Bøtten #9: A Thousand Nights af E. K. Johnston

A Thousand Nights Anmeldelse A Thousand Nights af E.K. Johnston udgivet i 2015 på forlaget Macmillan.

3/5 Stjerner

Når støvskyerne danser hen over ørkenen er det tegn på, at Lo-Melkhiin er på vej med sine mænd for at tage sig endnu en hustru. Han vælger altid en ny hustru fra en ny region inden for byen. Og hun dør altid.

A Thousand Nights tager udgangspunkt i rammefortællingen om Scheherazade, som hver nat fortæller sin mand og hersker en historie, som lader hende leve endnu en dag i 1001 nætter. I Johnstons version er den mandlige hovedperson Lo-Melkhiin, som er hersker over et stort ørkenområde. Dem, som har kendt ham længe ved, at han engang var en empatisk og godhjertet mand, men de ved ikke hvordan og hvorfor det ændrede sig. Det eneste de ved er, at han en dag red alene for langt ud i ørkenen, og da han kom tilbage, var han en anden – en ubarmhjertig, kold, dæmonisk hersker, som dog stadig har formået at holde freden i sit herskerrige.
Den kvindelige hovedperson er en syttenårig pige, som på intet tidspunkt bliver kaldt ved sit navn. En dag ser hun Lo-Melkhiin og hans følge på vej mod den landsby, hun bor i, og med et ved hun, at han vil vælge hendes smukke halvsøster som sin næste hustru, sit næste offer. For at redde sin søster klæder pigen sig i en smuk brudedragt for at få hans opmærksomhed og blive valgt i stedet. Og hendes plan lykkedes.

Landsbyboerne og søsteren er udemærket klar over, at pigen har dømt sig selv til døden. Søsteren lover at lave et alter til hende, så hun efter sin død bliver en smallgod – en ånd fra et afdødt familiemedlem, som våger over og hjælper de levende. Derefter bliver hun ført bort, og den magiske fortælling begynder. Fordi søsteren beder foran alteret, og resten af landsbyens beboere sender gode tanker til hende, begynder hun at se en kobberfarvet ild danse fra sine arme, da Lo-Melkhiin griber fat i hende og forsøger at dræne hendes livsenergi, som han har gjort med alle de foregående. Men det virker ikke, og hun føler ingen frygt. Han spørger ind til hendes familie og livet i ørkenen, og hun væver den ene kobberfarvede fortælling efter den anden om sin familie, sine forfædre, ørkenlivet og gamle sagn.

There were stories, and there were stories. No single tale that I could draw from would save my sister from a short and cruel marriage, but I had pieces aplenty. I held them in my hands like so many grains of sand, and they slipped away from me, running through my fingers, even as I tried to gather more. But I knew sand. I had been born to it and learned to walk on it… I knew that I had only to hold it for long enough, to find the right fire, and the sand would harden into glass — into something I could use.

Anmeldelse-a-thousand-nigths

Hun fortæller ikke for at leve endnu en dag, men i trods. Hun trodser hans forsøg på at indgyde frygt i hende og bibeholder derigennem sin kvndelighed, sin integritet og sine værdier. Lidt efter lidt begynder hendes historier at få magt – de forudsiger fremtiden, og kobberilden gør forestillede objekter fysiske. Pigen fornemmer det store ansvar en sådan magi fører med sig og begynder at overveje, om hun alene kan ændre den skæbne, som Lo-Melkhiin har bestemt for så mange uskyldige piger før og efter hende.

Always, it seemed, men would overlook unpleasant things for the sake of those that went well. The statues’ eyes for the melodious sounds of the fountain. The deaths of their daughters for the bounty of their trade.
There was great beauty in this qasr, but there was also great ugliness and fear. I would not be like those men who turned their eyes from one to see the other. I would remember what those things cost.

Denne bog var en udsøgt fornøjelse at læse. Plottet er simpelt og genkendeligt, men fortalt med så smukke ord og fantastiske fortællinger, at jeg forsvandt væk i et persisk eventyr. Alle pigens historier har en dybere mening og er fulde af livsvisdom. De er især vidne om et stærkt kvindeligt fællesskab, som trives og blomstrer under et patriarkalsk styre. Ingen af kvinderne er navngivne, og det giver en ekstra dimension til kvindesolidariteten, som strækker sig fra ørkenens telte til Lo-Melkhiins qasrs badestuer, fra tidligere tiders kvinder til fremtidens budbringere, fra den laveste tjenestepige til dronningen. Deres magt og påvirkningskraft er så meget større, fordi den ligger skjult bag navnløse skikkelser og tilslørede ansigter.

