Dear Dewey #2

BogreolerKender du det der med, at du er tusind procent sikker på, at du har en bestemt bog stående på hylden? Og at du planlægger at læse den til Read-a-thon, for den står jo lige dér på hylden og venter på dig? For skuffende og måbende at indse, at det simpelthen er noget, som du har bildt dig ind?
Det nummer lavede jeg (for Gud ved hvilken gang) i denne uge. Jeg var mere end stensikker på, at J.M. Barries Peter Pan stod på bogreolen og ventede på mig. Jeg gik endda og tænkte mange tanker om min forestående læsning af den velkendte børneklassiker; hvor meget jeg glædede mig til at dykke ned i det originale univers; hvor skønt det ville være at gense Disney-klassikeren ugen efter; hvor fantastisk det blev at kunne dele læseglæden med de mange andre deltagere rundt omkring, som også havde annonceret, at de tog et smut til ønskeøen i morgen. For bogen står ikke på hylden. Og jeg blev helt paf. Min hjerne havde snydt mig. Den har sikkert ligget trygt og godt i utallige digitale indkøbskurve, men er aldrig nået igennnem skærmen og hjem til mig af en eller anden grund.
Så hvad gør man så? Jamen man googler lidt. Og finder ud af, at den kære dreng på trods af sin evige ungdom efterhånden er ved at være en gammel herre. Faktisk blev børnebogen skrevet i 1911. Og det gjorde mig glad – for så snart en bog rammer 100-årsmærket er der pludselig en ret stor chance for, at den ligger frit tilgængeligt for alverdens læsere. Derfor kan jeg alligevel få lov til at nyde Barries fortælling om drengen, der aldrig bliver voksen – og jeg glæder mig til at høre den fortalt, når mørket falder på, og øjenlågene bliver drilske og tunge.
Peter Pan
Udover Peter Pan har jeg bestemt mig for to andre bøger, som jeg længe har glædet mig til at læse. Den første, som jeg starter mit læsedøgn med, er The Prince of Mist af Carlos Ruiz Zafón. Selvom jeg endnu ikke har læst bogen, betyder den allerede meget for mig. Jeg fik bogen i fødselsdagsgave tilbage i marts af en af mine sødeste veninder som havde husket på, at Zafón har forfattet en af mine absolut yndlingsbøger, nemlig The Shadow of the Wind. Den slags overvejelser varmer en bogelskers hjerte, og jeg glæder mig til at mindes en fantastisk fødselsdag, en kær veninde og et eminent forfatterskab under min læsning.
Bog nummer to bliver endnu en Disney-inspiration, nemlig børnebogen Pinocchio af Carlo Collodi. Jeg elsker tegnefilmen og har en masse gode minder, hvor den har kørt over skærmen, mens min lillebror og jeg sad foran kukkassen og forsøgte at regne ud, hvor meget man skulle øve sig for at kunne snitte så flot en dukke. Originalen er, så vidt jeg ved, langt mere en skræmmehistorie om, hvad der sker med børn, som ikke er søde og som lyver, men på trods af advarslen ser jeg stadig uendeligt meget frem til at møde den originale Pinocchio.
Readathon
Disse tre bøger er ikke nok læsestof til 24 timer. Og jeg har simpelthen måttet opgive at beslutte mig for en stak, for jeg vil aldrig kunne bestemme mig. Derfor har jeg tænkt mig at vende mig mod bøtten, hvis sedler forhåbentlig kan hjælpe mig med mit læsedilemma, og hjælpen betyder også, at jeg kan nyde de 24 timer uden at tænke over, hvad jeg mon skal læse denne gang. Det nært forestående Read-a-thon er nemlig specielt for mig af flere årsager: Det bliver det sidste Read-a-thon i min nuværende lejlighed, da jeg flytter fra den inden længe, og det er det første Read-a-thon jeg skal dele med en anden, nemlig min dejlige kæreste Martin.
Bøtte

BøttenJeg glæder mig helt usandsynligt meget til at læse med resten af verden i morgen – og jeg ser frem til at følge en masse medlæseres eventyr. Og nu skal jeg ud og proviantere til den helt store guldmedalje. Ses vi?

Stine

“Æsops Fabler”

aesop3
Aesop’s Fables udgivet i 2013 (oprindeligt skrevet mellem 620 og 560 F.Kr.), udgivet i Wordsworth Classics serien.
3/5 Stjerner

Æsops fabler har haft stor indflydelse på litteratur, kultur og dagligdagens talemåder. Selvom man måske ikke har hørt om Æsop, har langt de fleste hørt om eller læst forskellige variationer af en eller flere af hans fabler. Hvem har ikke hørt bemærkningen om de sure rønnebær, det at pynte sig med lånte fjer, eller at en fugl i hånden er bedre en ti på taget? Disse velkendte vendinger er alle moraler fra Æsops hånd, som på fascinerende vis har fundet vej igennem tusindvis af år og ind i vores hverdagssprog. Endvidere blev jeg overrasket og fornøjet over at opdage, at velkendte fortællinger, som jeg har læst i barndomsværelset med forsimplet tekst og farverige billeder såsom “Drengen, der råbte ulv”, “Skildpadden og Haren” og “Løven og Musen” har deres oprindelse fra Æsops pen.

