er træt og håber, at kaffen kan trylle søvnlængslen væk.

Kl. 09:23 Sidste side er vendt, og jeg er en yndig læseoplevelse rigere. Fortællingen om den lille glemte pige, der blomstrer i lyset af venskab og medfølelse. Det er et smukt budskab , som jeg er glad for at have læst. Og her slutter mit læsedøgn. En dag med tætte venner i Tivoli venter, og jeg glæder mig. Tak for et fantastisk læsedøgn allesammen!

“Pinocchio” af Carlo Collodi

Pinocchio udgivet i 2013 (oprindeligt 1882), udgivet i Wordsworth Classics serien.

3/5 Stjerner
Pinocchio er en klassisk fortælling og meget langt fra den sukkerdryssede version fra Disney, som de fleste kender så godt. Carlo Collodis fortælling fra 1882 book fortæller historien om Geppetto, en ældre snedker, som finder et stykke træ der forekommer ham perfekt til hans næste projekt;en dukke af træ. Men så snart han begynder at arbejde sker der noget ganske magisk – træstykket begynder at tale. Da Gepetto får lagt sidste hånd på sit værk, viser dukken sig at være uartig, flabet og i stand til både at gå, løbe og spise med samme ivrighed som enhver anden lille dreng. Gepetto døber ham Pinochhio og opdrager ham som sin søn. Men Pinocchio er ikke et lydigt barn – han lyver, og hver gang han lyver, bliver hans næse længere. Gepetto går på mange kompromiser for sin søn, men Pinocchio har så svært ved at være et godt barn. Han bliver nemt vildledt af andre og vælter fra den ene katastrofale hændelse til den næste. Hver eneste af dukkens dårlige beslutninger sårer Gepetto og og resulterer i frygtelige konsekvenser for Pinocchio. I løbet af fortællingen oplever han at få brændt sine fødder af, han kommer tæt på sultedøden, han bliver overfaldet, bliver smidt i fængsel og den berømte konsekvens, som vi kender fra filmen: han bliver forvandlet til et æsel for at blive solgt.

The little donkey Pinocchio made his appearance in the middle of the circus. He was decked out for the occasion. He had a new bridle of polished leather with brass buckles and studs, and two white camelias in his ears. His mane was divided and curled, and each curl was tied with bows of coloured ribbon. He was, in fact, a little donkey to fall in love with!

Pinocchio-Anmeldelse-Review-2

For hver dårlig beslutning han træffer, bliver straffen han skal gennemgå mere og mere hård. I starten af fortællingen sælger han sine skolebøger, som Gepetto har måttet ofre sin vinterjakke for at købe, for at kunne se dukketeater. Hans hjælpere, Fårekyllingen og den Blå Fe prøver at få ham til at forstå, at han aldrig vil få sit højeste ønske opfyldt – at blive en rigtig dreng – medmindre han for alvor og for altid ændrer sin opførsel til det bedre. Sidst i fortællingen hopper han i havet uden at tænke på faren ved sin handling for at redde Gepetto fra et gigantisk rovfisk. Hans gradvise forvandling fra flabet egoist til hengiven søn betaler sig; Pinocchios ønske går i opfyldelse, og han vågner til en ny virkelighed, hvor han er en vaskeægte dreng.

Pinocchio-Anmeldelse-Review-3

 

In return for your good heart, I forgive you all your past misdeeds. Children who love their parents, and help them when they are sick and poor, are worthy of praise and love, even if they are not models of obedience and good behavior. Be good in future, and you will be happy.

