Bøtten #1: “Soldier of the Mist” af Gene Wolfe

Bøtten boganmeldelse bogblog soldier of the mist stinchen.dkSoldier of the Mist (Latro #1) af Gene Wolfe.

Udgivet i 1987 (org. udg. 1986) læst 9-16 februar, 2014.

3/5 Stjerner

 

Mit læselige nytårsforsæt er, som mange andre rundt omkring i blogland, at læse mere og købe mindre. Derfor bliver 2014 et år i bøttens tegn, og den første udtrukne bog blev “Soldier of the Mist” af Gene Wolfe, en forfatter jeg ikke før er stødt på. Købet af bogen var impulsivt – jeg så den stå sammenklemt mellem en masse andre, dækket af støv på den nederste hylde i et antikvariat, fik medlidenhed med den og tog den med hjem. Det skete for tre år siden. Heldigvis har bøtten gjort op for min boglige forglemmelse og har sikret, at mine fingre fandt den lap, som var dekoreret med Wolfes navn. Nu til bogen.

Protagonisten i Wolfes værk, en mand der går under kaldenavnet Latro i mangel på sit rigtige navn, lider også af en forglemmelse, omend en meget mere omfattende en af slagsen end min egen – Latro kan nemlig kun huske ting der er sket i løbet af én dag, minderne overlapper simpelthen de gamle løbende. Som læser får man fortalt allerede på den første side, at “although this book is fiction, it is based on actual events of 479 B.C.”, og derved forankrer Wolfe sit værk tidsligt på tærsklen for Romerrigets storhedstid.
Latro er involveret i Romerrigets ekspansioner og disses eftervirkninger igennem hans profession som kriger – dog har han, da han præsenteres i starten af romanen, pådraget sig et alvorligt sår på siden af hovedet. Han vågner op i et healertelt og kan intet huske fra sit voksne liv, ej heller hvordan, hvornår eller af hvem han er blevet såret. Hans rigtige navn, hvilken side i slaget han har svoret troskab til og hvem han har kæmpet side om side med er væk for ham.
Healeren som behandler hans sår opfordrer Latro til at nedskrive sine oplevelser, nærmest en slags dagbog, og således begynder bogen – hvert kapitel er Latros egen opfattelse af begivenhederne med lidt eller ingen refleksion, og altid med en konstant understrøm af vigtighed og hast, grundet hans altid nærværende angst for at glemme.
Mangel på langtidshukommelse er dog ikke den eneste bivirkning fra såret. Som titlen på bogen også insinuerer, er Latro med ét blevet tågens soldat – tågen er en figurativ beskrivelse for det slør, som i dette univers eksisterer mellem den sekulære verden og gudernes verden. Derved ser Latro nu hver og ét af de mange mytiske elementer, der omgiver ham, det være sig guder og gudinder, ånder, de dødes sjæle eller virkningen af de ofringer, der løbende finder sted gennem hans fortælling. Sammen med Io, en hengivende og dedikeret ung pige, som giver sig selv til Latro som slave, åndemaneren Eurykles, diverse profeter, handelsmænd og andre krigere, påbegynder Latro på sin rejse gennem Romerrigets Europa, hvis mål er at genvinde sine minder gennem udførelse vaf forskellige opgaver han stilles af guderne.Bøtten boganmeldelse soldier of the mist stinchen.dk

