Bøtten #7 – “The Waste Land” af T.S. Eliot

Bøtten-Waste-Land

The Waste Land, Prufrock and Other Poems af T.S. Eliot udgivet i 1988 (original udgivelse 1922) på forlaget Dover Publications.

Læst fra 29. juli til 01. august 2014

4stars

På SDU’s engelskstudie er litteraturundervisningen delt op i perioder: engelsk litteratur fra ca. 1350 til 1776, engelsk og amerikansk litteratur fra 1776 til 1922 og engelsk og amerikansk litteratur fra 1922 til i dag. Den første periodeopdeling er logisk nok – ved Amerikas uafhængighedserklæring i 1776 etablerede kontinentet sig som helhed, og en overflod af kultur og æstetik voksede frem og stod ofte i skarp kontrast til den engelske – britiske og kolonialistiske – litteratur, musik og kunst. Den anden periodeopdeling har dog ikke nogen historisk katalysator. 1922 – et år i mellemkrigstiden, et år hvor det britiske imperium spændte verdensbredt og hvor teknologiske fremskridt havde fart på – men intet skelsættende skete på en historisk og politisk skala. 1922’s magi og paradigmeskifte skyldtes udelukkende to – to – litterære udgivelser. I februar i Paris 1922 udkom James Joyces kanoniske værk Ulysses, som gik hen og blev en af modernismens grundsten. Den anden udgivelse udkom i november i en avis og var 434 linjer lang – T. S. Eliots digt, The Waste Land. Waste-Land-2Digtets tematik er skræmmende simpel; Eliot beskriver sin omverdens kultur i kølvandet på Første Verdenkrig – en kultur, der for ham er et nedbrudt og sygeligt ødeland, som ikke står til at redde. Måden, hvorpå Eliot giver udtryk for sin frustration og sin ærgelse over kulturens snarlige undergang, er gennem brugen af svimlende mange allusioner til forskellige religioner, diverse litterære værker og samtidens problematikker fordelt ud på fem afsnit og koblet med skiftende fortællere, skiftende toner og skift i tid.

What are the roots that clutch, what branches grow
Out of this stony rubbish? Son of man,
You cannot say, or guess, for you know only
A heap of broken images, where the sun beats,
And the dead tree gives no shelter, the cricket no relief,
And the dry stone no sound of water. Only
There is shadow under this red rock,
(Come in under the shadow of this red rock),
And I will show you something different from either
Your shadow at morning striding behind you
Or your shadow at evening rising to meet you;
I will show you fear in a handful of dust.

 Frisch weht der Wind
Der Heimat zu,
Mein Irisch Kind,
Wo weilest du?

“You gave me hyacinths first a year ago;
“They called me the hyacinth girl.”
–Yet when we came back, late, from the Hyacinth garden,
Your arms full, and your hair wet, I could not
Speak, and my eyes failed, I was neither
Living nor dead, and I knew nothing,
Looking into the heart of light, the silence.
Oed’ und leer das Meer.


Digtet er enormt og spænder bredt. Lige som man har læst sig varm på den profetiske apokalyptiske tone, bryder Eliot med forventningerne ved at introducere en ny fortællers barndomsminder, som har en lammende effekt på den profetiske fortæller. Disse skift sker igennem hele digtet, og som læser er det nemt at fare vild mellem fortællernes insisterende stemmer og maniske behov for at få fortalt deres historie. Hver gang de forsøger at finde et lyttende publikum bliver de mødt af stilhed, død og ødeland. Skiftene i sprog er yderligere med til at forvirre læsningen, og man mærker straks følelsen af at være fremmed og alene i en kosmopolitisk menneskemængde – og allusionen til den bibelske fortælling om Babelstårnet er tydelig.Waste-Land-1

 I sat upon the shore
Fishing, with the arid plain behind me
Shall I at least set my lands in order?
London Bridge is falling down falling down falling down
Poi s’ascose nel foco che gli affina
Quando fiam uti chelidon—O swallow swallow
Le Prince d’Aquitaine à la tour abolie
These fragments I have shored against my ruins
Why then Ile fit you. Hieronymo’s mad againe.
Datta. Dayadhvam. Damyata.
Shantih shantih shantih