Collodis fortælling om trædukken, der blev til en dreng, er tydeligvis ikke skrevet med børneunderholdning i tankerne. Den er skrevet mere som en skræmmehistorie for at afrette og tæmme barnlige og hensynsløse impulser. Den er voldsomt moralsk og gentager gennem hele fortællingen hvor vigtigt det er at arbejde hårdt, tage ansvar for sine handlinger og at fortælle sandheden. Denne moralske undertone er indimellem så voldsom, at den overdøver resten af historien – Pinocchios straffe for ikke at opføre sig ordentligt er til tider grusomme og bliver til ubehagelig læsning. Det smittede af på mit humør, og jeg endte med at sidde og længes efter at vende den sidste side. Selv om jeg vidste, at fortællingen havde sin alder lidt imod sig, blev jeg alligevel skuffet over, hvor hensynsløs en karakter Pinocchio er. Jeg brød mig slet ikke om ham – heller ikke, selv om han endte med at lære af sin opførsel og rette op på det kaos, han fik skabt. Pinocchio er for mig endt i den kategori, der hedder “Jeg er glad for, at jeg har læst den, men jeg brød mig egentlig ikke rigtig om den.” Jeg kan sagtens sætte pris på bogens litterære værdi både som et historisk indblik i 1800-tallets opfattelse af børn og opdragelse samt dens uundgåelige rolle i populærkulturen, men det er ikke en bog, jeg har lyst til at genlæse.

 

Pinocchio-Anmeldelse-Review-4

Dewey’s 24 Hour Readathon #4

Readathon

stemningJeg har set frem til i dag med forventning, glæde, nedtælling og utålmodighed. Denne helt særlige dag, hvor bogelskere verden over samles om deres kærlighed til det skrevne ord og deler de mange læseindtryk, plottwists, forsideforelskelser og forfatteropdagelser med alle, der har lyst til at læse med. I dag er  nemlig dagen for det verdensomspændende læse-event Dewey’s Read-a-Thon, som jeg vil deltage i for fjerde gang. De nært forestående bogeventyr giver mig sommerfugle i maven, og jeg kan ikke vente, til uret viser 14 og startskuddet lyder. Jeg vil så vidt muligt dele mit læsedøgn med jer alle sammen på Instagram, Goodreads og Twitter, og jeg glæder mig til et helt døgn i bogkærlighedens tegn.

I løbet af de næste 24 timer vil dette indlæg blive længere og længere, fyldt med opdateringer om min læsning, stemningsbilleder og læseovervejelser.

Kl. 14:06 Vi er endelig landet hjemme i sofaen efter en fantastisk smørrebrødsfrokost sammen med mine forældre inde i byen. Natbukserne er taget på, og bøgerne er fundet frem. Jeg ser med længsel frem til at dykke ned i endnu en Zafón-bog, nemlig The Prince of Mist, mens Martin har grebet Crack’d Pot Trail af hans favoritforfatter, Steven Erikson.

