Aflagte Anskaffelser #1

BookshelfMin kærlighed til bøger har jeg ikke fra fremmede. Et af de klareste minder fra min barndom er fra mine forældres stue, hvor jeg med eminent forsigtighed og en smule ærefrygt havde fået lov til at kigge i bøgerne på den nederste hylde i min mors bogreol. Selvom jeg endnu ikke havde lært at tyde sidernes fortællinger, var jeg fuldt ud klar over, at jeg sad med skatte i hænderne. Forsiderne på bøgerne blev basis for mine egne digterier, og min mor har da også senere fortalt om manglende evne til at holde masken, da jeg engang kom stavrende og fortalte om den onde troldmand med magten fanget i sit skæg, som blev besejret af et magisk tog – alt sammen sagt med et eksemplar af Agatha Christies Hercule Poirot – Mordet i Orientekspressen i hænderne.

Min fascination af min mors bogsamling har fulgt mig gennem årene, og selv da mine forældre (til min gru) besluttede sig for at pakke bøgerne i kasser og sætte dem i kælderen, har jeg altid forbundet besøg i mit barndomshjem med bogskatte.
Kælderens kasser fyldt med bøger og andre glemte klenodier fik en ordentlig overhaling for nogle dage siden i forbindelse med mine forældres beslutning om at sætte huset til salg. De har for længst accepteret, at jeg meget gerne vil med på råd inden noget bliver kasseret, og derfor var jeg hjemme og hjælpe med at sortere, smide ud, mindes og opmagasinere. Særlig stor var glæden, da vi nåede til de sidste bogkasser, som endnu ikke havde set dagens lys. Siden bøgerne blev pakket ned, har jeg en gang imellem fået lov til at gå i en kasse eller to sammen med min mor, hvilket altid har resulteret i et par bæreposer med bøger til mig. Således bugner min bogreol efterhånden af diverse aflagte anskaffelser, som ikke kun er fra antikvariater, men også fra min mors læseoplevelser og min barndoms boglige valfartssted.
Posen med bøgerVi fik tømt alle kasserne, og fik kørt de mange bøger, som ikke fandt et hjem hos mig til genbrugen, så deres rejse kan fortsætte. Det var en ret vemodig, men også betryggende afvikling af de mange bøger, som ikke længere ligger pakket ned gemt og glemt af omverdenen. Udvælgelsesprocessen var svær, men med min mors kyndige råd og “Den her ser ganske vist dårlig ud, men den er altså helt vildt god!”-kommentarer, samt forfatter-genkendelser både fra studiet, blogland og goodreads endte jeg med en stor pose blandede bolsjer, som jeg glæder mig til at smage på.
Mors-Bøger
Mors-Bøger-2
De otte De Fem-bøger er levn fra min barndomslæsning, og de har været med til at puste til min læselyst. Det var de første bøger, som holdt mig oppe hele natten med deres mysterier og intriger, og  jeg glæder mig rigtig meget til at genlæse og generindre sommerfortællingerne. Endvidere ser jeg frem til at stifte bekendtskab med Ebbe Kløvedal Reich, Leif Panduro, Tove Ditlevsen og Sven Holm, da mit kendskab til dansk litteratur er pinligt overfladisk. De udenlandske forfattere i min seneste anskaffelse er alle nogen jeg nikkede genkendende til, men igen endnu ikke har haft muligheden for at læse.
Det knap så sjove bliver at tilføje alle titlerne til min to-be-read-jar, som med disse anskaffelser nu har flere titler i sig end da jeg begyndte mit nytårsprojekt. Men af en eller anden grund fylder det mig ikke med modløshed eller stress, det giver mig et smil på læben og følelse af beslutsomhed – jeg er mere end klar til at tage kampen op mod de mange ulæste eventyr, der pryder min reol (og gratis anskaffede bøger tæller ikke i bog-regnskabet – vel?).
Mors-Bøger-3

Bøtten #4: “Rosen og Stjernen” af Elisabet Holst

Rosenogstjernen

Rosen og Stjernen af Elisabet Holst, udgivet 2007 af Bonnier Forlagene A/S (original udgivelse: 2007)

