Anmeldereksemplar: “Anden Person Ental” af Daniel Dencik

Daniel Dencik Anden Person Ental anmeldelse Gyldendal Stinchen.dk

Anden Person Ental af Daniel Dencik, udgivet 2014 (original udgivelse 2014) – anmeldereksemplar fra Gyldendal

Læst 5 marts – 7 marts, 2014

4stars

Jeg var så heldig at vinde lodtrækningen om at anmelde Daniel Denciks “Anden Person Ental”, som Gyldendal annoncerede gennem sin facebook. En lodtrækning, hvor jeg smed et lod i puljen og glemte alt om det – jeg vinder alligevel aldrig sådanne lodtrækninger og konkurrencer. Med undtagelse af denne gang. “Tillykke, du har vundet!” stod der i en mail en måneds tid senere, og Denciks bog landede i min postkasse.
Når man står med bogen i hånden, er det ikke meget man kan udlede om dens indhold. Parateksten er minimal og handler mere om forfatterens andre udgivelser, og bagsiden tegner nogle så overordnede linjer op, at det næsten virker overflødigt. Først efter jeg havde læst romanen, forstod jeg hvorfor. Romanens handling er umulig at ridse op i korte præcise sætninger – situationen, som hovedpersonen Alexander befinder sig i, er uforståelig og forfærdelig – og så er der selvfølgelig også hele autofiktionselementet, som jeg dog ikke har tænk mig at komme ind på. Dencik har nemlig ligeså meget skrevet romanen for at råbe op om den behandling, som han har stået og stadig står model til fra det svenske retssystem og sin ekskone. Situationen som beskrives i romanen er hjerteskærende og sørgelig på grænsen til det absurde, og nærmest umulig at beskrive for en udenforstående.
Ikke desto mindre vil jeg gøre et forsøg. Hovedpersonen Alexander lever et godt liv som rejseguide og -arrangør i sit eget firma. Med eksotiske destinationer og eksklusive rejsemål indtager han i hverdagen rollen som globetrotter, mens han hveranden weekend gearer helt ned og er nærværende i den familieejede svenske skærgård med sine tvillinger på seks år. Fyldt med barnlige sprogperler, impulsivitet og kærlighed er disse weekender for Alexander en måde at lade op på, før den igen står på en tur ud i det blå.

“Mens vi kørte gennem en tunnel, tabte hun mandarinen på gulvet.
– Alting sker samtidig, far.
– Ja, sagde jeg, det kaldes kvantefysik.
Begge børn sad stille og smagte på ordet. Så fortalte min søn med mandarin i munden om nattens drøm, hvori han blev skubbet ned i et hul af sin søster.
– Hvorfor skubbede du mig ned i hullet? spurgte han.
– Jeg skubbede dig ikke ned i hullet.
– Men det drømte jeg.
– Undskyld.
– Mange tak.”

En dag på vej til Sverige får han en sms fra tvillingernes mor, hans eks, at hans samvær skal udsættes. Og således starter Alexanders rædselsrejse. Han anklages for at have udøvet vold mod sine børn, fratages besøgsret og efterlades fuldstændig handlingslammet gennem et protokolfikseret system blottet for empati, forståelse og hensyn. Romanen følger Alexander gennem et helt år, en måned før den skæbnesvangre sms tikker ind i februar og til december samme år. Vi følger Alexanders nedstigning i et levende mareridt, hvor det svenske retssystem især fremstår som ulv i fåreklæder, og Alexanders frustration står skarpt tegnet på bogens sider.

“Jeg har aldrig før gået to uger uden at se mine børn. Efter ti dage begynder meningen med mit liv at forsvinde.”

Han hvirvles længere og længere ind i en grotesk og ufremkommelig skov af systemer og forholdsregler, som ingen af de implicerede kan gennemskue, men som flere svenske fædre åbenbart havner i, hvilket ses gennem hans advokats dystre og resignerede prognoser.

“- Velkommen til dit livs mareridt, siger advokaten.
– Hvorfor siger du det?
– Det er krig. Du er alt for venlig. Fædre bliver systematisk kørt ud på et sidespor her i landet.”