Når et digt på 17 sider har et appendix der spænder over det dobbelte antal sider ved man, at man har givet sig selv en udfordring. Hvert et ord er nøje udvalgt, hver en scene trækker på en kulturhistorisk tematik. Sprogene er mange, stemmerne endnu flere.
Det er langt fra første gang jeg læste digtet, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af at have læst noget helt andet end jeg huskede. Eliots sprog er smukt, hårdt, kynisk, manisk og til tider uforståeligt, men alligevel.. Alligevel fuldstændig genialt. Ved at læse 17 sider kom jeg verden rundt på et par dage. Ved at læse 17 sider blev jeg bevæget, provokeret, modløs, forvirret og lattermild. Ved at læse 17 sider gav jeg mig selv en eminent litterær oplevelse.

EliotWaste-LandHar du mod på at læse de 17 sider? Så klik her.

Forlagsfredag #1 – En Bette Start

Byens ForlagMin i forvejen travle hverdag er blevet endnu mere travl. Skøn, udfordrende og givende, men travl. I juli startede jeg på et seks måneders praktikforløb på Byens Forlag, der ligger på Istedgade i København. Praktikken er på 25 timer om ugen, hvoraf de 15 afholdes på forlagets udadvendte kontor, Byens Bogcafé. Caféen er et skønt sted at være. Jeg møder en masse læseglade og nysgerrige mennesker, som kommer ind og snakker om litteratur, bladrer i forlagets bøger og drikker spandevis af kaffe.
Som bogelsker og litteraturstuderende er det et privilegium at få lov til at se, hvordan branchen tager sig ud fra den anden side. Jeg får lov til ufattelig mange ting, og mine kolleger er åbne, udadvendte og altid klar til at sparre og hjælpe, når jeg støder på forhindringer og ukendte områder. Universitetets lange gange, pligtlæsning og undervisning føles allerede lysår væk, og dagene går så uendeligt stærkt.

Min første redaktionelle opgave bestod i at læse korrektur og kontrollere tegnsætning i forlagets første børnebogsudgivelse, Bette Morten af Ida Exner. Det var så fantastisk at følge bogen i forskellige faser; jeg blev sat på en bus ud til trykkeriet for at hente den første kladde, hvilket også var en oplevelse i sig selv. Med den dyrebare kuvert under armen begav jeg mig tilbage til forlaget og gik i gang med at læse, nyde og rette.

Bette Morten KorrekturEfter rettelserne blev skrevet ind og forfatteren sagde god for dem, blev bogen sendt til tryk og næste fase gik i gang: PR-arbejde. PR er aldrig noget jeg har beskæftiget mig med før, og jeg synes det var rigtig grænseoverskridende at jeg, lille Stine, skulle ringe til Politiken, Berlingske, Information og alle de andre store medier for at høre, om ikke de ville anmelde bogen. Dagene gik med opkald, mails, pressemeddelelser, opfølgende mails og flere opkald. Heldigvis betalte det store arbejde sig. Lokalaviserne skrev om bogen både her og her, og så sendte vi (med lidt overtalelse fra mig, host host) anmeldereksemplarer ud til et par bloggere, hvor blandt andet Julie og Camilla modtog en kuvert og sammen med deres børn tog rigtig godt imod Morten. BetteMorten
Det har været en meget omfattende, men fornøjelig oplevelse at følge en bog sådan til dørs – det har kun gjort min lyst til at arbejde med bøger endnu større.

Der var engang…

Sidste weekend var magisk. Der var indbudt til (bog)bal på (universitets)slottet langt oppe i det jyske, og selvom rejsen var lang, var den hvert et sekund værd – sidste weekend var jeg nemlig så heldig at være med til bogbloggertræf i Aalborg.

