Bogklub #2: Kongens Fald af Johannes V. Jensen

Kongens Fald Anmeldelse
Kongens Fald af Johannes V. Jensen udgivet i 1978 (original udgivelse 1900) på forlaget Gyldendal.

4 stars

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire – de danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet. Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteratur-interesserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden.

Bogklubbens valg af bog i maj faldt på klassikeren Kongens Fald af Johannes V. Jensen. Kongens Fald blev i 1999 kåret som det 20. århundredes bedste roman af både Politikens og Berlingskes læsere, så jeg var meget nysgerrig efter at stifte bekendtskab med det værk, som i følge så mange læsere rangerer højere end værker af både Karen Blixen, Klaus Rifbjerg, Tove Ditlevsen og Inger Christensen bare for at nævne et fåtal.

Kongens Fald har sit omdrejningspunkt om den studerende Mikkel Thøgersen, der er flyttet til hovedstaden for sit studie og lever af almisser. Studietiden får dog hurtigt en ende, da Mikkel ikke kan finde motivationen til at passe sine studier, og han står uden tag over hovedet og uden brød på bordet. En dag møder han en af kongesønnen Christians lejesoldater Otto, som inden han drager afsted i krig mod svensken har et lidenskabeligt møde med den lokale jødiske pige Susanna. Otto fortæller Mikkel om sine bedrifter uden at vide, at Mikkel længe har næret stærke følelser for Susanna. Han fyldes af hævngerrighed, da han ser Susanna stå i gabestok for Ottos gerninger og drager fra hovedstaden mod sin og Ottos fælles hjemstavn, hvor han udser sig Ottos udkårne og voldtager hende. Herefter melder Mikkel sig som lejesoldat og flygter fra sin kaotiske tilværelse. Hans virke som lejesoldat bringer ham vidt omkring; fra krig i Slesvig-Holsten til bispen i Odense, til Stokholm som del af Kong Christians følge, hvor han overværer Det Stokholmske Blodbad og til det Hellige Land som korsridder.
Mikkel kan dog ikke undslippe konsekvenserne af sine handlinger, og den korte roman byder på forbløffende mange plot-twists ligefra kærlighedsbørn og alkymister til pludselige konfrontationer og mord; alt sammen iblandet sproglige brudstykker på blandt andet tysk, latin og jysk dialekt.
Selv om bogens titel leder tanker og forventninger hen på et royalt fokus fylder kong Christians dalende popularitet, afsættelse og fængsling meget lidt – kongens fald fra storhed er i højere grad en spejling af Mikkels sørgelige skæbne, end han decideret er en karakter i romanen; han får ikke mere scenetid end de mange andre bikarakterer.

Kongens Fald Anmeldelse

”Det staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.”

Kongens Fald er i høj grad en fortælling om forfald. Mikkels manglende evne til at finde frem til og fastholde sin identitet er tydelig i hans langsomme, men sikre rejse mod den absolutte bund. Han når aldrig at finde sig til rette i de mange roller, han prøver, ligesom Kong Christians mange tiltag for at genvinde folkets opbakning fejler gang på gang. Begge karakterer er præget af en enorm usikkerhed, som i den grad kommer til udtryk en skæbnesvanger nat, hvor deres skæbner besegles af kongens ubeslutsomhed og tvivl – han vakler mellem at fortsætte forhandlingerne med den jyske adel eller forlade sit land, og ubeslutsomheden bliver bogstaveliggjort idet han befaler sig roet tværs over Lillebælt og tilbage igen adskillige gange natten igennem ude af stand til at træffe en beslutning.

”Men gennem Engen krøb Aaen aaben og sort, ulægeligt levende midt igennem den ihjelfrosne Eng.”