Zafon-og-Erikson

Pinocchio
 Kl. 18:51 Jeg vendte sidste side i Zafóns magiske og hæsblæsende fortælling for en lille time siden og har siddet og fordøjet det korte, men store mesterværk med en kop kaffe og lidt bloglæsning. The Prince of Mist var en fantastisk læsestart, og jeg er uendelig glad for at have fået den i gave. Rikkes boglige intuition slår til igen! Takket være en sen og kæmpestor frokost er jeg endnu ikke sulten; Martin har lagt sig med en utilpas følelse i krop og sind, så jeg har stuen for mig selv i skrivende stund. Aftensmaden må vente et par timer eller tre, og nu giver jeg mig i kast med Collodis Pinocchio, lidt sødt til ganen og en dampende frisk kop kaffe.
Kl. 22:11 Pinocchios sidste sider må vige for mavens rumlen. Martin er stået op igen, og vi gør aftensmaden, som næsten når at blive til natmad, klar. Øjnene hilser pausen fra siderne velkommen; jeg er endnu ikke træt, men den koncentrerede læsning kan mærkes.
Kl. 22:48 Efter en fantastisk middag er jeg endnu ikke klar til at genoptage læsningen – jeg finder computeren frem og klikker mig nysgerrigt rundt for at læse, le og beundre mange andre læseres fremskridt. Endnu en gang slår det mig, hvor fantastisk særligt og helt specielt dette læsedøgn er; at jeg kan sidde og svime over en smuk udgave af en bog, hvis læser befinder sig på et helt andet kontinent og udveksle bogtips med en fremmed læser, selv om vi taler hvert vores sprog.
 letter
Kl. 01:43 Stearinlysene er brændt ned, og gaden ligger øde hen uden for vinduet. Jeg læste de sidste ord om Pinocchios rejse for nogle timer siden, og da jeg kastede blikket hen over bogryggene var der straks en helt særlig fortælling, der forlangte min opmærksomhed, nemlig Folk og Røvere i Kardemommeby. Den farvestrålende illustrerede bog er netop færdiglæst, og mine øjne er lidt trætte, men ikke nok til at krybe under dynen endnu. Martin holder mig med selskab på sofaen; han har netop afsluttet sin første bog og straks grebet endnu en af samme forfatter, nemlig The Wurms of Blearmouth. Jeg har besluttet mig for at fortsætte mit tilfældigt udvalgte børnebogstema og henter The Letter to the King ned fra hylden.
Kl. 05:49 Timerne er fløjet afsted i selskab med Tiuri og hans farefulde færd gennem kongeriger. Nu begynder trætheden for alvor at melde sig, og jeg holder en pause efter at have læst 143 sider i The Letter to the King. Nu vender jeg mig mod J. M. Barries Peter Pan i oplæsningsformat og hækler videre på mit nuværende håndarbejdsprojekt, som ikke kræver den store koncentration.
Peter PanKl. 09:03 Kedlen klikker, og jeg laver mig endnu en kop kaffe efter mit møde med Peter Pan, som ikke blev helt, som jeg havde forestillet mig. Den lydbog jeg havde fundet til formålet gennem LibriVox var indtalt i så dårlig kvalitet og med så meget baggrundsstøj, at den var ulyttelig. Derfor tyede jeg til Mofibo i stedet – men der fandtes kun Bjarne Reuters udgave af fortællingen, som læner sig uendeligt meget op ad Disneys version. Ikke at det er en dårlig ting, men det var bare ikke det, jeg havde forventet. Mørket har hægtet sig fast i himlen, og selv om urets visere har passeret ni er der stadig gråt og mørkt i min stue. Jeg tager kaffen med hen i min lænestol og fortsætter hvor jeg slap i The Letter to the King – måske kan jeg nå at færdiglæse den inden klokken slår 14 og læsedøgnet officielt er slut.
resultat
Kl. 14:06 Gongen har lydt, læsedøgnet er slut. Slikskålene indeholder kun sørgelige og krøllede stykker indpakningspapir, og gaden uden for vinduerne har fået sin trafik tilbage. Jeg sidder i sofaen med grynede øjne og en sejrrig følelse i kroppen; jeg gjorde det. Jeg formåede for første gang at holde mig vågen i alle 24 timer. Dog synes jeg ikke nødvendigvis, at det har gavnet min læsning. De sidste timers ridderfærd sammen med Tiuri har været langsomme og møjsommelige, og jeg har været mere forvirret end underholdt. Plottet er egentlig enkelt; Tiuri skal levere et brev til en konge. Men hans rejse er så propfyldt med riddere, væbnere, hjælpere og lokationer, at min hjerne har besvær med at følge ham. Af en børnebog at være er The Letter to the King umådelig beskrivende og unødvendig lang og snirklet.
Jeg har formået at læse syv ud af romanens otte dele, hvilket svarer til 409 sider. Ud over dem har jeg læst The Prince of Mist på 202 sider, Pinocchio på 192 sider, Folk og Røvere i Kardemommeby på 139 sider samt lyttet til Bjarne Reuters adaption af Peter Pan, som varede 2  timer og 19 minutter, som i følge Goodreads er på 135 sider. Så alt i alt har jeg i dette læsedøgn ført øjnene hen over 1077 sider, hvilket er en personlig rekord. Børnelitteratur fungerede helt optimalt, hvis man ser bort fra Tonke Dragts børnebog, og jeg ser tilbage på de sidste 24 timer med et smil på læben. Og nu – nu skal jeg have mig et varmt bad, en stor kop te, og så skal jeg se dyner.
Det har som altid været helt fantastisk at dele sit læsedøgn med så mange andre glade læsere, og jeg glæder mig allerede til næste gang. Tusind tak for i dag, kære jer.
Bogreoler
Et pladderromantisk P.S.: Martin nåede at læse halvanden bog – og mit readathon blev endnu mere fantastisk af at have ham liggende ved min side på sofaen <3

