“Ethan Frome” af Edith Wharton

Ethan Frome

Ethan Frome af Edit Wharton udgivet i 2005 (original udgivelse 1911) på forlaget Penguin.
Læst 25. april, 20154 stars

Ethan Frome bor på sit husmandssted i det barske og kolde New England i byen Starkfield, Massachusetts sammen med sin kone Zenobia, også kaldet Zeena. Ethan holdes fast i sin fra-hånden-til-munden-tilværelse med at sælge tømmer og holde husmandsstedet oven vande, som besværliggøres af Zenobias hypokondriske natur. Grundet Zeenas svagelige natur bor hendes kusine Mattie hos dem som ung pige i huset, og hendes livlige sind og store kontrast til Zeena fortryller hurtigt Ethan, som føler sig fanget i et fornuftsægteskab og har måttet acceptere de bånd, han finder sig holdt nede af.

“There was in him a slumbering spark of sociability which the long Starkfield winters had not yet extinguished. By nature grave and inarticulate, he admired recklessness and gaiety in others and was warmed to the marrow by friendly human intercourse.”

Ethan bliver håbløst forelsket i Mattie. Som Zeenas modsætning er Mattie køn, munter og snakkesalig, hvor Zeena tilfører en ulykkelig og jammerlig stilhed. Zeena mistænker dog, at noget er på færde mellem de to og begynder at holde mere øje med Ethan og Mattie – og  hendes jalousi og vrede bobler op til overfladen. Ethan er splittet og ved ikke, hvad han skal gøre; båndene, som binder ham, føles strammere og strammere.  Han er helt igennem ulykkelig sammen med Zeena. Hele hendes tilværelse handler om den næste nye lidelse eller dårligdom, og Ethan har ikke pengene til at finansiere de mere og mere søgte behandlinger, hun tror hun har brug for. Samtidig kan han heller ikke bære tanken om, at hun vil sende Mattie væk.

“She had taken everything else from him, and now she meant to take the one thing that made up for it all.”

Ethan Frome er en stærk historie om svage mennesker. Hovedpersonen bliver holdt nede, først af sine forældre, så sin ejendom, sin fattigdom og sit ægteskab, der hverken indeholder kærlighed eller sympati. Hans kone må se sig slået af sit sinds talrige manipulationer; hendes indbildte sygdomme og den identitet de giver hende i så lille en landsby lader hende indimellem glemme sit barske, kærlighedsløse og fortrøstningsløse liv og giver hendes hverdag en forkvaklet form for mening. Og endelig er der kusinen Mattie Silver, som bor hos dem for at hjælpe med Zeena og huset, og som ikke har andre steder at tage hen. Interessant nok er de tre karakterer både fastlåste og beslægtede: Zeena beskrives som Ethans kusine, mens Mattie er Zeenas kusine. Derigennem bliver Zeena både i bogstavelig og overført betydning den forenende faktor mellem dem alle samt den, som skiller Ethan og Mattie ad.

Frome

Så forbudt en kærlighed som Ethans følelser for Mattie er dømt til at mislykkes, og Ethan tager en drastisk beslutning, som får forfærdelige konsekvenser – og med sin fejltagelse skader han sine omgivelser og efterlader følelsesmæssige og fysiske ar. Zeena bliver tvunget ind i rollen som omsorgsgivende hjælper, mens Mattie bliver reduceret til endnu en bånd, som binder Ethan til husmandsstedet samt ruinerer ham økonomisk, intellektuelt og følelsesmæssigt.

“They had never before avowed their inclination so openly, and Ethan, for a moment, had the illusion that he was a free man, wooing the girl he meant to marry. He looked at her hair and longed to touch it again, and to tell her that is smelt of the woods; but he had never learned to say such things.”

Så smuk, så sørgelig – Wharton viser sig endnu engang at være en sand ordsmed, som formår at fortælle historien gennem de små detaljer, delte blikke og utopiske dagdrømme. Min læseoplevelse var meget ambivalent; sproget var så flydende og smukt, naturbeskrivelserne så livagtige, at jeg forventede at mærke sneen falde på mine kinder – men samtidig har Ethan, Zenobia og Mattie efterladt mig i en tilstand af dyb melankoli og tristhed. De er en barsk påmindelse om, at man ikke altid får, hvad man ønsker, eller hvad man fortjener.Frome

Dewey’s 24 Hour Read-a-thon #3

Dewie-3,-april-2015

I dag er en helt særlig dag for mig, både fordi den inviterer læsere over hele verden til at samles om deres kærlighed til historien, men også fordi denne dag markerer min tilbagevenden til min ældste kærlighed, som jeg har været foruden lidt for længe: læsningen. I dag er  nemlig dagen for det verdensomspændende læse-event Dewey’s Read-a-Thon, som jeg vil deltage i for tredje gang. Og jeg glæder mig.