Selv om romanen er mørk, dyster og tragisk var den virkelig en fryd at læse. Johannes V. Jensens sprog er magisk, og jeg blev flere gange bevæget af hans naturbeskrivelser, overjordiske tillokkelser og poetiske vendinger. Ligemeget om han beskriver drømme, hesteslagtning, fisketure, nordiske myter eller voldtægter, gør han det konsekvent i samme skarpe sprog og korte, kontante sætninger, som krydres med overraskende sammenligninger og musikalsk rytme, som driver sproget fremad i et støt tempo – noget, som romanen vinder stort på med sit forholdsvis indholdsløse plot og usentimentale karakterpalette.
Ikke desto mindre gjorde det ondt at læse om Mikkels forfald. Meningsløsheden gennemsyrer ham, og man mærker som læser den livssmerte og fortabelse, som Johannes V. Jensen nådesløst insisterer på. Og alligevel formår han at skabe humor og overraskelse, når han eksempelvis beskriver hvordan de døde rejser sig fra graven og finder deres kære i det selv samme sprog.

Et Lys. Døden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i Striben og slæber sig længe over en frossen Pløjemark. Men da han er saa nær, at Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok endelig hjem han er kommen, jo her hører han til fra Begyndelsen af. Det har knebet for ham at finde Hjemmet. Men nu gudskelov. Han kommer ind, og et Par gamle enlige Folk tager imod ham. De ser ikke andet, end at det er en rejsende Haandværkssvend, der er udgaaet og syg. Han lægger sig straks paa Sengen uden et Ord, de kan vide, han er syg. Han ligger paa Ryggen — de gaar med Lyset i Stuen og snakker — han glemmer dem.

 Johannes V. Jensens evne til at tæmme det danske sprog vandt ham da også Nobelprisen i 1944 “for sin poetiske fantasis sjældne styrke og frugtbarhed, kombineret med en intellektuel nysgerrighed med en stor rækkevidde og en modig, friskt kreativ stil.”
Det er i den grad en læseoplevelse, som jeg er taknemlig for at have haft, og som jeg aldrig ville have opsøgt på egen hånd.

Kongens Fald Anmeldelse

Glæden ved at give #4: Når vennekredsen baby-boomer

Jeg elsker at mærke glæden ved at give gaver. Især, når jeg kan få lov til at give gaver, som jeg har lagt tid, tanker og arbejde i. Og efterhånden som de dejlige mennesker omkring mig bliver færdige med studiet, bliver gift og bliver ældre, får vores fasttømrede vennekreds vokseværk – og jeg elsker det. Jeg kan slet ikke stå for små fine ting til små fine mennesker <3

Victoria & Lillemann body

Dale Garn Lille Lerke

De nyeste baby-skud på stammen har meldt deres ankomst sidst på året, så jeg har sat mig for at hjælpe dem godt fra start med at kunne holde varmen – derfor faldt mit valg på denne opskrift med dette garn, som var en ren fornøjelse at arbejde med. Jeg glæder mig til at møde de fine nye små mennesker og krydser fingre for, at de kan passe ‘velkommen til verden’-gaverne.

Victoria & Lillemann body

Dale Garn Lille Lerke

 

Bogklub #1: Hærværk af Tom Kristensen

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse
Hærværk af Tom Kristensen udgivet i 1977 (original udgivelse 1930) på forlaget Gyldendal.
3/5 Stjerner

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire. Takket være mine studier har jeg efterhånden læst forfattere fra alle verdenshjørner og alle tidsperioder, men jeg har været blind over for de værker, som jeg føler, at jeg burde være startet med. De danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet, hvilket efterhånden er ved at være noget tid siden (10 år, men det siger vi ikke til nogen). Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteraturinteresserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden. Og der bliver lagt hårdt ud med udfordringer; den første bog i rækken er nemlig klassikeren Hærværk af Tom Kristensen.

