Bøtten #9: A Thousand Nights af E. K. Johnston

A Thousand Nights Anmeldelse A Thousand Nights af E.K. Johnston udgivet i 2015 på forlaget Macmillan.

3/5 Stjerner

Når støvskyerne danser hen over ørkenen er det tegn på, at Lo-Melkhiin er på vej med sine mænd for at tage sig endnu en hustru. Han vælger altid en ny hustru fra en ny region inden for byen. Og hun dør altid.

A Thousand Nights tager udgangspunkt i rammefortællingen om Scheherazade, som hver nat fortæller sin mand og hersker en historie, som lader hende leve endnu en dag i 1001 nætter. I Johnstons version er den mandlige hovedperson Lo-Melkhiin, som er hersker over et stort ørkenområde. Dem, som har kendt ham længe ved, at han engang var en empatisk og godhjertet mand, men de ved ikke hvordan og hvorfor det ændrede sig. Det eneste de ved er, at han en dag red alene for langt ud i ørkenen, og da han kom tilbage, var han en anden – en ubarmhjertig, kold, dæmonisk hersker, som dog stadig har formået at holde freden i sit herskerrige.
Den kvindelige hovedperson er en syttenårig pige, som på intet tidspunkt bliver kaldt ved sit navn. En dag ser hun Lo-Melkhiin og hans følge på vej mod den landsby, hun bor i, og med et ved hun, at han vil vælge hendes smukke halvsøster som sin næste hustru, sit næste offer. For at redde sin søster klæder pigen sig i en smuk brudedragt for at få hans opmærksomhed og blive valgt i stedet. Og hendes plan lykkedes.

Landsbyboerne og søsteren er udemærket klar over, at pigen har dømt sig selv til døden. Søsteren lover at lave et alter til hende, så hun efter sin død bliver en smallgod – en ånd fra et afdødt familiemedlem, som våger over og hjælper de levende. Derefter bliver hun ført bort, og den magiske fortælling begynder. Fordi søsteren beder foran alteret, og resten af landsbyens beboere sender gode tanker til hende, begynder hun at se en kobberfarvet ild danse fra sine arme, da Lo-Melkhiin griber fat i hende og forsøger at dræne hendes livsenergi, som han har gjort med alle de foregående. Men det virker ikke, og hun føler ingen frygt. Han spørger ind til hendes familie og livet i ørkenen, og hun væver den ene kobberfarvede fortælling efter den anden om sin familie, sine forfædre, ørkenlivet og gamle sagn.

There were stories, and there were stories. No single tale that I could draw from would save my sister from a short and cruel marriage, but I had pieces aplenty. I held them in my hands like so many grains of sand, and they slipped away from me, running through my fingers, even as I tried to gather more. But I knew sand. I had been born to it and learned to walk on it… I knew that I had only to hold it for long enough, to find the right fire, and the sand would harden into glass — into something I could use.

Anmeldelse-a-thousand-nigths

Hun fortæller ikke for at leve endnu en dag, men i trods. Hun trodser hans forsøg på at indgyde frygt i hende og bibeholder derigennem sin kvndelighed, sin integritet og sine værdier. Lidt efter lidt begynder hendes historier at få magt – de forudsiger fremtiden, og kobberilden gør forestillede objekter fysiske. Pigen fornemmer det store ansvar en sådan magi fører med sig og begynder at overveje, om hun alene kan ændre den skæbne, som Lo-Melkhiin har bestemt for så mange uskyldige piger før og efter hende.

Always, it seemed, men would overlook unpleasant things for the sake of those that went well. The statues’ eyes for the melodious sounds of the fountain. The deaths of their daughters for the bounty of their trade.
There was great beauty in this qasr, but there was also great ugliness and fear. I would not be like those men who turned their eyes from one to see the other. I would remember what those things cost.