 

I løbet af de næste 24 timer vil dette indlæg blive længere og længere, fyldt med opdateringer om min læsning, stemningsbilleder og læseovervejelser. 

Kl. 12:51 – Bogstakken er blevet udvalgt, hyggetøjet fundet frem og kalenderen er ryddet frem til i morgen kl. 14:00. Jeg har tænkt og tænkt og er kommet frem til, at jeg vil færdiglæse den søde, lette Anna og det Franske Kys , som jeg i følge Mofibo mangler 32% i. Dernæst har jeg fyldt bogstakken med korte bøger med meget forskellige udtryk:
– Beaumarchais’ komedie Barberen fra Sevilla på 91 sider,
– Fay Weldons skarpe og provokerende roman the Heart of the Country på 199 sider,
– Edith Whartons intense, men korte roman om Ethan Frome på 117 sider,
– En tankeeksperimenterende og smukt skrevet overvejelse fra Julian Barnes om Flaubert’s Parrot på 229 sider,
– Sjóns tryllebindende fortælling the Whispering Muse på 141 sider,
– Og sidst, men absolut ikke mindst, Roald Dahls velkendte, skægge og lette klassiker om Charlie and the Chocolate Factory på 168 sider.

Således vil jeg forsøge at holde mig vågen hele døgnet og læse i alt 945 sider på papir og de resterende 32% om den kære Anna. Nu skal tiden bare gå.

Læstestakken

14:03 – Kaffen damper i koppen, og efter en lille virtuel fejring af læsedøgnets start sætter jeg mig til rette med computeren på skødet og Annas eventyr på skærmen.

15:29 – Så nåede jeg til vejs ende og læste om Anna og Étienne. Bogen var skøn, let og luftig og var en perfekt start på læsningen, synes jeg. Endvidere gjorde det mig så glad at læse om Paris, og jeg mindedes min egen tur derned, som også var fyldt med byvandringer og oplevelser. Nu skal der tankes op igen; kaffen er drukket, og slikskålen bærer præg af den sidste halvanden times læsning. Og så skal jeg have besluttet mig for, hvilket læseeventyr, der skal påbegyndes.Anna Dewey

Kl. 16:15 – med frisk kaffe på kanden og lidt mad i maven har jeg fået tændt lys for at bekæmpe den tiltagende gråhed uden for vinduerne. Striktrøjen er fundet frem sammen med et par tæpper, og nu sætter jeg mig til rette i sofaen med Edith Whartons Ethan Frome, som jeg har hørt så mange gode ting om.

Kl. 18:49 – Sidste side er vendt, og Whartons fortælling er bragt til ende. Siderne emmede af længsel, frustration, lidenskab og harme, og de få sider havde en stor indvirkning på mig. Den har efterladt mig melankolsk og eftertænksom; visheden om, at man i sin umiddelbarhed låser sig selv fast i en situation, som kun gør tilværelsen mere og mere ulykkelig er noget, som jeg meget nemt kan genkende. Derfor holder jeg et lille afbræk, får indtaget noget aftensmad og ser mig om efter en bog, som kan lette stemningen lidt.Ethan Frome

Kl. 19:35 – Maden er spist, og jeg har sundet mig nok ovenpå min sidste læsning til at gå i gang igen. Jeg kan mærke, at jeg har brug for noget let, noget sjovt, spøjst og trygt, så jeg er gået i gang med Roald Dahls skægge fortælling om Charlie og den gyldne billet.

Kl. 22:24 – Så fik jeg vendt sidste side om Charlies eventyr. Fortællingen var skæg, og endnu en gang ville jeg ønske, at jeg havde stiftet bekendtskab med Roald Dahls fantasifulde historier som barn; den ligefremme børnelogik, ordspillene og Oompa Loompaernes herlige sange ville jeg have elsket at høre som godnathistorie. Læsningen trak gevaldigt ud på grund af festlig larm fra både opgang og fortov, så inden jeg kaster mig over endnu en bog, vil jeg gå en kort tur og nyde den friske aftenluft.

