Bogklub #3: Fiskerne af Hans Kirk

Hans Kirk Fiskerne AnmeldelseFiskerne af Hans Kirk udgivet i 1978 (original udgivelse 1928) på forlaget Gyldendal.
4 stars

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire – de danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet. Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteratur-interesserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden.

Bogklubbens læsning i juni er foregået i Hans Kirks klassiker, Fiskerne. Det er en bog, jeg er stødt på mange gange på biblioteket, men af en eller anden grund har jeg altid følt mig lidt intimideret af dens evige tilstedeværelse i enhver dansklærers repertoire. Ikke desto mindre tog jeg udfordringen op, og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det.

Fiskerne er en fantastisk kollektivroman, som omhandler en lille gruppe mennesker, der føler sig tvunget til at udvandre fra Vestjyllands barske natur og ind mod Limfjorden, hvor kampen for at få daglig fangst og mad på bordet er knap så hård. Vesterhavsfiskerne lader sig lede af Guds vilje i livet såvel som i fiskeriet, og med troen fast forankret i Indre Mission er det en hård, straffende og streng Gud, som de dagligt bekender deres synder til. Men selv om naturen er blidere og hverdagen en smule nemmere, kæmper gruppen med at forstå det syndige samfund, som missionen har ledt dem til. Byens pastor er grundtvigianer med et positivt og inkluderende livssyn, og menigheden er vant til dans på kroen, diskussioner af darwinisme og syndsforladelse – noget, som fiskerne og deres familier ser som falsk kristendom og syndig levevis. De ser det som deres pligt, prøvelse og mission at udbrede den sande lære, og med fiskeren Thomas Jensen som frontfigur går de flere gange i rette med pastoren og hans retning mod den evige fortabelse. Pastoren affejer Thomas’ indsigelser, men indvilger i at lade pastor Thomsen fra fiskernes gamle sogn komme til gæsteprædiken. Det bliver et vækkelsesmøde uden lige, og missionen forankres yderligere i lokalsamfundet gennem omvendelsen af stadigt flere lokale i trange kår.

Pastor Thomsen rømmede sig som en hest, der hrimmer. Efter hans skøn var der gode udsigter for Herrens sag.
Men I må være surdejen, sagde han. Det gælder om, at der er nogen, som både kan gå forrest og holde igen. I skal blive ved og blive ved og huske på, at det er dråben, som huler stenen.
Han gav dem gode, kloge råd, mens de andagtsfulde og åndeløse hørte efter. Det var en Herrens time. Udenfor var det ved at blive mørkt, men ingen tænkte på at tænde lyset.

Hans Kirk Fiskerne Anmeldelse

Og således fortsætter man med at læse om fiskernes kamp for at frelse byen. Deres religiøsitet fungerer i særlig høj grad som social kontrol – alle holder alle til ilden, og der er hele tiden nogens ulykke eller fortjeneste, som bliver brugt som eksempler på Guds vrede og nåde. Sammenholdet og medfølelsen blandt den lille gruppe fiskere er imponerende, men selv om hjælpen altid er at finde hos naboen, når ulykken rammer, hersker dobbeltmoralen og skadefryden bag lukkede døre; især fiskerkonen Tea udtrykker gang på gang forargelse over de andre fiskerfamiliers synder og held på havet, mens hun hævder sig på deres bekostning – noget, som koster hende dyrt i sidste ende. De kæmper alle sammen med at prioritere kærligheden til Gud langt over kærligheden til et andet menneske, og det resulterer i indestængte følelser, ukontrollerbare drifter og menneskelig fortabelse.
Den tragiske skæbne for Laust Sand og hans steddatter Adolfine er indbegrebet af selvundertrykkelsens destruktive kræfter og den religiøse skams magt – de giver efter for deres drifter og for kærligheden, men fordømmer sig selv til den evige fortabelse og opgiver livet, fordi de ikke kan leve med skammen og skylden over for deres Gud og næste – deres skæbner forsegles, fordi gudfrygtigheden for fiskerne altid vil komme før næstekærligheden.