“Ethan Frome” af Edith Wharton

Ethan Frome

Ethan Frome af Edit Wharton udgivet i 2005 (original udgivelse 1911) på forlaget Penguin.
Læst 25. april, 20154 stars

Ethan Frome bor på sit husmandssted i det barske og kolde New England i byen Starkfield, Massachusetts sammen med sin kone Zenobia, også kaldet Zeena. Ethan holdes fast i sin fra-hånden-til-munden-tilværelse med at sælge tømmer og holde husmandsstedet oven vande, som besværliggøres af Zenobias hypokondriske natur. Grundet Zeenas svagelige natur bor hendes kusine Mattie hos dem som ung pige i huset, og hendes livlige sind og store kontrast til Zeena fortryller hurtigt Ethan, som føler sig fanget i et fornuftsægteskab og har måttet acceptere de bånd, han finder sig holdt nede af.

“There was in him a slumbering spark of sociability which the long Starkfield winters had not yet extinguished. By nature grave and inarticulate, he admired recklessness and gaiety in others and was warmed to the marrow by friendly human intercourse.”

Ethan bliver håbløst forelsket i Mattie. Som Zeenas modsætning er Mattie køn, munter og snakkesalig, hvor Zeena tilfører en ulykkelig og jammerlig stilhed. Zeena mistænker dog, at noget er på færde mellem de to og begynder at holde mere øje med Ethan og Mattie – og  hendes jalousi og vrede bobler op til overfladen. Ethan er splittet og ved ikke, hvad han skal gøre; båndene, som binder ham, føles strammere og strammere.  Han er helt igennem ulykkelig sammen med Zeena. Hele hendes tilværelse handler om den næste nye lidelse eller dårligdom, og Ethan har ikke pengene til at finansiere de mere og mere søgte behandlinger, hun tror hun har brug for. Samtidig kan han heller ikke bære tanken om, at hun vil sende Mattie væk.

“She had taken everything else from him, and now she meant to take the one thing that made up for it all.”

Ethan Frome er en stærk historie om svage mennesker. Hovedpersonen bliver holdt nede, først af sine forældre, så sin ejendom, sin fattigdom og sit ægteskab, der hverken indeholder kærlighed eller sympati. Hans kone må se sig slået af sit sinds talrige manipulationer; hendes indbildte sygdomme og den identitet de giver hende i så lille en landsby lader hende indimellem glemme sit barske, kærlighedsløse og fortrøstningsløse liv og giver hendes hverdag en forkvaklet form for mening. Og endelig er der kusinen Mattie Silver, som bor hos dem for at hjælpe med Zeena og huset, og som ikke har andre steder at tage hen. Interessant nok er de tre karakterer både fastlåste og beslægtede: Zeena beskrives som Ethans kusine, mens Mattie er Zeenas kusine. Derigennem bliver Zeena både i bogstavelig og overført betydning den forenende faktor mellem dem alle samt den, som skiller Ethan og Mattie ad.

Frome

Så forbudt en kærlighed som Ethans følelser for Mattie er dømt til at mislykkes, og Ethan tager en drastisk beslutning, som får forfærdelige konsekvenser – og med sin fejltagelse skader han sine omgivelser og efterlader følelsesmæssige og fysiske ar. Zeena bliver tvunget ind i rollen som omsorgsgivende hjælper, mens Mattie bliver reduceret til endnu en bånd, som binder Ethan til husmandsstedet samt ruinerer ham økonomisk, intellektuelt og følelsesmæssigt.

