Bogklub #1: Hærværk af Tom Kristensen

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse
Hærværk af Tom Kristensen udgivet i 1977 (original udgivelse 1930) på forlaget Gyldendal.
3/5 Stjerner

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire. Takket være mine studier har jeg efterhånden læst forfattere fra alle verdenshjørner og alle tidsperioder, men jeg har været blind over for de værker, som jeg føler, at jeg burde være startet med. De danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet, hvilket efterhånden er ved at være noget tid siden (10 år, men det siger vi ikke til nogen). Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteraturinteresserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden. Og der bliver lagt hårdt ud med udfordringer; den første bog i rækken er nemlig klassikeren Hærværk af Tom Kristensen.

Ole Jastrau, litteraturanmelder på avisen Dagbladet, har udadtil det perfekte liv. Han er gift med Johanne, sammen har de sønnen Oluf, de bor i en herskabslejlighed på Vesterbro, og alt er, som det bør være, indtil fortiden ringer på døren i form af Jastraus tidligere ven Sanders og dennes kompagnon Steffensen, en lidende digter. De inviterer sig selv indenfor og beder om asyl fra ordensmagten som erklærede kommunister. Stemningen vender med det samme i det lille borgerlige hjem, og der går ikke længe, før de ubudne gæster klandrer Jastrau for hans småborgerlighed og tirrende reciterer hans egne kommunistiske digte fra ungdommen.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Selv om Jastrau prøver at benægte det, rammer Sanders og Steffensen et ømt punkt. For Jastrau er ikke lykkelig. Det begynder at gå op for ham, at han er gået så meget på kompromis for at passe ind i samfundet, at han har forrådt sin digtekunst, sit politiske ståsted og sig selv. Denne snigende erkendelse bliver Jastraus endelige. Sanders og Steffensen bliver katalysatorer for en hengemt selvlede, som bryder ud i lys lue, og Jastrau begynder systematisk at udøve hærværk på sit liv, sit ry og sin krop uden at skænke konsekvenserne en tanke.

“Ah, nu gik solen ned,” pustede Jastrau og satte sig ved et af de nærmeste borde.
“Hvad skal vi have?” spurgte Steffensen groft.
“Fred, fred!” sukkede Jastrau. “Nu skal vi synke dybere og dybere ned. Her er det altid aften, og så er luften fortættet af grammofon. Man får ikke tid til at føle, at der er noget, der hedder tomhed. Nu skal vi – ganske stille – ganske langsomt – gå i hundene.”

Og at gå i hundene, dét gør han. Jastrau opsiger sin stilling på avisen, lader Johanne tage sønnen med sig og flytte ud, og så begynder et målrettet og destruktivt styrt mod afgrunden i selskab med Steffensen, alkohol, digte og frygten for kønssygdomme, alt imens han brænder alle tænkelige broer og giver afkald på alt, der har med værdighed at gøre.Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Da jeg så, at Tom Kristensens navn stod på bogklubbens læseliste, blev jeg både spændt og en smule ængstelig. Vi læste et uddrag fra Hærværk i gymnasiet, ligesom stort set alle andre, og det eneste jeg kunne huske fra den oplevelse var en følelse af frustration. Og jeg kan godt forstå, at mit yngre jeg blev frustreret over at læse et uddrag fra en bog med så langsommeligt et tempo og så ubehagelige beskrivelser af en mands selvdestruktion. Men ikke desto mindre synes jeg i dag, at bogen er et pragteksemplar, når det kommer til poetisk sprogbrug i romanform. For selv om jeg ikke bryder mig synderligt om nogen af karaktererne og absolut ikke har skyggen af medlidenhed med nogen af dem, så kan jeg ikke komme udenom, at Tom Kristensens sprog blæste mig omkuld og tog vejret fra mig op til flere gange. Hans evne til at beskrive København og Vesterbro er så levende, at jeg fik trang til at hoppe på det første tog mod hovedstaden med bogen under armen og læse mens jeg gik op af Istedgade, rundede Enghave Plads og slog et smut forbi den katolske kirke; på trods af tidsforskellen på små hundrede år, står det København han beskriver stadig lige så smukt og vibrerende for mig nu, som det må have gjort for ham dengang.