Det er umuligt som læser at sætte sig i Alexander/Daniels sted. Ydermere er jeg endnu ikke forælder, endnu mindre er jeg mand, og alligevel rammer bogen helt derinde, hvor det gør rigtig ondt. Hans fortælling er sønderrivende, og bogen har tydeligvis brændt hul i forfatteren – den har haft et autonomt behov for at blive skrevet.
Fremmedgørelsen som Alexander omsluttes af påvirkede mig også i høj grad, ikke kun gennem narrativet, men også grundet Denciks opstilling af selve teksten. Hver gang der optræder ekstern kommunikation eller præsenteres andre skrivelser end Denciks egen, bliver disse højrestillet, mens Alexanders beretning er venstrestillet. Endvidere skrives navnene på diverse svenske instanser i kursiv, som igen medvirker til, at de bliver forstyrrende elementer i brødteksten, nøjagtigt som de i deres funktioner forstyrrer balancen for alle implicerede – en balance, som synes uendelig svær at genoprette.Daniel Dencik Anden Person Ental anmeldelse Gyldendal Stinchen.dk

Denciks manifest/nødråb/kærlighedserklæring/roman er et unikum, og et forbandet godt skrevet et af slagsen. Romanen er et nødvendigt indspark i den samfundsmæssige debat, ligemeget hvor forfatterens egne oplevelser slipper op og Alexander-aliasets begynder. Det autofiktive er ikke det vigtige element her – det er tværtimod den altopslugende sorg og de for altid mærkede liv, som må lide under et systems forsigtighed og apati. Alexanders historie er uforløst, for ligesom i mange andre tilfælde trækkes tiden ud, fordi protokollerne skal overholdes. Tid er noget af det mest værdifulde vi mennesker har, især når det handler om de små af slagsen – børnene og de minder der skabes, som de senere bygger deres tilværelse på.

“Jeg tager sporvognen tilbage mod byen. Jeg forstår at jeg ikke kommer til at se mine børn i flere år, ikke før de bliver store nok til at de kan ændre måden at tænke på, ikke før de er blevet fri fra det de nu er spundet ind i.”

Jeg sad med en klump i halsen og et hul i hjertet, efter jeg vendte den sidste side – og man kan ikke andet end at stille sig i Alexanders/Daniels og tvillingernes hjørne og håbe, at de klarer sig på trods af systemet, og at en fælles hverdag kan genopnås. Denciks værk slutter selvfølgeligt meget åbent, og man kan som læser kun nære ærefrygt for Alexanders/Daniels udholdenhed, og at han endnu ikke er bukket under for hverken formaliteterne eller den totale afmagt og kvælende apati, som truer med at omslutte ham og hans før så livsglade børn.Daniel Dencik Anden Person Ental anmeldelse Gyldendal Stinchen.dk

“To the Lighthouse” af Virginia Woolf

To the lighthouse Virginia Woolf

To the Lighthouse af Virginia Woolf, udgivet 2008 (original udgivelse 1927)

Læst 25 februar – 2 marts, 2014

4stars

Virginia Woolf har indtil for nylig været et utroligt intimiderende forfatterskab for mig. Flere gange i løbet af min bachelor på engelskstudiet krydsede vores veje gennem hendes klassiker The Waves som jeg hver gang måtte opgive frustreret, for blot stædigt at begynde forfra, læse den og ikke forstå et eneste ord. Jeg følte, at hun konstant skulle være på tværs i sin skrivestil – hvorfor i alverden kunne hun ikke bare skrive efter en ganske almindelig plotstruktur? løsenet Hun fik efterhånden status i min læseerfaring som bogreolens uopnåelige bjergtinde, en tinde jeg (på det tidspunkt) slet ikke var udrustet til at bestige. Men så kom kandidatundervisningen på litteraturvidenskab, og med sig havde den en vidunderlig underviser, som havde knækket Virginias kode. Jeg fik en klump i maven og koldsveden var ikke langt væk, da jeg på pensumlisten øjnede Woolf og hendes bølger. “Åh nej,” tænkte jeg, “endnu en gang skal jeg sidde i et fyldt lokale og skjule, at jeg ikke har forstået ét eneste ord af romanen. Åh nej.” Men det viste sig, at min ængstelse var grundløs.
Gennem underviserens kyndige vejledning og opmuntring åbnede der sig et helt nyt univers for mig, og den forfatter jeg før gruede, blev nu til et nyt og spændende eventyr, som førte mig til helt nye overvejelser og som gav mig læseoplevelser, jeg altid vil bære med mig i rygsækken.
Derfor blev jeg positivt overrasket over at se Virginia Woolfs To the Lighthouse på dette semesters pensumliste, og igen er jeg ikke blevet skuffet.