Denne bog var en udsøgt fornøjelse at læse. Plottet er simpelt og genkendeligt, men fortalt med så smukke ord og fantastiske fortællinger, at jeg forsvandt væk i et persisk eventyr. Alle pigens historier har en dybere mening og er fulde af livsvisdom. De er især vidne om et stærkt kvindeligt fællesskab, som trives og blomstrer under et patriarkalsk styre. Ingen af kvinderne er navngivne, og det giver en ekstra dimension til kvindesolidariteten, som strækker sig fra ørkenens telte til Lo-Melkhiins qasrs badestuer, fra tidligere tiders kvinder til fremtidens budbringere, fra den laveste tjenestepige til dronningen. Deres magt og påvirkningskraft er så meget større, fordi den ligger skjult bag navnløse skikkelser og tilslørede ansigter.

It began slowly. One moving spark in a sky full of fixed lights, spiraling blue and gold, and then doused by the blackness of the sky. Not all of us saw it, it burned so quickly, but soon there were plenty of lights to marvel at.

Den her bog var lige det, jeg manglede, så jeg jublede, da jeg foldede sedlen fra bøtten ud og læste titlen. Jeg indrømmer helt og holdent, at jeg købte den udelukkende på grund af udseendet – sjældent har jeg set så smukt og gennemført et cover. Fortællingens magi kan fornemmes allerede ved første øjekast.
Jeg åbnede den en regnvåd eftermiddag og vendte sidste side ved sengelampens skær langt efter min sengetid. Den var fortryllende i sit sprog og smuk i sine beskrivelser, men heller ikke mere end det. Den var hurtigt læst og lige så hurtigt glemt – og jeg følte en smule skuffelse og frustration over, at alle de mange magiske og farverige tråde blev så hurtigt bundet af til slut. Men den var en kærkommen let og luftig læseoplevelse, som gav mig et dejligt pusterum efter et par tunge og alvorlige bøger.

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse bøtten

Bøtten #2: “Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd” af Rachel Joyce

Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd (oversat fra engelsk efter “The Unlikely Pilgrimage of Harold Fry”) af Rachel Joyce.

Udgivet i 2012, læst 17-19 februar, 2014.

4stars

Harolds pilgrimsfærd tog mig med storm. At se Harolds liv udfolde sig og genoplives gennem hvert et skridt han tog, ramte sympatiens strenge i mig. Denne bog handler om alt og intet. Den handler om kærlighed, sygdom, forspildte chancer, nærvær, konsumerisme, sorg og venskab. Alle disse problematikker har dog én ting til fælles, nemlig Harold. Harold er en pensioneret bryggeriarbejder, som, når læseren præsenteres for ham, er patentholderen på den engelske forstadsbeboer helt ned til undergardinerne i vinduerne. Hans kone, Maureen, er ligeså fikseret på at opretholde en facade af perfektion i deres lille hjem, som et klart forsvar for ikke at kunne håndtere hende og Harolds efterhånden kærlighedsløse og kolde ægteskab. Harold og Maureen fremstilles altså som det der par de fleste kender, med deres faste rutiner så indgroede, at ure kan sættes efter dem.
Men pludselig en dag får Harold et brev. Brevet er fra en gammel kollega, Queenie, som gerne vil sige tak og farvel, inden hun dør af den kræft, som har overtaget hendes krop. Harold skriver et kort svar tilbage og går ud for at poste det med det samme. Men postkassen dukker alt for tidligt op, så han går videre til den næste. Og den næste. Og den næste.

“Det lignede ikke Harold at tage en hurtig beslutning. Det vidste han. Siden han var gået på pension, tog den ene dag den anden, uden at noget var forandret. Ikke andet end at han var blevet rundere om livet og havde tabt mere af sit hår. Han sov dårligt om natten, og indimellem sov han slet ikke. Men da han hurtigere end forventet igen stod foran en postkasse, tøvede han endnu en gang. Han havde indledt noget, og han vidste ikke hvad det var, men nu hvor han var i gang, var han ikke parat til at afslutte det.”

Harolds første møde med en fremmed er en ung pige, som arbejder på en tank – uden at vide det, sætter hun Harolds pilgrimsrejse i gang med kommentaren: “Hvis man tror stærkt på noget, så kan alting ske”.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Det er netop absurditeten i Harolds pilgrimsrejse, der gør læseoplevelsen så dragende – Harold er den sidste person, man kunne forestille sig som pilgrim. Gennem hans rejse op gennem England møder han et væld af farverige, skæve og sympatiske karakterer, som alle har deres at kæmpe med. Harold selv får gennem sin nærmest meditative gang foretaget en gennemgribende selvgenopdagelse og katarsis af både krop, sjæl og fortid, og hans rejse bliver hurtigt et livsbekræftende holdepunkt for mange andre udover Queenie.