“Du,” brummede han, da Jastrau kom ud fra butikken igen. “Istedgade er nu en dejlig gade.”
“Hvorfor det?”
“Fordi den er lang.”
Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnende blik. Og han måtte selv stirre ned af den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.

Hærværk er på ingen måder en rar bog at læse. Selv om plottet er næsten kedeligt i sin enkelthed – en mand opsøges af fortiden, og fortiden puster hans korthus af kompromiser og samfundsforventninger ned omkring ham – så er bogen et af de mest komplicerede værker, jeg længe har læst. Tom Kristensens beskrivelse af en alkoholiseret og opgivende mand er uhyggelig skarp, og Jastraus indre dæmoner kan på ingen måde være opfundne. Indsigten ind i psyken hos en mand, der balancerer på afgrunden er brutalt ærlig og gør næsten ondt i sin udlevering af Jastrau.
Selv om også denne bog for mig ryger i kategorien “Jeg er glad for, at jeg har læst den, men jeg brød mig egentlig ikke rigtig om den” og den til tider var svær at komme igennem, har den efterladt et stort indtryk på mig. Jeg glæder mig til at stifte yderligere bekendtskab med den danske litteraturskat og ikke mindst at forsøge mig med mere fra Tom Kristensens pen, når jeg har sundet mig efter mødet med Ole Jastrau.

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst maa forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

 

“Pinocchio” af Carlo Collodi

Pinocchio udgivet i 2013 (oprindeligt 1882), udgivet i Wordsworth Classics serien.

3/5 Stjerner
Pinocchio er en klassisk fortælling og meget langt fra den sukkerdryssede version fra Disney, som de fleste kender så godt. Carlo Collodis fortælling fra 1882 book fortæller historien om Geppetto, en ældre snedker, som finder et stykke træ der forekommer ham perfekt til hans næste projekt;en dukke af træ. Men så snart han begynder at arbejde sker der noget ganske magisk – træstykket begynder at tale. Da Gepetto får lagt sidste hånd på sit værk, viser dukken sig at være uartig, flabet og i stand til både at gå, løbe og spise med samme ivrighed som enhver anden lille dreng. Gepetto døber ham Pinochhio og opdrager ham som sin søn. Men Pinocchio er ikke et lydigt barn – han lyver, og hver gang han lyver, bliver hans næse længere. Gepetto går på mange kompromiser for sin søn, men Pinocchio har så svært ved at være et godt barn. Han bliver nemt vildledt af andre og vælter fra den ene katastrofale hændelse til den næste. Hver eneste af dukkens dårlige beslutninger sårer Gepetto og og resulterer i frygtelige konsekvenser for Pinocchio. I løbet af fortællingen oplever han at få brændt sine fødder af, han kommer tæt på sultedøden, han bliver overfaldet, bliver smidt i fængsel og den berømte konsekvens, som vi kender fra filmen: han bliver forvandlet til et æsel for at blive solgt.

The little donkey Pinocchio made his appearance in the middle of the circus. He was decked out for the occasion. He had a new bridle of polished leather with brass buckles and studs, and two white camelias in his ears. His mane was divided and curled, and each curl was tied with bows of coloured ribbon. He was, in fact, a little donkey to fall in love with!

Pinocchio-Anmeldelse-Review-2

For hver dårlig beslutning han træffer, bliver straffen han skal gennemgå mere og mere hård. I starten af fortællingen sælger han sine skolebøger, som Gepetto har måttet ofre sin vinterjakke for at købe, for at kunne se dukketeater. Hans hjælpere, Fårekyllingen og den Blå Fe prøver at få ham til at forstå, at han aldrig vil få sit højeste ønske opfyldt – at blive en rigtig dreng – medmindre han for alvor og for altid ændrer sin opførsel til det bedre. Sidst i fortællingen hopper han i havet uden at tænke på faren ved sin handling for at redde Gepetto fra et gigantisk rovfisk. Hans gradvise forvandling fra flabet egoist til hengiven søn betaler sig; Pinocchios ønske går i opfyldelse, og han vågner til en ny virkelighed, hvor han er en vaskeægte dreng.