Kl. 00:16 – en gåtur og et langt varmt bad senere sidder jeg atter klar i lænestolen klar til en ny bog. Efter Roald Dahls skægge historie har jeg udvalgt mig noget ganske andet; der er masser af spydighed, provokation, humor og skarpsindighed i Fay Weldons beretning om husmoren Natalie i the Heart of the Country, og jeg ser frem til at komme i gang. Slikskålen står klar, og kaffen er nybrygget. Nu skal der læses.

Kl. 03:57 – Mine øjne er tunge, og mit humør har lidt under naboernes kritisable opførsel. I de sidste fire timer har jeg kun fået læst sølle hundrede sider, så jeg giver op og kravler ind under dynen i nogle timer i håb om, at larmen forsvinder og humøret stiger.

Kl. 12:14 – Hold op, hvor var søvnen tiltrængt. Jeg ville sådan ønske, at jeg var i stand til at holde mig vågen hele læsedøgnet, men kroppen sagde nej, og øjnene lukkede sig. Efter en dejlig morgenmad i fantastisk selskab og endnu en spandfuld kaffe er jeg mere end klar til at komme i mål med min læsning, og jeg håber at kunne færdiggøre Weldons roman inden kl. 14:00.Weldon breakfast

 

Kl. 13:58 – Sidste side i Weldons roman er vendt, og dermed sluttede mit læsedøgn. Jeg har i alt fået læst 484 sider i papirform samt 32% af Anna og det Franske Kys på Mofibo. I betragtning af, at jeg også fik tiltusket mig nattesøvn, er jeg nogenlunde tilfreds. Til næste readathon vil jeg dog forberede mig noget bedre og sove så længe, jeg overhovedet kan, samt tilføje en lydbog eller to til læsedøgnet. Jeg er dybt imponeret over de andre deltageres læsehastigheder, dedikation og evne til at holde sig vågen så længe, og jeg har i sandhed nydt at følge med i læsningen ude i blogland. Det gør mig næsten lidt trist, at dette event kun afholdes to gange årligt og glæder mig allerede til oktober. Jeg siger tak for denne gang og vender næsen mod den ventende bunke korrekturlæsning.

Hvordan forløb dit læsedøgn?

Long time, no read

Tiden flyver, når man har det skidt. Når man pludselig vågner op og ser, at man er nødt til at foretage ændringer i sit liv, i sin hverdag og i fremtidsudsigterne.  Når man pludselig indser, at man ikke har det godt – og ikke har haft det godt længe. Når de lange dage med arbejde og praktik pludselig ikke fylder nok til, at man kan lukke øjnene for sit eget velbefindende, og man indser, at der skal ske noget drastisk for at genfinde muligheden for at blive glad igen.

I december startede jeg på en sådan livsomvæltning. Jeg gik fra min kæreste gennem otte år, fordi jeg ikke var lykkelig og ikke havde været det længe. Jeg sagde mit deltidsjob op, fordi jeg ikke længere kunne holde tårerne tilbage, når der kom kundeklager, eller jeg blev bedt om at blive en time ekstra. Jeg stod ansigt til ansigt med min egen dødelighed i form af svære celleforandringer og fik foretaget et keglesnit. Jeg havde en mundtlig eksamen, en skriftlig eksamen og en presserende re-eksamen, som hang og dinglede faretruende over mit hoved. December var en travl måned.

I al den virvar var der ikke plads til at leve. Der var kun plads til at overleve. Jeg var ude af stand til at læse, at slappe af, at sove uden forstyrrende drømme, at være til stede – jeg drev rundt i en tåge, hvor de eneste holdepunkter var deadlines for uundgåelige opgaver. Julen kom og gik, og dage med familien hjalp. Følelsen af, at jeg altid var god nok i deres midte hjalp. Søde ord, forstående blikke og varme kram fra uundværlige veninder gav mig den slags ubetingede kærlighed, som jeg følte, at jeg havde manglet i alt for lang tid.