Velkommen

Selvom antallet af gæster i starten virkede en smule overvældende, begyndte snakken hurtigt at gå – og det dominerende emne blandt 24 bogelskere siger næsten sig selv. Der blev snakket bøger, boganbefalinger, diskuteret oversættelser, genudgivelser og forsider. Vores bordkort bestod af en hvid pose med Lindhardt og Ringhofs velkendte logo på, og i posen lå der to nøje udvalgte bøger til at byde os alle velkomne. Jeg var så heldig at få Donna Tartts Den hemmelige historie og Pierre Lemaitres Vi ses deroppe – to virkelig spændende bøger, som jeg blev meget overrasket og benovet over at få.
BloggerneDagen var en perfekt balancegang mellem hyggesnak og aktiviteter, som de dygtige og engagerede arrangører havde fundet på. Således indtraf dagens første overraskelse efter de indledende introduktionsfraser; et besøg af debutforfatteren Nanna Foss, som er aktuel med sin første roman, Leoniderne, på forlaget Tellerup. Nannas oplæg om processen bag skrivning var enormt interessant og inspirerende at høre. Til slut overraskede hun os alle sammen ved at annoncere, at Tellerup havde sponsoreret eksemplarer af Leoniderne til os – mere boglykke!
Nanna var dog ikke den eneste forfatter, der havde valgt at lægge vejen forbi Aalborg – Christina Bonde kom også forbi og fortalte om sin nye trilogi Nattens Sanger nyligt udkommet på forlaget Mellemgaard og fortalte desuden om hendes erfaring og forståelse af os bogbloggere.
MadenResten af dagen gik med en fantastisk lækker buffet der bugnede af mad, boglige Gæt & Grimasser, bogquiz der testede både vores evner til at balancere med bøger på hovedet og vores viden om eventyr og serier, og afslutningsvis et fuldstændig overvældende kagebord. På det tidspunkt var de fleste stemmebånd varmet godt op, og vi var blevet lidt mere trygge ved hinanden – og så gik snakken ellers igen.

KagenTiden gik helt usædvanligt hurtigt, og inden vi fik set os om var klokken halv seks. Halv seks! Fem timer var gået som ved et trylleslag. Arrangørerne klappede i hænderne og bad os gå ind i lokalet ved siden af, hvor der ventede en lille gave til hjemrejsen. Samtlige deltagere fik øjne så store som Runde Tårn – på bordene stod 24 net fyldt til randen med bøger. Bøger!
HjemadDer blev sukket, hvinet, klappet og danset efterhånden som vi fik fat i hver vores pose. Det var en vidunderlig og overvældende afslutning på en helt fantastisk dag – jeg er så glad for, at arrangørerne Rikke, Irene, Simone og Karin tog initiativ til dagen og lagde så mange kræfter i den – det kunne mærkes og det varmede.

Tak til alle sponsorerne – hver en gave var med til at drysse lidt stjernestøv på en fortryllende dag. Tak til Mofibo, Lindhardt og Ringhof, Turbine, Forlaget Rosenkilde & Bahnhof, Tellerup, Forlaget Mellemgaard, SkriveforlagetPolitikens ForlagRosinante&Co, JentasForlaget Modtryk, Valeta, Gads Forlag, People’s Press, Bogforum,  Liveboox, Forlaget Iris, Forlaget Alvilda, Virabooks,  Arnold Busck i Hjørring, Postkiosken & KageDreams og Gris og Ko . 

Bøtten #6: Lemony Snicket

Lemony Snicket

Den Onde Greve  og Slangeværelset (Originale titler: The Bad Beginning og The Reptile Room) af Lemony Snicket (Daniel Handler) udgivet i 2004 af forlaget Sesam (original udgivelse: 1999)

Læst 15 juli – 18 juli 2014

4stars/3/5 Stjerner

De har stået på reolen i evigheder; selvom fingerspidserne har danset hen over bogryggene mere end én gang, er de altid endt med at blive forbigået. Det rådede bøtten heldigvis bod på, da jeg trak Lemony Snicket-sedlen og læste de to første bøger i serien om Grev Olaf og Baudelaire-børnene, nemlig Den Onde Greve og Slangeværelset.