“Inde i byen havde Harolds strøm af tanker været indstillet. Nu hvor han var tilbage i det åbne landskab, bevægede tankerne sig igen uhindret mellem tider og steder, og billederne vældede frem. Ved at gå satte han den fortid fri, som han havde brugt de sidste tyve år på at holde tilbage, og nu sludrede og legede den i hans tanker med sin helt egen vilde energi. Nu målte han ikke længere afstande i kilometer. Han målte dem i erindring.”

Joyces rene og enkle skrivestil bidrager til den gode historie. Hendes paralleller af det tænkte og det sagte skaber en dybde, som man som læser ikke kan undgå at blive påvirket af, og som sætter tankerne i gang – man får øjnene op for muligheden for, at de ord, som betyder allermest, er dem, som aldrig bliver sagt. Endvidere har hun formået at opstille et forholdsvis bredt persongalleri i form af de forskellige karakterer, som Harold møder, men holdt dem i kort snor; højst to kapitler per karakter, og deres karakteristik koges ofte ned til “herren med det sølvgrå hår” eller “den meget berømte skuespiller”. Samtidig har hun indflettet ensomhed, a fortryde anger og soning ind gennem hele romanen, som ikke desto mindre giver plads til et par grin gennem de til tider absurde og dog fuldstændig rammende beskrivelser af stereotyper.

Jeg nød virkelig at læse om Harolds vandring. Eftersom læsningen af romanen var et tilfælde grundet bøtten, havde jeg ingen forventninger eller bevæggrunde inden min læsning begyndte, og derfor ramte den mig mere, især fordi der er så mange niveauer i bogen, at man ikke kan undgå at kunne relatere til et par eller tre. Romanen og Harolds betingelsesløse næstekærlighed var et skønt frisk pust, og hans fremmaning af håb og glæde hos andre rørte mig.
Derfor giver jeg “Harold Frys usandsynlige pilgrimsvandring 4 ud af 5 stjerner, fordi den overraskede mig positivt, omend en smule forudsigeligt. Desuden var der nogle rent sprogtekniske brølere, som var enerverende – stave- og slåfejl hører ikke hjemme i en udgivelse. På trods af disse gener, rørte historien og budskabet mig dog stadig, og det er en bog, som vil blive hos mig længe, og som jeg sagtens kunne finde på at genlæse, når jeg engang er færdig med bøtten. Nogen gange har man brug for at blive mindet om livets små, enkle og samtidig altomfavnende egenskaber, samt hvor langt en smule næstekærlighed og tro på sine medmennesker kan føre.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Bøtten #1: “Soldier of the Mist” af Gene Wolfe

Bøtten boganmeldelse bogblog soldier of the mist stinchen.dkSoldier of the Mist (Latro #1) af Gene Wolfe.

Udgivet i 1987 (org. udg. 1986) læst 9-16 februar, 2014.

3/5 Stjerner

 

Mit læselige nytårsforsæt er, som mange andre rundt omkring i blogland, at læse mere og købe mindre. Derfor bliver 2014 et år i bøttens tegn, og den første udtrukne bog blev “Soldier of the Mist” af Gene Wolfe, en forfatter jeg ikke før er stødt på. Købet af bogen var impulsivt – jeg så den stå sammenklemt mellem en masse andre, dækket af støv på den nederste hylde i et antikvariat, fik medlidenhed med den og tog den med hjem. Det skete for tre år siden. Heldigvis har bøtten gjort op for min boglige forglemmelse og har sikret, at mine fingre fandt den lap, som var dekoreret med Wolfes navn. Nu til bogen.