Nytåret blev fejret, og i starten af januar fandt jeg pludselig en ny form for ro. Jeg kunne med ét se, hvordan alt var, som det skulle være. At mange af de planer, jeg havde haft havde været rene utopier, som mit sind havde fremmanet for at få det hele til at give mening. At der var noget andet, en anden, jeg havde brug for i mit liv. At jeg ville have muligheden for at være i et forhold, som ville styrke mig og ikke tappe mig, som kunne lade mig vokse som menneske, ikke sætte mig i bås. At jeg havde skærmet mine følelser og påbegyndt bearbejdelsen af tabet af forholdet langt inden december kom.

Nu er jeg endelig ved at kunne trække vejret igen. Nu har jeg lært at lytte til min mavefornemmelse, at vægte min egen vurdering og fornemmelse højere end andres, at indse, at jeg ikke kan holde til at gabe over for mange opgaver. At jeg, i modsætning til hvad jeg i mange år overbeviste mig selv om, ikke trives med at have mange bolde i luften og stresse fra en opgave til den næste. Nu har jeg endelig fået tænkt i bund, sovet ud og lært mig selv nok at kende igen til, at der er blevet frigjort energi til at lægge overlevelsen lidt på hylden og begynde at leve. At  grine, sige nej, kysse, nyde stilheden, fordybe mig, elske og blive elsket, lave ting af garn og ikke mindst læse igen. Jeg glæder mig.

Fridge

 

Forlagsfredag #5 – Flyvende Fart

ManusDagenes gang på forlaget er i høj grad påvirket af deadlines. Deadlines sat af kontakte journalister, som der skal følges op på, deadlines givet af grafikere, der skal have en vis tid til at færdiggøre bogomslag, deadlines for redigering af manus, så det kan sendes videre til næste kollega til korrekturlæsning, deadline for afsendelse af det færdigrettede opsatte manuskript til trykkeriet.
Op til årets største, vigtigste og absolut sjoveste begivenhed, nemlig Bogforum, har der været ekstra meget tryk på her på det lille forlag. Med to fastansatte, tre praktikanter, pr, events, administrering af sociale medier og tre manuskripter unde har der været mere end rigeligt at se til. Det har til tider holdt hårdt – lange dage, trætte øjne og usikre grammatikfornemmelser, men selvom stressniveauet nogengange er højt, så giver deadlines og projektarbejde så uendelig meget tilfredshed – når man endelig står med det færdige produkt i hænderne.
Manus2I den sidste måneds tid har især et af vores tre levende manuskripter cirkuleret rundt i min bevidsthed; debutromanen Flyvende Sommer, som jeg har været forelsket i siden første gennemlæsning. Romanen følger teenagedrengen Nans over en skæbnesvanger sommer i den sydjyske hjemby og det græske øhav. Narrativet er smukt flettet sammen med minutiøse sansebeksrivelser, som formår at komplimentere hovedpersonens sindstilstande og ubevidste tankerække. Nans som fortæller er naturligvis subjektiv, men også umulig ikke at komme ind under huden på. igennem hver bearbejdning af manuskriptet har Nans og hans oplevelser givet mig associationer til andre coming-of-age romankarakterer som eksempelvis min kære Holden Caulfield, den umiddelbare og uskyldige Charlie, og til tider også den sørgmodige, ærlige og tolerante Nick Carraway.

I den kommende uge har jeg til opgave at få startet PR-arbejde op i forbindelse med bogens udgivelse i midten af november, og jeg glæder mig til at lade så mange som muligt læse Karsten Wind Meyhoffs smukke, smukke debutroman.
bagside
forside

“The View from Castle Rock” af Alice Munro

Munro

The View from Castle Rock af Alice Munro udgivet i 2007 (original udgivelse 2006) på forlaget Vintage Books, The Random House Group.

Læst fra 03. september til 19. oktober 2014

4stars

Nogle af mine kæreste barndomsminder omkredser fortællinger. Fortællinger om tidligere tider, om min oldefars dagligdag som købmand i Kastrup, om min mormors mange eventyr først hjemme på gården, derefter ude som tjenestepige hos Skovridderen, om dén vinter, da min fjortenårige morfar kunne gå over bæltet, fordi det var frosset til is, om første gang min farfar tændte for et fjernsyn. Fortiden har det med at virke fascinerende på mig, selvom jeg godt ved, at jo længere tid der går, desto mere vokser dens gyldne og romantiserede aura. Efter at have læst Alice Munros novellesamling ved jeg, at jeg ikke er alene i min fascination af fortiden.