Pinocchio-Anmeldelse-Review-3

 

In return for your good heart, I forgive you all your past misdeeds. Children who love their parents, and help them when they are sick and poor, are worthy of praise and love, even if they are not models of obedience and good behavior. Be good in future, and you will be happy.

Collodis fortælling om trædukken, der blev til en dreng, er tydeligvis ikke skrevet med børneunderholdning i tankerne. Den er skrevet mere som en skræmmehistorie for at afrette og tæmme barnlige og hensynsløse impulser. Den er voldsomt moralsk og gentager gennem hele fortællingen hvor vigtigt det er at arbejde hårdt, tage ansvar for sine handlinger og at fortælle sandheden. Denne moralske undertone er indimellem så voldsom, at den overdøver resten af historien – Pinocchios straffe for ikke at opføre sig ordentligt er til tider grusomme og bliver til ubehagelig læsning. Det smittede af på mit humør, og jeg endte med at sidde og længes efter at vende den sidste side. Selv om jeg vidste, at fortællingen havde sin alder lidt imod sig, blev jeg alligevel skuffet over, hvor hensynsløs en karakter Pinocchio er. Jeg brød mig slet ikke om ham – heller ikke, selv om han endte med at lære af sin opførsel og rette op på det kaos, han fik skabt. Pinocchio er for mig endt i den kategori, der hedder “Jeg er glad for, at jeg har læst den, men jeg brød mig egentlig ikke rigtig om den.” Jeg kan sagtens sætte pris på bogens litterære værdi både som et historisk indblik i 1800-tallets opfattelse af børn og opdragelse samt dens uundgåelige rolle i populærkulturen, men det er ikke en bog, jeg har lyst til at genlæse.

 

Pinocchio-Anmeldelse-Review-4

“To the Lighthouse” af Virginia Woolf

To the lighthouse Virginia Woolf

To the Lighthouse af Virginia Woolf, udgivet 2008 (original udgivelse 1927)

Læst 25 februar – 2 marts, 2014

4stars

Virginia Woolf har indtil for nylig været et utroligt intimiderende forfatterskab for mig. Flere gange i løbet af min bachelor på engelskstudiet krydsede vores veje gennem hendes klassiker The Waves som jeg hver gang måtte opgive frustreret, for blot stædigt at begynde forfra, læse den og ikke forstå et eneste ord. Jeg følte, at hun konstant skulle være på tværs i sin skrivestil – hvorfor i alverden kunne hun ikke bare skrive efter en ganske almindelig plotstruktur? løsenet Hun fik efterhånden status i min læseerfaring som bogreolens uopnåelige bjergtinde, en tinde jeg (på det tidspunkt) slet ikke var udrustet til at bestige. Men så kom kandidatundervisningen på litteraturvidenskab, og med sig havde den en vidunderlig underviser, som havde knækket Virginias kode. Jeg fik en klump i maven og koldsveden var ikke langt væk, da jeg på pensumlisten øjnede Woolf og hendes bølger. “Åh nej,” tænkte jeg, “endnu en gang skal jeg sidde i et fyldt lokale og skjule, at jeg ikke har forstået ét eneste ord af romanen. Åh nej.” Men det viste sig, at min ængstelse var grundløs.
Gennem underviserens kyndige vejledning og opmuntring åbnede der sig et helt nyt univers for mig, og den forfatter jeg før gruede, blev nu til et nyt og spændende eventyr, som førte mig til helt nye overvejelser og som gav mig læseoplevelser, jeg altid vil bære med mig i rygsækken.
Derfor blev jeg positivt overrasket over at se Virginia Woolfs To the Lighthouse på dette semesters pensumliste, og igen er jeg ikke blevet skuffet.