To the Lighthouse er en kort roman i tre dele, nærmest tre betragtninger. Rammen for værket i alle delene er familien Ramsays sommerhus, mens det tidslige aspekt er vidt forskelligt; i første del, The Window, betragter man familien Ramsay og deres forskellige besøgende netop som gennem et vindue for en eftermiddag, der går over i en aften; i anden del, Time Passes, ser man husets forfald over en periode på ti år, og endelig er der tredje del, The Lighthouse, som spænder over endnu et kort tidsforløb.
Ved romanens start dukker ægteparret Ramay op på siderne gennem dialog og udefrakommende betragtninger. De har otte børn, som de har med i deres sommerhus, et ophold som krydres med en bred vifte af besøgende. Mrs Ramsay er usædvanligt smuk og eftertragtet og er fyldt med mdfølelse, indlevelse og forståelse, som kommer til udtryk gennem hendes grænseløse tålmodighed, kreative opfindsomhed og evne til at mægle mellem de besøgende. Dog er hendes behov for kontrol og forudsigelighed stort, og ligeså er hendes behov for anerkendelse. Hun er forgudet af sine børn, mens deres forhold til deres far er meget anstrengt, koldt og fremmed. Disse personlighedstræk gør, at hun bliver omdrejningspunktet for sommerhusets logerende, og hendes karisma og rummelighed ligger som en svag aura gennem hele romanen. Hendes mand er langt fra ligeså nem at gennemskue, og hans tilstedeværelse fylder ikke lige så meget som Mrs. Ramsays. Han fremstilles som urtolig intelligent og vellæst, en tænker i tiden, og han elsker sin kone meget højt. Samtidig er han dog også brysk og afvisende over for sine børn, han er kompromisløs i sine sandfærdige udtalelser, og hans mangel på social forståelse skaber ofte en trykket stemning og ladet tavshed. Derved lader Woolf ægteparret indtage en klassisk fordeling; den følende og intuitive kvinde over for den tænkende, faktuelle mand. På trods af deres meget åbenlyse forskelligheder, er det tydeligt gennem deres interaktioner, at de stadig er meget forelskede, og at de har en helt grundlæggende og fundamental forståelse for og binding til hinanden:

Getting up, she stood at the window with the reddish-brown stocking in her hands, partly to turn away from him, partly because she did not mind looking now, with him watching, at the Lighthouse. For she knew that he had turned his head as she turned; he was watching her. She knew that he was thinking, You are more beautiful than ever. And she felt herself very beautiful. Will you not tell me just for once that you love me? He was thinking that for he was roused, what with Minta and his book, and its being the end of the day and their having quarrelled about going to the Lighthouse. But she could not do it; she could not say it. Then, knowing that he was watching her, instead of saying anything she turned holding her stocking, and looked at im. And as she looked at him she began to smile,for though she had not said a word, he knew, of course he knew, that she loved him .He could not deny it. And smiling se looked out of the window and said (thinking to herself, Nothing on earth can equal this happiness) –
“Yes, you were right. It’s going to be wet tomorrow.” She had not said it, but he knew it. And she looked at him smiling. For she had triumphed again.