Munro fortæller gennem værket sit stamtræs historie stykket sammen af faktuelle bidder støvet op i kirkebøger og gamle breve tilsat en god del indlevelse, fantasi og respekt. Novellesamlingen er delt i to; de første fem noveller står sammen under overskriften “No Advantages” og fortæller om Munros forfader i 1800-tallet, Will O’Phaup, og hans møde med feer og spøgelser i den skotske vilde natur, men også om klanens afstikker James Laidlaw, som tog beslutningen om at emigrere med sin familie fra det skotske højland til Canada med sine børn og børnebørn. Læseren følger med på den lange rejse til søs, og fokus, tid og fortæller skifter over de næste noveller, som beskriver familiens prøvelser ombord på det enorme skib og de mange udfordringer, de møder som nybyggere.
Karaktererne er ekstremt pragmatiske, og trods mange uheldigheder og megen modstand fra både mennesker og den barske canadiske natur lader de sig ikke slå ud; men følelser og drømme er der dog ikke efterladt plads til i deres hverdag.

“Andrew feels a responsibility for everybody in his family. For his often ill-tempered young wife, whom he has again brought into a state of peril, for the brothers far away and the brother at his side, for his pitiable sister and his heedless child. This is his burden – it never occurs to him to call it love.”

Munro

I anden del af novellesamlingen under titlen “Home” optrevler Munro sine forældres liv og færden i 1900-tallets Canada maler et uendeligt nuanceret billede af vilkårene som pelsopdrætter, depressionens og krigens indtog, altimens man som læser følger Alices spirende selvforståelse, overvejelser, drømme og indtryk. Fortællinngerne fra forfatterens liv er alle på en måde todelt; mens vi følger unge Alices oplevelser som elev, er de fortalt gennem en langt ældre Alices minder, og ofte er visse handlinger og begivenheder akkompagneret med senere moralske, etiske og frem for alt ærlige refleksioner.

I would like to think that it was Wanda who pointed Frances out, when we stood in line ready to march into the classroom, as the girl we were always trying to avoid. But I could have been the one who did that, and certainly I went along with the joke, and was glad to be on the side of those who maintained the business of raised eyebrows and bitten lips and suppressed – but not quite suppressed – giggles. Living out at the end of that road as I did, and being easily embarrassed, yet a show-off, as I improbably was, I could never stand up for anybody who was being humiliated. I could never rise above a feeling of relief that it was not me.

Munro

The View from Castle Rock snød mig godt og grundigt, men på den gode måde. Her troede jeg, at jeg havde fået fingrene i en novellesamling, som var knivskarp, provokerende på flere planer og et pragteksemplar på litterær nytænkning – hvor jeg efter de første 40 sider måbende måtte indse, at disse livskapitler var så langt fra at være plotbaserede, som man overhovedet kan komme. Jeg bed skuffelsen i mig og læste videre; eftersom værket er en Man Booker Prize vinder, måtte der jo være et eller andet, som gjorde den speciel.
Jeg ved ikke hvornår det skete, hvilke ord, sætninger og passager, der gjorde det – men lige pludselig var jeg solgt. Munros smukke beskrivelser, langsomme rytmiske tempo, oder til naturens enkle skønhed og kærlige selvkritik var vidunderlig at læse. Mange af de oplevelser og begivenheder beskrevet i bogen rammer så klokkerent, at jeg flere gange blev transporteret tilbage til min egen barndom og spæde ungdom; begivenheder, dengang trivielle, fik pludselig en dybde og betydning, som kun kan forstås med erfarne øjne, og flere gange måtte jeg stoppe min læsning for at svælge lidt i den følelse, den stemning og den fysiske lethed der indfandt sig, dengang jeg lagde øjnene på min første hundehvalp, fik mit første kys, afsluttede min første uddannelse, fik mit eget sted at bo.
Det var her, at Munro for alvor snød mig; efter at have fundet mig til rette med vage erindringsbeskrivelser fra et langt liv stod jeg pludselig med sætninger skrevet så smukt og ærligt, at de åbnede glemte vinduer og lukkede døre i min egen historie, som langsomt havde lukket sig efterhånden som årene er gået – og for det vil jeg altid være denne læsning overmåde taknemmelig.

And as the saying goes, about this matter of what molds or warps us, if it’s not one thing it will be another. At least that was a saying of my elders in those days. Mysterious, uncomforting, unaccusing.

Flowers