Serien går under titlen A Series of Unfortunate Events, og det må man sige, at forfatteren lever op til. De tre søskende, den ældste og opfindsomme Violet, den belæste Klaus og den bideglade lillesøster Sunny bliver præsenteret for livets skyggesider i en meget tidlig alder. Deres barndomshjem brænder ned til grunden i en forfærdelig ulykke, og børnene mister alt – hjem, ejendele og forældre. Familiens advokat, Hr. Poe, opsporer en værge til børnene, Grev Olaf, som fra første færd har en ubehagelig og udspekuleret udstråling i uhumske rammer.

“Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Baudelaire-børnenes første indtryk af Grev Olaf og hans hus var helt forkert, sådan som det første indtryk som regel er. Men deres opfattelse – at Grev Olaf var en rædselsfuld person, og at hans hus var en deprimerende svinesti – var fuldstændig rigtig.”

Kapitel femGrev Olaf viser sig, forventeligt nok, at være en forfærdelig mand. Han behandler børnene værre end skidt, kræver opvartning døgnet rundt og stiller urimelige krav til børnenes kunnen. Heldigvis kanaliserer børnene deres frustrationer, sorger og harme over en opfindsom og kreativ tankegang, som hjælper dem til at komme igennem en ellers sort og trist hverdag. Efterhånden som fortællingen udfoldes, får børnene et indblik i hvor udspekuleret Grev Olaf rent faktisk er; han vil have fingrene i børnenes arvede formue, koste hvad det vil – hans ondskabfuldhed kender ingen grænser, og han tyer til bedrag, løgn og endda mord for at få fingrene i arven. Selv de få lyspunkter i børnenes ellers så triste hverdag formår han at forpurre – den venlige dommer Strauss og Montgomery Montgomery sætter han ud af spil, mens han bedrager advokaten Poe op til flere gange.

“Dommer Strauss’ ansigt lyste op. “Ih ja,” sagde hun. “Jeg har altid godt kunnet tænke mig at optræde på en scene, lige siden jeg var en lille pige. Og nu har Grev Olaf givet mig mulighed for at opfylde mit livs store drøm. Er I ikke henrykte over at skulle medvirke i et teaterstykke?” “Det er vi vel,” sagde Violet. “Selvfølgelig er I det,” sagde Dommer Strauss med stjerner i øjnene og Sunny ved hånden. “Hun er teatertosset,” sagde Klaus. “Vi får hende aldrig til at tro på, at Grev Olaf  er ude på noget.”

Det er dog ikke børnenes uheldigheder og pinsler, der er det eneste atypiske ved disse børnebøger – fortællerstemmen er også meget speciel og overraskende; ligeså grå og forfærdelig børnenes skæbne er, ligeså ivrig og insisterende er fortælleren. Der opfordres til forsigtighed ved videre læsning inden noget særdeles ubehageligt overgår børnene, ligesom der forklares ord og vendinger for at sikre læserens forståelse af situationen, og ofte er forklaringerne skrevet i en humoristisk og let tone, som i den grad er med til at understrege absurditeten i Baudelaire-børnenes skæbne. Selv inden påbegyndt læsning er man ikke i tvivl om, at denne fortælling ikke er en lykkelig én af slagsen – faktisk opfordrer Lemony Snicket allerede på bøgernes bagsider læseren til ikke at læse.

“Hvis du tror, at dette her er en ganske almindelig, morsom bog, er jeg bange for, du tager fejl. […] Det er min tunge pligt at nedskrive disse ubehagelige hændelser, men der er intet, der forhindrer dig i at stille denne bog tilbage på hylden og finde noget andet at læse.”

HilsenPå trods af Grev Olafs forfærdelige og udspekulerede gerninger, på trods af de dystre scener i bogen, og selvom jeg mere end én gang blev en smule chokeret over plottets drejning, var jeg fuldstændig vild med de to første bøger i den så kendte serie. Især fortællerstemmen var en fornøjelse at læse, da den var en forfriskende modernisering af den så velkendte stil man læser hos både Dickens og Balzac.

