Bøtten #5: “Don Quixote” af Miguel de Cervantes Saavedra

Don Quixote

Don Quixote (Original titel: El ingenioso hidalgo don Quijote de la Mancha)  af Miguel de Cervantes Saavedra, udgivet 1997 af Wordsworth Editions Ltd (original udgivelse: 1605)

Læst 11 juni – 18 juni 2014

2stars

Vi kender det alle sammen. Nogle gange påvirkes man så meget af sin læsning, at man næsten desperat hungrer efter at blive en del af den. Hvem har ikke næret et skjult håb om at modtage et optagelsesbrev fra Hogwarts, at møde prinsen på den hvide hest eller at blive samlet op af en opdagelsesrejsende på vej mod eventyr? Sådanne drømme har fyldt meget i mine tanker i løbet af mine mange læseeventyr, og derfor kunne jeg fra første sætning forholde mig til Don Quixotes udgangspunkt – hovedpersonen i denne store og tunge klassiker hæver dog sine litterære fantasier til et næsten uhørt niveau. Romanen følger denne ældre spansk adelsmand, som læser en ufattelig mængde ridderromaner, og en dag beslutter han sig for selv at blive ridder. Enhver ridder har brug for en væbners selskab på en ridderfærd, og bonden Sancho bliver hvervet; således starter ridderen Don Quixote de la Manchas  maniske  jagt på riddereventyr styret af vrangforestillinger.

“In fine, he gave himself up so wholly to the reading of romances, that a-nights he would pore on until it was day, and a-days he would read on until it was night; and thus, by sleeping little and reading much, the moisture of his brain was exhausted to that degree, that at last he lost the use of his reason.”

Don QuixoteRidderens sindssyge er hele tiden til stede i romanen. Mødet med en simpel bondepige bliver til mødet med den skønjomfru i hvis navn han skal kæmpe, vindmøller bliver til kæmper der skal besejres, og flokke af får bliver i hans optik til angribende hære. Romanens andre karakterer prøver forgæves at få ridderen til at se genstandene for det de er, men fejler gang på gang; Don Quixote slår deres indtrængende påpegninger af hans sindssyge hen og fortsætter sin ridderfærd med at befri alle de, for ham, pinte skæbner, som han møder på sin vej.

“The goatherd […] whispered to the barber who sat next to him: “Pray , sir,” said he, “who is this man that talks so extravagantly? For I protest I never saw so strange a figure in all my life.” “Whom can you imagine it should be,” replied the barber, “but the famous Don Quixote de la Mancha, the establisher of justice, the avenger of injuries, the protector of damsels, the terror of giants, and the invincible gainer of battles.””

Læsningen af Cervantes’ ikoniske værk viste sig at være noget af en mundfuld for mig. Den har beboet min reol i evigheder, fordi netop denne roman altid nævnes og skamroses så snart snakken falder på klassikere. Cervantes og hans karakterer har inspireret snesevis af forfattere, hvoriblandt William Faulkner, Laurence Sterne, Tobias Smollett, Daniel Defoe og Tennessee Williams kan findes – og det er kun fra den engelske litteratur. Det er heller ikke svært at se hvorfor Cervantes’ værk har en litteraturhistorisk vigtighed; brugen af ironi, metafiktion, intertekstualitet og perspektivskift gør værket banebrydende for sin tid – men jeg må med skam erkende, at den aldrig rigtig fangede mig. Falde-på-halen komedie har ingen humoristisk værdi for mig, og flere gange i løbet af læsningen krummede jeg tæer over de gentagende ydmygelser, som Don Quixote uvidende udsættes for.
De uendeligt mange gentagelser var nok det, som havde størst påvirkning på min læsning, samt gentagelsernes tilføjelse af sidetal. Min udgave af romanen fylder hele 768 sider – sider, som dog var hurtige at læse, eftersom der sjældent var nogle overraskelser i plotlinjen, og jeg ikke interesserede mig særligt for henvisningerne og forklaringerne bagerst i bogen. Når jeg sammenligner med eksempelvis Dumas’ Greven af Monte Cristo og Eliots Middlemarch, som begge ligger i samme tunge ende hvad angår sidetal, kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt snydt. Jeg sidder ikke tilbage med en lyst til at vide mere, at genlæse, og ej heller kan jeg, uden en stor portion koncentration, fremkalde yndlingsscener og dramatiske samtaler. Dog skal ret være ret; Cervantes har været inspirationskilde for rigtig mange forfattere, og jeg håber derfor, at min erfaring med Don Quixote og Sancho Panza giver min fremtidige læseeventyr en ekstra dimenson. Som Cervantes’ ungkarl siger i et af Don quixotes mange eventyr:

There is no book so bad, but something good may be found in it.”

Don QuixoteDon Quixote

“Pride and Prejudice and Zombies” af Seth Grahame-Smith

Pride & Prejudice & Zombies

Pride and Prejudice and Zombies af Jane Austen og Seth Grahame-Smith, udgivet 2009 af Quirk  Books (original udgivelse: 2009)

Læst 26 juni – 08 juli 2014

3/5 Stjerner

En litterær klassiker er for mig kendetegnet ved dens evne til at stå tidens gang, at appellere til læsere flere hundrede år efter sin udgivelse og at kunne skabe evig genkendelse og kadot til værket i sig selv, såvel som dets karakterer, lokationer og problemstillinger i populærkulturen. Seth Grahame-Smith har testet Austens kanoniske klassiker på et, for mig, ej før set niveau – zombieniveau. Gennem en let omskrivning akkompagneret af kreativ frihed har Grahame-Smith taget den velkendte fortælling om ægteskabets betydning, samfundsmæssig status, kærlighedens komplikationer samt takt og tone i datidens England og drysset den med horder af levende døde, som raserer den engelske idyl på daglig basis.

“It is a truth universally acknowledged that a zombie in possession of brains will be in want of more brains.”

Lizzy's Roundhouse KickDenne omskrivning af og hyldest til et af litteraturens største værker var en helt igennem herlig læseoplevelse og en helt perfekt bog at bruge de lange varme sommerdage på. Grahame-Smith har ladet mange af Austens formuleringer være intakte, så jeg kunne ofte nyde to værker på én gang: den klassiske kærlighedsfortælling, som ligger mit hjerte uendeligt nær, og en apokalyptisk zombie-jagt. Endvidere kunne jeg mærke forfatterens kærlighed til det originale værk gennem hans respekt for Austens karakterer. Samtlige Bennet-søstre er portrætteret som vi kender dem: altid velmenende og tålmodige Jane, som hver gang viser medlidenhed over for zombierne inden hun skiller hoved fra krop; iltre og selvstændige Lizzy, som uden at tøve går op mod en flok af de udøde og med snilde tilintetgør dem med sin katana; den introverte og asociale Mary, der bruger de fleste vågne timer i familiens dojo for at forfine sin kung-fu; Kitty, som aldrig viger fra sin lillesøsters side, og endelig den vilde Lydia, som dåner over officerer og komplimenterer deres kampevner. Søstrenes forældre har ligeså bibeholdt deres værdier, holdninger og personligheder:

“I understand that Mr. Collins has made you an offer of marriage. Is it true?” Elizabeth replied that it was.
“Very well – and this offer of marriage you have refused?”
“I have, sir.”
“Very well. We now come to the point. Your mother insists upon your accepting it. Is it not so, Mrs. Bennet?”
“Yes, or I will never see her again.”
“An unhappy alternative is before you, Elizabeth. From this day you must be a stranger to one of your parents. Your mother will never see you again if you do not marry Mr. Collins, and I will never see you again if you do; for I shall not have my best warrior resigned to the service of a man who is fatter than Buddha and duller than the edge of a learning sword.”