Latros fortælling fungerede som et velkomment afbræk fra stringent strukturerede plot, snørklede og omfattende persongallerier og skift i fortæller. Da Latros erindringer er nærmest ikke-eksisterende, var bogen nem at gå til og plottet let at følge, og Latros naivitet og mangel på refleksion over karakterer og hændelser havde en forfriskende fordomsfri påvirkning på mig som læser. Hans fortælling mindede mig kontinuerligt og naturligvis om Odysséen, men samtidig også om novellen, som senere blev til film, “Memento Mori” skrevet af Jonathan Nolan i 2001. Jeg synes Latros fortælling havde flere originale ideer, som gav læsningen en friskhed, god underholdingsværdi og inkorporerede et tiltrængt element af uforudsigelighed og lunefuldhed grundet min evne til som læser at koble begivenheder sammen, som Latro ikke opnår grundet sin skade.
På trods af disse rosende ord, var der dog også enkelte, men betydningsfulde forhindringer, som gjorde en gnidningsfri læsning af romanen svær. Jeg måtte kontinuerligt slå op i bogens appendix grundet Wolfes behov for at drysse navne ud over siderne, græske og latinske definitioner og geografiske områder, som jeg ikke kender til. Omtrent halvvejs holdt jeg op med at slå op, eftersom de begreber jeg var i tvivl om som oftest slet ikke stod i appendixet, og den beslutning hjalp en smule. Yderligere er det ikke nødvendigt for en vellykket læseoplevelse for mig, at jeg udførligt får beskrevet fordele og ulemper ved diverse skjold-typer i kamp, når dette ingen betydning har for plottet, og Latro slet ikke ender med at bruge skjolet på nær i to sætninger. Heldigvis synes jeg, at Wolfes beskrivelse af gudernes domæne bag tågen gjorde op for den til tider lidt anstrengende krigsjargon, og derfor giver jeg bogen tre ud af fem stjerner, dels for dens sjove og skæve struktur, dels for et velkomment gensyn med de altid fantastiske myter fra den græske mytologi. Læsningen af Wolfes værk var uden tvivl en udfordrende og spændende start på mit læseprojekt.Bøtten boganmeldelse soldier of the mist stinchen.dk

Nytårsforsæt i bøtteform

Bogligt nytårsforsæt i bøtteform

Bogligt nytårsforsæt i bøtteform

Med kærlighed til bøger kommer naturligvis bogkøb – nye såvel som gamle, genbrugsguld og sprøde nyheder, tilbud og foræringer – fælderne er mange. Selvom jeg læser ganske meget, har jeg altid haft et støt voksende antal ulæste bøger i reolen, i gemmerne, under sengen, balancerende på sofaen og gemt i tasken. Mine læsevaner er for tiden kun præget af én ting – studiet. Den pludselige impuls til at åbne, snuse og nærlæse den nyindkøbte bog i tasken må vige for læsningen af skønlitterære værker med deadlines.

Når der endelig er lidtluftilæsebudgettet, melder min næste hurdle sig: Hvilken bog skalvære den næste? Hvadharjeglyst til at læse, og vigtigere, hvilken bog harlyst til at blivelæst? Den med flestårpåudgivelsesbagen, eller den, som står og råber med sine skarpefarveri den anden ende af reolen? Og hvad med dem, som liggerbagerstireolengrundetpladsmangel, føler de sig glemt?

Bogligt nytårsforsæt i bøtteform

Kort sagt er det lidt af en gordisk knude jeg hver gang ender med at binde for mig selv, når jeg skal vælge et nyt værk, en proces, som kan tage timer.
Da jeg fremlagde mit dilemma for mine søde medstuderende, kom svaret straks: “Hvis du ikke har noget imod tilfældig læsning, kunne du jo lave en to-be-read-jar?” Og der var svaret. Såre simpelt, og alligevel svaret på mine trængsler. Som sagt, så gjort. Oveni tilfredsheden ved at udøve boglig og læselig retfærdighed til mine ventende rejser i siderne, blev min indre liste-mani også tilfredsstillet.

Så langt, så godt. 156 bøger, langt de fleste endnu ulæst, samt et par genlæsninger hist og her. Det var en del flere, end jeg troede. For at gøre det lidt mere appellerende til synssansen gik jeg i gemmerne og fandt dejlige friske farver i papirbunken samt gel-penne til at lave sarte pennestrøg.

Sidst, men ikke mindst: opbevaringen. Hvilket hjem ville passe bedst til mine små sedler? Efter en grundig gennemroden i både kælderrum og køkkenskabe, fandt jeg en glaskrukke, som passede perfekt til. Hermed det endelige resultat:
Bogligt nytårsforsæt i bøtteform
Bogligt nytårsforsæt i bøtteform

Den allerførste gang – velkommen

“It is a truth universally acknowledged, that any young lady with something to share, must be in want of a blog.”