A lioness and a vixen were talking together about their young, as mothers will, and saying how healthy and wellgrown they were, and what beautiful coats they had, and how they were the image of their parents. “My litter of cubs is a joy to se,” said the fox; and then she added, rather maliciously, “But I notice you never have more than one.” “No,” said the lioness grimly, “but that one’s a lion.”

Quality, not quantity.

Fablerne, som er korte har et enkelt formål – at videregive en morale. I “Drengen der råbte ulv”, hvis oprindelige titel er “Hyrdedrengen og Ulven” er moralen, at man ikke kan stole på en løgners ord, selv når denne åbenlyst fortæller sandheden. I “Skildpadden og Haren” er moralen, at slow and steady wins the race, eller den kendte vending om, at hovmod står for fald. Endvidere er de alle som én små litterære perler, som efterlader læseren med lidt sund fornuft, om man vil.

aesop1

Moralerne står skarpt i hukommelsen, fordi de serveres med en god portion humor og viser hverdagssituationer og mennesketyper forklædt som ulve, haner, egetræer, frøer, gamle koner og så videre. Jeg har nydt at læse en enkelt fabel eller to, når jeg har passeret den lille bog, der har haft sin faste plads i vindueskarmen, og det har virkelig gavnet min læseoplevelse. For selvom fablerne er herlige, er der en del tematikker og præmisser, som går igen flere gange; såfremt samlingen læses over en enkelt eftermiddag vil jeg vove den påstand, at fablerne bliver svære, hvis ikke umulige at skelne fra hinanden.
Alt i alt var fabellæsningen en spøjs, men også en vigtig læseoplevelse for mig. Jeg har længe gerne villet læse dem, da flere litterære temaer, velkendte ordsprog og fortrolige metaforer alle har deres ophav netop hos Æsop. Desuden vækkede en del af moralerne genklang i mit eget liv og er gode påmindelser om, at man ikke skal skue hunden på hårene, at krage søger mage, at nød lærer nøgen kvinde at spinde og min egen favorit –  kvalitet fremfor kvantitet.

aesop2

Anmeldereksemplar: “Døde Mænd” af Mette Glargaard

Døde MændDøde Mænd af Mette Glargaard udgivet i 2015 på forlaget Grenen. Anmeldereksemplar.

1star

Mød Marie – en kold, kynisk, kalkulerende og kapitalstærk kvinde, som jager en helt særlig slags storvildt, nemlig mænd. Marie har haft en grusom opvækst med en sadistisk far og en underdanig mor, som indeholder forfærdelige oplevelser og en skelsættende beslutning: Marie besluttersig for at slå sin far ihjel. Dette drab bliver starten på en morderisk løbebane, hvor hun målrettet går efter at lokke misogyne og manipulerende mænd ind i et forhold, hvorefter hun ender deres liv, når de mindst venter det.

Livet som seriemorder passer Marie udemærket, og derfor bliver hun slået ud af kurs den dag hun møder kvinden Lotte. Lotte er alt det, som Marie ikke er – hun er klodset, umiddelbar, bærer følelserne uden på tøjet og har mangler selvværdet til at gå fra kæresten og selvtilliden til at være alene. Marie drages til og fascineres af Lotte, og de to modsætningsfyldte kvinder udvikler hurtigt et tæt venskab.

De talte mindre og mindre sammen, og hjemmet blev et tyst og koldt mausoleum over et forhold, som aldrig skulle have udviklet sig udover kyssestadiet. Men hun havde været så forblændet af at han lod til at ville hende. Det var som et magisk tryllemiddel og fuldstændig uimodståeligt for hende at føle sig eftertragtet. Den følelse havde hun kørt længe på, og selv da den forsvandt, blev hun hos ham, i håbet om at den ville dukke op igen, hvis bare hun elskede ham nok.