Læst 25 marts – 03 april 2014

1star

Bøttens fjerde udfordring blev Elisabeth Holsts historiske debutroman “Rosen og Stjernen”. Romanen følger adelskvinden Karen Gyldenstjerne og hendes liv omkranset af kongefamilien og den højere adel fra hendes barndom til død med alle de udfordringer, som livet bringer hende – fra børn, ægteskab og elskere til intriger, hoflivserfaringer og tab.
Karen bliver født ind i en senere stor søskendeflok på godset Ivernæs på Fyn. Hun sendes hjemmefra som 15-årig, en sen alder efter datidens normer, for at gå til hånde for og opdrages af adelskvinden Birgitte Gøye, en hård og krævende, men retfærdig kvinde med ben i næsen og sine meningers mod. I Gøyes hus bliver Karens personlighed, interesser og passioner formet gennem bibellæsninger, strikse regler og urtemedicinens mange facetter.
Birgitte Gøyes hus besøges jævnligt af kongen og hans følge, hvorigennem Karen møder den noget ældre Holger Rosenkrantz, der er en af kongens mest skattede rådgivere og personlig ven. Holger giftes hun senere til og herigennem bliver hun medlem af inderkredsen, som holder magten og indflydelsen hos Frederik II i 1500-tallets Danmark.
Karen og Holger lever et liv fyldt med lykke og kærlighed, indtil Holger dør efter ti års ægteskab – Karen lider stort under tabet og sorgen er dyb. Hun kanaliserer sin sorg over i produktivitet og begynder at opkøbe land, pleje hendes efterhånden store formue og får igangsat byggeri af herregårde til hende og Holgers to sønner, samt en gennemgribende renovation af et kloster, som står i Holgers navn. Som lært hos Birgitte Gøye styrer Karen sin husholdning og forretninger med hård, men retfærdig hånd, og derigennem vinder hun bøndernes respekt og kærlighed. Endvidere får hun gennem årene opbygget et ry for at ære egnens kloge kone, og folk står i kø uden for hendes lysthus, der bugner af urter og destillater – selv adelige sender bud efter hendes kyndige råd.
Idyllen varer dog ikke ved, da kirkens øgede indflydelse og heksejagt viser sit ansigt i det danske land. Grundet Karens promiskuøse liv og hendes urte-ekspertise anklages hun for at være primus motor bag en sammensværgelse af hekse, hvis eneste formål har været at drive adelskvinden Anne til vanvid efter fødslen af dennes søn. Karen får dog gennem snilde, venskaber og familie slået smederænkerne i deres eget spil og går fri.
rosenogstjernen2Denne bog tog mig lang tid at læse. Virkelig lang tid. Elisabeth Holst har haft enormt store ambitioner da hun skrev denne bog – hun har drysset med benævnelser af historiske figurer, gjort læseren opmærksom på samtidens normer og skikke og sætter geografiske holdepunkter op gennem hele romanen, og hendes beskrivelse af Karen er enormt farvet – forfatterens beundring springer læseren i øjnene side for side. Endvidere har Holst spækket romanen med klichéer –  præsterne er snæversynede, kyniske og ondskabsfulde, adelsmændene er mere interesserede i at forføre skønjomfruer, drikke øl og ødsle deres penge bort end at varetage deres ansvarsområder, men Karen  var i min optik den absolut største. Hun er smuk, rødhåret, rider vildt på sin hest i mandesadel, hader håndarbejde, er interesseret i det hedenske verdensbillede, og har drømme af en synsk natur. Hendes far vægrer sig ved hendes atypiske udseende, og områdets præst reagerer så voldsomt på hendes udseende, at bogens mest dominerende tema og konflikt optrappes og afsløres allerede i Karens barndomsår.

“Han så ned på barnet. Hun havde sin mors smalle, højst svungne bryn, men hun havde hans røde hår og lyse blå øjne. Det vil sige, de var nu noget mørkere og havde ikke helt samme farve, det ene var snæsten grønt. Undertiden bemærkede man det knap nok, men i visse situationer sås det alt for tydeligt. Som nu, hvor morgensolen stod hende lige i ansigtet. Det gav hende et mærkeligt vildt udtryk. Han brød sig ikke om det.”

“Og han så misbilligende på Karens røde hår der stak frem under huen eller, når hun tog den af i legen, brusede om hendes hoved. Og så de øjne, et grønt og et blåt. Var det ikke et tydeligt tegn på at noget ikke var som det skulle være?
En dag kunne han ikke beherske sig, men vendte sig pludselig fra sin skrivepult g brølede idet børnene løb gennem stuen: “Så tag dog den hue på. Og løb ikke rundt som en…, som en…!”
Børnene stoppede op og så forskrækkede på ham. Hans stemme var gået helt op i diskanten.”