Ole Jastrau, litteraturanmelder på avisen Dagbladet, har udadtil det perfekte liv. Han er gift med Johanne, sammen har de sønnen Oluf, de bor i en herskabslejlighed på Vesterbro, og alt er, som det bør være, indtil fortiden ringer på døren i form af Jastraus tidligere ven Sanders og dennes kompagnon Steffensen, en lidende digter. De inviterer sig selv indenfor og beder om asyl fra ordensmagten som erklærede kommunister. Stemningen vender med det samme i det lille borgerlige hjem, og der går ikke længe, før de ubudne gæster klandrer Jastrau for hans småborgerlighed og tirrende reciterer hans egne kommunistiske digte fra ungdommen.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Selv om Jastrau prøver at benægte det, rammer Sanders og Steffensen et ømt punkt. For Jastrau er ikke lykkelig. Det begynder at gå op for ham, at han er gået så meget på kompromis for at passe ind i samfundet, at han har forrådt sin digtekunst, sit politiske ståsted og sig selv. Denne snigende erkendelse bliver Jastraus endelige. Sanders og Steffensen bliver katalysatorer for en hengemt selvlede, som bryder ud i lys lue, og Jastrau begynder systematisk at udøve hærværk på sit liv, sit ry og sin krop uden at skænke konsekvenserne en tanke.

“Ah, nu gik solen ned,” pustede Jastrau og satte sig ved et af de nærmeste borde.
“Hvad skal vi have?” spurgte Steffensen groft.
“Fred, fred!” sukkede Jastrau. “Nu skal vi synke dybere og dybere ned. Her er det altid aften, og så er luften fortættet af grammofon. Man får ikke tid til at føle, at der er noget, der hedder tomhed. Nu skal vi – ganske stille – ganske langsomt – gå i hundene.”

Og at gå i hundene, dét gør han. Jastrau opsiger sin stilling på avisen, lader Johanne tage sønnen med sig og flytte ud, og så begynder et målrettet og destruktivt styrt mod afgrunden i selskab med Steffensen, alkohol, digte og frygten for kønssygdomme, alt imens han brænder alle tænkelige broer og giver afkald på alt, der har med værdighed at gøre.Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Da jeg så, at Tom Kristensens navn stod på bogklubbens læseliste, blev jeg både spændt og en smule ængstelig. Vi læste et uddrag fra Hærværk i gymnasiet, ligesom stort set alle andre, og det eneste jeg kunne huske fra den oplevelse var en følelse af frustration. Og jeg kan godt forstå, at mit yngre jeg blev frustreret over at læse et uddrag fra en bog med så langsommeligt et tempo og så ubehagelige beskrivelser af en mands selvdestruktion. Men ikke desto mindre synes jeg i dag, at bogen er et pragteksemplar, når det kommer til poetisk sprogbrug i romanform. For selv om jeg ikke bryder mig synderligt om nogen af karaktererne og absolut ikke har skyggen af medlidenhed med nogen af dem, så kan jeg ikke komme udenom, at Tom Kristensens sprog blæste mig omkuld og tog vejret fra mig op til flere gange. Hans evne til at beskrive København og Vesterbro er så levende, at jeg fik trang til at hoppe på det første tog mod hovedstaden med bogen under armen og læse mens jeg gik op af Istedgade, rundede Enghave Plads og slog et smut forbi den katolske kirke; på trods af tidsforskellen på små hundrede år, står det København han beskriver stadig lige så smukt og vibrerende for mig nu, som det må have gjort for ham dengang.

“Du,” brummede han, da Jastrau kom ud fra butikken igen. “Istedgade er nu en dejlig gade.”
“Hvorfor det?”
“Fordi den er lang.”
Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnende blik. Og han måtte selv stirre ned af den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.

Hærværk er på ingen måder en rar bog at læse. Selv om plottet er næsten kedeligt i sin enkelthed – en mand opsøges af fortiden, og fortiden puster hans korthus af kompromiser og samfundsforventninger ned omkring ham – så er bogen et af de mest komplicerede værker, jeg længe har læst. Tom Kristensens beskrivelse af en alkoholiseret og opgivende mand er uhyggelig skarp, og Jastraus indre dæmoner kan på ingen måde være opfundne. Indsigten ind i psyken hos en mand, der balancerer på afgrunden er brutalt ærlig og gør næsten ondt i sin udlevering af Jastrau.
Selv om også denne bog for mig ryger i kategorien “Jeg er glad for, at jeg har læst den, men jeg brød mig egentlig ikke rigtig om den” og den til tider var svær at komme igennem, har den efterladt et stort indtryk på mig. Jeg glæder mig til at stifte yderligere bekendtskab med den danske litteraturskat og ikke mindst at forsøge mig med mere fra Tom Kristensens pen, når jeg har sundet mig efter mødet med Ole Jastrau.