Lotte slipper ud af en uholdbar situation med sin ekskæreste og møder manden Lars, som får alle Maries alarmklokker at ringe; manden er et pragteksemplar på den type mand, som Marie har for vane at nedlægge. Men grundet sit nyfundne venskab holder Marie sig på sidelinjen – det er dog hurtigt tydeligt, at Lotte er fanget i et dysfunktionelt og voldeligt forhold, som hun ikke kan slippe ud af – for trygheden i det velkendte, men ulykkelige er alligevel at foretrække fremfor det nye, men usikre. Marie beslutter sig for at skride ind, og Lottes kæreste kan pludselig ikke vide sig sikker ret meget længere…

Døde MændDa forfatteren, Mette Glargaard, skrev til mig og tilbød mig et anmeldereksemplar af debutromanen ‘Døde Mænd’ takkede jeg ja efter at have læst lidt om baggrunden for romanens tilblivelse, som jeg fandt utroligt interessant. Romanen udspringer nemlig af en terapeutisk skriveøvelse, som Mette lavede efter at have afbrudt kontakten til sin narcissistiske far. Skriveøvelsen, som gik ud på at skrive mordet på forælderen, udviklede sig til romanen, og mange af episoderne i ‘Døde Mænd’ emmer af realisme og selvoplevede situationer.

Selvom præmissen virkede rigtig spændende, original og tillokkende må jeg desværre sige, at jeg var skuffet efter endt læsning. Jeg havde glædet mig til at læse om en kvindelig seriemorder, fordi det er en præmis, som jeg endnu ikke er stødt på andre steder i min læsning.  Selv når jeg bærer over med, at ‘Døde Mænd’ er en debutroman, så fungerede den simpelthen ikke. Præmissen var som sagt rigtig god, men redigeringen er så mangelfuld, at jeg slet ikke kunne komme ind i en læserytme eller holde af karaktererne – de blev for karikerede, prosaen var for staccato og forceret og den manglende konsekvens i tegnsætning koblet med en del sproglige fejl fik min indre grammatik-elsker til at stejle mange gange. Bogen ville alt for meget på alt for få sider, hvilket resulterer i flade karakterer og en overrumplende mængde steder, som man som læser ikke når at forholde sig til, før handlingen skubber én videre. Der er rigtig mange muligheder i både plottet og prosaen, men de når aldrig at kæmpe sig op til overfladen med så mange om buddet. Fordi min læseoplevelse blev så påvirket af den manglende redigering og konsekvens, kan jeg ikke give bogen mere end en enkelt stjerne. Det, som jeg havde håbet på ville blive en afslappende litterær læseoplevelse hen over en eftermiddag endte med at blive en stædig kamp for at nå til det sidste punktum. Jeg er sikker på, at bogen ville have fået op til tre stjerner, såfremt en redaktør havde taget bogen under kærlig behandling og hjulpet forfatteren med en omgang ‘kill your darlings’, som kræver blod, sved og tårer, men til slut gør en kæmpemæssig forskel for bogen.



			

Bøtten #8 – “The Gargoyle” af Andrew Davidson

Gargoyle
The Gargoyle af Andrew Davidson udgivet i 2009 (original udgivelse 2008) på forlaget Canongate Books.
Læst 29. december 2014 – 19. juli 2015

4 stars

Fra første side er der fart på. Hovedpersonen, som er en mandlig pornostjerne kører galt med whisky og kokain i blodet ud over en bjergskrænt – bilen bryder i brand, og han sidder fanget i flammehavet, hvor han bliver fortæret af flammerne. Få minutters uopmærksomhed resulterer i et voldsomt og altoverskyggende tab; han mister sit job, sine ejendele, sit selvbillede, sin hud og næsten sin forstand. I stedet vinder han et smertehelvede uden lige, og hans skarpe og tilstedeværende sind er fanget i en krop, som kan ingenting og hvis fortsatte eksistens hænger i en tynd tråd. Hovedpersonen, hvis navn aldrig røbes, vågner efter sin traumatiske oplevelse op på en intensiv brandsårsafdeling efter at have ligget i koma i næsten to måneder, og læseren møder for første gang hans rå sarkastiske humor, som snor sig som en slange igennem hele narrativet – den giver nogle kærkomne pauser i de ellers brutale beskrivelser af den smerte, frustration og meningsløshed, som et brandoffer gennemgår efter så stort et traume; lægerne kommer med jævne mellemrum og fjerner den døde hud, skærer i den nye uden bedøvelse grundet hævelse og påsætter hud fra kadavere for at holde ham i live.

There I lay, wearing dead people as an armor against death.

Midt i al denne koncentrerede elendighed, som fremprovokerer et stærkt ønske om at tage sit eget liv dukker en sælsom besøgende pludselig op på hans stue. Hendes navn er Marianne Engels, hun er en psykiatrisk patient på sygehuset, og ved deres første møde proklamerer hun, at de er skabt for hinanden, at de har levet mange liv, og at deres kærlighed starte i 1400tallets Tyskland. Selvom han ser hendes fremstilling af verden og hendes skråsikre fremstilling af deres fælles fortid som en gennemarbejdet vrangforestilling lader han hendes besøg fortsætte, mest af alt fordi de er en kærkommen pause fra hans smertefulde og brutale virkelighed. Hun fortæller ham historier om en kærlighed, der kan overvinde alt, om japanske glaspustere, oversættelse af tekster bag klostrets mure og hærgede lejesoldater, som får hans reconvalescens til at blive udholdelig.