Protagonisten i Wolfes værk, en mand der går under kaldenavnet Latro i mangel på sit rigtige navn, lider også af en forglemmelse, omend en meget mere omfattende en af slagsen end min egen – Latro kan nemlig kun huske ting der er sket i løbet af én dag, minderne overlapper simpelthen de gamle løbende. Som læser får man fortalt allerede på den første side, at “although this book is fiction, it is based on actual events of 479 B.C.”, og derved forankrer Wolfe sit værk tidsligt på tærsklen for Romerrigets storhedstid.
Latro er involveret i Romerrigets ekspansioner og disses eftervirkninger igennem hans profession som kriger – dog har han, da han præsenteres i starten af romanen, pådraget sig et alvorligt sår på siden af hovedet. Han vågner op i et healertelt og kan intet huske fra sit voksne liv, ej heller hvordan, hvornår eller af hvem han er blevet såret. Hans rigtige navn, hvilken side i slaget han har svoret troskab til og hvem han har kæmpet side om side med er væk for ham.
Healeren som behandler hans sår opfordrer Latro til at nedskrive sine oplevelser, nærmest en slags dagbog, og således begynder bogen – hvert kapitel er Latros egen opfattelse af begivenhederne med lidt eller ingen refleksion, og altid med en konstant understrøm af vigtighed og hast, grundet hans altid nærværende angst for at glemme.
Mangel på langtidshukommelse er dog ikke den eneste bivirkning fra såret. Som titlen på bogen også insinuerer, er Latro med ét blevet tågens soldat – tågen er en figurativ beskrivelse for det slør, som i dette univers eksisterer mellem den sekulære verden og gudernes verden. Derved ser Latro nu hver og ét af de mange mytiske elementer, der omgiver ham, det være sig guder og gudinder, ånder, de dødes sjæle eller virkningen af de ofringer, der løbende finder sted gennem hans fortælling. Sammen med Io, en hengivende og dedikeret ung pige, som giver sig selv til Latro som slave, åndemaneren Eurykles, diverse profeter, handelsmænd og andre krigere, påbegynder Latro på sin rejse gennem Romerrigets Europa, hvis mål er at genvinde sine minder gennem udførelse vaf forskellige opgaver han stilles af guderne.Bøtten boganmeldelse soldier of the mist stinchen.dk

Latros fortælling fungerede som et velkomment afbræk fra stringent strukturerede plot, snørklede og omfattende persongallerier og skift i fortæller. Da Latros erindringer er nærmest ikke-eksisterende, var bogen nem at gå til og plottet let at følge, og Latros naivitet og mangel på refleksion over karakterer og hændelser havde en forfriskende fordomsfri påvirkning på mig som læser. Hans fortælling mindede mig kontinuerligt og naturligvis om Odysséen, men samtidig også om novellen, som senere blev til film, “Memento Mori” skrevet af Jonathan Nolan i 2001. Jeg synes Latros fortælling havde flere originale ideer, som gav læsningen en friskhed, god underholdingsværdi og inkorporerede et tiltrængt element af uforudsigelighed og lunefuldhed grundet min evne til som læser at koble begivenheder sammen, som Latro ikke opnår grundet sin skade.
På trods af disse rosende ord, var der dog også enkelte, men betydningsfulde forhindringer, som gjorde en gnidningsfri læsning af romanen svær. Jeg måtte kontinuerligt slå op i bogens appendix grundet Wolfes behov for at drysse navne ud over siderne, græske og latinske definitioner og geografiske områder, som jeg ikke kender til. Omtrent halvvejs holdt jeg op med at slå op, eftersom de begreber jeg var i tvivl om som oftest slet ikke stod i appendixet, og den beslutning hjalp en smule. Yderligere er det ikke nødvendigt for en vellykket læseoplevelse for mig, at jeg udførligt får beskrevet fordele og ulemper ved diverse skjold-typer i kamp, når dette ingen betydning har for plottet, og Latro slet ikke ender med at bruge skjolet på nær i to sætninger. Heldigvis synes jeg, at Wolfes beskrivelse af gudernes domæne bag tågen gjorde op for den til tider lidt anstrengende krigsjargon, og derfor giver jeg bogen tre ud af fem stjerner, dels for dens sjove og skæve struktur, dels for et velkomment gensyn med de altid fantastiske myter fra den græske mytologi. Læsningen af Wolfes værk var uden tvivl en udfordrende og spændende start på mit læseprojekt.Bøtten boganmeldelse soldier of the mist stinchen.dk