“They had never before avowed their inclination so openly, and Ethan, for a moment, had the illusion that he was a free man, wooing the girl he meant to marry. He looked at her hair and longed to touch it again, and to tell her that is smelt of the woods; but he had never learned to say such things.”

Så smuk, så sørgelig – Wharton viser sig endnu engang at være en sand ordsmed, som formår at fortælle historien gennem de små detaljer, delte blikke og utopiske dagdrømme. Min læseoplevelse var meget ambivalent; sproget var så flydende og smukt, naturbeskrivelserne så livagtige, at jeg forventede at mærke sneen falde på mine kinder – men samtidig har Ethan, Zenobia og Mattie efterladt mig i en tilstand af dyb melankoli og tristhed. De er en barsk påmindelse om, at man ikke altid får, hvad man ønsker, eller hvad man fortjener.Frome

Dewey’s 24 Hour Read-a-thon #3

Dewie-3,-april-2015

I dag er en helt særlig dag for mig, både fordi den inviterer læsere over hele verden til at samles om deres kærlighed til historien, men også fordi denne dag markerer min tilbagevenden til min ældste kærlighed, som jeg har været foruden lidt for længe: læsningen. I dag er  nemlig dagen for det verdensomspændende læse-event Dewey’s Read-a-Thon, som jeg vil deltage i for tredje gang. Og jeg glæder mig.

 

I løbet af de næste 24 timer vil dette indlæg blive længere og længere, fyldt med opdateringer om min læsning, stemningsbilleder og læseovervejelser. 

Kl. 12:51 – Bogstakken er blevet udvalgt, hyggetøjet fundet frem og kalenderen er ryddet frem til i morgen kl. 14:00. Jeg har tænkt og tænkt og er kommet frem til, at jeg vil færdiglæse den søde, lette Anna og det Franske Kys , som jeg i følge Mofibo mangler 32% i. Dernæst har jeg fyldt bogstakken med korte bøger med meget forskellige udtryk:
– Beaumarchais’ komedie Barberen fra Sevilla på 91 sider,
– Fay Weldons skarpe og provokerende roman the Heart of the Country på 199 sider,
– Edith Whartons intense, men korte roman om Ethan Frome på 117 sider,
– En tankeeksperimenterende og smukt skrevet overvejelse fra Julian Barnes om Flaubert’s Parrot på 229 sider,
– Sjóns tryllebindende fortælling the Whispering Muse på 141 sider,
– Og sidst, men absolut ikke mindst, Roald Dahls velkendte, skægge og lette klassiker om Charlie and the Chocolate Factory på 168 sider.

Således vil jeg forsøge at holde mig vågen hele døgnet og læse i alt 945 sider på papir og de resterende 32% om den kære Anna. Nu skal tiden bare gå.

Læstestakken

14:03 – Kaffen damper i koppen, og efter en lille virtuel fejring af læsedøgnets start sætter jeg mig til rette med computeren på skødet og Annas eventyr på skærmen.

15:29 – Så nåede jeg til vejs ende og læste om Anna og Étienne. Bogen var skøn, let og luftig og var en perfekt start på læsningen, synes jeg. Endvidere gjorde det mig så glad at læse om Paris, og jeg mindedes min egen tur derned, som også var fyldt med byvandringer og oplevelser. Nu skal der tankes op igen; kaffen er drukket, og slikskålen bærer præg af den sidste halvanden times læsning. Og så skal jeg have besluttet mig for, hvilket læseeventyr, der skal påbegyndes.Anna Dewey

Kl. 16:15 – med frisk kaffe på kanden og lidt mad i maven har jeg fået tændt lys for at bekæmpe den tiltagende gråhed uden for vinduerne. Striktrøjen er fundet frem sammen med et par tæpper, og nu sætter jeg mig til rette i sofaen med Edith Whartons Ethan Frome, som jeg har hørt så mange gode ting om.