It began slowly. One moving spark in a sky full of fixed lights, spiraling blue and gold, and then doused by the blackness of the sky. Not all of us saw it, it burned so quickly, but soon there were plenty of lights to marvel at.

Den her bog var lige det, jeg manglede, så jeg jublede, da jeg foldede sedlen fra bøtten ud og læste titlen. Jeg indrømmer helt og holdent, at jeg købte den udelukkende på grund af udseendet – sjældent har jeg set så smukt og gennemført et cover. Fortællingens magi kan fornemmes allerede ved første øjekast.
Jeg åbnede den en regnvåd eftermiddag og vendte sidste side ved sengelampens skær langt efter min sengetid. Den var fortryllende i sit sprog og smuk i sine beskrivelser, men heller ikke mere end det. Den var hurtigt læst og lige så hurtigt glemt – og jeg følte en smule skuffelse og frustration over, at alle de mange magiske og farverige tråde blev så hurtigt bundet af til slut. Men den var en kærkommen let og luftig læseoplevelse, som gav mig et dejligt pusterum efter et par tunge og alvorlige bøger.

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse bøtten

Bøtten #8 – “The Gargoyle” af Andrew Davidson

Gargoyle
The Gargoyle af Andrew Davidson udgivet i 2009 (original udgivelse 2008) på forlaget Canongate Books.
Læst 29. december 2014 – 19. juli 2015

4 stars

Fra første side er der fart på. Hovedpersonen, som er en mandlig pornostjerne kører galt med whisky og kokain i blodet ud over en bjergskrænt – bilen bryder i brand, og han sidder fanget i flammehavet, hvor han bliver fortæret af flammerne. Få minutters uopmærksomhed resulterer i et voldsomt og altoverskyggende tab; han mister sit job, sine ejendele, sit selvbillede, sin hud og næsten sin forstand. I stedet vinder han et smertehelvede uden lige, og hans skarpe og tilstedeværende sind er fanget i en krop, som kan ingenting og hvis fortsatte eksistens hænger i en tynd tråd. Hovedpersonen, hvis navn aldrig røbes, vågner efter sin traumatiske oplevelse op på en intensiv brandsårsafdeling efter at have ligget i koma i næsten to måneder, og læseren møder for første gang hans rå sarkastiske humor, som snor sig som en slange igennem hele narrativet – den giver nogle kærkomne pauser i de ellers brutale beskrivelser af den smerte, frustration og meningsløshed, som et brandoffer gennemgår efter så stort et traume; lægerne kommer med jævne mellemrum og fjerner den døde hud, skærer i den nye uden bedøvelse grundet hævelse og påsætter hud fra kadavere for at holde ham i live.

There I lay, wearing dead people as an armor against death.

Midt i al denne koncentrerede elendighed, som fremprovokerer et stærkt ønske om at tage sit eget liv dukker en sælsom besøgende pludselig op på hans stue. Hendes navn er Marianne Engels, hun er en psykiatrisk patient på sygehuset, og ved deres første møde proklamerer hun, at de er skabt for hinanden, at de har levet mange liv, og at deres kærlighed starte i 1400tallets Tyskland. Selvom han ser hendes fremstilling af verden og hendes skråsikre fremstilling af deres fælles fortid som en gennemarbejdet vrangforestilling lader han hendes besøg fortsætte, mest af alt fordi de er en kærkommen pause fra hans smertefulde og brutale virkelighed. Hun fortæller ham historier om en kærlighed, der kan overvinde alt, om japanske glaspustere, oversættelse af tekster bag klostrets mure og hærgede lejesoldater, som får hans reconvalescens til at blive udholdelig.

I could endure a thousand surgeries, and I’d still be a blister of a human being. There is no cure for what I am … a spent, struck match … an unbeloved monster.