“Der er noget, der alt for ofte forekommer i historien om Baudelaire-børnene, og som også forekommer lige nu. Det kaldes tragisk ironi. For at sige det enkelt, så er det tragisk ironi, når en person kommer med en uskyldig bemærkning, og den, der hører den, ved noget, som får bemærkningen til at få en anden – og som regel ubehagelig – mening. Hvis du for eksempel sad på en restaurant og sagde: “Jeg glæder mig sådan til den kalvesteg, jeg har bestilt,” og der så var andre i restauranten, der vidste, at kalvestegen var forgiftet, og at du ville falde død om i samme øjeblik, du tog en bid af den, så ville det være tragisk ironi. Tragisk ironi er noget frygteligt noget, det betyder næsten altid noget slemt, og jeg er ked af, at det er nødt til at være med i denne her historie, men Violet, Klaus og Sunny var så uheldige her i livet, at det kun var et spørgsmål om tid, før den tragiske ironi måtte dukke op.”

Bøgerne var hurtigt læst, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har eller kan opstøve resten af serien. De bliver skrevet på listen over bibliotekslån, så jeg kan følge med i Baudelarie-børnenes skæbne, selvom udsigterne for deres videre færd ikke ligefem virker lovende. Det var forfriskende med en så anderledes, dyster og til tider nærmest uhyggelig børnebogslæsning, og jeg er ked af, at jeg først stifter bekendtskab med Lemony Snicket så sent. Ikke desto mindre var de skønt afbræk i en travl og stresset hverdag, og jeg ser frem til et senere gensyn.

Begge bøger

Glæden ved at give #2: Kærlig Hilsen Litterat-tanten

Min absolut ældste veninde, som jeg har fulgtes med gennem store glæder og svære sorger siden 0. klasse er blevet mor – og en forbandet god en af slagsen. Hendes smukke, smukke datter blev fejret med en “Velkommen til verden”-fest i hovedstaden lørdag den 9. august. Datoen for festen fik nogle små, men insisterende klokker til at ringe i baghovedet, og gaven til den lille dame kom næsten af sig selv – den 9. august var jo Mumimor, Tove Janssons 100års fødselsdag. Mumitroldenes univers har altid fascineret mig, nok mest grundet rummeligheden; der bliver ikke lagt skjul på, at livet også byder på lidt uhygge ind imellem. Og selvom en festlig dag, der fejrer et nyt lille liv ikke skal handle om verdens skyggesider, valgte jeg at give smukke lille Beate de første tre romaner fra Tove Janssons hånd.

Lille MyRomanerne er for mig bøger man vokser sammen med; som oplæsning er det en god og uforudsigelig historie med skæve, spændende og til tider uhyggelige illustrationer, og efterhånden som man bliver ældre og genlæser, toner de dybere problemstillinger og overvejelser frem på siderne. Endvidere har jeg altid haft et svagt punkt for Lille My. Desværre dukker hun jo som bekendt ikke op i de første tre romaner, men hun har sine meningers mod og er alt andet end stereotyp og frem for alt er hun en lille dame, som rummer mange facetter. For mig er hun en lille, bestemt hidsigprop, som kan være grov, flabet og udspekuleret, men samtidig er hun en ven for livet og ufattelig loyal. Derfor er hun en perfekt og næsten nødvendig pendant til de kvindelige rollemodeller, som Beate uden tvivl vil stifte bekendtskab med i løbet af sin opvækst. Som den loyale ven og beskytter Lille My er, synes jeg Beate skulle have hende som maskot og tryghedsklud, når mors stemme beskriver Mumiernes frygt og de sorthvide illustrationer fremmaner mørke skove og skræmmende Hattifnatter.  Lille My er hæklet i dobbelt bomuldsgarn, så hun kan tåle lidt af hvert, og hun er blevet til halvt gennem amigurumi-opskrifter, halvt ved fri fantasi. 

Lille My