Kl. 18:49 – Sidste side er vendt, og Whartons fortælling er bragt til ende. Siderne emmede af længsel, frustration, lidenskab og harme, og de få sider havde en stor indvirkning på mig. Den har efterladt mig melankolsk og eftertænksom; visheden om, at man i sin umiddelbarhed låser sig selv fast i en situation, som kun gør tilværelsen mere og mere ulykkelig er noget, som jeg meget nemt kan genkende. Derfor holder jeg et lille afbræk, får indtaget noget aftensmad og ser mig om efter en bog, som kan lette stemningen lidt.Ethan Frome

Kl. 19:35 – Maden er spist, og jeg har sundet mig nok ovenpå min sidste læsning til at gå i gang igen. Jeg kan mærke, at jeg har brug for noget let, noget sjovt, spøjst og trygt, så jeg er gået i gang med Roald Dahls skægge fortælling om Charlie og den gyldne billet.

Kl. 22:24 – Så fik jeg vendt sidste side om Charlies eventyr. Fortællingen var skæg, og endnu en gang ville jeg ønske, at jeg havde stiftet bekendtskab med Roald Dahls fantasifulde historier som barn; den ligefremme børnelogik, ordspillene og Oompa Loompaernes herlige sange ville jeg have elsket at høre som godnathistorie. Læsningen trak gevaldigt ud på grund af festlig larm fra både opgang og fortov, så inden jeg kaster mig over endnu en bog, vil jeg gå en kort tur og nyde den friske aftenluft.

Kl. 00:16 – en gåtur og et langt varmt bad senere sidder jeg atter klar i lænestolen klar til en ny bog. Efter Roald Dahls skægge historie har jeg udvalgt mig noget ganske andet; der er masser af spydighed, provokation, humor og skarpsindighed i Fay Weldons beretning om husmoren Natalie i the Heart of the Country, og jeg ser frem til at komme i gang. Slikskålen står klar, og kaffen er nybrygget. Nu skal der læses.

Kl. 03:57 – Mine øjne er tunge, og mit humør har lidt under naboernes kritisable opførsel. I de sidste fire timer har jeg kun fået læst sølle hundrede sider, så jeg giver op og kravler ind under dynen i nogle timer i håb om, at larmen forsvinder og humøret stiger.

Kl. 12:14 – Hold op, hvor var søvnen tiltrængt. Jeg ville sådan ønske, at jeg var i stand til at holde mig vågen hele læsedøgnet, men kroppen sagde nej, og øjnene lukkede sig. Efter en dejlig morgenmad i fantastisk selskab og endnu en spandfuld kaffe er jeg mere end klar til at komme i mål med min læsning, og jeg håber at kunne færdiggøre Weldons roman inden kl. 14:00.Weldon breakfast

 

Kl. 13:58 – Sidste side i Weldons roman er vendt, og dermed sluttede mit læsedøgn. Jeg har i alt fået læst 484 sider i papirform samt 32% af Anna og det Franske Kys på Mofibo. I betragtning af, at jeg også fik tiltusket mig nattesøvn, er jeg nogenlunde tilfreds. Til næste readathon vil jeg dog forberede mig noget bedre og sove så længe, jeg overhovedet kan, samt tilføje en lydbog eller to til læsedøgnet. Jeg er dybt imponeret over de andre deltageres læsehastigheder, dedikation og evne til at holde sig vågen så længe, og jeg har i sandhed nydt at følge med i læsningen ude i blogland. Det gør mig næsten lidt trist, at dette event kun afholdes to gange årligt og glæder mig allerede til oktober. Jeg siger tak for denne gang og vender næsen mod den ventende bunke korrekturlæsning.

Hvordan forløb dit læsedøgn?