Gargoyle

Andrew Davidson har med The Gargoyle begået en imponerende debut. Narrativet bærer præg af en enorm mængde research af alt lige fra brandofre over gargoiler, stenhuggeri, middelalderlige klostre og Dantes Inferno til pornofilm. Selvom jeg var et halvt år om at læse bogen, fordi livet, forlagspraktik, specialeskrivning og oversættelse tog min tid, var jeg tilbage i hans univers, så snart jeg startede på et nyt kapitel. Det var umådeligt forfriskende at læse en atypisk fortælling om en så stærkt brændende kærlighed mellem to mennesker, som igen og igen bliver stillet over for udfordringer og forhindringer, både i deres nutid og deres fortid. Selvom jeg tog på en rejse igennem helvede sammen med hovedpersonen var det en udsøgt fornøjelse takket være det smukke sprog, som bogen er skrevet i – sarkasmen flyder, personerne er troværdige, og alle tråde samles til sidst i en storslået sproglig mosaik, som efterlod mig uden ord og åndeløs. The Gargoyle er den slags bog, jeg ville ønske, at jeg kunne skrive. En bog, der er nytænkende, innovativ, overraskende og uforudsigelig, og som jeg absolut vil anbefale til enhver, der kan lide kærlighed og eventyr.

You are mine, I am yours; you may be sure of this. You’ve been locked inside my heart, the key has been thrown away; within it, you must always stay.

Tekst, gargoyle

Gargoyle

Bøttebillede

Bøtten #7 – “The Waste Land” af T.S. Eliot

Bøtten-Waste-Land

The Waste Land, Prufrock and Other Poems af T.S. Eliot udgivet i 1988 (original udgivelse 1922) på forlaget Dover Publications.

Læst fra 29. juli til 01. august 2014

4stars

På SDU’s engelskstudie er litteraturundervisningen delt op i perioder: engelsk litteratur fra ca. 1350 til 1776, engelsk og amerikansk litteratur fra 1776 til 1922 og engelsk og amerikansk litteratur fra 1922 til i dag. Den første periodeopdeling er logisk nok – ved Amerikas uafhængighedserklæring i 1776 etablerede kontinentet sig som helhed, og en overflod af kultur og æstetik voksede frem og stod ofte i skarp kontrast til den engelske – britiske og kolonialistiske – litteratur, musik og kunst. Den anden periodeopdeling har dog ikke nogen historisk katalysator. 1922 – et år i mellemkrigstiden, et år hvor det britiske imperium spændte verdensbredt og hvor teknologiske fremskridt havde fart på – men intet skelsættende skete på en historisk og politisk skala. 1922’s magi og paradigmeskifte skyldtes udelukkende to – to – litterære udgivelser. I februar i Paris 1922 udkom James Joyces kanoniske værk Ulysses, som gik hen og blev en af modernismens grundsten. Den anden udgivelse udkom i november i en avis og var 434 linjer lang – T. S. Eliots digt, The Waste Land. Waste-Land-2Digtets tematik er skræmmende simpel; Eliot beskriver sin omverdens kultur i kølvandet på Første Verdenkrig – en kultur, der for ham er et nedbrudt og sygeligt ødeland, som ikke står til at redde. Måden, hvorpå Eliot giver udtryk for sin frustration og sin ærgelse over kulturens snarlige undergang, er gennem brugen af svimlende mange allusioner til forskellige religioner, diverse litterære værker og samtidens problematikker fordelt ud på fem afsnit og koblet med skiftende fortællere, skiftende toner og skift i tid.

What are the roots that clutch, what branches grow
Out of this stony rubbish? Son of man,
You cannot say, or guess, for you know only
A heap of broken images, where the sun beats,
And the dead tree gives no shelter, the cricket no relief,
And the dry stone no sound of water. Only
There is shadow under this red rock,
(Come in under the shadow of this red rock),
And I will show you something different from either
Your shadow at morning striding behind you
Or your shadow at evening rising to meet you;
I will show you fear in a handful of dust.

 Frisch weht der Wind
Der Heimat zu,
Mein Irisch Kind,
Wo weilest du?

“You gave me hyacinths first a year ago;
“They called me the hyacinth girl.”
–Yet when we came back, late, from the Hyacinth garden,
Your arms full, and your hair wet, I could not
Speak, and my eyes failed, I was neither
Living nor dead, and I knew nothing,
Looking into the heart of light, the silence.
Oed’ und leer das Meer.