To the Lighthouse er en kort roman i tre dele, nærmest tre betragtninger. Rammen for værket i alle delene er familien Ramsays sommerhus, mens det tidslige aspekt er vidt forskelligt; i første del, The Window, betragter man familien Ramsay og deres forskellige besøgende netop som gennem et vindue for en eftermiddag, der går over i en aften; i anden del, Time Passes, ser man husets forfald over en periode på ti år, og endelig er der tredje del, The Lighthouse, som spænder over endnu et kort tidsforløb.
Ved romanens start dukker ægteparret Ramay op på siderne gennem dialog og udefrakommende betragtninger. De har otte børn, som de har med i deres sommerhus, et ophold som krydres med en bred vifte af besøgende. Mrs Ramsay er usædvanligt smuk og eftertragtet og er fyldt med mdfølelse, indlevelse og forståelse, som kommer til udtryk gennem hendes grænseløse tålmodighed, kreative opfindsomhed og evne til at mægle mellem de besøgende. Dog er hendes behov for kontrol og forudsigelighed stort, og ligeså er hendes behov for anerkendelse. Hun er forgudet af sine børn, mens deres forhold til deres far er meget anstrengt, koldt og fremmed. Disse personlighedstræk gør, at hun bliver omdrejningspunktet for sommerhusets logerende, og hendes karisma og rummelighed ligger som en svag aura gennem hele romanen. Hendes mand er langt fra ligeså nem at gennemskue, og hans tilstedeværelse fylder ikke lige så meget som Mrs. Ramsays. Han fremstilles som urtolig intelligent og vellæst, en tænker i tiden, og han elsker sin kone meget højt. Samtidig er han dog også brysk og afvisende over for sine børn, han er kompromisløs i sine sandfærdige udtalelser, og hans mangel på social forståelse skaber ofte en trykket stemning og ladet tavshed. Derved lader Woolf ægteparret indtage en klassisk fordeling; den følende og intuitive kvinde over for den tænkende, faktuelle mand. På trods af deres meget åbenlyse forskelligheder, er det tydeligt gennem deres interaktioner, at de stadig er meget forelskede, og at de har en helt grundlæggende og fundamental forståelse for og binding til hinanden:

Getting up, she stood at the window with the reddish-brown stocking in her hands, partly to turn away from him, partly because she did not mind looking now, with him watching, at the Lighthouse. For she knew that he had turned his head as she turned; he was watching her. She knew that he was thinking, You are more beautiful than ever. And she felt herself very beautiful. Will you not tell me just for once that you love me? He was thinking that for he was roused, what with Minta and his book, and its being the end of the day and their having quarrelled about going to the Lighthouse. But she could not do it; she could not say it. Then, knowing that he was watching her, instead of saying anything she turned holding her stocking, and looked at im. And as she looked at him she began to smile,for though she had not said a word, he knew, of course he knew, that she loved him .He could not deny it. And smiling se looked out of the window and said (thinking to herself, Nothing on earth can equal this happiness) –
“Yes, you were right. It’s going to be wet tomorrow.” She had not said it, but he knew it. And she looked at him smiling. For she had triumphed again.

Udover ægteparret består Woolfs karakterpalette af deres otte børn samt forskellige venskaber: den usikre malerinde Lily Briscoe, den socialt fumlende og arrogante Tansley, Mr. Carmichael, som virker til at hvile i sig selv, samt et ungt par, der bliver forlovet. Alle karaktererne er på forskellige veje gennem livet, som alle fører tilfældigt gennem sommerhuset. Beskrivelserne er få, og Woolf lader mere karakterernes liv tage deres egne drejninger, end hun manipulerer dem – det er tydeligt gennem læsningen, at karaktererne og plottet ikke er det vigtige for hende.To the lighthouse Virginia Woolf anmeldelse stinchen.dk

Anden del af bogen, Time Passes, er en fantastisk beskrivelse af forfald. Huset forbliver ubeboet i ti år, og Woolf lader tingene i huset træde frem på smukkeste vis. Det, som har provokeret mange af hendes læsere gennem tiden, er det faktum, at hun i dette afsnit uden narrativ og plotmæssig betydning lader flere af sine karakterer dø, inklusiv den mest prominente, Mrs. Ramsay – og at hun gør det gennem bibemærkninger i parenteser:

[Mr Ramsay stumbling along a passage stretched his arms out one dark morning, but Mrs Ramsay having died rather suddenly the night before he stretched his arms out. They remained empty.]