Udover ægteparret består Woolfs karakterpalette af deres otte børn samt forskellige venskaber: den usikre malerinde Lily Briscoe, den socialt fumlende og arrogante Tansley, Mr. Carmichael, som virker til at hvile i sig selv, samt et ungt par, der bliver forlovet. Alle karaktererne er på forskellige veje gennem livet, som alle fører tilfældigt gennem sommerhuset. Beskrivelserne er få, og Woolf lader mere karakterernes liv tage deres egne drejninger, end hun manipulerer dem – det er tydeligt gennem læsningen, at karaktererne og plottet ikke er det vigtige for hende.To the lighthouse Virginia Woolf anmeldelse stinchen.dk

Anden del af bogen, Time Passes, er en fantastisk beskrivelse af forfald. Huset forbliver ubeboet i ti år, og Woolf lader tingene i huset træde frem på smukkeste vis. Det, som har provokeret mange af hendes læsere gennem tiden, er det faktum, at hun i dette afsnit uden narrativ og plotmæssig betydning lader flere af sine karakterer dø, inklusiv den mest prominente, Mrs. Ramsay – og at hun gør det gennem bibemærkninger i parenteser:

[Mr Ramsay stumbling along a passage stretched his arms out one dark morning, but Mrs Ramsay having died rather suddenly the night before he stretched his arms out. They remained empty.]

Tredje del, The Lighthouse, tager fanen op fra første del, blot disse ti år senere – turen ud til fyret, som tidligere blev negeret, bliver nu indfriet. Det er en fantastisk smuk bog, og Woolfs sprog tvinger læseren til at sætte tempoet gevaldigt ned for at få alle detaljer med. Ikke at det gør noget – tværtimod. Det er meget sjældent, at jeg oplever at kunne være så helt og fuldent optaget af et værk, ikke på grund af spændingskurver og plottwists, men udelukkende gennem sproget og beskrivelserne. Det er tydeligt for enhver læser, at plotlinjen ikke har været relevant for Woolf – denne bog er i høj grad et sprogeksperiment, en forfinelsesøvelse i sansebeskrivelser, og den er fuldstændig gennemført. Den subtile og alligevel allestedsnærværende måde hvorpå Woolf fletter påvirkningerne af første verdenskrig ind i sproget i anden del af romanen er fantastisk, og hun beskriver derigennem det ubeskrivelige. Hun er skarp og præcis, og hver en sætning fører læseren videre, omend det er videre gennem værket eller videre gennem livet. Hendes forfatterskab har sat sig uvægerligt fast i mit læsehjerte, og To the Lighthouse er en roman, som jeg vil genlæse løbende for at genopdage alle de livsfilosofiske guldkorn, som den gemmer på.

“She felt… how life, from being made up of little separate incidents which one lived one by one, became curled and whole like a wave which bore one up with it and threw one down with it, there, with a dash on the beach. ”

Nyt på pindene: River

Mit forhold til store projekter på pindene er altid præget af en form for ambivalens. Jeg er rigtig glad for den velkendte følelse i hænderne, som en et mønster og garn giver, efter man har lært det at kende. Til gengæld mister jeg ofte overblikket, og har brug for små sideprojekter for ikke at køre træt i gentagelsen. Mit nuværende projekt er en nederdel – og en lille én af slagsen. Den skal pryde min kære niece, som helt selv har valgt, at garnet skulle blive til en nederdel. Garnet var oprindelig godt på vej til at blive en bolero til selvsamme niece på min kære mormors flyvende pinde, men hun nåede desværre ikke at færdiggøre den før et kort sygdomsforløb satte et definitivt stop for flere af mormors syslerier. I nedpakningen af klenodier, minder og hjem igennem 90 år, faldt vi over mormors garnlager, som blev sendt med mig hjem. Niecen var ikke længere interesseret i en bolero, så den blev trevlet op, og jeg slog op til nederdelen i det samme dejlige garn – sort, blødt og uendeligt varmt Alpaca Uld fra Drops.

alpaka 8903

Opskriften på nederdelen fandt jeg i bogen “Cherished” af Kim Hargreaves, hvis mønstre og modeller altid tager vejret fra mig i deres fuldendte og simple elegance.