Digtet er enormt og spænder bredt. Lige som man har læst sig varm på den profetiske apokalyptiske tone, bryder Eliot med forventningerne ved at introducere en ny fortællers barndomsminder, som har en lammende effekt på den profetiske fortæller. Disse skift sker igennem hele digtet, og som læser er det nemt at fare vild mellem fortællernes insisterende stemmer og maniske behov for at få fortalt deres historie. Hver gang de forsøger at finde et lyttende publikum bliver de mødt af stilhed, død og ødeland. Skiftene i sprog er yderligere med til at forvirre læsningen, og man mærker straks følelsen af at være fremmed og alene i en kosmopolitisk menneskemængde – og allusionen til den bibelske fortælling om Babelstårnet er tydelig.Waste-Land-1

 I sat upon the shore
Fishing, with the arid plain behind me
Shall I at least set my lands in order?
London Bridge is falling down falling down falling down
Poi s’ascose nel foco che gli affina
Quando fiam uti chelidon—O swallow swallow
Le Prince d’Aquitaine à la tour abolie
These fragments I have shored against my ruins
Why then Ile fit you. Hieronymo’s mad againe.
Datta. Dayadhvam. Damyata.
Shantih shantih shantih

Når et digt på 17 sider har et appendix der spænder over det dobbelte antal sider ved man, at man har givet sig selv en udfordring. Hvert et ord er nøje udvalgt, hver en scene trækker på en kulturhistorisk tematik. Sprogene er mange, stemmerne endnu flere.
Det er langt fra første gang jeg læste digtet, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af at have læst noget helt andet end jeg huskede. Eliots sprog er smukt, hårdt, kynisk, manisk og til tider uforståeligt, men alligevel.. Alligevel fuldstændig genialt. Ved at læse 17 sider kom jeg verden rundt på et par dage. Ved at læse 17 sider blev jeg bevæget, provokeret, modløs, forvirret og lattermild. Ved at læse 17 sider gav jeg mig selv en eminent litterær oplevelse.

EliotWaste-LandHar du mod på at læse de 17 sider? Så klik her.

Bøtten #6: Lemony Snicket

Lemony Snicket

Den Onde Greve  og Slangeværelset (Originale titler: The Bad Beginning og The Reptile Room) af Lemony Snicket (Daniel Handler) udgivet i 2004 af forlaget Sesam (original udgivelse: 1999)

Læst 15 juli – 18 juli 2014

4stars/3/5 Stjerner

De har stået på reolen i evigheder; selvom fingerspidserne har danset hen over bogryggene mere end én gang, er de altid endt med at blive forbigået. Det rådede bøtten heldigvis bod på, da jeg trak Lemony Snicket-sedlen og læste de to første bøger i serien om Grev Olaf og Baudelaire-børnene, nemlig Den Onde Greve og Slangeværelset.

Serien går under titlen A Series of Unfortunate Events, og det må man sige, at forfatteren lever op til. De tre søskende, den ældste og opfindsomme Violet, den belæste Klaus og den bideglade lillesøster Sunny bliver præsenteret for livets skyggesider i en meget tidlig alder. Deres barndomshjem brænder ned til grunden i en forfærdelig ulykke, og børnene mister alt – hjem, ejendele og forældre. Familiens advokat, Hr. Poe, opsporer en værge til børnene, Grev Olaf, som fra første færd har en ubehagelig og udspekuleret udstråling i uhumske rammer.

“Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Baudelaire-børnenes første indtryk af Grev Olaf og hans hus var helt forkert, sådan som det første indtryk som regel er. Men deres opfattelse – at Grev Olaf var en rædselsfuld person, og at hans hus var en deprimerende svinesti – var fuldstændig rigtig.”

Kapitel femGrev Olaf viser sig, forventeligt nok, at være en forfærdelig mand. Han behandler børnene værre end skidt, kræver opvartning døgnet rundt og stiller urimelige krav til børnenes kunnen. Heldigvis kanaliserer børnene deres frustrationer, sorger og harme over en opfindsom og kreativ tankegang, som hjælper dem til at komme igennem en ellers sort og trist hverdag. Efterhånden som fortællingen udfoldes, får børnene et indblik i hvor udspekuleret Grev Olaf rent faktisk er; han vil have fingrene i børnenes arvede formue, koste hvad det vil – hans ondskabfuldhed kender ingen grænser, og han tyer til bedrag, løgn og endda mord for at få fingrene i arven. Selv de få lyspunkter i børnenes ellers så triste hverdag formår han at forpurre – den venlige dommer Strauss og Montgomery Montgomery sætter han ud af spil, mens han bedrager advokaten Poe op til flere gange.