Tredje del, The Lighthouse, tager fanen op fra første del, blot disse ti år senere – turen ud til fyret, som tidligere blev negeret, bliver nu indfriet. Det er en fantastisk smuk bog, og Woolfs sprog tvinger læseren til at sætte tempoet gevaldigt ned for at få alle detaljer med. Ikke at det gør noget – tværtimod. Det er meget sjældent, at jeg oplever at kunne være så helt og fuldent optaget af et værk, ikke på grund af spændingskurver og plottwists, men udelukkende gennem sproget og beskrivelserne. Det er tydeligt for enhver læser, at plotlinjen ikke har været relevant for Woolf – denne bog er i høj grad et sprogeksperiment, en forfinelsesøvelse i sansebeskrivelser, og den er fuldstændig gennemført. Den subtile og alligevel allestedsnærværende måde hvorpå Woolf fletter påvirkningerne af første verdenskrig ind i sproget i anden del af romanen er fantastisk, og hun beskriver derigennem det ubeskrivelige. Hun er skarp og præcis, og hver en sætning fører læseren videre, omend det er videre gennem værket eller videre gennem livet. Hendes forfatterskab har sat sig uvægerligt fast i mit læsehjerte, og To the Lighthouse er en roman, som jeg vil genlæse løbende for at genopdage alle de livsfilosofiske guldkorn, som den gemmer på.

“She felt… how life, from being made up of little separate incidents which one lived one by one, became curled and whole like a wave which bore one up with it and threw one down with it, there, with a dash on the beach. ”

Bøtten #2: “Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd” af Rachel Joyce

Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd (oversat fra engelsk efter “The Unlikely Pilgrimage of Harold Fry”) af Rachel Joyce.

Udgivet i 2012, læst 17-19 februar, 2014.

4stars

Harolds pilgrimsfærd tog mig med storm. At se Harolds liv udfolde sig og genoplives gennem hvert et skridt han tog, ramte sympatiens strenge i mig. Denne bog handler om alt og intet. Den handler om kærlighed, sygdom, forspildte chancer, nærvær, konsumerisme, sorg og venskab. Alle disse problematikker har dog én ting til fælles, nemlig Harold. Harold er en pensioneret bryggeriarbejder, som, når læseren præsenteres for ham, er patentholderen på den engelske forstadsbeboer helt ned til undergardinerne i vinduerne. Hans kone, Maureen, er ligeså fikseret på at opretholde en facade af perfektion i deres lille hjem, som et klart forsvar for ikke at kunne håndtere hende og Harolds efterhånden kærlighedsløse og kolde ægteskab. Harold og Maureen fremstilles altså som det der par de fleste kender, med deres faste rutiner så indgroede, at ure kan sættes efter dem.
Men pludselig en dag får Harold et brev. Brevet er fra en gammel kollega, Queenie, som gerne vil sige tak og farvel, inden hun dør af den kræft, som har overtaget hendes krop. Harold skriver et kort svar tilbage og går ud for at poste det med det samme. Men postkassen dukker alt for tidligt op, så han går videre til den næste. Og den næste. Og den næste.

“Det lignede ikke Harold at tage en hurtig beslutning. Det vidste han. Siden han var gået på pension, tog den ene dag den anden, uden at noget var forandret. Ikke andet end at han var blevet rundere om livet og havde tabt mere af sit hår. Han sov dårligt om natten, og indimellem sov han slet ikke. Men da han hurtigere end forventet igen stod foran en postkasse, tøvede han endnu en gang. Han havde indledt noget, og han vidste ikke hvad det var, men nu hvor han var i gang, var han ikke parat til at afslutte det.”

Harolds første møde med en fremmed er en ung pige, som arbejder på en tank – uden at vide det, sætter hun Harolds pilgrimsrejse i gang med kommentaren: “Hvis man tror stærkt på noget, så kan alting ske”.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Det er netop absurditeten i Harolds pilgrimsrejse, der gør læseoplevelsen så dragende – Harold er den sidste person, man kunne forestille sig som pilgrim. Gennem hans rejse op gennem England møder han et væld af farverige, skæve og sympatiske karakterer, som alle har deres at kæmpe med. Harold selv får gennem sin nærmest meditative gang foretaget en gennemgribende selvgenopdagelse og katarsis af både krop, sjæl og fortid, og hans rejse bliver hurtigt et livsbekræftende holdepunkt for mange andre udover Queenie.