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst maa forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

 

“Pinocchio” af Carlo Collodi

Pinocchio udgivet i 2013 (oprindeligt 1882), udgivet i Wordsworth Classics serien.

3/5 Stjerner
Pinocchio er en klassisk fortælling og meget langt fra den sukkerdryssede version fra Disney, som de fleste kender så godt. Carlo Collodis fortælling fra 1882 book fortæller historien om Geppetto, en ældre snedker, som finder et stykke træ der forekommer ham perfekt til hans næste projekt;en dukke af træ. Men så snart han begynder at arbejde sker der noget ganske magisk – træstykket begynder at tale. Da Gepetto får lagt sidste hånd på sit værk, viser dukken sig at være uartig, flabet og i stand til både at gå, løbe og spise med samme ivrighed som enhver anden lille dreng. Gepetto døber ham Pinochhio og opdrager ham som sin søn. Men Pinocchio er ikke et lydigt barn – han lyver, og hver gang han lyver, bliver hans næse længere. Gepetto går på mange kompromiser for sin søn, men Pinocchio har så svært ved at være et godt barn. Han bliver nemt vildledt af andre og vælter fra den ene katastrofale hændelse til den næste. Hver eneste af dukkens dårlige beslutninger sårer Gepetto og og resulterer i frygtelige konsekvenser for Pinocchio. I løbet af fortællingen oplever han at få brændt sine fødder af, han kommer tæt på sultedøden, han bliver overfaldet, bliver smidt i fængsel og den berømte konsekvens, som vi kender fra filmen: han bliver forvandlet til et æsel for at blive solgt.

The little donkey Pinocchio made his appearance in the middle of the circus. He was decked out for the occasion. He had a new bridle of polished leather with brass buckles and studs, and two white camelias in his ears. His mane was divided and curled, and each curl was tied with bows of coloured ribbon. He was, in fact, a little donkey to fall in love with!

Pinocchio-Anmeldelse-Review-2

For hver dårlig beslutning han træffer, bliver straffen han skal gennemgå mere og mere hård. I starten af fortællingen sælger han sine skolebøger, som Gepetto har måttet ofre sin vinterjakke for at købe, for at kunne se dukketeater. Hans hjælpere, Fårekyllingen og den Blå Fe prøver at få ham til at forstå, at han aldrig vil få sit højeste ønske opfyldt – at blive en rigtig dreng – medmindre han for alvor og for altid ændrer sin opførsel til det bedre. Sidst i fortællingen hopper han i havet uden at tænke på faren ved sin handling for at redde Gepetto fra et gigantisk rovfisk. Hans gradvise forvandling fra flabet egoist til hengiven søn betaler sig; Pinocchios ønske går i opfyldelse, og han vågner til en ny virkelighed, hvor han er en vaskeægte dreng.

Pinocchio-Anmeldelse-Review-3

 

In return for your good heart, I forgive you all your past misdeeds. Children who love their parents, and help them when they are sick and poor, are worthy of praise and love, even if they are not models of obedience and good behavior. Be good in future, and you will be happy.

Collodis fortælling om trædukken, der blev til en dreng, er tydeligvis ikke skrevet med børneunderholdning i tankerne. Den er skrevet mere som en skræmmehistorie for at afrette og tæmme barnlige og hensynsløse impulser. Den er voldsomt moralsk og gentager gennem hele fortællingen hvor vigtigt det er at arbejde hårdt, tage ansvar for sine handlinger og at fortælle sandheden. Denne moralske undertone er indimellem så voldsom, at den overdøver resten af historien – Pinocchios straffe for ikke at opføre sig ordentligt er til tider grusomme og bliver til ubehagelig læsning. Det smittede af på mit humør, og jeg endte med at sidde og længes efter at vende den sidste side. Selv om jeg vidste, at fortællingen havde sin alder lidt imod sig, blev jeg alligevel skuffet over, hvor hensynsløs en karakter Pinocchio er. Jeg brød mig slet ikke om ham – heller ikke, selv om han endte med at lære af sin opførsel og rette op på det kaos, han fik skabt. Pinocchio er for mig endt i den kategori, der hedder “Jeg er glad for, at jeg har læst den, men jeg brød mig egentlig ikke rigtig om den.” Jeg kan sagtens sætte pris på bogens litterære værdi både som et historisk indblik i 1800-tallets opfattelse af børn og opdragelse samt dens uundgåelige rolle i populærkulturen, men det er ikke en bog, jeg har lyst til at genlæse.