Nu spørger jeg Dem: kender De Deres ansvar? Ejer de menneskelighed?
Æ gør, hvad æ kan for at blive den kvit, sagde fiskeren.
Hvad gør De? spurgte præsten.
Vi ser vist helt forskelligt på den ting, som på så mange andre. Æ mener, at det menneskelige er den onde natur, som vi har fået med arvesynden.
Ser De da slet ikke noget værdifuldt i mennesket?
Nej, æ ved for vist, at det gode, der er i os, skylder vi nåden. Og selv om der er noget godt i de uomvendte, hvad skal det så hjælpe? Det bliver borte i den syndige natur. Æ tror, at Jesus selv har sagt sin mening, dengang han fortalte, at der var mere glæde i himlen over een synder, som omvendte sig, end over ti retfærdige, som ikke har omvendelse behov.
Ordene kom rolige og velbetænkte, men pastor Brinks ansigt fortrak sig, og han rejste sig.

Romanens største drivkraft er uden tvivl Hans Kirks utroligt realistiske og gribende karakterportrætter. Han tager ikke sarkasmen og latterliggørelsens nemme vej, men folder hver karakter ud uden at dømme eller spænde ben. Selv om romanen er tæt på 100 år gammel, er det tidsløse skildringer af mennesketyper, som vækker genklang. Især, og må jeg tilføje desværre, er romanens store ramme højaktuel i disse dage: en lille gruppe fremmede med en anden tro og kultur tvinges ud på en rejse for at finde bedre kår for deres familier og mødes af et helt andet livssyn. Det bliver hurtigt og nemt at fordømme og udvise intolerance fra begge sider i stedet for at gå i dialog og prøve at forstå. Fiskerne ser sig selv som oplyste og tolerante mennesker, og ligeså gør byboerne. Men formodninger og en manglende ydmyghed til at sætte sig i den andens sted hindrer integrationen og skaber splid, som deler samfundet op i ‘os’ og ‘dem’.

Fiskerne var et fantastisk læseeventyr. Tempoet var langsomt, men jeg opdagede det ikke. Jeg var dybt fascineret af deres uforbeholdne tro og imponeret over deres sammenhold og udholdenhed. Det er endnu en bog, som jeg er virkelig glad for at have læst. Tom Kristensen roste romanen i sin anmeldelse i Politiken, og siden fik Fiskerne fart på – der er blevet solgt mere end 400.000 eksemplarer, hvilket gør Hans Kirks ambitiøse debutroman til den mest solgte danske bog nogensinde og er stadig i dag enormt relevant.

Kerteminde Fjord

 

 

Bøtten #9: A Thousand Nights af E. K. Johnston

A Thousand Nights Anmeldelse A Thousand Nights af E.K. Johnston udgivet i 2015 på forlaget Macmillan.

3/5 Stjerner

Når støvskyerne danser hen over ørkenen er det tegn på, at Lo-Melkhiin er på vej med sine mænd for at tage sig endnu en hustru. Han vælger altid en ny hustru fra en ny region inden for byen. Og hun dør altid.

A Thousand Nights tager udgangspunkt i rammefortællingen om Scheherazade, som hver nat fortæller sin mand og hersker en historie, som lader hende leve endnu en dag i 1001 nætter. I Johnstons version er den mandlige hovedperson Lo-Melkhiin, som er hersker over et stort ørkenområde. Dem, som har kendt ham længe ved, at han engang var en empatisk og godhjertet mand, men de ved ikke hvordan og hvorfor det ændrede sig. Det eneste de ved er, at han en dag red alene for langt ud i ørkenen, og da han kom tilbage, var han en anden – en ubarmhjertig, kold, dæmonisk hersker, som dog stadig har formået at holde freden i sit herskerrige.
Den kvindelige hovedperson er en syttenårig pige, som på intet tidspunkt bliver kaldt ved sit navn. En dag ser hun Lo-Melkhiin og hans følge på vej mod den landsby, hun bor i, og med et ved hun, at han vil vælge hendes smukke halvsøster som sin næste hustru, sit næste offer. For at redde sin søster klæder pigen sig i en smuk brudedragt for at få hans opmærksomhed og blive valgt i stedet. Og hendes plan lykkedes.