“Dommer Strauss’ ansigt lyste op. “Ih ja,” sagde hun. “Jeg har altid godt kunnet tænke mig at optræde på en scene, lige siden jeg var en lille pige. Og nu har Grev Olaf givet mig mulighed for at opfylde mit livs store drøm. Er I ikke henrykte over at skulle medvirke i et teaterstykke?” “Det er vi vel,” sagde Violet. “Selvfølgelig er I det,” sagde Dommer Strauss med stjerner i øjnene og Sunny ved hånden. “Hun er teatertosset,” sagde Klaus. “Vi får hende aldrig til at tro på, at Grev Olaf  er ude på noget.”

Det er dog ikke børnenes uheldigheder og pinsler, der er det eneste atypiske ved disse børnebøger – fortællerstemmen er også meget speciel og overraskende; ligeså grå og forfærdelig børnenes skæbne er, ligeså ivrig og insisterende er fortælleren. Der opfordres til forsigtighed ved videre læsning inden noget særdeles ubehageligt overgår børnene, ligesom der forklares ord og vendinger for at sikre læserens forståelse af situationen, og ofte er forklaringerne skrevet i en humoristisk og let tone, som i den grad er med til at understrege absurditeten i Baudelaire-børnenes skæbne. Selv inden påbegyndt læsning er man ikke i tvivl om, at denne fortælling ikke er en lykkelig én af slagsen – faktisk opfordrer Lemony Snicket allerede på bøgernes bagsider læseren til ikke at læse.

“Hvis du tror, at dette her er en ganske almindelig, morsom bog, er jeg bange for, du tager fejl. […] Det er min tunge pligt at nedskrive disse ubehagelige hændelser, men der er intet, der forhindrer dig i at stille denne bog tilbage på hylden og finde noget andet at læse.”

HilsenPå trods af Grev Olafs forfærdelige og udspekulerede gerninger, på trods af de dystre scener i bogen, og selvom jeg mere end én gang blev en smule chokeret over plottets drejning, var jeg fuldstændig vild med de to første bøger i den så kendte serie. Især fortællerstemmen var en fornøjelse at læse, da den var en forfriskende modernisering af den så velkendte stil man læser hos både Dickens og Balzac.

“Der er noget, der alt for ofte forekommer i historien om Baudelaire-børnene, og som også forekommer lige nu. Det kaldes tragisk ironi. For at sige det enkelt, så er det tragisk ironi, når en person kommer med en uskyldig bemærkning, og den, der hører den, ved noget, som får bemærkningen til at få en anden – og som regel ubehagelig – mening. Hvis du for eksempel sad på en restaurant og sagde: “Jeg glæder mig sådan til den kalvesteg, jeg har bestilt,” og der så var andre i restauranten, der vidste, at kalvestegen var forgiftet, og at du ville falde død om i samme øjeblik, du tog en bid af den, så ville det være tragisk ironi. Tragisk ironi er noget frygteligt noget, det betyder næsten altid noget slemt, og jeg er ked af, at det er nødt til at være med i denne her historie, men Violet, Klaus og Sunny var så uheldige her i livet, at det kun var et spørgsmål om tid, før den tragiske ironi måtte dukke op.”

Bøgerne var hurtigt læst, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har eller kan opstøve resten af serien. De bliver skrevet på listen over bibliotekslån, så jeg kan følge med i Baudelarie-børnenes skæbne, selvom udsigterne for deres videre færd ikke ligefem virker lovende. Det var forfriskende med en så anderledes, dyster og til tider nærmest uhyggelig børnebogslæsning, og jeg er ked af, at jeg først stifter bekendtskab med Lemony Snicket så sent. Ikke desto mindre var de skønt afbræk i en travl og stresset hverdag, og jeg ser frem til et senere gensyn.