I could endure a thousand surgeries, and I’d still be a blister of a human being. There is no cure for what I am … a spent, struck match … an unbeloved monster.

Gargoyle

Andrew Davidson har med The Gargoyle begået en imponerende debut. Narrativet bærer præg af en enorm mængde research af alt lige fra brandofre over gargoiler, stenhuggeri, middelalderlige klostre og Dantes Inferno til pornofilm. Selvom jeg var et halvt år om at læse bogen, fordi livet, forlagspraktik, specialeskrivning og oversættelse tog min tid, var jeg tilbage i hans univers, så snart jeg startede på et nyt kapitel. Det var umådeligt forfriskende at læse en atypisk fortælling om en så stærkt brændende kærlighed mellem to mennesker, som igen og igen bliver stillet over for udfordringer og forhindringer, både i deres nutid og deres fortid. Selvom jeg tog på en rejse igennem helvede sammen med hovedpersonen var det en udsøgt fornøjelse takket være det smukke sprog, som bogen er skrevet i – sarkasmen flyder, personerne er troværdige, og alle tråde samles til sidst i en storslået sproglig mosaik, som efterlod mig uden ord og åndeløs. The Gargoyle er den slags bog, jeg ville ønske, at jeg kunne skrive. En bog, der er nytænkende, innovativ, overraskende og uforudsigelig, og som jeg absolut vil anbefale til enhver, der kan lide kærlighed og eventyr.

You are mine, I am yours; you may be sure of this. You’ve been locked inside my heart, the key has been thrown away; within it, you must always stay.

Tekst, gargoyle

Gargoyle

Bøttebillede

Glæden ved at give #3: Mærkedage og Rejseplaner

Lærkes-tæppe-foldet-sammenDet der med at give hjemmelavede gaver er altid lidt af et sats. Jeg elsker glæden ved at give, og når jeg går i gang med et projekt, der skal ende i andres hjem bliver hvert et sting og hver en maske fyldt med kærlighed, glæde og masser af tid. Men indimellem bliver man pludselig godt og grundigt i tvivl – hvad er det lige, man har gang i? Bliver modtageren overhovedet glad? Er det pænt nok? For når gaven skal være en overraskelse, er det svært at forventningsafstemme med modtageren.

Heldigvis havde jeg denne gang min kære kusine til at være heppekor, og jeg kom igennem planlægning, køb og eksekvering uden alt for mange følelsesmæssige rutsjeture. Gaven var nemlig til hendes datter, min ‘niece’, som en ekstra gave på konfirmationsdagen. Min niece er umådelig glad for musik, og især engelske boybands (det er som om den trend gentager sig selv med et par års mellemrum, no?) og har efterhånden i noget tid snakket mere og mere om, at hun ville elske at komme til London på tøsetur sin mor og mig (var der nogen, der sagde bogindkøb?). Det er en tur, som jeg vil glæde mig til, og som vi helt sikkert skal have ført ud i livet, så snart arbejde, speciale og skolefri tillader det. Og indtil da håber jeg, at hun vil glæde sig sammen med mig igennem brugen af hendes gave.

Selvom jeg elsker at give gaver, må jeg ofte se mig slået af økonomien. Garn er efterhånden dyrt, og derfor så jeg det nærmest som et tegn, at Drops havde gode besparelser på deres Paris, som ovenikøbet kunne fås i genbrugsdenim – min niece er ikke god til lyserød og glimmer, men er mere til slidte cowboybukser og converse; det passede perfekt. Lærkes tæppe garnet

Jeg er sjældent i god tid, så jeg havde gjort mig det klart, at projektet skulle være enkelt, og at der skulle fart på hæklenålen – derfor valgte jeg et enkelt mønster på hæklede firkanter og gik i gang. Jeg blev færdig med tæppet tidsnok til både at få det vasket, blokket i form og pakket ind (det er forbavsende sjældent, at jeg når det) og min niece blev rigtig glad for at have fået sit helt eget tæppe og ikke mindst for tæppets design. Lærkes tæppe

lærkes tæppe sammensyning

lærkes tæppe foldet udDet var et skønt projekt at sidde med – firkanterne hobede sig op, og jeg var ikke bundet hjemme i kraft af, at de var så små. Og glæden ved at sætte de små dele sammen og lade et mønster dukke op i helheden er noget, som jeg aldrig bliver træt af, omend der nok lige går lidt tid, inden jeg skal lave så stort et projekt igen.