Adaptionen er på ingen måde et litterært mesterværk, og Grahame-Smith får ofte billige point i sine omskrivninger; men ikke desto mindre blev jeg virkelig underholdt af både ham såvel som Austen, og jeg kan kun anbefale Austen-fans at læse denne ret så splattede udgave – det er længe siden, at jeg har grint så højt og så ofte i min læsning, og bogen var en perfekt markering af sommerens start, nu hvor min læsning er præget af meget mere lyst end pligt.

“My dearest sister, now be serious. I want to talk very seriously. Let me know every thing that I am to know, without delay. Will you tell me how long you have loved him?”
“It has been coming on so gradually, that I hardly know when it began. But I believe I must date it from my first seeing the way his trousers clung to those most English parts.”

Lady Catherine de BourghBiblioteksskat

Boggaveprojektet

Det er så skønt at få pakker med posten. Især de firkantede af slagsen. Når de så ovenikøbet er blevet overvejet, købt og sendt af en ligeså bogglad person som en selv, kan det ikke blive meget bedre. I Irenes  tilbagevendende boggaveprojekt fik jeg tildelt Sanne som partner, hvilket var en spændende udfordring – ved første øjekast var der ikke mange paralleller mellem vores Goodreads-lister, men fantasy og YA kunne jeg se, at vi begge havde en svaghed for. Derfor faldt mit valg af boggave straks på to bøger i netop den genre, som har været store læseoplevelser for mig, og som var med til at vække og bibeholde min læselyst i min barndom.
Erik

AlannaBøgerne til Sanne endte med at blive “Erik Menneskesøn” af Lars-Henrik Olsen – et eventyr fyldt med nordisk mytologi, som jeg med fornøjelse jævnligt vender tilbage til for at genopleve de mange skønne mytiske fortællinger. Den anden bog blev Tamora Pierces “Alanna” (Løvindens Sang #1) som var den bog, der fik mig på sporet af fantasy. Pierces forfatterskab er efterhånden af imponerende størrelse, og jeg er med glæde dykket ned i hendes forskellige universer flere gange. Udgaverne på billedet er mine egne, da Sanne ytrede ønske om bøger på dansk – jeg har ikke selv læst den danske oversættelse, men jeg håber, at Tortall-magien stadig er at ane på bogens sider.

Gave GaverSannes gaver til mig bar ligeledes præg af fantasy, YA og en smule mystik pakket ind i to bøger: “Djævelens Lærling” af Kenneth Bøgh Andersen og “Spindelvæv” af Margit Sandemo. Begge titler var for mig ukendte da jeg pakkede dem op, men en smule søgen og Goodsreads-info har givet mig en idé om, at disse to bøger vil være perfekt sommerlæsning. “Djævelens Lærling” omhandler drengen Filip, som efter sin død bliver sendt til Helvede for at agere som lærling til Djævelen; en rolle, som han slet ikke passer ind i – i hvert fald ikke i starten. Jeg glæder mig meget til at dykke ned i en dansk fantasy-bog og følge Filips eventyr i underverdenen. Sandemos roman leder straks mine tanker hen på De 5- bøgerne: en gruppe unge udforsker et gammelt forladt hus, som siges at være hjemsøgt og en forfærdelig hemmelighed afdækkes.

Alt i alt er jeg meget spændt på at læse de bøger, som Sanne har udvalgt til mig – og jeg var også så heldig, at der var en læseprøve med på “Trolddom” (Heksemesteren #1), også af Margit Sandemo. Alle tre virker meget forskellige og meget interessante – jeg glæder mig til at læse dem. Gaver

 

Bogindkøb #1

BookhaulJeg havde jo lidt en aftale med mig selv. Der skulle skæres ned på bogindkøb, i hvert fald indtil bøtten begyndte at mangle sedler. Men så kom eksamensperioden, internettets lokkende tilbud og trangen til selvforkælelse og jeg faldt i. Dybt.
De fleste af titlerne er velkendte, forfatternes navne ligeså.
Alcott og BurnettBurnettAlcottLittle Women af Louisa May Alcott er en bog jeg længe gerne har villet læse og eje. Den moralske fortælling om de fire søstre er en amerikansk institution i sig selv, og jeg har løbende stødt på henvisninger og bemærkninger angående Alcott og hendes roman i forbindelse med mit bachelorstudie i engelsk på universitetet. At den kære Rikke også har rost den til skyerne gør kun min forventnings glæde større.
I samme serie, Penguin Treads, faldt jeg også over en anden klassiker, nemlig Frances Hodgson Burnetts børnebog The Secret Garden – en fortælling om venskab, kærlighed og naturens glæder, som bliver et friskt og positivt pust i bøtte-læsningen.