“Inde i byen havde Harolds strøm af tanker været indstillet. Nu hvor han var tilbage i det åbne landskab, bevægede tankerne sig igen uhindret mellem tider og steder, og billederne vældede frem. Ved at gå satte han den fortid fri, som han havde brugt de sidste tyve år på at holde tilbage, og nu sludrede og legede den i hans tanker med sin helt egen vilde energi. Nu målte han ikke længere afstande i kilometer. Han målte dem i erindring.”

Joyces rene og enkle skrivestil bidrager til den gode historie. Hendes paralleller af det tænkte og det sagte skaber en dybde, som man som læser ikke kan undgå at blive påvirket af, og som sætter tankerne i gang – man får øjnene op for muligheden for, at de ord, som betyder allermest, er dem, som aldrig bliver sagt. Endvidere har hun formået at opstille et forholdsvis bredt persongalleri i form af de forskellige karakterer, som Harold møder, men holdt dem i kort snor; højst to kapitler per karakter, og deres karakteristik koges ofte ned til “herren med det sølvgrå hår” eller “den meget berømte skuespiller”. Samtidig har hun indflettet ensomhed, a fortryde anger og soning ind gennem hele romanen, som ikke desto mindre giver plads til et par grin gennem de til tider absurde og dog fuldstændig rammende beskrivelser af stereotyper.

Jeg nød virkelig at læse om Harolds vandring. Eftersom læsningen af romanen var et tilfælde grundet bøtten, havde jeg ingen forventninger eller bevæggrunde inden min læsning begyndte, og derfor ramte den mig mere, især fordi der er så mange niveauer i bogen, at man ikke kan undgå at kunne relatere til et par eller tre. Romanen og Harolds betingelsesløse næstekærlighed var et skønt frisk pust, og hans fremmaning af håb og glæde hos andre rørte mig.
Derfor giver jeg “Harold Frys usandsynlige pilgrimsvandring 4 ud af 5 stjerner, fordi den overraskede mig positivt, omend en smule forudsigeligt. Desuden var der nogle rent sprogtekniske brølere, som var enerverende – stave- og slåfejl hører ikke hjemme i en udgivelse. På trods af disse gener, rørte historien og budskabet mig dog stadig, og det er en bog, som vil blive hos mig længe, og som jeg sagtens kunne finde på at genlæse, når jeg engang er færdig med bøtten. Nogen gange har man brug for at blive mindet om livets små, enkle og samtidig altomfavnende egenskaber, samt hvor langt en smule næstekærlighed og tro på sine medmennesker kan føre.Anmeldelse: Harold Frys Usandsynlige Pilgrimsfærd | Stinchen.dk

Bøtten #1: “Soldier of the Mist” af Gene Wolfe

Bøtten boganmeldelse bogblog soldier of the mist stinchen.dkSoldier of the Mist (Latro #1) af Gene Wolfe.

Udgivet i 1987 (org. udg. 1986) læst 9-16 februar, 2014.

3/5 Stjerner

 

Mit læselige nytårsforsæt er, som mange andre rundt omkring i blogland, at læse mere og købe mindre. Derfor bliver 2014 et år i bøttens tegn, og den første udtrukne bog blev “Soldier of the Mist” af Gene Wolfe, en forfatter jeg ikke før er stødt på. Købet af bogen var impulsivt – jeg så den stå sammenklemt mellem en masse andre, dækket af støv på den nederste hylde i et antikvariat, fik medlidenhed med den og tog den med hjem. Det skete for tre år siden. Heldigvis har bøtten gjort op for min boglige forglemmelse og har sikret, at mine fingre fandt den lap, som var dekoreret med Wolfes navn. Nu til bogen.