Holsts agtelse for sin heltinde går igennem hele romanen og er højst sandsynligt også grunden til, at fortællingen ikke hænger ret godt sammen. Holst har villet vise og fortælle mest muligt på kortest tid, og for mig at se kan en historisk roman om et helt livsforløb ikke fortælles på knap 400 sider. Havde forfatteren dog bare valgt at satse det hele og gjort romanen mindst dobbelt så lang, tror jeg faktisk, at Karens liv og levned ville være kommet meget mere til sin ret. For romanen virker afstumpet og forkortet med spring fra en person til den næste, lange forklarende og næsten refererende bisætninger om Karens bekendte, og drømmebeskrivelser, der aldrig rigtig bliver forklaret og sjældent bliver inkluderet i selve narrativet.
Endvidere forekom sproget mig klodset med halve løsninger og flade, endimensionelle karakterer og beskrivelser, som med lidt snilde og ordakrobatik sagtens ville kunne opnå den tryllebindende effekt, som Holst sigter efter:

“Højt oppe over hende, på en afsats der førte ind til det øvre stokværk, stod en kvinde ubevægelig og så ned. Det måtte være Birgitte Gøye selv. Karen måtte rundt om en udbygning i muren for at nå hen til foden af trappen som førte derop.
Hun tog de første trin og skævede atter op. Øverst, for enden af trappen, stod fru Birgitte endnu ubevægelig. Solen stod i dette øjeblik lige bag hende, og hendes skikkelse aftegnede sig helt sort og – forekom det Karen – umådelig høj mod lyset. Hun måtte være højere end almindelige mennesker.”

Man kan nemt tyde, hvilken stemning Holst prøver at fremmane, men sproget er simpelthen for mundant, sætningerne klodsede, digressionerne omhandlende beskrivelser aldeles unødvendige – kort sagt virker hendes skrivestil irriterende, og den frustrerede mig så meget i min læsning, at jeg aldrig rigtig kunne fokusere på narrativet. Den eneste positive overraskelse for mig var Holsts inklusion af gamle danske viser og digte, som fungerede enormt godt både som stemningsskabende elementer, men også som historiske vinduer til en svunden tid.
rosenogstjernen3Dog vil jeg stadig påstå, at denne roman enten skulle have været enten dobbelt eller halvt så lang som den endte med at være. Ved læsning af en succesfuldt gennemredigeret roman, aner læseren ikke, at der har været en redaktør ind over for at udføre ofte gennemgribende redigeringsarbejde. Denne roman kunne dog godt bruge endnu en tur i ringen med en hårdtslående og skarp redaktør – i så fald ville det blive en fængslende fortælling om en af fortidens skyggesider i form af hekseprocesserne i Danmark og en stærk historisk foregangskvinde, som Holst må siges ikke at opnå i denne omgang.

Bøtten #3: “20,000 Leagues Under the Sea” af Jules Verne

Jules Verne

20,000 Leagues Under the Sea af Jules Verne, udgivet 2010 af Harper Press (original udgivelse: Vingt mille lieues sous les mers 1870)

Læst 08 marts – 21 marts 2014

3/5 Stjerner

Den tredje udtrækning fra bøtten blev Jules Vernes undervandseventyr, som jeg længe har villet læse. Jeg købte denne udgave i den elskede Waterstones på Piccadilly sidst jeg var i London i november. Turen var kort, men god i selskab med min dejlige mor, som medgav mig tid og fordybelse mellem Waterstones’ betryggende reoler og dybe lænestole. Med mor solidt plantet i en sofa med “The Making of Pride and Prejudice – the Miniseries” i skødet, kunne jeg med god samvittighed og barnlig iver snuse rundt. På vej til kassen med et flere gange gennemsorteret og prioriteret udvalg, skimmede jeg hen over tilbudsbordet mens jeg stod i kø. Dér lå den, den sidste af sin slags, med et stilrent cover og en pris, som jeg ikke kunne modstå.
20000leagues
Historien er velkendt for de fleste; den franske marinebiolog og professor Monsieur Aronnax er på vej hjem til Frankrig – mens han i New York venter på, at skibet til Frankrig gøres klar, bliver han opmærksom på et andet skibs klargørelse, nemlig Abraham Lincoln, som  skal påbegynde en maritim jagt på et frygtindgydende søuhyre med et drabeligt horn set af adskillige skibe, og som senest har sunket passagerskibet Scotia. Da Aronnax’s tilstedeværelse i New York opdages af flådeministeren Hobson, inviteres han straks ombord på Abraham Lincoln – og som den videnskabsmand han er, kan han ikke sige nej.
“Three seconds before the arrival of J.B. Hobson’s letter I had no more idea of pursuing the unicorn than of attempting the North-West Passage. Three seconds after having read the secretary’s letter I had made up my mind that ridding the world of this monster was my veritable vocation and the single aim of my life.”