Landsbyboerne og søsteren er udemærket klar over, at pigen har dømt sig selv til døden. Søsteren lover at lave et alter til hende, så hun efter sin død bliver en smallgod – en ånd fra et afdødt familiemedlem, som våger over og hjælper de levende. Derefter bliver hun ført bort, og den magiske fortælling begynder. Fordi søsteren beder foran alteret, og resten af landsbyens beboere sender gode tanker til hende, begynder hun at se en kobberfarvet ild danse fra sine arme, da Lo-Melkhiin griber fat i hende og forsøger at dræne hendes livsenergi, som han har gjort med alle de foregående. Men det virker ikke, og hun føler ingen frygt. Han spørger ind til hendes familie og livet i ørkenen, og hun væver den ene kobberfarvede fortælling efter den anden om sin familie, sine forfædre, ørkenlivet og gamle sagn.

There were stories, and there were stories. No single tale that I could draw from would save my sister from a short and cruel marriage, but I had pieces aplenty. I held them in my hands like so many grains of sand, and they slipped away from me, running through my fingers, even as I tried to gather more. But I knew sand. I had been born to it and learned to walk on it… I knew that I had only to hold it for long enough, to find the right fire, and the sand would harden into glass — into something I could use.

Anmeldelse-a-thousand-nigths

Hun fortæller ikke for at leve endnu en dag, men i trods. Hun trodser hans forsøg på at indgyde frygt i hende og bibeholder derigennem sin kvndelighed, sin integritet og sine værdier. Lidt efter lidt begynder hendes historier at få magt – de forudsiger fremtiden, og kobberilden gør forestillede objekter fysiske. Pigen fornemmer det store ansvar en sådan magi fører med sig og begynder at overveje, om hun alene kan ændre den skæbne, som Lo-Melkhiin har bestemt for så mange uskyldige piger før og efter hende.

Always, it seemed, men would overlook unpleasant things for the sake of those that went well. The statues’ eyes for the melodious sounds of the fountain. The deaths of their daughters for the bounty of their trade.
There was great beauty in this qasr, but there was also great ugliness and fear. I would not be like those men who turned their eyes from one to see the other. I would remember what those things cost.

Denne bog var en udsøgt fornøjelse at læse. Plottet er simpelt og genkendeligt, men fortalt med så smukke ord og fantastiske fortællinger, at jeg forsvandt væk i et persisk eventyr. Alle pigens historier har en dybere mening og er fulde af livsvisdom. De er især vidne om et stærkt kvindeligt fællesskab, som trives og blomstrer under et patriarkalsk styre. Ingen af kvinderne er navngivne, og det giver en ekstra dimension til kvindesolidariteten, som strækker sig fra ørkenens telte til Lo-Melkhiins qasrs badestuer, fra tidligere tiders kvinder til fremtidens budbringere, fra den laveste tjenestepige til dronningen. Deres magt og påvirkningskraft er så meget større, fordi den ligger skjult bag navnløse skikkelser og tilslørede ansigter.

It began slowly. One moving spark in a sky full of fixed lights, spiraling blue and gold, and then doused by the blackness of the sky. Not all of us saw it, it burned so quickly, but soon there were plenty of lights to marvel at.

Den her bog var lige det, jeg manglede, så jeg jublede, da jeg foldede sedlen fra bøtten ud og læste titlen. Jeg indrømmer helt og holdent, at jeg købte den udelukkende på grund af udseendet – sjældent har jeg set så smukt og gennemført et cover. Fortællingens magi kan fornemmes allerede ved første øjekast.
Jeg åbnede den en regnvåd eftermiddag og vendte sidste side ved sengelampens skær langt efter min sengetid. Den var fortryllende i sit sprog og smuk i sine beskrivelser, men heller ikke mere end det. Den var hurtigt læst og lige så hurtigt glemt – og jeg følte en smule skuffelse og frustration over, at alle de mange magiske og farverige tråde blev så hurtigt bundet af til slut. Men den var en kærkommen let og luftig læseoplevelse, som gav mig et dejligt pusterum efter et par tunge og alvorlige bøger.