Wordsworth ClassicsI læseferiens første sommerdage løb jeg tilfældigt ind i søde Rikke inde i Odenses gågade. Vi pludrede og hyggede et par timer, og på vej hjem fangede mit øje Arnold Buscks stand med engelske bøger lige dér midt i det hele. Med velkendte titler for en slik endte jeg med at tage fire bøger under armen: de to velkendte og mange gange adapterede Pinocchio og The Wonderful Wizard of Oz; to bøger hvis filmatiseringer har fyldt mange barndomsstunder, samt Aesop’s Fables, som jeg gerne længe har villet læse. Eftersom løftet om mængderabat tvang mig til at vælge en fjerde bog, dansede øjnene hen over børnebøgernes lyse rygge ned til klassikernes mørke farver og valget faldt på Edith Whartons Ethan Frome; en kort, men intens roman om livets hårde betingelser i New Englands kolde bjerge. Zusak og Green

The Book Thief af Markus Zusak har fascineret mig lige siden jeg stødte på den første gang. Fortællingen om den forældreløse Liesel, som stjæler bøger til sig selv og sine naboer som et eskapistisk oprør mod nazismens allestedsnærværende ødelæggelse, er en dybt forankret fortælling om vigtigheden af den fortalte historie, og jeg er sikker på, at det bliver en intens læseoplevelse, hvilket dens popularitet og filmatisering er gode indikatorer på. En anden pludselig populær forfatter er amerikaneren John Green – med hans seneste romans enorme succes og hans fantastiske underholdende YouTube-videoer i baghovedet klikkede jeg hans debutroman Looking for Alaska hjem, som jeg glæder mig meget til at læse. Burgess og NorthupLige så meget som John Greens seneste roman har fyldt i mediebilledet grundet dens filamtisering, var sidste års helt store blockbuster filmatiseringen af Solomon Northups memoir Twelve Years a Slave. Northups fortælling om hans opvækst som fri mand i New Yorks gader bliver pludselig til et mareridt, da han en dag kidnappes og sælges som slave i sydstaterne. Således begynder han sine tolv år som slave, og hans beretning om håb, ukuelighed og mod bliver en oplevelse at læse. Jeg har tidligere læst flere af disse beretninger, og selvom de til tider er rigtig hård læsning, er det ikke desto mindre nødvendig læsning. Om end Northups erindringer er skrevet i 1853, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at læsningen vil give mig meget stof til eftertanke.
En anden populær, omend ældre, filmatisering som jeg efterhånden har set en del gange overbeviste mig om at klikke Anthony Burgess’ kultklassiker fra 1962, A Clockwork Orange hjem. Den dystopiske stemning og umådeholdne rolle vold har fået i Burgess’ fiktive engelske fremtidsbillede er noget ganske andet, og krydret med slangsproget “Nadsat” regner jeg med en udfordrende og spøjs læseoplevelse.Frost, Eliot et. an.Jeg har haft mere og mere trang til at læse digte, noveller og andre korte fortællinger siden jeg i april læste Gilmans The Gule Tapet små 50 sider. Derfor klikkede jeg som de sidste disse tre værker hjem. T.S. Eliots The Waste Land bliver nævnt ofte og indtrængende af mine undervisere, så snart snakken falder på litterære milesten. Digtet inkorporerer engelsk, buddhistisk og hinduistisk mytologi, bryder med alle gængse normer inden for fortællerstemme, temporalitet og udblik og er derved et af modernismens tidlige udtryk. En anden kendt og fejret poet er Robert Frost, hvis digt “The Road not Taken” er kendt af langt de fleste, især de sidste tre linjer: “Two roads diverged in a wood, and I — / I took the one less traveled by, /And that has made alle the difference./”. Frosts evne til med simple vendinger at male smukke scenerier er eminent, og denne lille bog indeholder to af hans mest kendte digtsamlinger, nemlig A Boy’s Will og North of Boston.
Sidst, men så absolut ikke mindst er novellesamlingen Great Short Short Stories – Guick Reads by Great Writers – titlen alene gav mig sommerfugle i maven, og med i pakken kom den. Forventningens glæde blev kun større, da jeg forsigtigt åbnede samlingen og lod øjnene glide hen over indholdsfortegnelsen, mens de langsomt blev større og større. Denne lille uskyldigt udseende bog er så pakket med litterære sværvægtere, at jeg næsten tabte pusten. I flæng kan nævnes Chekhov og Chopin, Defoe og Dickens, Hardy og Hawthorne, Kafka og Kipling, Poe og Pushkin, Tolstoy og Twain. I alt 30 noveller, hvoraf den længste fylder ti sider. Ud af alle mine erhvervelser, er det nok denne, som jeg ser allermest frem til at læse.
Bookhaul May