Og således starter Aronnax’s fantastiske eventyr på og i havet med sin tro følgesvend Conseil og den handlekraftige og udfarende canadiske harpunjæger Ned Land.  Da skibet endelig møder det sagnomspundne søuhyre, lider Lincoln samme skæbne som Scotia, og skibbrudne Aronnax, Conseil og Land skyller i sidste øjeblik op på ryggen af monsteret – et søuhyre som viser sig at være intet andet end en undervandsbåd. De tre eventyrer bringes inden for i fartøjet og præsenteres for Kaptajn Nemo, som informerer dem om, at de aldrig igen skal træde på land; de er nu totalt underlagt kaptajnens vilje.

Resten af bogen og verdensomsejlingen er en decideret rejsebeskrivelse af undervandsbåden Nautilus’s færden gennem de syv verdenshave; fra pol til pol, gennem det røde hav og hemmelige underjordiske passager følger læseren Aronnax’s dagbogsoptegnelser over hans og følgesvendenes utrolige oplevelser, som fylder deres dage. Flere gange foretages der eksursioner på havets bund i dertilindrettede dragter, udflugter som afgiver oplevelser, farver og livsformer, som selv Aronnax’s beskrivelsesmani kommer til kort i at skildre.

“And now, how could I retrace the impression made upon me by that walk under the sea? Words are powerless to describe such marvels. When the brush itself is powerless to depict the particular effects of the liquid element, how can the pen reproduce them?”

Netop denne beskrivelsesmani gjorde læsningen af Vernes værk ambivalent for mig. På den ene side stråler entusiasmen og variationen ud fra siderne, når Aronnax og Conseil kategoriserer deres observationer, og disse er uden tvivl med til at give baggrundstæppet for fortællingen smukke nuancer. På den anden side bliver det enerverende at læse side op og side ned om hundredevis af forskellige fiskearter og -underarter, som almindelige mennesker ikke har en chance for at forestille sig eller forstå. Dog bliver de ofte lange beskrivelsespassager afløst af observationer af den mystiske Kaptajn Nemo samt Aronnax’s bevidste gengivelser af ubevidst morsomme kommentarer fra og samtaler mellem Conseil og Land, hvilket fik læsningen til at flyde langt mere end i havbeskrivelserne.

“Conseil: If that is the case, this dugong may well be the last of its race, and perhaps it would be better to spare it, in the interest of science.
Ned Land: Perhaps it will be better to hunt it, in the interest of the kitchen.”

20000leagues2Gennem læsningen af Vernes værk forstår man så udemærket, at han er blevet udnævnt en af til science fiction genrens grundlæggere. Med hans beskrivelser af mekanikken og elektriciteten bag Kaptajn Nemos Nautilus suppleret med geniale påfund som våben, belysning af havbunden og manøvreringen af undervandsbåden gennem tryk var han uden tvivl forud for sin tid, og hans tidskrævende og dybdegående forskning i alt fra undervandsfauna til barometertryk er intet mindre end imponerende om end knap så banebrydende og interessant i en nutidig læsning. Med denne læsning i rygsækken er jeg dog sikker på at fremtidige fantastiske læsninger får lidt mere fylde, lidt mere baggrund og lidt mere betydning.

Tæppeprojektet

DIY: Hæklet tæppe i granny stripes i DROPSDer er bare et eller andet over et håndlavede tekstiler i hjemmet. Jeg har haft en drøm om at hækle et stort lækkert og farverigt tæppe i flere år, men med prisen på garn kan det hurtigt blive en pebret affære, især på SU-budget. Men pludselig en dag opdagede jeg et DROPS-sale på “Drops Loves You” 2  – en garnserie, som blev lavet i begrænset oplag. Til 7 kr pr 50 gram blev tæppedrømmen pludselig en smule mere opnåelig, og jeg slog til, købte 20 nøgler og gik straks i gang. Jeg valgte at hækle det på nål nr. 4 i ganske almindelige og afdæmpede stangmaskerækker, et mønster som er letgenkendeligt fra bedstemorfirkanten og derfor også kendt som det klassiske granny stripe mønster.
DIY: Hæklet tæppe i granny stripes i DROPS
Det var en enorm tilfredsstillelse endelig at stå med det færdige resultat i hænderne efter flere måneders tv-hækling. Tæppet er nu det, som ligger øverst i bunken, og der er rift om at få fat på det som den første – kæresten har døbt det “8-bit tæppet” og har taget det til sig med stor tilfredsstillelse. Det er som om, at alle de arbejdstimer, som tæppet repræsenterer varmer en smule ekstra, hver gang jeg svøber det omkring mig.
At se ens færdiglavede håndværk blive taget så godt imod varmer helt inden i, og det bringer smil og stolthed frem hver gang det komplimenteres – så det er nok ikke det sidste tæppe, der kommer på krogen.DIY: Hæklet tæppe i granny stripes i DROPS