Protagonisten i Wolfes værk, en mand der går under kaldenavnet Latro i mangel på sit rigtige navn, lider også af en forglemmelse, omend en meget mere omfattende en af slagsen end min egen – Latro kan nemlig kun huske ting der er sket i løbet af én dag, minderne overlapper simpelthen de gamle løbende. Som læser får man fortalt allerede på den første side, at “although this book is fiction, it is based on actual events of 479 B.C.”, og derved forankrer Wolfe sit værk tidsligt på tærsklen for Romerrigets storhedstid.
Latro er involveret i Romerrigets ekspansioner og disses eftervirkninger igennem hans profession som kriger – dog har han, da han præsenteres i starten af romanen, pådraget sig et alvorligt sår på siden af hovedet. Han vågner op i et healertelt og kan intet huske fra sit voksne liv, ej heller hvordan, hvornår eller af hvem han er blevet såret. Hans rigtige navn, hvilken side i slaget han har svoret troskab til og hvem han har kæmpet side om side med er væk for ham.
Healeren som behandler hans sår opfordrer Latro til at nedskrive sine oplevelser, nærmest en slags dagbog, og således begynder bogen – hvert kapitel er Latros egen opfattelse af begivenhederne med lidt eller ingen refleksion, og altid med en konstant understrøm af vigtighed og hast, grundet hans altid nærværende angst for at glemme.
Mangel på langtidshukommelse er dog ikke den eneste bivirkning fra såret. Som titlen på bogen også insinuerer, er Latro med ét blevet tågens soldat – tågen er en figurativ beskrivelse for det slør, som i dette univers eksisterer mellem den sekulære verden og gudernes verden. Derved ser Latro nu hver og ét af de mange mytiske elementer, der omgiver ham, det være sig guder og gudinder, ånder, de dødes sjæle eller virkningen af de ofringer, der løbende finder sted gennem hans fortælling. Sammen med Io, en hengivende og dedikeret ung pige, som giver sig selv til Latro som slave, åndemaneren Eurykles, diverse profeter, handelsmænd og andre krigere, påbegynder Latro på sin rejse gennem Romerrigets Europa, hvis mål er at genvinde sine minder gennem udførelse vaf forskellige opgaver han stilles af guderne.Bøtten boganmeldelse soldier of the mist stinchen.dk

Latros fortælling fungerede som et velkomment afbræk fra stringent strukturerede plot, snørklede og omfattende persongallerier og skift i fortæller. Da Latros erindringer er nærmest ikke-eksisterende, var bogen nem at gå til og plottet let at følge, og Latros naivitet og mangel på refleksion over karakterer og hændelser havde en forfriskende fordomsfri påvirkning på mig som læser. Hans fortælling mindede mig kontinuerligt og naturligvis om Odysséen, men samtidig også om novellen, som senere blev til film, “Memento Mori” skrevet af Jonathan Nolan i 2001. Jeg synes Latros fortælling havde flere originale ideer, som gav læsningen en friskhed, god underholdingsværdi og inkorporerede et tiltrængt element af uforudsigelighed og lunefuldhed grundet min evne til som læser at koble begivenheder sammen, som Latro ikke opnår grundet sin skade.
På trods af disse rosende ord, var der dog også enkelte, men betydningsfulde forhindringer, som gjorde en gnidningsfri læsning af romanen svær. Jeg måtte kontinuerligt slå op i bogens appendix grundet Wolfes behov for at drysse navne ud over siderne, græske og latinske definitioner og geografiske områder, som jeg ikke kender til. Omtrent halvvejs holdt jeg op med at slå op, eftersom de begreber jeg var i tvivl om som oftest slet ikke stod i appendixet, og den beslutning hjalp en smule. Yderligere er det ikke nødvendigt for en vellykket læseoplevelse for mig, at jeg udførligt får beskrevet fordele og ulemper ved diverse skjold-typer i kamp, når dette ingen betydning har for plottet, og Latro slet ikke ender med at bruge skjolet på nær i to sætninger. Heldigvis synes jeg, at Wolfes beskrivelse af gudernes domæne bag tågen gjorde op for den til tider lidt anstrengende krigsjargon, og derfor giver jeg bogen tre ud af fem stjerner, dels for dens sjove og skæve struktur, dels for et velkomment gensyn med de altid fantastiske myter fra den græske mytologi. Læsningen af Wolfes værk var uden tvivl en udfordrende og spændende start på mit læseprojekt.Bøtten boganmeldelse soldier of the mist stinchen.dk