 

Pinocchio-Anmeldelse-Review-4

Dewey’s 24 Hour Readathon #4

Readathon

stemningJeg har set frem til i dag med forventning, glæde, nedtælling og utålmodighed. Denne helt særlige dag, hvor bogelskere verden over samles om deres kærlighed til det skrevne ord og deler de mange læseindtryk, plottwists, forsideforelskelser og forfatteropdagelser med alle, der har lyst til at læse med. I dag er  nemlig dagen for det verdensomspændende læse-event Dewey’s Read-a-Thon, som jeg vil deltage i for fjerde gang. De nært forestående bogeventyr giver mig sommerfugle i maven, og jeg kan ikke vente, til uret viser 14 og startskuddet lyder. Jeg vil så vidt muligt dele mit læsedøgn med jer alle sammen på Instagram, Goodreads og Twitter, og jeg glæder mig til et helt døgn i bogkærlighedens tegn.

I løbet af de næste 24 timer vil dette indlæg blive længere og længere, fyldt med opdateringer om min læsning, stemningsbilleder og læseovervejelser.

Kl. 14:06 Vi er endelig landet hjemme i sofaen efter en fantastisk smørrebrødsfrokost sammen med mine forældre inde i byen. Natbukserne er taget på, og bøgerne er fundet frem. Jeg ser med længsel frem til at dykke ned i endnu en Zafón-bog, nemlig The Prince of Mist, mens Martin har grebet Crack’d Pot Trail af hans favoritforfatter, Steven Erikson.