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse

A Thousand Nights Anmeldelse bøtten

Bogklub #2: Kongens Fald af Johannes V. Jensen

Kongens Fald Anmeldelse
Kongens Fald af Johannes V. Jensen udgivet i 1978 (original udgivelse 1900) på forlaget Gyldendal.

4 stars

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire – de danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet. Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteratur-interesserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden.

Bogklubbens valg af bog i maj faldt på klassikeren Kongens Fald af Johannes V. Jensen. Kongens Fald blev i 1999 kåret som det 20. århundredes bedste roman af både Politikens og Berlingskes læsere, så jeg var meget nysgerrig efter at stifte bekendtskab med det værk, som i følge så mange læsere rangerer højere end værker af både Karen Blixen, Klaus Rifbjerg, Tove Ditlevsen og Inger Christensen bare for at nævne et fåtal.

Kongens Fald har sit omdrejningspunkt om den studerende Mikkel Thøgersen, der er flyttet til hovedstaden for sit studie og lever af almisser. Studietiden får dog hurtigt en ende, da Mikkel ikke kan finde motivationen til at passe sine studier, og han står uden tag over hovedet og uden brød på bordet. En dag møder han en af kongesønnen Christians lejesoldater Otto, som inden han drager afsted i krig mod svensken har et lidenskabeligt møde med den lokale jødiske pige Susanna. Otto fortæller Mikkel om sine bedrifter uden at vide, at Mikkel længe har næret stærke følelser for Susanna. Han fyldes af hævngerrighed, da han ser Susanna stå i gabestok for Ottos gerninger og drager fra hovedstaden mod sin og Ottos fælles hjemstavn, hvor han udser sig Ottos udkårne og voldtager hende. Herefter melder Mikkel sig som lejesoldat og flygter fra sin kaotiske tilværelse. Hans virke som lejesoldat bringer ham vidt omkring; fra krig i Slesvig-Holsten til bispen i Odense, til Stokholm som del af Kong Christians følge, hvor han overværer Det Stokholmske Blodbad og til det Hellige Land som korsridder.
Mikkel kan dog ikke undslippe konsekvenserne af sine handlinger, og den korte roman byder på forbløffende mange plot-twists ligefra kærlighedsbørn og alkymister til pludselige konfrontationer og mord; alt sammen iblandet sproglige brudstykker på blandt andet tysk, latin og jysk dialekt.
Selv om bogens titel leder tanker og forventninger hen på et royalt fokus fylder kong Christians dalende popularitet, afsættelse og fængsling meget lidt – kongens fald fra storhed er i højere grad en spejling af Mikkels sørgelige skæbne, end han decideret er en karakter i romanen; han får ikke mere scenetid end de mange andre bikarakterer.

Kongens Fald Anmeldelse

”Det staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.”

Kongens Fald er i høj grad en fortælling om forfald. Mikkels manglende evne til at finde frem til og fastholde sin identitet er tydelig i hans langsomme, men sikre rejse mod den absolutte bund. Han når aldrig at finde sig til rette i de mange roller, han prøver, ligesom Kong Christians mange tiltag for at genvinde folkets opbakning fejler gang på gang. Begge karakterer er præget af en enorm usikkerhed, som i den grad kommer til udtryk en skæbnesvanger nat, hvor deres skæbner besegles af kongens ubeslutsomhed og tvivl – han vakler mellem at fortsætte forhandlingerne med den jyske adel eller forlade sit land, og ubeslutsomheden bliver bogstaveliggjort idet han befaler sig roet tværs over Lillebælt og tilbage igen adskillige gange natten igennem ude af stand til at træffe en beslutning.

”Men gennem Engen krøb Aaen aaben og sort, ulægeligt levende midt igennem den ihjelfrosne Eng.”