Og nu – nu er det tilbage til eksamenslæsningen.
Har I også måttet tage drastiske midler i brug for at overleve eksamensstress?

“Det Gule Tapet” af Charlotte Perkins Gilman

Gilman

“Det Gule Tapet” af Charlotte Perkins Gilman, udgivet 1975 af forlaget Hønsetryk (original udgivelse: “The Yellow Wallpaper”, 1892)

Læst 26 april 2014

3/5 Stjerner

Til aprils 24 hour Read-a-thon fandt jeg Charlotte Perkins Gilmans “Det Gule Tapet” frem efter at have læst en frisk og let De Fem-bog. Jeg skal love for, at det var noget af et læseskift.

Den efterhånden verdenskendte novelle er skrevet ud fra en kvindelig jeg-fortæller, som sammen med sin mand John og deres lille barn har lejet en afsides og idyllisk ejendom hen over sommeren for at pleje hendes “midlertidige nervøse depression”. Manden, som er læge, pålægger hende at få masser af hvile og installerer hende i et tidligere børneværelse øverst oppe i ejendommen. Kvinden er utryg ved huset og ønsker hellere at tilbringe sin tid i et mindre, men hjemligere rum i stueetagen, men føjer sin mand i både diagnose, hvileordination og lokation. Selvom hun er glad for at tilbringe sin tid med at skrive, fraråder både mand og andre mandlige relationer hende at bruge energi på det, og også dette forsøger hun at føje dem i, selvom hun dog hurtigt begynder at skrive dagbog i smug til os, læserne. Eftersom hun tilbringer størstedelen af sin dag i værelset, begynder hun hurtigt at lægge mærke til alle dets detaljer, og især én detalje begynder hendes tanker at kredse om: det gule tapet, som kan skimtes bag vægbeklædningen.

Meget af novellen centrerer sig omkring dystre beskrivelser af det gule tapet samt den anonyme kvindes tvangsmæssige behov for at interagere med og kommentere på det. Det er tydeligt gennem læsningen, at Gilman har villet portrættere en kvinde, som villigt underlægger sig sin mands vilje. Da han ordinerer sengehvile, tankefortrængning og ophold i hendes skrivning, ytrer hun ikke en eneste af sine protester til dem på trods af glæden og roen, som skrivningen giver hende:

“Hvis en anerkendt læge, der oven i købet er ens mand, forsikrer sine venner og slægtninge om, at der virkelig ikke er andet i vejen med een end en midlertidig nervøs depression – med et let hysterisk anstrøg – hvad skal man så stille op?
Min bror er osse læge, osse meget anerkendt, og han siger det samme. Så nu går jeg og tager fosfater og andre medikamenter og styrkende midler; jeg kommer på rejser, skal opholde mig i den friske luft, gøre øvelser, og det er blevet mig forbudt at udføre nogen som helst form for ‘arbejde’, før jeg er rask igen.
Personligt er jeg nu meget uenig i disse ideer. Jeg tror selv, at rigtigt arbejde, der indebærer spænding og forandring, ville gøre mig godt. Men hvad kan man gøre?”