Begge bøger

Bøtten #5: “Don Quixote” af Miguel de Cervantes Saavedra

Don Quixote

Don Quixote (Original titel: El ingenioso hidalgo don Quijote de la Mancha)  af Miguel de Cervantes Saavedra, udgivet 1997 af Wordsworth Editions Ltd (original udgivelse: 1605)

Læst 11 juni – 18 juni 2014

2stars

Vi kender det alle sammen. Nogle gange påvirkes man så meget af sin læsning, at man næsten desperat hungrer efter at blive en del af den. Hvem har ikke næret et skjult håb om at modtage et optagelsesbrev fra Hogwarts, at møde prinsen på den hvide hest eller at blive samlet op af en opdagelsesrejsende på vej mod eventyr? Sådanne drømme har fyldt meget i mine tanker i løbet af mine mange læseeventyr, og derfor kunne jeg fra første sætning forholde mig til Don Quixotes udgangspunkt – hovedpersonen i denne store og tunge klassiker hæver dog sine litterære fantasier til et næsten uhørt niveau. Romanen følger denne ældre spansk adelsmand, som læser en ufattelig mængde ridderromaner, og en dag beslutter han sig for selv at blive ridder. Enhver ridder har brug for en væbners selskab på en ridderfærd, og bonden Sancho bliver hvervet; således starter ridderen Don Quixote de la Manchas  maniske  jagt på riddereventyr styret af vrangforestillinger.

“In fine, he gave himself up so wholly to the reading of romances, that a-nights he would pore on until it was day, and a-days he would read on until it was night; and thus, by sleeping little and reading much, the moisture of his brain was exhausted to that degree, that at last he lost the use of his reason.”

Don QuixoteRidderens sindssyge er hele tiden til stede i romanen. Mødet med en simpel bondepige bliver til mødet med den skønjomfru i hvis navn han skal kæmpe, vindmøller bliver til kæmper der skal besejres, og flokke af får bliver i hans optik til angribende hære. Romanens andre karakterer prøver forgæves at få ridderen til at se genstandene for det de er, men fejler gang på gang; Don Quixote slår deres indtrængende påpegninger af hans sindssyge hen og fortsætter sin ridderfærd med at befri alle de, for ham, pinte skæbner, som han møder på sin vej.

“The goatherd […] whispered to the barber who sat next to him: “Pray , sir,” said he, “who is this man that talks so extravagantly? For I protest I never saw so strange a figure in all my life.” “Whom can you imagine it should be,” replied the barber, “but the famous Don Quixote de la Mancha, the establisher of justice, the avenger of injuries, the protector of damsels, the terror of giants, and the invincible gainer of battles.””

Læsningen af Cervantes’ ikoniske værk viste sig at være noget af en mundfuld for mig. Den har beboet min reol i evigheder, fordi netop denne roman altid nævnes og skamroses så snart snakken falder på klassikere. Cervantes og hans karakterer har inspireret snesevis af forfattere, hvoriblandt William Faulkner, Laurence Sterne, Tobias Smollett, Daniel Defoe og Tennessee Williams kan findes – og det er kun fra den engelske litteratur. Det er heller ikke svært at se hvorfor Cervantes’ værk har en litteraturhistorisk vigtighed; brugen af ironi, metafiktion, intertekstualitet og perspektivskift gør værket banebrydende for sin tid – men jeg må med skam erkende, at den aldrig rigtig fangede mig. Falde-på-halen komedie har ingen humoristisk værdi for mig, og flere gange i løbet af læsningen krummede jeg tæer over de gentagende ydmygelser, som Don Quixote uvidende udsættes for.
De uendeligt mange gentagelser var nok det, som havde størst påvirkning på min læsning, samt gentagelsernes tilføjelse af sidetal. Min udgave af romanen fylder hele 768 sider – sider, som dog var hurtige at læse, eftersom der sjældent var nogle overraskelser i plotlinjen, og jeg ikke interesserede mig særligt for henvisningerne og forklaringerne bagerst i bogen. Når jeg sammenligner med eksempelvis Dumas’ Greven af Monte Cristo og Eliots Middlemarch, som begge ligger i samme tunge ende hvad angår sidetal, kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Jeg sidder ikke tilbage med en lyst til at vide mere, at genlæse, og ej heller kan jeg, uden en stor portion koncentration, fremkalde yndlingsscener og dramatiske samtaler. Dog skal ret være ret; Cervantes har været inspirationskilde for rigtig mange forfattere, og jeg håber derfor, at min erfaring med Don Quixote og Sancho Panza giver min fremtidige læseeventyr en ekstra dimenson. Som Cervantes’ ungkarl siger i et af Don quixotes mange eventyr:

There is no book so bad, but something good may be found in it.”

Don QuixoteDon Quixote