“The Prince of Mist” af Carlos Ruiz Zafón

Zafon the Prince of Mist Review The Prince of Mist (original titel: El Principe de la Niebla) af Carlos Ruiz Zafón, udgivet i 2010 (original udgivelse 1986) på forlaget Orion.

4 stars

Året er 1943, og verdenskrigen hærger Europa. Urmageren Maximillian Carver gør det eneste han kan for at skærme sin familie mod krigens ødelæggelse og relokerer dem alle til en lille kystby, hvor han har købt et lille forladt hus et stenkast fra havet. Bag huset finder bogens hovedperson, Max, en tilgroet og glemt have gemt bag et højt metalgitter, der krones af en sekskantet stjerne. Inden for gitterets afgrænsning finder han en samling statuer i sten, som afbilder forskellige cirkuskarakterer. Statuerne står ved første øjekast tilfældigt, indtil han kommer lidt på afstand – ved nærmere eftersyn viser det sig nemlig, at også de tilsammen former en sekskantet stjerne.

Men der er mange andre steder for Max at gå på opdagelse, og havens sælsomme statuer bliver glemt, mens familien lige så stille finder sig til rette i den lille by. Men da Max’ søster Alicia fortæller ham om sine mystiske drømme, hvor en indhegnet have og en statue af en klovn forekommer, bliver han brat mindet om dem glemte have endnu en gang. Så begynder mærkelige ting at ske, som gør Max og hans søster ængstelige, og de begynder sammen med deres nyfundne ven, den lokale dreng Roland, at afdække historien om det skibsvrag, som sank under en voldsom storm mange år tidligere, og som nu ligger under havets overflade. Stormen var så voldsom, at alle ombord omkom på nær én, nemlig Rolands bedstefar. I taknemlighed over sin egen overlevelse bygge Rolands bedstefar efter forliset et fyrtårn, som han bemander dagligt for at afværge, at en lignende ulykke skal ske igen. Men skibsvraget er omgærdet af hemmeligheder, den glemte haves statuer ser lidt for livagtige ud, og børnene må snart indse, at der er mere på færde end bare mystiske drømme og skibsulykker.

prince-of-mist-anmeldelse-review-2

Det, som ramte mig fra jeg læste første side var Zafóns fantastiske skrivestil. Ved et enkelt pennestrøg formår han at slukke for omverdenen omkring mig og transportere mig til et forladt hus i en lille sydlansk landsby. Jeg har elsket hans ord siden jeg læste The Shadow of the Wind første gang for snart elleve år siden, og jeg har glædet mig til gensynet lige siden jeg fik The Prince of Mist  i fødselsdagsgave af kære Rikke til min fødselsdag sidste år. Selv om det er Zafóns første værk og det naturligvis ikke har haft fordelen ved en mere modnet forfatter, synes jeg allerede her, at sprogperlerne skinner klart. Den er velskrevet og detaljeret i sine beskrivelser, hvor han klart er stærkest, hvorimod karaktererne falder en smule til kort – men det gjorde egentlig ikke det helt store, fordi The Prince of Mist i langt højere grad spiller på stemningen, mystikken, forvirringen og uforudsigeligheden end det er karaktererne, det handler om.  De er ikke ret karakteriserede, og selv om de bestemt er til stede og driver plottet frem, husker man dem ikke – jeg måtte flere gange stoppe op et kort øjeblik for lige at finde kendetegn frem i mit sind, når en karakter sprang et par kapitler over. Det gjorde det en smule svært for mig helt at have empati med Max, Alicia og Roland – selv om jeg blevet revet fuldstændig med af plottet og de skarpe sving, som det foretog undervejs og følte, at jeg var med i robåden og hjalp til med at afdække de uhyggelige statuer i haven. Derfor følte jeg også efter endt læsning, at bogens 200 sider passede helt perfekt til Zafóns fortælling; havde den været kortere, havde fortællingen tabt sin eminente mystik, og havde den været længere, var karakterernes endimensionalitet blevet utroværdig og måske endda irriterende.

prince-of-mist-anmeldelse-review-3

prince-of-mist-anmeldelse-review