“Under Fire” af Henri Barbusse – Pensumlæsning

Under Fire

Under Fire: The Story of a Squad af Henri Barbusse udgivet som e-bog i 2009 af Floating Press (original udgivelse: Le Feu: journal d’une escouade 1916)

Læst 16 februar – 25 februar, 2014

2stars

Som litteraturstuderende vælger man langtfra altid selv, hvad der står først for på læselisten. Som I nok har læst både hos Mette og Rikke, byder dette semester på et kursusfag med værker skrevet om og ofte under Første Verdenskrig. Jeg har ofte sammen med mine medstuderende reflekteret over, hvor godt det er for vores læsemønstre at blive vist hen til værker, som vi ellers aldrig selv ville have overvejet at samle op, og det er især i dette fag, at vi får os nogle overraskelser. En af stjernerne på pensumlisten er værket Under Fire: The Story of a Squad (Le Feu: journal d’une escouade) skrevet af Henri Barbusse – et værk som blev enormt populært ved sin udgivelse, hvilket mestendels skyldes det faktum, at det er et af få store værker som blev udgivet allerede inden krigens ende. Derved får man som læser et umiddelbart og unikt indblik i krigens kaos og gru, og gennem værkets dagbogsform bibeholdes det høje tempo, uvisheden om hvad morgendagen og det næste kapitel bringer.
Med det sagt, var det for mig et rigtig svært værk at læse. Der hviler en trykkende stemning over læsningen og det gik langsomt – rytmen var ofte urolig, indimellem helt manglende, og de detaljer som Barbusse formår at fremmane i de sproglige billeder af skyttegrave gjorde ondt. Værket skvulper over med soldaters dårlige kår mens de famler sig gennem labyrintiske skyttegrave i mudder til knæene tynget af en enorm træthed, mens granater springer sporadisk omkring dem og deres kammerater falder som fluer. Disse forfærdelige kår indgyder en næsten klanlignende solidaritet i kompaniet som vokser på tværs af race, alder og personlighed, hvilket Barbusse også beskriver flere steder:

In our ill-assorted flock, in this family without kindred, this home without a hearth at which we gather, there are three generations side by side, living, waiting, standing still, like unfinished statues, like posts.

Grundet værkets høje tempo kommer krigens grusomheder helt ind under huden, og jeg måtte i min læsning holde pause fra de skrækindjagende billeder, som Barbusses ord maler frem. Man mærker den kile af fremmedgørelse, som krigen driver ind mellem de deltagende soldater og den verden som de før kendte, og Barbusses udtalte krigskritik er tydelig at mærke netop i de udpenslede rædselsscener skrevet med en giftig, klar og knivskarp pen – scener, som værket indeholder alt for mange af.

All the way along, as far as an earthwork barricade that blocks the way, German corpses are entangled and knotted as in a torrent of the damned, some of them emerging from muddy caves in the middle of a bewildering conglomerate of beams, ropes, creepers of iron, trench-rollers, hurdles, and bullet-screens. At the barrier itself, one corpse stands upright, fixed in the other dead, while another, planted in the same spot, stands obliquely in the dismal place, the whole arrangement looking like part of a big wheel embedded in the mud, or the shattered sail of a windmill. And over all this, this catastrophe of flesh and filthiness, religious images are broadcast, post-cards, pious pamphlets, leaflets on which prayers are written in Gothic lettering—they have scattered themselves in waves from gutted clothing. The paper words seem to bedeck wih blossom these shores of pestilence, the Valley of Death, with their countless pallors of barren lies.

Læsningen af denne bog var hård. Rigtig hård. Den absolutte rædsel og totale meningsløshed påvirkede mig enormt meget, og jeg måtte kæmpe en kamp med mig selv for at nå til ende. Krigslitteratur og øjenvidneberetninger er vitale tråde i verdenshistorien, men så meget krig på så kort tid er ikke for sarte sjæle. Bogen lod mig tilbage med en følelse af tab og en spirende modvilje til at dykke ned i endnu et værk, selvom pensumlisten kræver det, og der vil gå rigtig lang tid før jeg af egen fri vilje samler endnu en krigsroman op.Krigslitteratur