Så skete det. Jeg sidder ved spisebordet med dampende kaffe i et af de store krus og stirrer på skærmen. Min egen blog. Idéen har været der længe, og behovet for at dele litterære og garnrelaterede oplevelser har været støt stigende. Så nu skulle det være.

“Jo jo,” tænker du nok, “sådan er der mange der har det. Men hvem er det egentlig, der trykker på tasterne her?” Og sikke et godt spørgsmål, som fortjener et fyldestgørende svar. Her kommer det.

Stinchen er mig. I hverdagen lyder jeg navnet Stine, en halvforvirret studine på 25 år, som prøver at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg slår mine folder i den vestlige del af Odense inden for rammerne i en lille lejlighed op ad en stor, stor vej. Jeg deler liv og lejlighed med min bedre halvdel A, som har været heppekoret i det her blog-projekt. Det er med hans hjælp, at jeg er kommet nogenlunde hel over teknik-hurdlen, for jeg teknisk analfabet og har ingen logik når det kommer til programmer og tal.

Når mit studie kalder, går turen til gode gamle Rustenborg (SDU Campus Odense), hvor timerne er få, men tunge – sådan skal det vist være, når man er kandidatstuderende. Studiet er litteraturvidenskab, og det er et af de bedste valg jeg har truffet. Med i rygsækken har jeg en bachelorgrad i engelsk, hvor det primært var den litterære del, som var mest spændende, så valget af litteraturvidenskab som kandidat var, for mig, det næste logiske skridt.
Mit valg af uddannelse udspringer af min længste og største kærlighed: læsning. Bøger har været mine trofaste svende så langt tilbage jeg kan huske, og jeg kan stadig genkalde den følelse af lykke, som skolens bibliotekar kunne vække i mig, når hun åbnede den ene skattekiste af serier og nye udgivelser efter den anden, gemt specielt til mig på den lille hylde længst ovre mod vinduet. Jeg kunne forsvinde ind i en bog hvor og hvornår det skulle være, og meget af min barndom og ungdom gik med at læse.
Eftersom jeg læste mere eller mindre alt, som jeg blev præsenteret for, har jeg løbende opbygget en lidt mere standhaftig læseramme, efterhånden som jeg er stødt på boglige oplevelser af bedste og værste skuffe. Studiet påvirker naturligvis også min læsning; først og fremmest fordi der er en del skønlitterære værker i pensum, men også fordi underviserne og andre medstuderende foreslår og anbefaler værker, som jeg ikke selv har stiftet bekendtskab med eller endda overhovedet overvejet. Fordi bøger har haft så markant en rolle i min hverdag så længe, har mit forhold til dem udviklet sig til en slags symbiose; de er en del af mig, ligesom at jeg giver en lille del af mig selv til dem under læsningen. For mig, er det gensidig kærlighed.

2014-02-24 16.27.49 (2)

En anden passion i min hverdag er håndarbejde, som igen også har fulgt mig gennem mange år. Også her vælder minder af kvinderne i min familie frem, der sidder med strikketøjet eller broderiet i hænderne, hænder som kører rytmisk frem og tilbage, alt imens vi ser film, spiller kort eller der bliver fortalt historier. Især min mormor var et garn-geni. Der var ikke den ting, som hun ikke kunne strikke. Eller sy, for den sags skyld. Jeg fik lov til at få fingrene i både nål, tråd, pinde og garn i en tidlig alder, og er efterhånden blevet nogenlunde til både at strikke, hækle og brodere – men mormors niveau når jeg aldrig. Følelsen af at skabe noget helt fra bunden, og muligheden for at fylde barselsgaver, varme huer og skøre figurer med kærlighed i hver eneste maske giver mig et sus og en glæde, som jeg endnu ikke har kunnet finde andre steder. Derfor sidder jeg meget ofte med pinde eller nål, så snart muligheden byder sig.

Det er altså det, som jeg vil lægge hovedvægten af mit skriveri på herinde – bøgerne og garnet. To små dele, som fylder uendelig meget i min hverdag, i mine tanker og i mine minder. Jeg håber, at I vil tage godt imod mig og mit fristed. Jeg glæder mig usandsynlig meget til rejsen.

/Stine.