Selv om romanen er mørk, dyster og tragisk var den virkelig en fryd at læse. Johannes V. Jensens sprog er magisk, og jeg blev flere gange bevæget af hans naturbeskrivelser, overjordiske tillokkelser og poetiske vendinger. Ligemeget om han beskriver drømme, hesteslagtning, fisketure, nordiske myter eller voldtægter, gør han det konsekvent i samme skarpe sprog og korte, kontante sætninger, som krydres med overraskende sammenligninger og musikalsk rytme, som driver sproget fremad i et støt tempo – noget, som romanen vinder stort på med sit forholdsvis indholdsløse plot og usentimentale karakterpalette.
Ikke desto mindre gjorde det ondt at læse om Mikkels forfald. Meningsløsheden gennemsyrer ham, og man mærker som læser den livssmerte og fortabelse, som Johannes V. Jensen nådesløst insisterer på. Og alligevel formår han at skabe humor og overraskelse, når han eksempelvis beskriver hvordan de døde rejser sig fra graven og finder deres kære i det selv samme sprog.

Et Lys. Døden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i Striben og slæber sig længe over en frossen Pløjemark. Men da han er saa nær, at Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok endelig hjem han er kommen, jo her hører han til fra Begyndelsen af. Det har knebet for ham at finde Hjemmet. Men nu gudskelov. Han kommer ind, og et Par gamle enlige Folk tager imod ham. De ser ikke andet, end at det er en rejsende Haandværkssvend, der er udgaaet og syg. Han lægger sig straks paa Sengen uden et Ord, de kan vide, han er syg. Han ligger paa Ryggen — de gaar med Lyset i Stuen og snakker — han glemmer dem.

 Johannes V. Jensens evne til at tæmme det danske sprog vandt ham da også Nobelprisen i 1944 “for sin poetiske fantasis sjældne styrke og frugtbarhed, kombineret med en intellektuel nysgerrighed med en stor rækkevidde og en modig, friskt kreativ stil.”
Det er i den grad en læseoplevelse, som jeg er taknemlig for at have haft, og som jeg aldrig ville have opsøgt på egen hånd.

Kongens Fald Anmeldelse

Bogklub #1: Hærværk af Tom Kristensen

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse
Hærværk af Tom Kristensen udgivet i 1977 (original udgivelse 1930) på forlaget Gyldendal.
3/5 Stjerner

Jeg har, synes jeg selv, én alvorlig mangel i mit læserepertoire. Takket være mine studier har jeg efterhånden læst forfattere fra alle verdenshjørner og alle tidsperioder, men jeg har været blind over for de værker, som jeg føler, at jeg burde være startet med. De danske klassikere. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har læst ret meget andet dansk litteratur end de brudstykker, jeg blev tvunget til at gennemgå i folkeskolen og gymnasiet, hvilket efterhånden er ved at være noget tid siden (10 år, men det siger vi ikke til nogen). Derfor tog jeg i marts en beslutning om at melde mig til en læsekreds på Odense Centralbibliotek med overskriften: Danske Klassikere. Her mødes jeg med otte andre litteraturinteresserede én gang om måneden og diskuterer den bog, vi har læst. Jeg har altid gerne villet være med i en bogklub, og nu har jeg endelig fået muligheden. Og der bliver lagt hårdt ud med udfordringer; den første bog i rækken er nemlig klassikeren Hærværk af Tom Kristensen.

Ole Jastrau, litteraturanmelder på avisen Dagbladet, har udadtil det perfekte liv. Han er gift med Johanne, sammen har de sønnen Oluf, de bor i en herskabslejlighed på Vesterbro, og alt er, som det bør være, indtil fortiden ringer på døren i form af Jastraus tidligere ven Sanders og dennes kompagnon Steffensen, en lidende digter. De inviterer sig selv indenfor og beder om asyl fra ordensmagten som erklærede kommunister. Stemningen vender med det samme i det lille borgerlige hjem, og der går ikke længe, før de ubudne gæster klandrer Jastrau for hans småborgerlighed og tirrende reciterer hans egne kommunistiske digte fra ungdommen.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Selv om Jastrau prøver at benægte det, rammer Sanders og Steffensen et ømt punkt. For Jastrau er ikke lykkelig. Det begynder at gå op for ham, at han er gået så meget på kompromis for at passe ind i samfundet, at han har forrådt sin digtekunst, sit politiske ståsted og sig selv. Denne snigende erkendelse bliver Jastraus endelige. Sanders og Steffensen bliver katalysatorer for en hengemt selvlede, som bryder ud i lys lue, og Jastrau begynder systematisk at udøve hærværk på sit liv, sit ry og sin krop uden at skænke konsekvenserne en tanke.