Her maler Perkins et billede af en særdeles underdanig kvinde, som ser sig selv og sine meninger som ligegyldige og intetsigende og stiltiende accepterer dette syn. Hun bagatelliserer sig selv gennem hele novellen og hentyder flere gange til sig selv som værende en byrde.

Mens hun sidder i loftsværelset og prøver at være til så lidt besvær som muligt, begynder det gule tapet på væggen at ændre karakter. I takt med at hendes mentale helbred lider mere og mere under mandens manglende forståelse og øgede isolation af kvinden, begynder hun at skabe forestillinger om det gule tapet. Hun forestiller sig mennesker, farverige kunstværker og smukke landskaber, men gemt under tapetets overflade venter ubehaget, og jo mere hun overgiver sig til disse dagdrømme, desto mere begynder den trykkende stemning fra tapetet at fylde. En dag ser hun en kvinde bag mønsteret i tapetet, som vækker frygt og stærkt ubehag hos hende:

“Jeg fortæller dem naturligvis aldrig noget om det – dertil er jeg for klog, men jeg holder alligevel øje med det. Der findes nemlig noget i dette tapet, som ingen anden end jeg nogensinde vil få kendskab til. Bag det ydre mønster bliver de uklare former klarere for hver dag, der går, og det er altid den samme form, der dukker op – den ligner en ludende kvinde, der kryber rundt inde bag mønsteret.”

Igen triumferer hovedpersonens stærke behov for at være den føjende underdanige hustru – kvinden tier om denne oplevelse med tapetet og begynder at opbygge sin egen virkelighed baseret på, hvad hun ser udfolde sig bag tapetets mønster. Hendes psykose tager gradvist overhånd, hun holder op med at bekymre sig om andres holdninger og vier sig fuldstændig til tapetet. Hun afdækker så meget af mønsteret som muligt for at hjælpe kvinden, som holdes fanget af mønsteret, med at slippe ud. Hun begynder at se kravlende kvinder over alt, som er sluppet ud fra tapetet:

“Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om de allesammen kommer ud af dette tapet ligesom jeg. Men jeg er bundet solid fast med det reb, jeg gemte så godt  – der er ingen, der skal få mig ud på vejen! Jeg antager, at jeg bliver nødt til at gå tilbage bag mønsteret, når natten kommer, og det er svært! Det er så dejligt at være ude i dette store værelse og kravle rundt al det, jeg har lyst til!”

Da manden endelig får tilkæmpet sig adgang til værelset og bliver konfronteret med sin kones åbenlyse sindssyge, besvimer han på stedet:

“Men hvorfor i alverden besvimede han pludselig? Men det gjorde han altså, og det lige der, hvor jeg skulle kravle helt inde ved væggen, så at jeg var nødt til at kravle over ham hver eneste gang.”

GilmanDet er ikke svært at se, hvorfor “Det Gule Tapet” er blevet en klassiker, som ofte læses med feministiske briller. Gilman portrætterer og kritiserer kvindens underdanige rolle i slutningen af det 18. århundrede samt holdningerne til kvinders fysiske og mentale helbred i stærke og foruroligende billeder, som bliver hos læseren lang tid efter endt læsning.

For mit vedkommende var oplevelsen af Gilmans værk en tredje genlæsning, men dog den første læsning uden for akademias rammer. Rent sprogligt er den bestemt ikke noget mesterværk, især i denne mangelfulde og sommetider klodsede danske version, men narrativet rammer mig alligevel hårdt hver gang jeg læser den. Selv efter 120 år er Gilmans portræt af en misforstået kvinde med ondt i sjælen, som har brug for hjælp fra en uforstående og overbærende omverden stadig hamrende aktuelt, og dens budskab om at lytte og bruge empati rigtig, rigtig vigtig.