RiverBilledet er lånt her

Projektet går støt og roligt fremad, rytmen i ribmønsteret er fundet, omend jeg ikke har kunnet dy mig for at inkorporere et par ændringer undervejs – eksempelvis blev min niece lidt skræmt over nederdelens korte længde på i alt 33 centimeter, så jeg har tænkt mig at strikke den lidt længere – nok omkring 40-45 centimeter afhængig af garnlager og pasform. Endvidere har jeg et utrolgi utålmodigt strikkegemyt, og det der med at strikke gentagelser har jeg aldrig været god til – af samme grund strikker jeg altid to sokker ad gangen. Derfor har jeg valgt at strikke for og bag sammen i ét langt stykke. Jeg er rigtig spændt på det færdige resultat, og ikke mindst modtagelsen. blackriver

Bøtten #2: “Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd” af Rachel Joyce

Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd (oversat fra engelsk efter “The Unlikely Pilgrimage of Harold Fry”) af Rachel Joyce.

Udgivet i 2012, læst 17-19 februar, 2014.

4stars

Harolds pilgrimsfærd tog mig med storm. At se Harolds liv udfolde sig og genoplives gennem hvert et skridt han tog, ramte sympatiens strenge i mig. Denne bog handler om alt og intet. Den handler om kærlighed, sygdom, forspildte chancer, nærvær, konsumerisme, sorg og venskab. Alle disse problematikker har dog én ting til fælles, nemlig Harold. Harold er en pensioneret bryggeriarbejder, som, når læseren præsenteres for ham, er patentholderen på den engelske forstadsbeboer helt ned til undergardinerne i vinduerne. Hans kone, Maureen, er ligeså fikseret på at opretholde en facade af perfektion i deres lille hjem, som et klart forsvar for ikke at kunne håndtere hende og Harolds efterhånden kærlighedsløse og kolde ægteskab. Harold og Maureen fremstilles altså som det der par de fleste kender, med deres faste rutiner så indgroede, at ure kan sættes efter dem.
Men pludselig en dag får Harold et brev. Brevet er fra en gammel kollega, Queenie, som gerne vil sige tak og farvel, inden hun dør af den kræft, som har overtaget hendes krop. Harold skriver et kort svar tilbage og går ud for at poste det med det samme. Men postkassen dukker alt for tidligt op, så han går videre til den næste. Og den næste. Og den næste.

“Det lignede ikke Harold at tage en hurtig beslutning. Det vidste han. Siden han var gået på pension, tog den ene dag den anden, uden at noget var forandret. Ikke andet end at han var blevet rundere om livet og havde tabt mere af sit hår. Han sov dårligt om natten, og indimellem sov han slet ikke. Men da han hurtigere end forventet igen stod foran en postkasse, tøvede han endnu en gang. Han havde indledt noget, og han vidste ikke hvad det var, men nu hvor han var i gang, var han ikke parat til at afslutte det.”

Harolds første møde med en fremmed er en ung pige, som arbejder på en tank – uden at vide det, sætter hun Harolds pilgrimsrejse i gang med kommentaren: “Hvis man tror stærkt på noget, så kan alting ske”.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Det er netop absurditeten i Harolds pilgrimsrejse, der gør læseoplevelsen så dragende – Harold er den sidste person, man kunne forestille sig som pilgrim. Gennem hans rejse op gennem England møder han et væld af farverige, skæve og sympatiske karakterer, som alle har deres at kæmpe med. Harold selv får gennem sin nærmest meditative gang foretaget en gennemgribende selvgenopdagelse og katarsis af både krop, sjæl og fortid, og hans rejse bliver hurtigt et livsbekræftende holdepunkt for mange andre udover Queenie.

“Inde i byen havde Harolds strøm af tanker været indstillet. Nu hvor han var tilbage i det åbne landskab, bevægede tankerne sig igen uhindret mellem tider og steder, og billederne vældede frem. Ved at gå satte han den fortid fri, som han havde brugt de sidste tyve år på at holde tilbage, og nu sludrede og legede den i hans tanker med sin helt egen vilde energi. Nu målte han ikke længere afstande i kilometer. Han målte dem i erindring.”