Zafon-og-Erikson

Pinocchio
 Kl. 18:51 Jeg vendte sidste side i Zafóns magiske og hæsblæsende fortælling for en lille time siden og har siddet og fordøjet det korte, men store mesterværk med en kop kaffe og lidt bloglæsning. The Prince of Mist var en fantastisk læsestart, og jeg er uendelig glad for at have fået den i gave. Rikkes boglige intuition slår til igen! Takket være en sen og kæmpestor frokost er jeg endnu ikke sulten; Martin har lagt sig med en utilpas følelse i krop og sind, så jeg har stuen for mig selv i skrivende stund. Aftensmaden må vente et par timer eller tre, og nu giver jeg mig i kast med Collodis Pinocchio, lidt sødt til ganen og en dampende frisk kop kaffe.
Kl. 22:11 Pinocchios sidste sider må vige for mavens rumlen. Martin er stået op igen, og vi gør aftensmaden, som næsten når at blive til natmad, klar. Øjnene hilser pausen fra siderne velkommen; jeg er endnu ikke træt, men den koncentrerede læsning kan mærkes.
Kl. 22:48 Efter en fantastisk middag er jeg endnu ikke klar til at genoptage læsningen – jeg finder computeren frem og klikker mig nysgerrigt rundt for at læse, le og beundre mange andre læseres fremskridt. Endnu en gang slår det mig, hvor fantastisk særligt og helt specielt dette læsedøgn er; at jeg kan sidde og svime over en smuk udgave af en bog, hvis læser befinder sig på et helt andet kontinent og udveksle bogtips med en fremmed læser, selv om vi taler hvert vores sprog.
 letter
Kl. 01:43 Stearinlysene er brændt ned, og gaden ligger øde hen uden for vinduet. Jeg læste de sidste ord om Pinocchios rejse for nogle timer siden, og da jeg kastede blikket hen over bogryggene var der straks en helt særlig fortælling, der forlangte min opmærksomhed, nemlig Folk og Røvere i Kardemommeby. Den farvestrålende illustrerede bog er netop færdiglæst, og mine øjne er lidt trætte, men ikke nok til at krybe under dynen endnu. Martin holder mig med selskab på sofaen; han har netop afsluttet sin første bog og straks grebet endnu en af samme forfatter, nemlig The Wurms of Blearmouth. Jeg har besluttet mig for at fortsætte mit tilfældigt udvalgte børnebogstema og henter The Letter to the King ned fra hylden.
Kl. 05:49 Timerne er fløjet afsted i selskab med Tiuri og hans farefulde færd gennem kongeriger. Nu begynder trætheden for alvor at melde sig, og jeg holder en pause efter at have læst 143 sider i The Letter to the King. Nu vender jeg mig mod J. M. Barries Peter Pan i oplæsningsformat og hækler videre på mit nuværende håndarbejdsprojekt, som ikke kræver den store koncentration.
Peter PanKl. 09:03 Kedlen klikker, og jeg laver mig endnu en kop kaffe efter mit møde med Peter Pan, som ikke blev helt, som jeg havde forestillet mig. Den lydbog jeg havde fundet til formålet gennem LibriVox var indtalt i så dårlig kvalitet og med så meget baggrundsstøj, at den var ulyttelig. Derfor tyede jeg til Mofibo i stedet – men der fandtes kun Bjarne Reuters udgave af fortællingen, som læner sig uendeligt meget op ad Disneys version. Ikke at det er en dårlig ting, men det var bare ikke det, jeg havde forventet. Mørket har hægtet sig fast i himlen, og selv om urets visere har passeret ni er der stadig gråt og mørkt i min stue. Jeg tager kaffen med hen i min lænestol og fortsætter hvor jeg slap i The Letter to the King – måske kan jeg nå at færdiglæse den inden klokken slår 14 og læsedøgnet officielt er slut.
resultat
Kl. 14:06 Gongen har lydt, læsedøgnet er slut. Slikskålene indeholder kun sørgelige og krøllede stykker indpakningspapir, og gaden uden for vinduerne har fået sin trafik tilbage. Jeg sidder i sofaen med grynede øjne og en sejrrig følelse i kroppen; jeg gjorde det. Jeg formåede for første gang at holde mig vågen i alle 24 timer. Dog synes jeg ikke nødvendigvis, at det har gavnet min læsning. De sidste timers ridderfærd sammen med Tiuri har været langsomme og møjsommelige, og jeg har været mere forvirret end underholdt. Plottet er egentlig enkelt; Tiuri skal levere et brev til en konge. Men hans rejse er så propfyldt med riddere, væbnere, hjælpere og lokationer, at min hjerne har besvær med at følge ham. Af en børnebog at være er The Letter to the King umådelig beskrivende og unødvendig lang og snirklet.
Jeg har formået at læse syv ud af romanens otte dele, hvilket svarer til 409 sider. Ud over dem har jeg læst The Prince of Mist på 202 sider, Pinocchio på 192 sider, Folk og Røvere i Kardemommeby på 139 sider samt lyttet til Bjarne Reuters adaption af Peter Pan, som varede 2  timer og 19 minutter, som i følge Goodreads er på 135 sider. Så alt i alt har jeg i dette læsedøgn ført øjnene hen over 1077 sider, hvilket er en personlig rekord. Børnelitteratur fungerede helt optimalt, hvis man ser bort fra Tonke Dragts børnebog, og jeg ser tilbage på de sidste 24 timer med et smil på læben. Og nu – nu skal jeg have mig et varmt bad, en stor kop te, og så skal jeg se dyner.
Det har som altid været helt fantastisk at dele sit læsedøgn med så mange andre glade læsere, og jeg glæder mig allerede til næste gang. Tusind tak for i dag, kære jer.
Bogreoler
Et pladderromantisk P.S.: Martin nåede at læse halvanden bog – og mit readathon blev endnu mere fantastisk af at have ham liggende ved min side på sofaen <3