“Ah, nu gik solen ned,” pustede Jastrau og satte sig ved et af de nærmeste borde.
“Hvad skal vi have?” spurgte Steffensen groft.
“Fred, fred!” sukkede Jastrau. “Nu skal vi synke dybere og dybere ned. Her er det altid aften, og så er luften fortættet af grammofon. Man får ikke tid til at føle, at der er noget, der hedder tomhed. Nu skal vi – ganske stille – ganske langsomt – gå i hundene.”

Og at gå i hundene, dét gør han. Jastrau opsiger sin stilling på avisen, lader Johanne tage sønnen med sig og flytte ud, og så begynder et målrettet og destruktivt styrt mod afgrunden i selskab med Steffensen, alkohol, digte og frygten for kønssygdomme, alt imens han brænder alle tænkelige broer og giver afkald på alt, der har med værdighed at gøre.Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Da jeg så, at Tom Kristensens navn stod på bogklubbens læseliste, blev jeg både spændt og en smule ængstelig. Vi læste et uddrag fra Hærværk i gymnasiet, ligesom stort set alle andre, og det eneste jeg kunne huske fra den oplevelse var en følelse af frustration. Og jeg kan godt forstå, at mit yngre jeg blev frustreret over at læse et uddrag fra en bog med så langsommeligt et tempo og så ubehagelige beskrivelser af en mands selvdestruktion. Men ikke desto mindre synes jeg i dag, at bogen er et pragteksemplar, når det kommer til poetisk sprogbrug i romanform. For selv om jeg ikke bryder mig synderligt om nogen af karaktererne og absolut ikke har skyggen af medlidenhed med nogen af dem, så kan jeg ikke komme udenom, at Tom Kristensens sprog blæste mig omkuld og tog vejret fra mig op til flere gange. Hans evne til at beskrive København og Vesterbro er så levende, at jeg fik trang til at hoppe på det første tog mod hovedstaden med bogen under armen og læse mens jeg gik op af Istedgade, rundede Enghave Plads og slog et smut forbi den katolske kirke; på trods af tidsforskellen på små hundrede år, står det København han beskriver stadig lige så smukt og vibrerende for mig nu, som det må have gjort for ham dengang.

“Du,” brummede han, da Jastrau kom ud fra butikken igen. “Istedgade er nu en dejlig gade.”
“Hvorfor det?”
“Fordi den er lang.”
Jastrau skulle lige til at le. Men så opdagede han Steffensens fjerne, skinnende blik. Og han måtte selv stirre ned af den lange gade. Uendelig var den. Formiddagssolen lynede i et mylder af åbentstående vinduesruder som i vanddråber, og langt ude ved Enghaveplads blev de grå og gule facader luftige som fjerne bjerge, indtil de opløstes i en flimrende tåge.

Hærværk er på ingen måder en rar bog at læse. Selv om plottet er næsten kedeligt i sin enkelthed – en mand opsøges af fortiden, og fortiden puster hans korthus af kompromiser og samfundsforventninger ned omkring ham – så er bogen et af de mest komplicerede værker, jeg længe har læst. Tom Kristensens beskrivelse af en alkoholiseret og opgivende mand er uhyggelig skarp, og Jastraus indre dæmoner kan på ingen måde være opfundne. Indsigten ind i psyken hos en mand, der balancerer på afgrunden er brutalt ærlig og gør næsten ondt i sin udlevering af Jastrau.
Selv om også denne bog for mig ryger i kategorien “Jeg er glad for, at jeg har læst den, men jeg brød mig egentlig ikke rigtig om den” og den til tider var svær at komme igennem, har den efterladt et stort indtryk på mig. Jeg glæder mig til at stifte yderligere bekendtskab med den danske litteraturskat og ikke mindst at forsøge mig med mere fra Tom Kristensens pen, når jeg har sundet mig efter mødet med Ole Jastrau.

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjertet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst maa forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse

Hærværk Tom Kristensen Bogklub Anmeldelse