Joyces rene og enkle skrivestil bidrager til den gode historie. Hendes paralleller af det tænkte og det sagte skaber en dybde, som man som læser ikke kan undgå at blive påvirket af, og som sætter tankerne i gang – man får øjnene op for muligheden for, at de ord, som betyder allermest, er dem, som aldrig bliver sagt. Endvidere har hun formået at opstille et forholdsvis bredt persongalleri i form af de forskellige karakterer, som Harold møder, men holdt dem i kort snor; højst to kapitler per karakter, og deres karakteristik koges ofte ned til “herren med det sølvgrå hår” eller “den meget berømte skuespiller”. Samtidig har hun indflettet ensomhed, a fortryde anger og soning ind gennem hele romanen, som ikke desto mindre giver plads til et par grin gennem de til tider absurde og dog fuldstændig rammende beskrivelser af stereotyper.

Jeg nød virkelig at læse om Harolds vandring. Eftersom læsningen af romanen var et tilfælde grundet bøtten, havde jeg ingen forventninger eller bevæggrunde inden min læsning begyndte, og derfor ramte den mig mere, især fordi der er så mange niveauer i bogen, at man ikke kan undgå at kunne relatere til et par eller tre. Romanen og Harolds betingelsesløse næstekærlighed var et skønt frisk pust, og hans fremmaning af håb og glæde hos andre rørte mig.
Derfor giver jeg “Harold Frys usandsynlige pilgrimsvandring 4 ud af 5 stjerner, fordi den overraskede mig positivt, omend en smule forudsigeligt. Desuden var der nogle rent sprogtekniske brølere, som var enerverende – stave- og slåfejl hører ikke hjemme i en udgivelse. På trods af disse gener, rørte historien og budskabet mig dog stadig, og det er en bog, som vil blive hos mig længe, og som jeg sagtens kunne finde på at genlæse, når jeg engang er færdig med bøtten. Nogen gange har man brug for at blive mindet om livets små, enkle og samtidig altomfavnende egenskaber, samt hvor langt en smule næstekærlighed og tro på sine medmennesker kan føre.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

A Hat Fit for a Queen

Midt imellem andre store projekter, er det rart med lidt mere overskuelige nørklerier, som kan strikkes op på en eftermiddag. Da min veninde spurgte, om jeg kunne strikke en hue til hendes mor såfremt jeg kunne finde tid, sagde jeg straks ja – men en hue er jo ikke bare en hue. Skal den være lang eller kort? Tætsiddende eller baggy? Og hvad med mønster, kvast, bindebånd, garntype, og skal den strikkes i dobbeltgarn eller med én tråd ad gangen? Mulighederne er jo mange inden for hue-kategorien. Så den kære mor fik besked på at finde et billede af en hue, hun kunne lide, hvorefter jeg ville gøre mit bedste for at afkode, udregne og strikke en lignende model. En simpel internetsøgning resulterede i tusindvis og atter tusindvis af resultater, som hun indsnævrede til et enkelt. Marys hue
Så langt, så godt. Næste skridt: garn. Huens fremtidige ejer blev sendt ind til Tanterne for at mærke, dufte, farvekoordinere og fornemme – og valget faldt på Drops Merino Extra Fine i en smuk dyb rød.
merinored
Sådan én skulle det altså være. En kronprinsessehue i det dejligste bløde mørkerøde merinould. Sæt igang! Efter et par forsøg og omkredsmåleri bestemte jeg mig for at strikke i dobbeltgarn og starte med 60 masker på rundpind 6. Første omgang strikkede jeg rib i 1r/1v for at sikre mig, at huen sidder ekstra tæt til. Dernæst var det et simpelt “fem rækker vrang, fem rækker ret” mønster over 40 pinde. Der var specifikke krav fra den vordende hattebærer om, at huen IKKE skulle gå op i en “tut” til sidst. Derfor har jeg lavet fire indtagninger på hver pind i ret efterfølgende (2rsm) indtil kun otte masker var tilbage. Så klippede jeg snoren og trak den igennem de resterende masker.
En vask, et skyl og lidt kærlighed senere var garnnøglerne blevet til denne tut-frie hue. En hue, som jeg sagtens kunne finde på at lave (mange) flere af.Idas Hue